I begyndelsen var Ordet,

og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Gud." (Johannes 1:1-2)
I Johannes 1:1 forekommer det græske navneord theos', gud, to gange. Første gang hentyder det til den almægtige Gud, som Ordet var hos - "og Ordet [lo'gos] var hos Gud [en form af theos']"
Foran dette theos' står en form af det bestemte kendeord, ho. Når navneordet theos' forekommer med det bestemte kendeord ho foran, henviser det til en særskilt person, i Dette tilfælde den almægtige Gud - "og Ordet var hos Gud[en]".
Hvorfor gengiver nogle oversættelser da det andet theos' i Johannes 1:1 med "guddommeligt" eller "en gud"? Fordi det andet theos' er et navneord i ental der står som prædikatsled (omsagnsled til grundled) foran udsagnsordet og uden det bestemte kendeord, ho. Denne sætningsbygning henledet opmærksomheden på ET KENDETEGN eller EN EGENSKAB hos grundledet. Det viser noget om Ordets natur, at det er "guddommeligt" eller "en gud", men skriftstedet siger ikke at Ordet er den almægtige Gud.

Og Hans kappe er dyppet i blod og hans navn er Sandru, hans navn er GUDS ORD: Læs selv ...

Jeg siger Kristus er Begyndelsen og endenden
Aaalfa og Omega..lader stå som det blev skrevet
måske var der en grund

