Håbet i mig.

Jeg skrive noget om mig selv; for at en kan se mig. En, der er fra de to hoveders land. Danmark. Den lille plet, i den store blå planet. Kommer og er, i sproges syngende land. Sverige land. Jeg er ikke fremmed; for jeg er født i dette land. Men, jeg føler mig fremmed. Osse i dette land. Irronien fra misforståelse, legende muligt i mit sind, i dette lange land, fra Danmarks næsten helt blinde fremmedhadske land. Føler jeg nok misforstået i mig, i at jeg er den dumme dansker, i Sveriges lange land, selvom jeg er født i sveriges spisende land, af, det helt blinde land, i mine følelser, i dette lange land. Ved kajen af starten, af det lange land, ønsker jeg mig tilbage, her, i starten af det lange. For jeg træt, og har sluppet, de, de fra det blinde land. Eller, eller. Hører jeg noget i min dybde, fra langt Nord, fra samernes land. Jeg føler mig længselsfuld, til hvor, mit fødeland var, fornemmer jeg, nu, mit gamle land. Skal jeg tilbage, tilbage, i Sverige, i dens mulige kærlige kald. Føler jeg i mig nu, hviskende fra Nord, fra mit fremmede hjemme land. Tænker jeg liflig og forundret, som en lille trold, fra mit hjemme i mig, I Nordens land. Nu, nu, senere. Føler jeg mig legende glad, i håbes tog, tilbage til de to hoveders land, hvor, jeg dog, føler mig hjemme. Tilbage, tilbage, i håbes tog. Føler jeg endnu engang, igen, i børnes klang, der spiller i følelserne i mig, i fortidens søde tilbage vendende, mental, sang i mig. I håbets tog, føler jeg håbet endnu engang, til en ny omgang på jord. I en ældre tid, fornægter realismens følelser, ikke, det gode mig.