Hvorfor tror I det er min skyld?

Hvorfor er det så normalt at se ned på mødre til børn af "sporløse" fædre? Jeg har kun hørt holdninger om at det kan være moderens skyld, når faderen er "sporløs".
Jeg har sgu da aldrig stilt mig i vejen for noget samvær og det er der ingen mor der kan uanset om hun prøver. Reglerne er indrettet sådan at faderen altid har samværsret og moderen derfor ikke kan stille sig i vejen. Alligevel er det den normale holdning at det må være min skyld.
Kan I dog ikke forstå at det er almindeligt psykologi at enhver "sporløs" far bruger løgne om moderen som dårlig undskyldning? På den måde slipper han for at indrømme hans egen egoisme. Men hvad i alverden får dog folk til at tro på sådan en mand?

der er altid to "voksne" der deltager i sådan en seance, det er altid barnet der er offeret....... Man kan selvfølgelig altid bebrejde "de voksne" at de ikke er modne nok til at få et fornuftigt forhold op at stå til gavn for børnene.
-
"løgne om moderen".... løgnen kan gå begge veje ! når der er følelser involveret er det umådeligt svært at forholde sig neutralt.
-
Kunne du ikke have valgt en mere fornuftig mand at få et barn med ?

Hallo! Min ex - faderen til begge mine børn har ikek vist den store interesse for vores fælles søn, som er den yngste....men det er ikke det det handler om!
Da vi blev skilt var han udstationeret i Dubai, så det sger sigselv at han ike kunne have samvær med ungerne i den periode - ikke noget problem. Så købte han hus, og vores datter valgte at flytte ind til far - heller ikke noget problem. Næ, du problemerne opstod 3 uger senere , da han igen valgte at tage en udstationering i Dubai, og overlod ansvaret for sit hjem til vores dengang 16 årige datter!
Jeg valgte at flytte nærmere min datter, hvilket også ville give mig betydeligt kortere til arbejde, og min søn ville så også være tættere sin storesøster... Da "Farmand" hører dette, siger han gudhjælpemig: at jeg ikke skulle regne med at han gad have knægten rendende i tide og utide!!! Det slap han så for, for knægten havde næsten glemt at han overhovedet havde en far!!!
En ting var at jeg accepterede at hans arbejde og dermed udstationering betød at jeg aldrig ville få en friweekend i det halve år (troede jeg) han var udstationeret, men da han endelig vendte næsen hjem og jeg ville foreslå en aftale om samvær, takkede han sgu NEJ - knægten skulle komme frivilligt og ikke af tvang! Gad han ringe til sin søn??? Næh - jo måske engang om måneden - datteren ringede han til hveranden dag - sin mor HVER DAG!
Nu er han tilbage i Dubai igen-igen, og fredvær med ham. Begge mine unger ved godt hvem der har stået med alle talenterne og ansvaret og hvem de kan takke for at de fik en velfunderet opdragelse - og det er IKKE far de giver udtryk for skal have så meget som et eneste tak (for andet en rollen som sæd-donor og penge-maskine)
Og inden du kommer med dit vrøvl om at jeg skule have valgt en anden far, skal du vide at vi gik fra hinanden efter 19 års ægteskab. 19 år der havde været gode - og han havde været en god far når han var hjemme... det ændrede sig ved skilmissen, og om det var for at ramme mig, ved jeg ikke, men jeg ved at det ramte mine børn - min søn allermest for det var ham der blev svigtet i den grad!
Jeg tvivler på at vi kvinder bevidst finder den aller største nar-røv vi kan for at få børn med ham - når vi får børn, er vi jo overbevist om at netop ham vi har valgt er opgaven værdig...og af og til bliver vi skisme snydt!