I DE fleste gamle græske manuskripter til Åbenbaringsbogen forekommer udtrykket „Alfa og Omega“ tre gange. Anvendes dette udtryk, sådan som mange tror, både om den almægtige Gud, Jehova, og om hans søn Jesus Kristus? Hvad menes der med titlen „Alfa og Omega“?
Ordet „alfa“ er navnet på det første bogstav i det græske alfabet, mens „omega“ er navnet på det sidste bogstav i det græske alfabet. Titlen „Alfa og Omega“ indebærer altså i sig selv tanken om noget der begynder og noget der ender eller afsluttes. Den der bærer dette navn må derfor være en der har påbegyndt visse ting og som bringer disse ting til en lykkelig afslutning.
Set ud fra det De hebraiske Skrifter åbenbarer om Jehova Gud, vil titlen „Alfa og Omega“ passe godt på ham. I Esajas 55:10, 11 siges der for eksempel: „Som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“
Her understreges det på en magtfuld måde at hvad Jehova Gud end siger, så vil det blive bragt til en lykkelig afslutning. Vand der falder som regn eller sne siver til sidst ned i jorden, hvor det indgår forbindelse med næringsstoffer. På denne måde bidrager nedbøren til planternes vækst. Er der tale om korn, bliver noget af sæden måske lagt til side til såning næste år, og en langt større del bliver måske malet til mel, til bagning af brød. Dermed er det endelige formål med nedbøren nået — der er sæd til at så og brød til at spise. På samme måde får alt det som Jehova Gud sætter i gang ved hjælp af sit ord, altid en lykkelig afslutning.
Anvendes titlen „Alfa og Omega“ så udelukkende om Jehova Gud? For at besvare dette spørgsmål må vi undersøge den sammenhæng hvori udtrykket forekommer.
I Åbenbaringen 1:8 står der: „’Jeg er Alfa og Omega,’ siger Gud Herren, han, som er, og som var, og som kommer, den Almægtige.“ (Den autoriserede danske oversættelse) Det er tydeligt at den der her omtales, er den højeste Gud, Jehova.
Jesus Kristus omtales ganske vist i det foregående vers, hvor der siges at han „kommer med skyerne“; men ordlyden i Åbenbaringen 1:8 og i de øvrige vers i sammenhængen viser at det ikke kan være Jesus der her kaldes „Alfa og Omega“. I Bibelen er det kun Herren Jesu Kristi Fader der omtales som „Gud Herren“ og „den Almægtige“. Jesus Kristus omtalte endda sin Fader som „min Gud“. (Joh. 20:17; Åb. 3:12) Ifølge Åbenbaringen 1:1 var det Gud der gav Jesus Kristus denne åbenbaring. Følgelig kan vi forvente at den almægtige Guds udtalelser vil blive citeret i beretningen — hvilket vi altså ser et eksempel på første gang udtrykket „Alfa og Omega“ forekommer. I det næste vers siger den der nedskrev Åbenbaringsbogen, nemlig apostelen Johannes, desuden: „Jeg . . . befandt mig på den ø som kaldes Patmos fordi jeg havde talt om Gud og vidnet om Jesus.“ (Åb. 1:9) Det bekræfter også at Johannes opfattede Gud som Herren Jesu Kristi Fader.
I hvilken forstand kan Jehova Gud da kaldes „han, som er, og som var, og som kommer“? Da Jehova er den evige Gud, har han altid været den Almægtige. (Sl. 90:2) I den uendelige fortid var han den Højeste. Han vedbliver desuden med at være den almægtige Gud og vil i denne egenskab komme for at eksekvere sin dom. Som det fremgår af andre dele af Åbenbaringsbogen, vil Jehova Gud vise sin almagt når hans søn tilintetgør alle dem der modstår Hans suverænitet. — Åb. 16:14; 19:13-16.
Den næste gang titlen „Alfa og Omega“ forekommer, er i Åbenbaringen 21:6. I det efterfølgende vers siger den der kalder sig selv ved denne titel: „Enhver der sejrer skal arve disse ting, og jeg vil være hans Gud og han skal være min søn.“ Eftersom Jesus Kristus omtaler sig selv som en ’broder’ til dem der sejrer, må det være Herren Jesu Kristi Fader der her omtaler sig selv som „Alfa og Omega“. — Jævnfør Mattæus 25:40; Hebræerbrevet 2:10-12.
Endelig læser vi i Åbenbaringen 22:12, 13: „’Se! Jeg kommer hurtigt, og den løn jeg giver, har jeg med mig for at give hver enkelt som hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.’“ Disse ord forekommer blandt udtalelser som tilskrives dels en engel og dels Jesus Kristus. Forud for disse ord i Åbenbaringsbogen er det den engel der blev brugt til at overbringe apostelen Johannes denne åbenbaring, der taler. (Åb. 22:8, 9) Derefter — efter den udtalelse der begynder med Åbenbaringen 22:12 og slutter med vers 15 — finder vi denne udtalelse: „Jeg, Jesus, har sendt min engel.“ (Åb. 22:16) Eftersom sammenhængen ikke nødvendiggør at vi tillægger enten engelen eller Jesus ordene i Åbenbaringen 22:12, 13, kan det have været en anden der talte. I overensstemmelse med den øvrige del af Åbenbaringsbogen må det være den almægtige Gud der er „Alfa og Omega“. Det er ham der kommer i sin egenskab af dommer for at belønne og straffe hver enkelt efter hans gerninger.
Tanken i Åbenbaringen 22:12 harmonerer med apostelen Paulus’ ord. Han skrev: „Efter din hårdhed og dit hjertes forstokkethed samler du vrede til dig selv på vredens dag, da Guds retfærdige dom åbenbares. Og han vil gengælde enhver efter hans gerninger: evigt liv til dem der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdenhed i en gerning der er god; men til dem der er stridbare og som ikke adlyder sandheden men adlyder uretfærdigheden, vil der være vrede og harme, trængsel og nød, over enhver menneskesjæl som gør hvad der er skadeligt, over jøde først og så over græker; men herlighed og ære og fred til enhver som gør hvad der er godt, til jøde først og så til græker.“ (Rom. 2:5-10) Dommen vil naturligvis blive eksekveret af Jehova Gud gennem hans søn, for apostelen siger også: „Det vil ske på den dag da Gud gennem Kristus Jesus dømmer det skjulte hos menneskene.“ — Rom. 2:16.
At Jehova Gud omtaler sig selv som „Alfa og Omega“, tjener som en garanti for at han vil gennemføre det han har sat sig for. Det skulle tilskynde os til at gøre vort yderste for at opnå hans godkendelse. Da vil vores belønning være sikker, for Bibelen siger: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ — Hebr. 6:10.

