Når så mange kristne har følt sig kaldet til at forsage de videnskabelige forklaringer på verdens og livets opståen, skyldes det at man har ment de var i modstrid med Bibelens forklaring. Man har altså valgt at læse Bibelens skabelsesberetning som en naturvidenskabelig fremstilling af verdens tilblivelse og så set videnskabens erkendelser som en konkurrerende model.
Men de skabelsesmyter Bibelens skabelsesberetninger er et opgør med er ikke det mindste videnskabelige. De handler derimod om hvilke guder der har ansvaret for de ting vi mennesker oplever. Skabelsesmyterne er ikke naturvidenskab, men en kamp om, hvis guder der har magten.
Som vi skal se ligner de babylonske og de egyptiske skabelsesmyter hinanden utroligt meget, hvis vi læser dem "naturvidenskabeligt" - forskellen er hovedsageligt, at i babylonernes skabelsesmyter er det de babylonske guder der hersker, mens det i egypternes skabelsesmyter er de egyptiske guder der hersker!
Konkurrencen mellem skabelsesmyterne handler altså ikke om naturvidenskabelige detaljer (for dem var de enige om), men om gudernes magt: Hvem var det der havde guderne på sin side? For i disse kulturer handlede alt der sker på jorden om magtkampe mellem mægtige himmelske guder.
Den mesopotamiske skabelsesmyte, Enuma Elish
Babylonerne, assyrerne, kaldæerne og sumererne havde samme skabelsesmyte, nemlig Enuma Elish. Det er pudsigt nok de samme folkefærd der leverede et mylder af de afguder jødernes Gud, Jahve, kæmpede imod.
Ifølge disse folkeslag blev himlene og jorden skabt af myriader af guder, som absolut ikke havde fælles målsætning. Disse guder mindede mere om en dysfunktionel familie end om en harmonisk himmelsk fælles magt - guderne bekrigede og bekæmpede hinanden og myrdede endda hinanden, så som tilbeder af dem galdt det om at være på den rigtige guds side (og helst spille på flere heste, hvis man kunne).
Disse guder skabte ikke verden ud af intet. I stedet flyttede de rundt på tingene for at skabe himmel og jord. Men så begyndte det hurtigt at gå ned af bakke: Guderne begyndte at skændes med hinanden, hvorefter de formede hære ud af kaos, som de benyttede til at kæmpe imod hinanden til døden.
På et tidspunkt begynder lederen på det vindende hold, Marduk, at samle ligene fra de tabene guder; ligene benytter han til at skabe jorden himlen. Lederen af det tabende hold, Tiamat, splittes i halvdele, så delene bruges til at adskille vandene over jorden fra vandene under jorden.
Halvdelen af Tiamats krop flyder derfor på vandene under jorden og er den jord menneskene bebor, mens den anden halvdel er det øverste af himlen der forhindrer vandene over jorden i at falde ned. Selv om Tiamat var en usædvanlig stærk gud er hun dog ikke stærk nok til uden hjælp at forhindre vandene i at falde ned, men må understøttes af stærke søjler der samtidig fungerer som mindesten for nogle af de andre guder.
Derefter skabtes månen og stjernerne af ligene af de faldne guder, så de hænger under vandene over himlen. Porte åbnes i Tiamats ribben, så solen og månen kan bevæge sig ind og ud af hendes omformede lig hver morgen og aften. "Ligenes" vandringer over himlen definerer datidens 7-dages uge, 30 dages måned og 12 måneders år.
Den nederste halvdel af Tiamats krop (som flyder på vandene under jorden) formes med bjerge, dale og sletter. Øjnene pilles ud af hendes kranie og ud flyder floderne Tigris og Eufrat. Så var tingene ved at være på plads til skabelsen af mennesket fra blodet af en af de slagne guder, hvorefter de vindende guder skabte det babylonske imperium, så mennesket kunne tilbede og tjene guderne.
Det er den meget korte beretning, som jeg mener giver en god ide om, hvad den babylonske skabelsesberetning handler om. Naturligvis har jeg udeladt en række detaljer, men vi skal jo også videre....
Egypternes skabelsesmyte:
Ifølge egypterne var der et fortidigt hav af uorden og
kaos før himmel og jord blev skabt. Dette
kaos repræsenterede naturens primitive og ødelæggende kræfter som hele tiden var en trussel imod de første menneskers eksistensgrundlag. I dette farlige univers var gudernes rolle ikke så meget at bygge ting til mennesket, som det var at begrænse
kaos hærgen; guderne begrænsede med skabelsen
kaos magt og indflydelse.
