Hvornår er nok nok?

Hejsa,
Jeg har haft min kæreste igemmen 3 år - og ja, jeg elsker ham... meeeen hvor meget skal jeg acceptere - kort sagt: hvornår er nok nok?
Vi bor ikke sammen... egentlig er det slet ikke noget vi taler om. Jeg vil egentlig gerne, men jeg vil ikke "trække det ned over hovedet på ham"... jeg mener bare, at det er der hvor man virkelig finder ud af om man kan være sammen for resten af livet - eller ikke! Det lader dog ikke til at være noget han overhovedet overvejer...
Det der fik bærgeret til at flyde over er, at nu vil han - endnu en gang - på ferie med sine venner... det ville også være fint nok, hvis ikke det var fordi det er tredje gang i år. Jeg oplever det som om, at han har travlt med at rejse verden rundt - og jeg har travlt med at køre frem og tilbage fra lufthavnen for at hente og aflevere ham... han forslog henkastet at vi da også kunne tage på sommerferie sammen (hvis jeg så gerne ville) - som et lille plaster på såret... Jeg kan godt fostå, at han gerne vil ud og opleve verden (det vil jeg også gerne) men jeg ville bare ønske at hans oplevelser også kunne inkludere mig!
Derfra hvor jeg står, føles det bare i høj grad somom at han ikke ønsker at inkludere mig i hans liv... han vil - åbentbart - gerne bo alene. Han vil gerne holde sin venskabskreds adskilt fra mig - og for så vidt muligt undgå "par-agtige" ting... han prioriterer at gå i byen med sine venner... men glemmer at overveje hvornår vi kan ses. Han vil gerne ud og rejse med sine venner - mens oplevelser med mig ikke tæller synderligt i hans overvejelser...
Jeg ved godt, at disse ting ikke nødvendigvis behøver at udelukke hinanden - men i dette tilfælde så gør de - desværre!!!!
De gange hvor jeg har forsøgt at bringe disse emner frem, opfører han sig mest af alt som et forkælet barn der ikke har fået sit lørdags-slik... og så mener han at jeg er hysterisk, og at han ikke prioriterer anderledes end alle andre...
Men hvor meget bør man finde sig i - hvornår er nok ganske simpelt nok????

Kald mig gerne krakilsk, men når et indlæg starter med at der står "igemmen" så mister jeg lysten til at fortsætte. Og så vil jeg hellere kværulere.
Og det er hermed gjort. Brug dog for satan lidt tid på jeres dansk retskrivnings ordbog venner. Eller er det for meget forlangt?
Speedy

Hej hej
Jeg vil mene at det oz har lidt med alder at gøre, men du skriver jo ikke hvor gamle I er.
Kan du ikke prøve at fritte ham lidt ud omkring hvad hans fremtidsplaner er? særlig vedrørende jer og så ku du jo passende fremlægge dine, så kan i jo se om de matcher.
Det er jo ikke noget at bruge krudt på hvis I vil helt forskellige ting.
Det er nemt nok for ham at bruge sin tid på præcist det han vil hvis du altid tar dig tid til ham når det er det han vil, kan du ikke prøve at lave en masse planer med dine veninder så han kan mærke at han savner dig. Det ku jo oz få ham til at prioritere anderledes- måske
mvh female

Vågn dog op pigebarn! Han bruger dig jo bare. Og det bliver han ved med så længe du giver ham lov.

Hejsa,
tro mig jeg har forsøgt mig med kvinde-list... uden den store effekt: han brokker sig over, at jeg aldrig har tid, og fjorten dage efter er vi tilbage i den gamle rille...
Mht. alder har du nok ret i at det spiller ind, jeg er 27 og han ligeså... hvilket også forklarer hvorfor jeg gerne vil finde ud af om det er "det" - eller ej... jeg er efterhånden godt træt af følelsen af at være en bekvemmelig kæreste.
Du foreslår at jeg prøver at spørge ham om hans fremtidsplaner, men det har jeg forsøgt - med det resultat at lidt fornærmet siger "det har jeg ikke tænkt så meget over" (og ja, det er et direkte citat!!!) så den kurs har jeg ikke den store lyst til at fortsætte.
og hvad gør man så??

lige glad hvis du keder dig eller ej!!
Fanden idiot!
Bare pas dig selv..
Kunne ikke svar foer.Men nu, DU VED DET!!!

beklager men den forstår jeg altså ikke!!!!