- hvis der var tvungen varedeklarering på Jer!

hvad f..... ! rager dine personlige forhold mig ??? kan du ikke bare tale generelt om tingene, dine erfaringer er mig inderligt ligegyldige, dem kan jeg o.a. IKKE bruge til noget, at det så skulle tage dig (eller ham) 19 år at finde ud af i levede sammen med et skvadderhoved er jo bare et ekstra krydderi ! Men det er da godt at du kan klappe dig selv på ryggen og være stolt af at du har opdraget dine børn..
-
PS, jeg forstod IKKE helt den med "friweekend" er det at have fri, det samme som ikke at have børn ?

Her kommer et levende eksempel. Hvordan kan du fordømme mig til at være medskyldig og hvordan kan du lægge valg af mand sammen med at manden ikke tager ansvar?
Mener du at kvinder er 100% ansvarlige for at lave børn og mænd er 0% ansvarlige? Jeg kan kun tage ansvar for min egen halvdel. Hvis jeg også skal stilles til ansvar for mandens handlinger, så må vi jo fratage mænd deres myndighed og overlade det hele til kvinder.
Der skal to til at samarbejde. Jeg vil gerne samarbejde, men jeg kan ikke gøre det uden hans vilje. Hvordan bliver jeg medskyldig i, at hans vilje ikke er der? Min vilje er der jo.

rager som sådan ikke dig - men var tiltænkt som ét eksempel på at NOGLE fædre er nogle spader.
Manden var sgu da ikke et pjok i 19 år - han blev det (set med mine øjne) da han fik sin vilje og seperationen var en realitet. OG det er ikke mig der klapper mig på ryggen - det er faktisk mine børn der giver udtryk for de ord.
"Friweekend" i den forbindelse en børne-fri weekend...en weekend hvor jeg havde chancen for at måske møde en interesant mand og få muligheden for at lære den nye at kende inden børnene blev blandet ind i det - Ligesom ex'en der bevilligede sig selv over 1 år udne børn, så havde jeg været tilfreds med bare en enkelt weekend af og til.

noget der rager dig, Hold dog snotten væk. Hvorfor sparke til mennesker der ligger ned❓Er du pervers og føler tilfredsstillelse, ved, at slå på mennesker? Du må have en meget lille personlighed?

af de fjolser. De er kun her på debatten for, at få selvtilfrdsstillelse for den situation de selv sidder i. God vind fremover, jeg håber, at du får et godt liv. Du er ikke ansvarlig for den mands handlinger.

på at din mand ikke var sammen med sine børn❓
-
Kan du ikke se at når du giver udtryk for din, skal vi sige , frustration, så er det udelukkende ensidigt, vi kan jo IKKE spørge din mand om hans syn på sagen , vel ?
-
Ikke fordi jeg ikke tror at du har ret, men der er altså ALTID "2 til en tango" som jeg iøvrigt skrev i indledningen, det er såmænd bare det jeg siger !

det er da en underlig tilgang til andre mennesker ! er de allesammen nogle stakkels ofre i din verden❓ synes du ikke at du hellere skulle se lidt på virkeligheden ?

men nu er det jo DIG der skriver og IKKE ham , derfor kan jeg jo ikk`så godt sige noget til ham , vel ?
-
Nej jeg skrev i overskriften at der altid er 2 (TO) og "voksne" i citationstegn...
-
Hvis jeg havde haft chancen for at skrive til ham havde jeg jo nok skrevet noget lignende !
-
Jeg synes det er ærgeligt, vi har jo KUN DIN version af historien, jeg kan derfor KUN sige det til dig, hvis du ikke kan lide det så lad være med at lave et indlæg.
-
Du har iøvrigt, udfra din version af historien, min dybeste sympati og jeg har IKKE respekt tilovers for fædre (eller mødre) der af den ene eller anden grund ikke tager ansvar for sine børn.

Hvorfor skal manden ikke tage ansvar for at han valgte at gøre kvinden gravid?
Han valgte ligeså meget som hun.
Der er kun én der fravalgte de børn, de var to om at lave, der er kun én der ikke vil se børnene. Hvorfor er den anden part så ikke et offer? Det ville du kun kunne argumentere dig ud af, hvis du mener at kvinder udover at have ansvar for egne handlinger, også har ansvaret for mænds handlinger.