Nå, ud af dette oprindelige mørke og våde kaos, regeret af guden Nun, opstod en frugtbar høj af støv omkring guden Atum. Det var altså Atum der havde den kreative, skabende magt hos egypterne. Det er naturligvis nemt for os at forstå denne skabelse af vand som et resultat af Nilens årlige oversvømmelse, med tilhørende frodighed. På samme måde sås verden som en fødsel ud af "himmelske" flodvande som en del af en gentagen cyklus af skabelse og genskabelse i gudernes verden.
Nu er der mange forskellige egyptiske skabelsesmyter, der især konkurrede på gudernes lokale navne og favoritsteder, men temaet i beretningerne er, at Atum efter skabelsen af den frugtbare høj begyndte at skabe flere guder der kunne hjælpe med at skabe orden i kaos, en orden der blev opnået gennem en serie af adskillelser: Landet og havet blev adskilt ligesom jord og himmel blev adskilt.
Gudinden Nut, som repræsenterer himlene, portrætteres ofte som en nøgen kvinde med stjerner på sin krop. Nut står som en bue (hvilende på hænder og fødder i de 4 verdenshjørner) henover guden Geb, som repræsenterer det tørre land. Himmelguden Shu løfter Nut's krop, så Shu derved adskiller jorden fra himlene. Se eventuelt
dette billede, som findes i utallige variationer.
Hver morgen føder Nut Re/Ra, solguden, som passerer under hendes krop indtil hun sluger ham igen hver aften.
Ligheder mellem de to skabelsesmyter
Der er naturligvis forskelle mellem de to skabelsesmyter, men lighederne er langt mere iøjnefaldende: Himle og jord skabes ud af et urhav og gudernes kroppe udgør jorden og himlen. Begge mytologier anså himlene for at være en massiv buet struktur, som adskilte vandene over himlen fra dem under himlen. Begge myter var enige om, at solen kom ind på himlen og morgenen og ud af himlen om aftenen gennem åbninger i gudernes kroppe.
Man kan godt smile af disse naive myter i dag, men for datidens mennesker har det tydeligvis været en logisk måde at anskue verden på. Alle kender havet og ved det går ind under det omkringliggende land (prøv selv at grave i sandstranden). Enhver ved der falder vand ned fra himlen når det regner og kan se himlen er blå, så der må være vand deroppe. Det er oplagt, at der må være en massiv struktur der forhindrer vandet i at falde ned, og enhver kan jo køre øjnene henover himlen og med det blotte øje se, at himlen er buet.
Det gav også god mening at de enorme floder Tigris og Eufrat kun kunne levere alt det vand ved at det løber ud af Tiamats udhulede øjenhuler!
Intet vi mennesker kan udtænke ville være stærkt nok til at forhindre alt det vand i at falde ned. Kun guder har tilstrækkelig styrke til det. Så set med datidens øjne havde begge skabelsesmyter ret, hvilket naturligvis var årsagen til den store enighed om, hvad de grundlæggende byggesten der forårsagede og opretholder verden er.
Det man især kunne diskutere var gudernes navne og detaljerne i beskrivelsen. Detaljer der især fortalte lidt om, at Nilen, med sine meget markante oversvømmelser og sit enorme delta, flyder anderledes end Tigris og Eufrat, men lighederne mellem myterne er så påfaldende, at vi må erkende de gav datidens mennesker særdeles meningsfyldte forklaringer på, hvorfor verden så ud som den gjorde.
Og lad os se det i øjnene: De forklaringer har også virket tillokkende på israelitterne, for igen og igen hører vi om, hvordan de tiltrækkes af egyptens og mesopotaniens guder. Bibelens skabelsesberetning er skrevet for at pille pynten af disse tillokkende skabelsesmyter og gøre det klart, at egyptens og mesopotaniens guder ikke havde noget med verdens skabelse at gøre.
Skabelsesberetningen er skrevet for at fastslå Jahve's storhed: Jahve, og kun Jahve er årsagen til verdens skabelse og opretholdelse. Det skal vi se nærmere på i mit næste indlæg i tråden om Bibelens egen skabelsesberetning.