Han ved ikke, hvad han vil. Fair nok, ham om det!
DU lyder til at du ved, hvad du ønsker dig - og det er ikke det, han giver dig.
Du lyder til, at du er parat til et seriøst forhold, hvor I bor sammen, og finder ud af, om I skal have børn.
Du lyder til, at du gerne snart vil have børn.
Du kan fortælle ham, at du elsker ham, og at du har de og de ønsker for dit og jeres liv - at det er dér, du er nu.
Så kan du tilbyde ham at være med på den vogn, og give ham muligheden for at mærke efter, om han også er der.
Hvis han ikke er det, må du enten søge een, der er, eller også må du give ham den tid, han skal have. Det er dit valg.
Det har nogle gange hjulpet mig at tænke mig 5 år frem i tiden. Hvis jeg sad dér og så tilbage, på god afstand af det hele (herunder eksempelvis sorg og smerte over det hypotetiske brud), ville jeg så tænke: "JA! Godt, jeg ikke spildte mere tid på den blindgyde" eller "JA! Godt, at jeg blev i det".
Jeg håber for dig, du finder ud af det, men spild ikke tiden. Det er surt at sidde som 30 årig og tænke på de børn, du kunne have haft, eller det hus eller den båd eller....
De bedste ønsker
McMe

som forstår den hystade. Det skal du ikke tage dig af. Jeg er bare ked af at I bliver blandet ind i det. Jeg skrev noget til hende i en helt anden debat, og så vælger den stavespasser at svare i denne. Fuldstændig irrelevant, som hendes indlæg generelt.
Speedy

Hej igen anonym
Tak for dit uddybende spørgsmål. Jeg ved det sgu ærligt talt ikke du. Jeg kan fortælle dig at jeg er 49år, og har et par forhold bag mig (og "et par" er ingen overdrivelse) og jeg må indrømme at jeg først meget sent var klar og villig til at binde mig.
Jeg havde dog længere varende forhold hvor vi også boede sammen. Men for at være ærlig, jo tættere forholdene blev, des gladere blev jeg for min single-tilværelse. Friheden - er det der hindrer os i at indgå forpligtende forhold.
Jeg tager mig ikke den frihed at tale for alle mænd, det ville vist være lettere ved siden af. Men jeg ser lidt din fyr i mig, som jeg var dengang. Jeg var VILD, du ved med motorcykel og det hele. Tjuhej og hele molevitten. Og idag fortryder jeg ikke et sekund. Men jeg er ikke stolt af min afvisende art når en pige/kvinde gerne ville at vi bandt os fastere til hinanden.
Jeg ville give ham tid, nu du spørger. Men på den anden side bør du ikke sidde og vente på ham medens du triller tommelfingre, det ville ikke være fair overfor dig. Fair ville være hvis han selv melder ud at han ganske enkelt ikke er klar. Og jeg er ked af at sige det, men lige præcist DET tyder det en del på når han tager det som en selvfølge at tage med gutterne på ferie - efter TRE år?? Og så er han "large" nok til at vise sin gode vilje til at holde sin sommerferie sammen med dig.
Næh, altså - selv JEG var mere imødekommende end din fyr ser ud til at være.
Men som jeg har sagt så ofte. Jeg ligger ikke inde med alverdens sandheder, og kender heller ikke nærmere til jeres forhold.
Men alt andet lige, så ønsker jeg DIG alt godt, og jeg håber inderligt at du får ham hevet op ved hårrødderne ;o)
Mvh Speedy

"hvorfor ikke bare lade ham være ifred.og nyd dinne egne venner/veninder.gør ham lidt jaloue.usikkerhed er en rigtig go´ting for et parskab,hvis man ikke kan andet end at være på "højkant"...tænk sig engang det hjælper...pludselige er han intreseret i dig...

