Ulykkelig. 1 skridt frem, 2 tilbage, stilstand.

Jeg er så træt af mit liv. Alt hvad jeg gør og har tænkt mig, viser sig at slå fejl enten på den ene eller anden måde. Jeg prøver virkelig at gøre noget for at forbedre mit liv, men hver gang jeg gør en indsats, slår det fejl. Der er altid noget der kommer i vejen, for at tingene ikke bliver som jeg vil have dem. Jeg bekymrer mig over alt, og jeg kan ikke få tankerne væk, selvom jeg udemærket er klar over jeg overdriver. Jeg er dybt usikker som person og jeg har et frygteligt behov for at vende og dreje alle situationer, selv ligegyldige. Det stresser mig når jeg skal ses med mine bekendte, da jeg har en dum tanke om at hvis jeg nu siger eller gør noget forkert, så jeg vil miste dette venskab. Jeg kan slet ikke tåle at dumme mig eller blive nedgjort og tænker tit og ofte lang tid over ting, jeg har sagt som ikke har været gennemtænkte først. Jeg har altid en stor nedtur, dagen efter jeg har været en del af en social sammenhæng. Jeg vender og drejer alt hvad der er sket i løbet af dagen.
Jeg er fuldt overbevist om jeg er født under en uheldig stjerne. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ved det her. Jeg føler mig konstant stresset og har det, det meste af tiden meget dårligt. Nogle gode råd til hvad jeg kan gøre for at få disse tanker væk?

Jeg har en lille bog jeg skriver alle de bekymringer og tanker jeg har ned i. På den måde er de ude af mit hovede.
Derefter kigger jeg på tanken eller problemet og beslutter mig for om det er noget jeg kan gøre noget ved, hvis det er sætter jeg en tidsgrænse på (mest for mig egen skyld), så jeg ved hvor lang tid det kommer til at tage for mig at få ordnet.
Hvis jeg beslutter mig for at jeg ikke kan gøre noget ved det må jeg jo lade det være. det tager lidt tid og øvelse men for mig har det virket 🙂
Jeg har bogen med i seng for det er som regel når jeg ligger rigtigtrart problemerne begynder at svirre rundt i hovedet, men nu skriver jeg dem ned, tager stilling til dem og kan falde i søvn nogen lunde "hjernetom" 😉

Jeg var noget henne i den retning hvor du er nu. Jeg kom jo først rigtig igang med mit liv da jeg var 29 år. Men så gik det også stærkt.
Jeg er opvokset i en familie, hvor den ene havde depression og den anden bekymrede sig om ALT og gjorde alting til et problem.
Jeg adopterede begge dele, indtil jeg var træt af, at andre kunne komme nogle steder med deres liv, mens jeg stadig hang fast.
Jeg kontaktede en psykoterapeut, (og det på trods af at jeg normalt er super skeptisk overfor det), men hun var sindssygt dygtig. Så med hendes hjælp og egen indsats, har jeg i dag afsluttet min uddannelse, fået et arbejde, fundet en kæreste og planlægger barn.
Så hurtigt kan det gå, når man beslutter sig for at gøre noget ved det!🙂
Det er et rigtig godt skridt på vej i den rigtige retning, at du erkender, at der er et problem, som du vil gøre noget ved.

jeg tror også jeg måske ku' ha' gavn af terapi, har efterhånden så lidt selvtillid at jeg ikke tør at kigge mig i spejlet og har tit triste tanker der bliver ved med at køre i ring.
Har så været ved psykolog, men skulle klart ha' valgt en terapeut i stedet for, men synes det er svært at vælge.
Hvis du, Louise 31, vil ud med hvilken terapeut der har hjulpet dig, er jeg meget interesseret - evt. et link???

jeg tror jeg starter med at snakke med lægen og ud fra hvad resultatet bliver, vil jeg prøve at kontakte en psykoterapeut.