Det er dobbeltmoralsk at skrive der skal to til tango og samtidig give mig skylden for valg af forkert mand.
Jeg valgte at få børn ham og det tager jeg asvar for. Han valgte at få børn med mig -hvorfor skal jeg høre for den del?
Hvis du trækker tilbage at jeg kunne have valgt en anden, kan jeg respektere dig, men at påstå begge dele er for dobbeltmoralsk. Jeg mener kun du klantre mig for valg af mand, hvis manden var umyndig -altså 14 år eller svært udviklingshæmmet, men det var han altså ikke.

du, den går ikke ! vi har KUN din version ! det er lidt for let ...
-
Iøvrigt , det er børnene der er ofrene, IKKE dig ! faktisk så er det på lang sigt en klar fordel for dig, det er DIG der får det gode, dejlige og kærlige forhold til din børn, det er det bedste der findes i verden !

det er DIG jeg skriver til , IKKE din eksmand, ham vil jeg gerne tage en "debat" med, men han har jo ikke lavet noget indlæg , vel ?
-
nu ender det vist i ordkløveri
-
:-)

Du har min version og ikke hans -korrekt. Men du må sætte min version i forhold til reglerne og selv inden den nye forældreansvarslov trådte i kraft havde manden RET til samvær. Derfor er det noget vrøvl kun at forholde sig til den ene version. Du bliver nød til at sætte den version op i forhold til lovgivningen.
Jo en 100% enlig mor er offer -ligesom børnene er det. For hvornår skal den mor møde en ny mand uden at børnene bliver indblandet i alle nye forhold indtil hun møder en der holder ved? Hvordan skal moderen være overskudsmenneske overfor børnene, når hun ikke har noget tid til sig selv? Hvordan skal hun pleje sig selv -frisør, lægebesøg osv. får hun aldrig tid til. Medmindre hun er så heldig at hendes forældre hjælper til med børnene, så er hun altså ligeså meget offer som børnene. En mor lider når hun oplever at hendes kræfter ikke er tilstrækkelige overfor børnene.

Du er vist ikke den rette til, at debatere dette emne. Alle dine fordomme springer lige i øjnene.

Citat af dig:
"Kunne du ikke have valgt en mere fornuftig mand at få et barn med❓"
Citat slut.
Det er jo lige præcis her du giver mig skylden for hans halvdel af valget. Jeg tager ansvar for at have børn med ham. Jeg kan ikke gøre for at manden ikke tager ansvar for at have fået børn med mig. Hvis det skulle være mit valg den var gal med, så skulle manden være umyndig.

også i den grad.. ja, jeg var misundelig på at han fik muligheden for at starte HELT forfra, uden at have sine børn at skulle tage hensyn til. Jeg var bitter over at han skred fra min sygdom for jeg hang ligesom på den (og hænger på den resten af mit liv).
Naturligvis vil der altid være to sider af en sådan sag....og selvom I kunne få min ex' kommentar er jeg ikke sikker på at han ville gide besvare evt. spørgsmål - dertil har han ikke overskud, nu hvor han har 2 nye børn at værne om. Om jeg er misundelig på at manden i en alder af 48 nu står med en 3 1/2 årig og en 2 årig❓NEJ, jeg vil hellere se frem til at blive bedstemor..og så nyde tilværelsen udne de forpligtelser små børn giver. (den tørn har jeg ligesom taget).Hvis du skule være i tvivl, så er vi tilbage i 1999 - så frustrationerne HAR lagt sig (for mit vedkommende), mine unger har en pragtfuld Bonusmor, og de yndigste, smukkeste to små søstre.
Pudsigt, så giver han mig skylden for at hans nye børn og vores fælles børn ikke har samme tætte forhold til hinanden som de har indbyrdes ...Det har tilsynladende aldrig faldet ham ind at aldersforskel (mine unger er fra 83 + 88, de nye er fra 2004 + 2006) alene gør at mine kunne være forældere til de små, og så at han og den nye familie bor igen sig i Dubai, hvor mine unger bor i hhv England og Danmark, så de kani sagens natur ikke se hinanden så meget som de ville gøre hvis de enten boede sammen eller i det mindste i det samme land/ eller på samme kontinent.
Og så vil jeg pointere at det ikke er forebeholdt mændene at forsvinde sporløst ud af børns liv... mødre kan også godt finde på det og har gjort det.. Det bliver hverken bedre eller dårliger af om det er mor eller far barnet står og mangler i sit liv.