På dansk sætter man ikke Gud i bestemt form "Guden", men siger blot "Gud". Det skyldes, at "Gud" på dansk har karakter af et egennavn, hvorfor man undlader den bestemte form. En person der hedder "Knud" kalder vi jo heller ikke "Knuden", vel! På samme måde i NT: "theos" (Gud) skrives næsten aldrig med den bestemte artikel, fordi Gud har karakter af et egennavn! Det Johannes anstrenger sig for at pointere, ved undladelsesvis at give Gud en bestemt artikel den ene gang i sit åbningsvers er, at Gud er to forskellige personer.
"Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud...." Joh 1:18
Her, et par vers senere, har vi allerede fået understreget, at Faderen og Sønnen er to forskellige personer. Så nu vælger Johannes i stedet at undlade den bestemte artikel begge steder- dvs. nu understreger han i stedet, at Faderen og Sønnen er Gud i lige høj grad ved ikke længere at gøre forskel på dem med artiklen!
"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud"
Der er en anden interessant ting om den bestemte artikel i dette vers. "Begyndelsen" er nemlig også uden den bestemte artikel! Alligevel oversættes det jo ikke med "I en begyndelse". Hvorfor ikke? Fordi det for enhver læser er evident, at den "begyndelse" der sigtes til er "begyndelsen" da Gud skabte verden (1 Mos 1:1). Igen ser vi samme fænomen: ordet har karakter af et egennavn (fordi "begyndelsen" er så vigtig i kristendommen), så den bestemte artikel udelades!
Jeg indrømmer, at vers 1 er svært at oversætte til dansk, fordi vi ikke benytter bestemt form til at undertrege pointer på dansk, men skulle man lave en tilsvarende sproglig konstruktion på dansk ville oversættelsen lyde noget i retning af:
"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden, og Ordet var Gud" Joh 1:1
Ikke just nogen elegant oversættelse, vel? Men det ville understrege, at der er tale om to forskellige personer, ligesom på græsk. Hvis man skulle følge denne meget præcise oversættelsesmetode, skulle man så bibeholde den nuværende oversættelse af vers 18 således:
"Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk." Joh 1:18
Så ville man ligesom på græsk i vers 1 kunne se, at Sønnen og Faderen er to forskellige personer, medens man i vers 18 ville kunne se, at de begge er lige meget Gud! Men oversættelsen ville unægteligt blive lidt uelegant, fordi vi ikke benytter bestemt form til den slags præciseringer på dansk (i modsætning til oldgræsk)!
Der findes kun en oversættelse der mener, at Ordet er "en Gud", nemlig JV's Bibeloversættelse. Andre forsøger at skelne mellem "Ordet" og "Guden" ved at kalde Ordet "Guddommelig" (dvs lig Gud, men uden at være den samme person). Men der er ingen autoriteter der mener stedet gør Jesus til mindre Gud end Faderen (jo, måske nogle obskure oversættere uden væsentlig autoritet).
Jeg synes egentligt den danske oversættelse har valgt en fornuftig løsning: Glem det hele og skriv "Gud" hver gang. På den måde bliver det godt nok lidt svært at se, at Ordet og Faderen er to forskellige personer, men interesserede kan jo så læse op på emnet!

Jeg har nu ikke så svært ved det.

Du kan jo heller ikke oldgræsk, så du er tilfals for alt det sludder Vagttårns Selskabet skriver om oversættelse af Bibelen!

---

Nu var det jo ikke mig der begyndte en diskussion om græsk grammatik. Uanset hvor mange Vagttårnsblade du har læst, så er trådstarterens ræssonementer angående den græske version af Joh 1:1 altså helt hen i vejret! Man skal da være mere end naiv, hvis man tror det i sig selv beviser noget, at der står "ton" (bestemt artikel) foran theos den ene gang i Joh 1.1 og ikke den anden gang, når enhver kan købe en interlinear version af NT, og se at Gud står både med og uden bestemt artikel masser af gange i NT (Jesus kaldes forøvrigt Gud med den bestemte artikel i Joh 20:28)
Tror du ikke du måske er lidt for godtroende overfor en bestemt multinational religionskoncern?

Jeg diskuterer slet ikke.