Hej igen
27!!!!!!!!!!
Jamen så sytes jeg du skal komme ud af det.
Jeg tænkte at hvis I var omkring de 18-19 år og havde hver især jeres egen første lejlighed så var det måske forklaringen.
Du kan da ikke være tjent med sådan en uforpligtende fyr efter så lang tid.
Det vil da uden tvivl give et par skrammer på hjertet da du jo er glad for ham, men i det lange løb så tror jeg du vil føle dig lettet over at slippe af med alle dine spekulationer.
......og så kan du jo tænke tilbage på dette med en "hold da kæft" fornemmelse når du finder dig en fyr som bare er vild med DIG.
mvh female

Du har ret, en smule jalousi er ikke at kimse af... Bemærk, at jeg skiver en smule! Men det er nu ikke fordi han ligeglad med mig i den forstand. Der ud over tror jeg ikke på at den slags spil er gavnlige i et forhold - de gør vel snarre ondt værre. Eller hur?

Hej igen speedy,
tak for et godt - og konstruktivt - indlæg!!!
Du nævner, at jeg skal få ham til at melde klart ud - men hvordan gør man så lige nøjagtigt det?
Når jeg spørger, er det udelukkende fordi jeg synes at det er en meget ubehagelig konfrontation at skulle tage... og et oplæg ala "hvor synes du at dette her skal føre hen" eller "hvad er det egentlig du vil?" blot vil få ham til at gå helt i hårdknude... og jeg har heller ikke lyst til at stille et ultimatum op der hedder "enten så strammer du dig an, loverboy - ellers så smutter jeg" - selv om det jo egentlig er det underliggende tema...
Så har du en god ide til, hvordan jeg får bragt denne snak på bane - uden at det bliver alt for bombastisk og ubehageligt???
På forhånd tak for hjælpen

Hej igen venze
Åh for pokker, hvornår faen har I piger/kvinder dog tid til at gå i flinkeskole? :o)
Jeg kender ikke en mand der ikke bedst forstår når man taler direkte til ham. Jeg foretrækker det på den måde. Ingen tvivl om hvad der er ment.
Risikoen er at du får det modsatte resultat af det du egentlig ønskede. Men det er jo konsekvensen af at spørge.
Hmmmmm...den er sgu svær. Din fyr har det som et dyr der har levet i naturen. Nu må du sgu ikke misforstå mig, men sådan oplevede jeg det lidt dengang jeg blev "fanget". Jeg var dette dyr som så blev spærret inde i et hus. Jeg kunne ikke som jeg ville, gå med gutterne på værtshus sådan helt spontant f.eks. Og det er jo det disse fyre frygter, at afgive frihed.
At blive ringet op og spurgt hvor man bliver af, og om man tror at det er sjovt at lave mad i 3 timer, for at maden så bare skal stå og blive kold og kedelig. Jamen for faen, jeg skulle jo liiiige det, og så skulle jeg liiige det.
Jeg ved det sgu ikke ven. Jeg ved bare at jeg ikke var klar til at binde mig dengang, også selvom jeg boede sammen med en sød kvinde. Men som du nok har regnet ud, så holdt det ikke.
Du vil for intet i verden miste ham, det ved jeg. Men forlanger du for megen suverænitetsafgivelse fra ham, så vil han føle sig indespærret (dumt ord, indrømmet) eller vil føle at han ikke kan som han gerne vil.
I kvinder vil gerne bygge reder og gøre det komfi for jeres lille 2-mandsfamilie, og det er yderst prisværdigt. Men en fyr som din, føler sig begrænset. I er jævnaldrende så jeg i et andet indlæg. Han ER altså bare ikke så vidt som du er søde ven. Det har jeg heller ikke været. Det forklarer måske også at min kone er 15 år yngre end jeg.
Jeg lyder vist ret så forvirret. Men det er fordi jeg helst ville skrive lige ud og på den anden side vil jeg ikke gøre dig ked af det. Men om ikke andet, så kan du måske på denne måde se det lidt fra din fyrs side af?
Genialt ville det være om du havde en mandlig kammerat, gerne lidt ældre, som kan svare dig på dine spørgsmål. Jeg står gerne til rådighed, men jeg ved ikke hvor uddybende jeg kan svare.
Hehehe, ellers lav en liste som jeg kan svare ja/nej på.
Mvh Speedy

når i endelig er sammen ?
Er det kun sex han gider være sammen med dig om, er det jeg sidder her og tænker -
Kan godt forstå, at du har fået næsten nok -
Det er ikke en kæreste jeg ville mene gav mig noget -
mvh. guller