jeg har udmærket baggrund til at debattere emnet, min nuværende kone er fraskilt og var enlig m. 2 børn og fuldtidsjob (kun et). Hendes eksmand er ikke dansker og bor i hjemlandet.
-
Jeg er selv fraskilt og har 2 (nu voksne) børn fra tidligere. Tilsammen har min kone og jeg en lille "efternøler", en dejlig lille pige.
-
Joh jeg tror nok jeg kan tillade mig at debattere, også dette emne ! :-)

jah jeg spørger bare ?
-
Nu skal du ikke være ked af det ! er dine børn meget små❓er de aldrig hos nogle venner❓jeg kan godt forstå at du kan blive deprimeret men er det ikke iorden at lide afsavn når man får børn❓ jeg kan ikke forstå at du ikke skulle kunne få tid til at pleje dig selv. det lyder utroligt, så må du godt nok have mange børn. :-)
det lyder lidt for sort, jeg håber sandelig ikke at det er så slemt. :-)
-
Du behøver jo heller ikke at kaste dig ud i noget nyt forhold lige de første par år, tag det helt roligt og nyd tiden med børnene.
-
mht. lovgivningen : jeg kan heller ikke forstå at din eks ikke vil se eller være sammen med sine børn, han har dog stadig et juridisk ansvar, i dette tilfælde er det så af økonomisk art. Jeg tror ikke at du kan lovgive om den slags ting 100 %

jeg kunne jo have sagt til din mand : Kunne du dog IKKE have fundet dig en anden kone at få et barn med end hende den strigle !
-
Jeg pointerer min allerførste linie; Der skal 2 til tango, forstår du det ?
-
Det kunne jo tænkes at det var dig der gjorde situationen uudholdelig, ikke❓lad nu være med at være så selvretfærdig, vi har som sagt KUN din version.

det er sgu`da også tarveligt at lade dig i stikken, det er usympatisk og ikke okay på nogen måder, det er vi helt enige om.
-
Hvis man af den ene eller anden grund slutter forhold/ægteskab uanset skyld (det bør man ikke snakke om)så har man efter min overbevisning en allerhelvedes stor pligt til at få forholdet til ens børn til at fungere og der til hører også at få et tåleligt (og voksent) forhold til sin EKS, det er simpelthen urimeligt at lade den ene part hænge på hele ansvaret...

blive andet end enige....Er der børn indvolveret, så har man, i min verden, en moralsk forpligtelse til at få tingene til at fungere omkring børnene, for børnene.
Men som sagt - det er ved at være længe siden, og jeg har aldrig bagtalt deres far - og som du selv skrev et sted: nu høster jeg frugterne. De er glade for deres far (og det har de også bare værsgode at være), men de er ikke synderligt imponeret over ham - begge siger de håber at han klarer det bedre med de små end han gjorde i sine unge dage.
Min grundholdning har altid været at man skulle have fællesforældremyndighed, man var ligesom fælles om at lave dem, men jeg måtte krybe til korset og søge den fulde forældremyndighed over min søn... Ikke for at spolere deres fars forhold til knægten, men fordi jeg lagde åbenbart størrer vægt på "fælles" i ordet end han - og da jeg ikke følte at vi var fælles, så ville jeg gerne have at papiret rent faktisk afspejlede virkligheden, og at aben havnede der hvor den hørte hjemme - nemlig hos mig. Han afskrev da også forældremyndighed uden noget baqllade - balladen kom da det gik op for ham at jeg ved samme lejlighed haved søgt om flere børnepenge - og siden har vi ikke været på tale-fod. Det viser mig lidt om hvordan han prioritere - men det er åbenbart rigtigt for ham, ellers havde han nok ikke gjort det *S*

