Hvornår er et barn voksen nok?

Hej sol bruger og nok især jer der har børn og er blevet skilt.
For en del år siden blev nogen i min familie skilt. De har tre børn sammen. de delte børnene (efter børnenes eget ønske om hvor de ville bo)Og det har mere eller mindre fungeret fint.
Desværre er der stor uenighed mellem forældrene hvad man kan tillade sig at bede børnene om (som er henholdsvis 10, 12 og 14 år) fx. mener moren at det er fint at børnene selv ringer til deres far og høre om de må sove der en nat eller to mere (end aftalt after statsamtet) faderen mener at det er at give barnet for meget ansvar, hvad mener i?
Er det ok at fortælle den ældste om hvad ordet finanskrise betyder (igen uenighed mellem forældrene) da de har det som projekt i skolen?
Hvor går grænsen for et barn, hvornår er barnet gammelt nok til selv at bestemme og hvad må det så bestemme?
Hvordan behandler i jeres børn?
ser frem til en interessant debat i en sober tone.
Mvh
Hende der ser på.

Eller en 12 og 12 årig for den sags skyld? Holda op - hvordan undgår man at de lærer hvad det begreb dækker over? Det er jo i alle nyheder alle vegne, og så bare hele tiden.
Og så lyder det som en helt almindelige opgave for 8.-9. klasse - som jeg regner med at den 14 årige går i.
Om de selv skal ringe ... tja, hvis den forældre der har brug for denne ekstra pasning hos den anden, er bagved, og tager røret bagefter og forklarer, så er det vel fint nok. Det er jo ikke børnehavebørn der er tale om.

Først og fremmest vil jeg sige, at man må se individuelt på hvert af børnene før man fordeler ansvar.
En 14-årig kan være ufattelig umoden og en 10-årig kan være ufattelig moden, især hvis de slås med forældre som ikke kan/vil enes om deres børn.
Jeg vil sige at jeg synes det er fint at børnene, med den alder du nævner, selv kan ringe til deres respektvie forælder og f.eks bede om en ekstra overnatning eller den slags. Det er altså ikke så "farligt" og jeg synes det er godt at børnene selv gør det. Så behøver forældrene nemlig ikke at svine hinanden til og beskylde hinanden for at lægge ord i munden på børnene og hvad de ellers kan finde på i sådan en situation.
Mht. finanskrisen synes jeg også det er helt okay. For det første hører de jo om det i skolen og for det andet er det altså rigtig sundt for børn at lære, at penge ikke gror på træerne og at man kan komme i klemme hvis man er for optimistisk.
Når det er sagt, så synes jeg også der er forskel på at forklare f.eks finanskrisen og så eksempelvis lade en 10-årig se nyheder fra Gaza eller en anden krigszone. Det handler om vurdering fra situation til situation.
Det mest bekymrende i det du har skrevet er faktisk hvis forældrene, på hver sin side, står 100% stejlt på deres regler. Både fordi børnene har godt af at få lidt elastik engang imellem, men også fordi forældrene sikkert ramler sammen i konflikt ganske ofte. Og det tjener ingen til gavn.

Jeg synes det er vigtigt at man ikke kommer til at stille den anden forælder i dårligt lys overfor barnet. Hvis jeg har brug for pasning til min datter (6 år) og jeg vil spørge om hendes far kan have hende en dag ekstra, vil jeg bestemt selv spørge ham om det, og derefter oplyse min datter om at hun skal være der en dag ekstra.
Men hvis min datter selv fandt på at hun synes det kunne være hyggeligt at blive en ekstra dag hos far, så ville jeg da bestemt mene at hun selv skal spørge om det. Det kommer helt an på hvis behov der er på tale, hvem jeg synes skal spørge. Men hvis det handler om at en 14årig, som jeg vil mene godt kan være alene hjemme, har valget mellem det og en ekstra overnatning hos far, så synes jeg det er helt fair at han/hun selv ringer og spørger.

Det var datteren der selv ønskede at blive en dag ekstar hos sin far. Moderen mente så at hendes datter selv måtte ringe til hendes far og spørge. Moderen syntes det var ok, at datteren blev der en nat mere.
Men hvordan klarer man det, når man kan se at forældrene er så langt fra hinanden i opdragelses måder (ansvar)? Faderen der i dette tilfælde mener at de er for små til at tage noget som helst ansvar og moderen der mener at de godt kan begynde at få/tage ansvar afhængig af hvilket barn der nu tales om grundet barnets alder.
Sagen har desværre nu udmundet sig i at faderen vil i retten og have forældremyndigheden over dem alle. Moderen ønsker stadig at den skal være fælles.
Suk synes ikke det er nemt at se på fra sidelinjen, da jeg kan se at det tærer på børnene.

Nu er der jo heldigvis kommet en ny forældreansvarslov. Den gør sit bedste for at sikre at forældremyndigheden forbliver delt og forældrene tvinges til i samarbejde at lave klare retningslinjer for deres samarbejde om børnene.
Faderen skal have meget tungtvejende beviser (f.eks for omsorgssvigt) for at han kan få forældremyndigheden alene (ligesom moderen også skal).
Måske er problemet er moderen har børnene i hverdagen og derfor er vandt til at vide hvad de magter og hvad de ikke magter. Mange weekendfædre har ikke den samme føling med deres børns daglige udvikling (forståeligt nok) og er derfor ikke altid helt bevidst om at børn faktisk kan mange ting, mens der også er mange ting de ikke kan, på forskellige stadier.
Det vil forvaltningen og ultimativt dommeren da nok heldigvis være opmærksom på.

Vil han lave en forældremyndighedssag ud af et telefonopkald? Man forledes jo til at tror manden har problemer, hvis han synes skatteyderne skal betale for den slags bagateller. Han er i højrisiko for, at alle børn kommer under moderens myndighed alen, for den fælles kan kun bevares ved enighed. Ingen vil da anse denne mand for at være seriøs og en afgørelse skal jo træffes.
I mine ører lyder det helt vildt.