Nu skal du ikke hænge dig i detaljer -
Men meningen, meningen psykomus -
kærlige puf fra
guller

Hvor er det dejligt at du sådan er outlands -
Bliv der endelig rigtig længe, du trænger -
guller

men vi laver da også andet end at have sex...
Vi hygger, går i bio, går ture (det kan mænd jo så godt lide, for så føler de ikke at de behøver at sige noget), taler om dit-og-dat, går på cafe - laver hvad almindelige mennesker nu laver... Faktisk har jeg i de sidste 4 mdr. ladet ham komme med forslag til hvad vi "skal lave" for at se hvad han har lyst til, så det ikke bare bliver på mine præmisser.
Så det er egentlig mest fordi jeg er godt og grundigt træt af, ikke at blive regnet for noget man behøver at planlægge efter i hans liv - jeg er kort sagt træt af at være bekvemmeligheds kæresten - og naturligvis efterhånden bekymret for, om det nogensinde bliver noget mere seriøst... for med min alder taget i betragtning skal jeg jo snart igang hvis jeg skal nå at finde en mand og få nogen børn på sigt - hvilket jeg faktisk gerne vil - på sigt altså :o)
og det tærrer på mig, at gå og overveje om det nogensinde bliver mere seriøst - fra hans side - og hvordan jeg kan få lokket et klart svar ud af ham, uden at trække den ned over hovedet på ham. For det sidstnævnte er absolut det sidste jeg ønsker....

Damn it - jeg bliver ganske simpelt klogere og klogere!!!! TAK .o)
Mht. flinkeskolen, så fik vi undervisning i det, samtidig med, at i mænd fik undervisning i at være krop-umulige - du undrede dig aldrig over, at de timer var køns-opdelte? :o)
Så vidt som jeg forstår dit indlæg/svar, så lider mænd af en grundlæggende angst for at blive begrænset... interessant
Men konflikten er jo helt grundlæggende, han er jo nødt til at afgive tid for at få tid til mig... og jeg tænker bare, at hvis han er forelsket nok/elsker mig nok, så ville det slet ikke være et problem - eller er jeg helt galt på den?
Og jeg er slet ikke en bebrejdende "mor-type" der har mad klar kl. 19 hver aften og ringer og hører hvor han bliver af... eller kræver at han dropper fodbolden for at holde mig i hånden - tværtimod, jeg synes det er skønt for ham at han har en sund interesse som han kan gå op i... jeg vil bare ikke finde mig i, at blive prioriteret under alt andet... det er vel menneskeligt (eller skulle jeg skrive kvindligt)
Jeg kunne ganske simpelt godt tænke mig, at få ham til at vise mig hvor vi skal hen... hvis man ser det, som at vi er på vej mod et T-kryds, skal vi så til højre eller til venstre???
Som jeg ser det, må jeg dels få signaleret at jeg ikke er interesseret i at have en "hus-fange" men derimod en kæreste der formår både at tage hensyn til sit eget liv - og mig. Derudover må jeg finde en måde hvorpå jeg kan få ham til at afsløre hvad han virkelig vil (altså til højre eller venstre)... Pu-ha den bliver altså svær
:o)

Er :
Find ud af, hvad du gerne vil fylde dit liv med -
Hvordan du LEVER og hvad der gør dig glad -
Sæt dig så stille ned og besvar en ting af gangen, om det at være kæreste med ham giver dig mulighed for at leve sådan -
Hvad er du mest :
Glad og føler dig set og elsket -
Eller
Overset og skuffet
Held og Lykke
guller