... holder faktisk sandheden hemmelig for deres barn, om barnets far. Mange mødre er rådden anlagt! Jeg kender en af dem.
Og til dit indlæg. Det er da jeres begges skyld. Du kunne gøre mere for at holde på manden og manden kunne gøre sit for at holde på barnet.
og er farmand sporløs, så hjælp da barnet til at finde far hvis det er det barnet vil.

en, er det jo ikke ensbetydende med at der er "mange" - men nogle skal der såmænd nok være, det er ikke sådan at jeg tror at du kender landets eneste mor med anløben moral.
Der er med garanti også tilfælde hvor det er til barnets fordel IKKE at vide sandheden om far - og der er sikkert også tilfælde hvor det er den skinbarlige sandhed at mor ikke kan fortælle noget som helst om far, hverken godt eller skidt, for hunikke ved en dyt.
Man kan ikke holde på en der ikke vil holdes på, og man skal heller ikke - det kmmer der ikke noget godt ud af. Medmindre du kender trådstarteren personligt, og VED hvad du snakker om, så er den kommentar ikke på sin plads, efter min mening.
Det burde IKKE være nødvendigt at skulle pådutte/tvinge en far samvær med sit barn og kontakt til sit barn, han burde ØNSKE det af hele sit hjerte. Men er manden dybt alkoholiseret eller stof-misbruger, f.eks, så har disse ting første prioritet, og barnet er bedre tjent med at IKKE se sin far.

far kan ikke findes, hvis han ikke vil... hemmelig adresse har de fleste sporløse fædre..
Du kan ikke tvinge en far til et anvar, hvis ikke han vil.
Graviditet er og bliver kvindens ansvar, hvis manden ikke vil.
Ligestilling findes ikke !!
vh Anonym

Du fordømmer mig straks som en der kunne gøre mere, for at holde på manden og for at hjælpe barnet med at finde far. Disse fordømmelser kommer du med, helt uden at vide, hvor meget jeg har kæmpet for det. Du er et levende eksempel på det jeg beskriver i hovedindlægget og verden er desværre fuld af din slags fordomme, da mennesker har en tendens til at tro, at alle mødre er ens og til at tro at de kan forbyde et samvær.
Jeg har gjort alt. Har mødt ham i retten, fordi HAN skabte en retssag, hvor jeg udelukkende smilede og sagde at uanset hans opførsel overfor mig, ønskede jeg at han ville have samvær med barnet. Jeg har aldrig bebrejdet ham noget, men har flere gange forsøgt at kontakte ham, for at gøre ham klart at jeg ikke er bitter eller sur, men blot ønsker et samvær mellem ham og barnet. Han har hele tiden gjort alle forsøg på at gøre os uvenner, men jeg har været meget bevist om hele tiden at sige at der skal to til at være uvenner og jeg er ikke interesseret i det. Men jeg kan altså ikke gøre noget ved at han VIL være uvenner med mig, for at kunne bruge mig som dårlig undskyldning. Jeg kan blot konstatere at jeg IKKE vil være uvenner med ham.

Nej det er ikke ordkløveri, så længe du kommer med den slags dobbeltmoral. Du kan ikke både sige at der skal to til en tango og samtidig sige at den ene part skulle have valgt en anden.
Du er så meget et levende eksempel, når du påpeger at jeg kan have gjort situationen uudholdelig. NEJ DET KUNNE JEG IKKE! Reglerne er sådan at i sådanne tilfælde bliver der ingen kontakt forældrene imellem , MEN FADEREN HAR STADIG SAMVÆRSRET. Han får lov at hente barnet i institutionen om fredagen og aflevere samme sted om mandagen. Der kan også afsættes dage/ halvde dage hvor moderen SKAL aflevere barnet hos statsforvaltningen hvorefter faderen kommer og henter det.
Det handler altså ikke om at du kun har hørt min version, men også om at jeg juridisk IKKE KAN stille mig imod samværet. At jeg heller aldrig ville gøre det er selvfølgelig kun min version, men jeg KAN altså heller ikke.

