I min alder...
En bemærkning som de fleste hører med mellemrum fra den ældre del af befolkningen...
Det er sådan set ok, hvis man altså skal høre om erfaringerne som omhandler denne alder, men når forstsættelsen så kører over i at verden helst skal se ud som efter (meget) gamle
idealer, så står jeg lidt af. Specielt når man efter kritik af deres fortid og derfor vores nutid får svaret:
Det er længe siden, lad det nu ligge...
Jeg snakker om dem som meningsmæssigt ligner politisk stillestående havenisser, når man prøver at ryste en mening ud af dem om løsninger på dilemmaer i fremtiden...
Denne mur af tavshed som, når overblikket som åbenlyst ikke rækker til en eneste kreativ tanke om fremtiden eller frygten for at tage en holding til samme, dukker op som udtryk for at de desperat forholder sig til nutiden med udgangspunkt i et sinilt begrænset indblik i fortiden...
Det evige tilbagefald på at ligemeget hvad samfundet vælger, så er det den sikre vej til katastrofe!
Jovist, de har da ret i at hvis mennesket lever længe nok, så vil det opleve at jorden går under, men ligefrem tage det som udgangspunkt?
Der er en entydig tendens til at når man når en alder hvor man ikke længere har overskuddet til at kikke fremad, så spoler man så meget tilbage at der kun kan rystes dommedagsprofetier ud af ærmet, kort sagt, himlen falder ned om ørene på os på alle områder, hvis vi fortsætter i samme spor (fremad)...
Det virker som om at disse debattører, ikke bare i dette forum, sidder uhjælpeligt fast bunddyndet af filosofiens søbemælk... Ikke bare med deres alt for små og ligtornetrykkende citatsko, men til langt over hovedet og totalt dækkende for deres førhen formodentligt nøgtern seende øjne!
Er jeg den eneste som genkender disse som maler den berømte og usaglige "fanden på væggen"?
Og hvordan forholder man sig etisk korrekt, når man debatterer med en som tydeligt lever i en svunden og derfor forældet etisk tid?
Det er sådan set ok, hvis man altså skal høre om erfaringerne som omhandler denne alder, men når forstsættelsen så kører over i at verden helst skal se ud som efter (meget) gamle
idealer, så står jeg lidt af. Specielt når man efter kritik af deres fortid og derfor vores nutid får svaret:
Det er længe siden, lad det nu ligge...
Jeg snakker om dem som meningsmæssigt ligner politisk stillestående havenisser, når man prøver at ryste en mening ud af dem om løsninger på dilemmaer i fremtiden...
Denne mur af tavshed som, når overblikket som åbenlyst ikke rækker til en eneste kreativ tanke om fremtiden eller frygten for at tage en holding til samme, dukker op som udtryk for at de desperat forholder sig til nutiden med udgangspunkt i et sinilt begrænset indblik i fortiden...
Det evige tilbagefald på at ligemeget hvad samfundet vælger, så er det den sikre vej til katastrofe!
Jovist, de har da ret i at hvis mennesket lever længe nok, så vil det opleve at jorden går under, men ligefrem tage det som udgangspunkt?
Der er en entydig tendens til at når man når en alder hvor man ikke længere har overskuddet til at kikke fremad, så spoler man så meget tilbage at der kun kan rystes dommedagsprofetier ud af ærmet, kort sagt, himlen falder ned om ørene på os på alle områder, hvis vi fortsætter i samme spor (fremad)...
Det virker som om at disse debattører, ikke bare i dette forum, sidder uhjælpeligt fast bunddyndet af filosofiens søbemælk... Ikke bare med deres alt for små og ligtornetrykkende citatsko, men til langt over hovedet og totalt dækkende for deres førhen formodentligt nøgtern seende øjne!
Er jeg den eneste som genkender disse som maler den berømte og usaglige "fanden på væggen"?
Og hvordan forholder man sig etisk korrekt, når man debatterer med en som tydeligt lever i en svunden og derfor forældet etisk tid?