Jeg har brug for hjælp til så mange ting, men ønsker at være anonym...

Jeg har en depression. Får medicin som ikke hjælper. Skal til psykiater for første gang sidst på måneden. Jeg har rigtig meget angst. Tror også jeg ser syner. Har det rigtig skidt og har en masse forfærdelige tanker. Men har for meget stolthed til at fortælle læge og andre om dem. Jeg har en datter på 9 mdr og derfor føler jeg det er vigtigt jeg hurtigt fr det rigtig godt for hendes skyld. Heldigvis er jeg i stand til at lægge skjul på det når hun er vågen.
Indtil jeg fødte skar jeg mig selv. Jeg har stadig ofte lyst til det, men noget stopper mig altid(efter jeg blev mor) -Tænker tit at jeg frygter nogen vil tage min datter fra mig, da jeg er alene med hende. Selv om alle siger jeg er en fantastisk mor.
Har meget familie, mange venner og rigtig mange bekendte, men har ikke lyst til at tale med dem om det, da de alle ser mig som den perfekte pige/kvinde...
Så kære alle fremmede, lad mig høre fra jer. Ligemeget hvad I har at sige, så bare skriv.
Har brug for at vide der er nogen...

du får hjælp, selvom der er et stykke tid til sidst på måneden.
Men du må ikke være for stolt til at fortælle om dine tanker, angst og hvordan du i det hele taget har det. Du må tænke på dit barn og dig selv, og bide stoltheden i dig. Kun hvis du er åben og fortæller hvordan du har det - kan du få hjælp.
Jeg har selv lidt af depression og ved hvor dårligt man kan have det. Held og lykke vil jeg ønske dig - jeg håber du får den hjælp du har brug for. [s]

men du bliver NØDT til at lægge alle kortene på bordet over din psykiater. Kun ved at ton erent flag kan du få optimal udbytte af hjælpen.. Som en eller anden reklame siger: jo mere du giver, jo mere får du igen.
Jeg håber sådan at du har fået en psykiater du har tillid til... det er SÅ skide vigtigt. Det ved jeg for det har jeg fået fra min søn, som efter lang tids sygdom endelig har fået en diagnose - som giver ham eneste mulighed for at få den hjælp han har behov for.
Held og lykke med det - jeg vil sende dig (og dit barn ) en masse kærlige tanker og ønsker jer det bedste.

et menneske du kan tale med.
Bid stoltheden i dig og fortæl en veninde eller et familiemedlem du har tillid til om hvordan du har det. Dét i sig selv - kan lette et stort pres, i stedet for at gå med det hele selv.
Jeg ønsker dig held og lykke.

Nu skriver du ik i hvor langtid du har været på det medicin... Men virker det ik er der noget andet der virker... tit og ofte kan det være Nødvendigt at supplere med andet medicin... så en psykiater er en go ting frem for egen læge og Psykolog,
Nu tager jeg selv en masse medicin for angst...
jeg får> Rivotril/Lamictal/Efexor

Så det skal nu nok gå det hele min ven :)

Du er NØDT til at æde din stolthed og fortælle at din medicin ikke virker og at du stadig har det skidt. Ikke mindst af hensyn til din datter, men så sandelig også af hensyn til dig selv.
Hvis man skal løse et problem er man nødt til at kende problemet. HELE problemet.
Derfor synes jeg du skal kontakte din læge og tale om din medicinering. Hurtigst muligt. Det kan sagtens være du skal have en anden dosis eller noget andet medicin.

Kære unge mor!
Som med alle andre af livets problemer bliver de ikke bedre af, at de tilsidesættes og fortrænges. Vi kender ikke til din personlighed, men hvornår er sindet og ens psykiske velbefindende blevet forandret til det bedre, når man går og skjuler sine problemer? Hvor er din kæreste/mand henne? Imellem linjerne i dit indlæg er du jo klar over, hvor vigtigt det er, at kunne læne sig op ad andre fortrolige, når man ikke er på toppen og især den fortrolighed man kan have med et menneske man holder af. Om du går til psykiater eller samtaledoktorer af anden art, vil aldrig kunne reparere sindet, som det sind, der åbner sig overfor en man har et nært forhold til.
Det er en skrøne, at du skulle tabe ansigt overfor de venner, veninder eller andre, der står dig nært, hvis du åbner dig overfor dem: her drejer det sig om dit mod og om hvad du tror og ikke om hvad andre reelt mener om dig. Kan dine nærmeste ikke holde dig ud, når du taler med dem om dine kedelige tanker, så siger det mere om dem end om dig. Fat mod, tænk på hvem du tror, der i din omgangskreds ikke er ven/veninde med forbehold, men er sammen med dig, fordi de holder af dig, som du er. Medgang og modgang er ikke et forhold der kun eksisterer i ægtestanden, det er også en regel der gælder for os mennesker imellem. Du vil, med garanti, finde et andet menneske, der både kan og vil lytte, komme med løsninger og hjælpe dig i dit mismod lige nu. Det er på høje tid, at du ikke finder dig i denne nedbrydende og grumme psykiske tilstand og bliver i stand til at se på både dig og den verden du lever i med andre øjne, for dermed at blive et livsgladere menneske.
Kærlig hilsen fra det ene menneske til det andet
Salomo

Jeg føler bare ikke der er nogen der tager mig seriøst... Men vil glæde mig til jeg skal til psykiater.
Vh

-Men føler ikke der er nogen som jeg rigtig kan støtte mig opaf. Mine forældre tror slet ikke på jeg har en depression. De tror jeg er hypokonder og kun gør det her for at få opmærksomhed. Mine veninder er jeg bange for vil skubbe mig væk, hvis jeg åbner mig op for dem. For det er altså grimme ting som foregår i mit hovede..
Men tak for svaret:)

Jeg glæder mig også rigtig meget til at kunne tale med en som tager mig seriøst og har forstand på det..
Vh herfra

Tror jeg er blevet hurtig immun overfor det , for det virkede en kort periode, men nu gør det slet ikke, og er som om alle bivirkninger af medicinen blusser frem i mig nu.. Altså alle tankerne.
Er dejligt at høre fra andre der har det på samme måde. Føler mig som en kæmpe psykopat blandt perfekte mennesker. Hehe. Skønt at vide det er "lidt normalt" at have problemer..

Tak for svaret.
Vh herfra

Han siger jeg skal tale med psikiateren om hvad jeg så skal have.. Synes bare der er så lang tid til!
Tak for svaret
Vh herfra

Jeg ved virkelig ikke hvem jeg skal tale med det om. Mine forældre tager det slet ikke seriøst og tror det er noget jeg finder på. Tror mine veninder vil tage afstand fra mig hvis jeg fortæller dette. Min datters far ser jeg engang imellem som kæreste, men stoler ikke på ham, da vi har haft mange problemer siden vi gik fra hinanden(da vores datter var ca 5 uger)
Du skriver det siger mere om dem end mig his de ikke kan holde mig ud hvis jeg åbner mig.. Men det kan jeg jo ikke bruge til noget. Altså at vide de ikke er gode nok som støtte. Det er virkelig et problem for mig. Kan mærke jeg nogen gange er helt oppe at køre og er bange for hvad jeg kan finde på, og sådan i hverdagen er jeg bare almindelig.. Mere trist end andre, men ikke noget andre rigtig lægger mærke til. Det værste er når jeg er alene og min datter sover! Så er jeg bare så bange for alting!!
Vh herfra