at man af følelsesmæssige årsager ikke kunne udholde at trække sine børn igennem sådan en situation.............(jeg kunne ikke "bære" at sætte mine unger i en sådan situation) nu er vi vist tilbage ved udgangspunktet.
-
Vi (min ekskone og jeg) har altid (næsten) kunne få det til at fungere, det var dog stadig sådan at moderen sad på magten, idag ville jeg have forlangt at det ene barn skulle have boet hos mig, nu er jeg også klogere og ældre. Men ikke fordi min personlige sag kommer dette ved. :-)
-
Jeg giver ikke en SKID for det ævl du lukker ud om retten til at se barnet, derfor kan situationen sgu´da godt være uudholdelig, ikke❓ jeg har kendskab til kvinder der misbuger den magt de har, der sviner manden og hans familie til i en grad at samværet med børnene bliver en lang pine at komme igennem...
-
Lad dog være med at ævle mere om det, lev dit liv med børnene, lad eksmanden sejle sin egen sø.... få det bedste ud af det .

jeg ønsker blot respekt for at det ikke er min skyld at faderen fravælger samvær.
Jeg er så dødtræt af folks fordomme om at det enten er ligeså meget min skyld eller at det er min skyld alene.

!!!!!!!!!!!

så er det faderens afgørelse. Hvis han ikke vil, så kan det grædende barn sættes til side som en anden porcelænsfigur.

Faderen kan gøre , hvad han vil. Lovgivningen er sådan skruet sammen. Det er stadig til mændenes afgørelse, Se hvor mange mænd der sidder i folketinget, sådan er lovgivningen lavet. Vi er ikke nået længere en til middelalderen i tankegang, når det gælder enlige mødre.

er at der også er mange kvinder, der har de der mande-ego fordomsfulde holdninger.
F.eks. har min kusine gået og snakket bag min ryg, om at hun ikke tror jeg ved hvem faderen til barnet er osv. Hun synes ikke engang sådan en far skulle betale bidrag og hun er ikke den eneste kvinde med den holdning. Det de fordomsfulde kvinder har til fælles er, at de ikke selv har mange erfaringer i den retning. Min kusine har f.eks. altid boet hos sin far indtil hun flyttede sammen med sin kæreste som hun nu er gift med og har 2 børn med. Hun kender ikke rigtig til det at en mand lader i stikken og tror derfor at den slags må være moderens skyld.

I mit tilfælde, da skabte faren også en retsag, bad om en test men tog den ikke selv...han undlod at svare statsamtet og sagen blev trukket i langdrag efter adskillige rykkere fra deres side til ham.. så gik sagen efter et halvt år til retten og tog yderligere 10 mdr. Jeg blev aldrig indkaldt.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke måtte høre, hvad han havde at sige, da det jo vedrørte mig. Jeg ved faktisk ikke om jeg er mest skuffet over ham eller systemet den dag i dag.
Anonym kvinde

sagen ligner den du beskriver. Jeg har både været indkaldt uden ham og han har været indkaldt uden mig.
Man skal virkelig være aktivt opsøgende hvis man vil høre hvad han påstår. Man skal selv ringe ind til retten ofte for at høre hvornår han næste gang er indkaldt. Man kan så vælge at møde op for at lytte.
Til sidst skulle jeg ind og møde ham i retten fordi jeg var blevet til vidne, da sagen havde udviklet sig til en strafferetssag, fordi han til sidst havde sendt en anden til blodprøvetagning, så det var tæt på at der også var blevet rejst strafferetssag imod mig, da de ikke troede på mig i første omgang, men det endte med at jeg slap og han blev dømt. Men selv han anklager var tydeligvis på hans side. Han fik overhovedet ingen straf, men blev bare dømt skyldig og sat til at betale det lave fradragsberettigede børnebidrag.