Håbløs kærlighed!

Hun var en "hurtig" flirt og let at hygge med i en måned, da jeg ikke var rigtigt forelsket i hende på det tidspunkt. Vi slog op og det var fint for os begge. Vi så ikke hinanden i et halvt år og pludselig en dag mødtes vi på gaden, gik ud og drak en øl og spillede pool hele aften. Pisse fedt, vi blev venner. Hvis vi var i byen og jeg flirtede med en pige, blev hun mopset og sagde jeg var hendes mand. Og virsa verca. Egentligt noget mærkeligt noget. I 2 år er det gået sådan og vi har begge haft "kærester". Men så for cirka 4 md. blev jeg bare BANG forelsket i hende. I ved, med ondt i maven og det hele. Hun synes selvfølgelig jeg er mærkelig. Jeg sagde til hende at jeg ikke ville snakke med hende, før følelsen var væk igen. Har nemlig aldrig været forelsket i længere perioder en én månedes tid. Jeg kom bare ikke over på den anden side dennne gang og er det egentligt stadigvæk ikke. I bund og grund føler jeg mig nok ikke god nok til hende mere og deri ligger problemet. Arh jeg er helt fucked up for tiden... Hvorfor er kærligheden så svær? og håbløs... Vil så gerne have hende, men kan overhovedet ikke se en løsning længere. Hun siger at hun ikke vil undvære mig i sit live nogensinde. Og det har været nok indtil videre, men er det bare ikke mere. Er
der ikke en derude som kan fortælle om en ligende historie som endte lykkeligt? Har brug for det...
Hilsen den håbløst forelsket 27 årige.

kan fortælle en tilsvarende historie, den er desværre bare ikke endt lykkeligt, langt fra!

Nej jeg kender i til tilsvarende eller rettere det gør jeg jo nok, men kan ikke lige komme i tanker om - men det skal da ikke forhindre mig i at opfordre dig til at "gøre noget ved det"
Skal man grave sig ned hver gang man bliver forelsket? Dt var da noget underligt noget.
Efter hende!!

Du skal da blot give hende din uovertrufne opmærksomhed!
Inviter hende ud, giv hende blomster, skriv et lille kærlighedsdigt, eller hvad du nu er til..
Måske en rideferie i Island?
Alt selvfølgelig på en værdig måde!
Nyd det, for rigtig forelsket bliver man ikke hver dag. :)

i øvrigt er hu jo også interesseret i ham. Hun blev jo jaloux og kaldte ham for hendes mand når han talte med andre piger.....

Ja kærligheden er en svær ting, og jeg står nøjagtig samme sted som dig, bare med omvendt fortegn. Desværre tror jeg ikke der er noget at gøre selvom han siger han holder utroligt meget af mig, og jeg må ikke forsvinde ud af hans liv, han vil at vi skal være venner. Men det er svært at se sin ven som man elsker utroligt højt, med en anden.
Jeg tror det er nemmere at komme over, hvis ikke man ses.
Vi må videre....

jeg er i lidt samme båd, for 6år siden mødte jeg en rigtig sød fyr som blev min ven først efter 1års tid begyndte vi at være sammen og komme sammen men han er 14år ældre end mig men det virker slet ikke sådan, vi har ikke kommet sammen i de 5år men har været sammen når ingen af os har haft kærste på, og det er fint hvis man ikke blander følser ind i det og det er det jeg har gjort, jeg har haft nogle kærster i de 5år men har aldrig glemt ham og snakker stadig med ham men nu længere tid der går nu mere elsker jeg ham bare og kan ikke undvære ham mere problemet er bare er at han ikke rigtig kan sige det til mig og så en gang imellem kommer det hvor han siger han elsker mig og savner mig og den næste dag er der ikke noget det er selvfølgeligt også svært med 14år forskel men altså jeg mener ikke alder har nogen grænse når det er på kærlighed men altså hvis du virkelig vil have hende så kæmp det kan tage længe men der er håb.. kampen er det vær hvis dit ønske bliver opfyldt