Hvorfor vælge det næstbedste?
Jeg hører hele tiden om folk, der er i halvhjertede forhold. De brokker sig uafladeligt over deres kæreste. Enten er de ikke forelskede i dem, eller også føler de sig ikke værdsat. Er folk virkelig så bange for at være alene, at de hellere vil bruge deres liv sammen med den forkerte? Det er mig komplet uforståeligt!
Jeg var single i en periode på 4 år, før jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg mødte en håndfuld mænd i løbet af den periode, som jeg hurtigt kasserede igen. Enten fordi, de ikke gav mig sommerfugle i maven eller fordi, de ikke var søde ved mig. Da jeg mødte min kæreste, var det som om, at alt det, jeg nogensinde havde drømt om - og mere - gik i opfyldelse. Jeg havde aldrig troet, at der fandtes så stærk en kærlighed, som den vi har for hinanden. Vi siger til hinanden mange gange hver dag, hvor lykkelige vi er sammen, hvor uendeligt højt vi elsker hinanden, og hvor priviligerede vi føler os over, at vi har hinanden. Han er enormt kærlig, voldsomt begavet, virkelig talentfuld, usammenlignelig morsom og vanvittigt smuk. Der er intet, jeg ville ændre ved ham! Og hvis der skete ham noget, ville jeg ikke kunne leve.. Han fuldender mig liv! Jeg elsker ham mere end noget andet, og jeg ved, han elsker mig lige så højt. Det er den ultimativt lykkeligste følelse i verden.
Hvorfor vælger så mange mennesker at opgive at finde dette? Hvorfor vælger de at leve med en, der måske giver en form for tryghed, men som de ikke har det godt med, og som de ikke elsker?
Jeg ved godt, det kan være svært at være alene. Tro mig, jeg har også prøvet det! Men det er da håbet om og troen på, at der er en derude, som man er forudbestemt for, der gør, at man holder fast i sig selv, indtil man en dag møder ham.
Min kæreste og jeg skal giftes om nogle måneder, hvilket vi glæder os meget til. Forleden kom min kæreste hjem og fortalte forarget, at han var blevet præsenteret for en fyr på jobbet, der også skulle giftes. Manden havde kigget indforstået på min kæreste og sagt "Ja, så slutter det søde liv jo!" Min kæreste havde kigget på ham som om, han var idiot og svaret "Øh, nej!? Det er da først NU, det begynder!" Vi var begge totalt hovedrystende over den historie, for hvorfor i ALVERDEN planlægger folk at gifte sig, når det er den indstilling, de har til det?
Jeg ved godt, at der er mange mænd derude, som aldrig vil kunne gøre nogen kvinde lykkelig og omvendt! Mange mænd ER nogle svin, der er deres kærester utro og behandler dem elendigt. Og mange kvinder ER nogle hystader, der brokker sig uafladeligt over små ting og driver mændene til vanvid. Jeg ved godt, at jeg er helt ekstremt heldig at have fundet en, der elsker mig ubetinget, og for hvem min lykke er alfa og omega. Og han ved godt, at han er heldig at have mig, som elsker ham over alt og ønsker ham alverdens kærlighed, succes og lykke! Vi ved godt, at det, vi har, ikke hænger på træerne! Men vi ved også, at vi umuligt kan være de eneste mennesker i verden, der er forundt sådan en lykke. Det må da være muligt for andre end os at finde kærligheden! Hvorfor vil folk så nøjes med det næstbedste?
Jeg var single i en periode på 4 år, før jeg mødte min nuværende kæreste. Jeg mødte en håndfuld mænd i løbet af den periode, som jeg hurtigt kasserede igen. Enten fordi, de ikke gav mig sommerfugle i maven eller fordi, de ikke var søde ved mig. Da jeg mødte min kæreste, var det som om, at alt det, jeg nogensinde havde drømt om - og mere - gik i opfyldelse. Jeg havde aldrig troet, at der fandtes så stærk en kærlighed, som den vi har for hinanden. Vi siger til hinanden mange gange hver dag, hvor lykkelige vi er sammen, hvor uendeligt højt vi elsker hinanden, og hvor priviligerede vi føler os over, at vi har hinanden. Han er enormt kærlig, voldsomt begavet, virkelig talentfuld, usammenlignelig morsom og vanvittigt smuk. Der er intet, jeg ville ændre ved ham! Og hvis der skete ham noget, ville jeg ikke kunne leve.. Han fuldender mig liv! Jeg elsker ham mere end noget andet, og jeg ved, han elsker mig lige så højt. Det er den ultimativt lykkeligste følelse i verden.
Hvorfor vælger så mange mennesker at opgive at finde dette? Hvorfor vælger de at leve med en, der måske giver en form for tryghed, men som de ikke har det godt med, og som de ikke elsker?
Jeg ved godt, det kan være svært at være alene. Tro mig, jeg har også prøvet det! Men det er da håbet om og troen på, at der er en derude, som man er forudbestemt for, der gør, at man holder fast i sig selv, indtil man en dag møder ham.
Min kæreste og jeg skal giftes om nogle måneder, hvilket vi glæder os meget til. Forleden kom min kæreste hjem og fortalte forarget, at han var blevet præsenteret for en fyr på jobbet, der også skulle giftes. Manden havde kigget indforstået på min kæreste og sagt "Ja, så slutter det søde liv jo!" Min kæreste havde kigget på ham som om, han var idiot og svaret "Øh, nej!? Det er da først NU, det begynder!" Vi var begge totalt hovedrystende over den historie, for hvorfor i ALVERDEN planlægger folk at gifte sig, når det er den indstilling, de har til det?
Jeg ved godt, at der er mange mænd derude, som aldrig vil kunne gøre nogen kvinde lykkelig og omvendt! Mange mænd ER nogle svin, der er deres kærester utro og behandler dem elendigt. Og mange kvinder ER nogle hystader, der brokker sig uafladeligt over små ting og driver mændene til vanvid. Jeg ved godt, at jeg er helt ekstremt heldig at have fundet en, der elsker mig ubetinget, og for hvem min lykke er alfa og omega. Og han ved godt, at han er heldig at have mig, som elsker ham over alt og ønsker ham alverdens kærlighed, succes og lykke! Vi ved godt, at det, vi har, ikke hænger på træerne! Men vi ved også, at vi umuligt kan være de eneste mennesker i verden, der er forundt sådan en lykke. Det må da være muligt for andre end os at finde kærligheden! Hvorfor vil folk så nøjes med det næstbedste?