HVOR godt jeg forstår dig. Men som sagt har jeg også været i din fyrs sko, tidligere.
Nej, jeg tror da bestemt ikke du er sådan en trygheds afhængig kvinde. Og jeg ville ikke antyde at du kontrollerer ham. Men det sker! Og den angst der sidder i en mand at det kan blive fremtiden, kan altså tænde én helt af.
Om han elsker dig nok til at ville opgive sin fritid? Hmmmm...hvad skal der til for at man opgiver at trække vejret frit? Misforstå mig ikke, men en fyr der har en stor frihedstrang, kan næsten føle det sådan.
Gu er den da svær. Men kan du leve med den uvished, om det nogensinde vil ændre sig? I dine sko ville jeg sgu afkræve ham nogle svar.
Mvh Speedy

Hej Allesammen,
og tak for nogen gode og konstruktive svar, som har gjort mig en hel del klogere!
Jeg tror, at jeg vil invitere ham på en lille middag bestående af:
Forret: "Hvordan synes du, at det går?"
Hovedret: "Hvad vil du i din fremtid - og inkluderer den mig?" krydret med "hvad vil jeg i min fremtid" og dertil vil jeg serverer lidt "Passer vi to så sammen?"
Desserten: den må så afhænge af hvordan det går ;o}
For I har da helt ret, jeg fortjener da at få nogen klare svar på mine bekymringer!!!
Så må vi bare håbe at det går godt.
Anyway 10000 tak for hjælpen alle sammen.
Mange hilsner
fra den anonyme... der har fået lidt nyt blod på tanden!

Deeeeeeeeeeeeejligt indlæg. Al mulig held og lykke fra....Speedy

.. handlet om hvordan du får afsløret hvad han vil osv. Fair nok, sådan ville jeg også selv have det hvis jeg var dig - MEN som ostemusen skrev så kan mænd godt lide direkte tale. Så måske du istedet for at fritte ham, skulle sige helt kontant og direkte hvad DU vil fx.: "Hør her makker - mor er snart skruk, vil snart have en rede og skal snart bruge noget genetisk arvemateriale - kan du levere det eller vil du hellere lege videre" ....
Så kan han gøre sit guld op. Kan han ikke finde ud af det nu, kan han nok heller ikke om yderligere tre år.
P.S. Jeg har selv været en af de her legedrenge der har leget indtil jeg blev træt af at være centrum i mit eget liv........ det skete først da jeg var 36-37 år. Men jeg husker klart og tydeligt mine frustrerede kærester der virkede utilfredse og frittede mig om hvad jeg ville osv .......... og jeg forstod dem aldrig fordi de ikke bare sagde hvad det var DE ville.
held og lykke
1-2-3

Hejsa.
Jeg sad lige og læste nogle af dine svar til Speedy, og een ting slog mig i særdeleshed....hvorfor skal HAN fortælle dig hvad vej i drejer i det T-kryds? Det jeg mener er: hvorfor fortæller du ikke ham, hvilken vej du vil istedet?
Mange kvinder læner sig tilbage og lader manden tage beslutningerne. Det behøver vi altså ikke! Det er en ganske rar fornemmelse, selv at styre den der fiktive bil, selv sætte grænser og ønsker op for os selv. Istedet for at være så bange for, at hvis vi tager styringen (bare engang imellem), ihvertfald vejviserens rolle, at så bliver vi dissed, jamen så vend tanken om: Vil han ikke samme vej som jeg, så er det bare heller ikke OS. (naturligvis er et forhold fuld af kompromiser, men det kan nu stadig ikke være rigtigt at mange kvinder læner sig tilbage, og ikke tør tage rollen som fører).
Jeg vil faktisk give 1-2-3 ret, og sige at kvindelist meget ofte skaber alt for megen forvirring. Der skal klare ord til, uden indpakning.
Knus og held og lykke
Hende der smiler

Åh gud hvor det lyder velkendt ...
Jeg står pt i NØJAGTIG samme dilemma som dig ... Hvornår er det nok ?
Jeg BOR godt nok sammen med MIN kæreste, men ellers er historien den samme.
Han kører solo og JEG bliver prioriteret HELT uden for skalaen ...
Og vi har endda barn ...
Og kritiserer man, eller prøver at snakke om forholdet, ja så bliver man overfuset.
Det er ikke bare sådan at gå sin vej, vel ?
Jeg er gået igang med at læse en bog der hedder "Kvinder der elsker for meget" af Robin Norwood ... Læs den !