ID vinder frem
Af Erik Wied
Universet eller i det mindste vores hjørne af det er et rart sted at være: Tyngdekraften er lige tilpas, der er ikke for meget stråling, ingen sorte huller truer med at opsluge os, og temperaturen er behagelig.
Det skyldes alt sammen en række naturkonstanter, der styrer selve opbygningen af universet. Var disse konstanter ikke, præcis som de er, ville livet aldrig være opstået. Var tiltrækningen i atomkerner for eksempel en anelse anderledes, ville der ikke være noget kulstof og uden kulstof intet liv.
At universet i den grad ser ud til at være finjusteret til liv, tillægger nogle forskere stor betydning. De mener, at der er en sammenhæng imellem den fysiske virkelighed og os mennesker, der iagt-tager den. Som eksempelvis den respekterede fysiker Freeman Dyson siger: Når vi betragter universet og identificerer de mange fysiske og astronomiske hændelser, der har arbejdet sammen til vores fordel, ser det næsten ud til, at universet i en eller anden forstand må have vidst, at vi kom. Denne måde at se tingene på kaldes
det antropiske princip.
Princippet var et fy-udtryk
Andre videnskabsmænd affærdiger det antropiske princip som sludder. De argumenterer med, at forholdene nødvendigvis må være sådan, at de tillader menneskelig eksistens, da vi ellers ikke ville være her til at iagttage dem. Ifølge dem er princippet blot en meget snørklet måde at sige: Hvis tingene var anderledes, var de anderledes. Det antropiske princip har da også i mange år været et fy-udtryk i fysikerkredse.
Ifølge den ansete russiskfødte kosmolog Andrei Linde blev der før i tiden grinet af de stakler, som vovede at tale om det famøse princip hvis der da ikke blev kastet æg efter dem. Ikke desto mindre er det antropiske princip i de senere år ved at blive stuerent. Flere og flere forskere, heriblandt Linde selv, mener, at der er noget om snakken.
Hvis man kigger på de naturkonstanter, som holder vores univers sammen, er finjusteringen da også så bemærkelsesværdig, at det næsten kræver en forklaring. Hvis de terninger, der bestemmer de fysiske love, kun har rullet én gang, er det et næsten ubeskriveligt held, at lovene blev præcis rigtige for at tillade liv. Nogle videnskabsmænd hævder da også, at vi har været usandsynligt heldige. Andre foretrækker derimod at forklare forholdene med
den såkaldte multivers-teori.
Et multivers er en samling af et måske uendeligt antal universer med forskellige love. I dette multivers er der kun ganske få universer, heriblandt vores eget, hvor alle konstanterne tilfældigvis passer til fremkomsten af liv. Blandt fortalerne for denne teori er netop Andrei Linde. Han mener, at forskellige universer dannes hele tiden som følge af kvantefluktuationer det vil sige partikler, der opstår spontant ud af
ingenting. I dette scenarie er de ekstremt usandsynlige tilfældigheder elimineret. Her kan man sagtens tænke sig universer, hvor liv er muligt, og andre, hvor det ikke er.
Det smager af religion
Multiversteorien er en af grundene til, at det antropiske princip er ved at blive taget til nåde. En anden er den kosmologiske konstant, der har ansvaret for, at galakserne bevæger sig væk fra hinanden med stadig større hastighed. Problemet er, at ud fra det, vi ved om partikelfysik, burde konstanten, der har rod i big bang, have en kraft, som svarer til en energitæthed på 10110 erg (energimål) pr. kubikcentimeter. En sådan kraft
ville imidlertid flå universet fra hinanden.
I virkeligheden er den kosmologiske konstant da også langt, langt svagere omkring 10-10 erg. Det ses som et tegn på, at der er grebet ind, for at universet kan være hjemsted for liv. Kritikerne stejler over for dette argument, da de mener, at det ligger betænkeligt tæt på religiøse forestillinger. Anerkender man et univers, der er designet med henblik på liv, er der ikke langt til at godtage ideen om en skaber. Og det er noget, de fleste videnskabsmænd helst undgår, fordi tro unddrager sig videnskabelig undersøgelse.
Træerne duftede sødere
På samme måde mener kritikerne, at det antropiske princip ikke kommer med forudsigelser, som kan testes ved forsøg, som det ellers kræves af videnskabelige teorier. Der findes imidlertid mindst ét eksempel på, at princippet er blevet brugt til at forudsige en fysisk kendsgerning. I 1953 var den berømte engelske astronom Fred Hoyle i gang med et banebrydende arbejde om, hvordan grundstoffer bliver dannet ved kernereaktioner i
stjerner.
Hoyles problem var, at han ikke kunne forklare, hvordan kulstof (som liv er baseret på) opstår. Han mente, at kulstof dannes ved, at en kerne af beryllium indfanger en heliumkerne. Men berylliumkernen er så ustabil, at den vil gå i stykker, længe før den kan nå at indfange heliumkernen. Der var dog en udvej: Hvis kulstofatomet havde en ukendt energitilstand, som fremskyndede processen, ville det blive muligt at danne det afgørende
kulstof.
Hoyle forelagde tanken for sin kollega William Fowler, der var skeptisk, fordi han mente, at alle kulstofatomets energitilstande var blevet kortlagt. Men han gik med til at gennemføre de nødvendige målinger. Efter 10 dage viste det sig, at der var et ekstra energiniveau i kulstof 12, præcis hvor Hoyle havde forudsagt. Som Fred Hoyle selv fortæller: Den dag jeg hørte resultatet, duftede appel-sin-træerne sødere end normalt. Oplevelsen gjorde et stort indtryk på Hoyle, der senere skrev: ... det er, som om
kernefysikkens love er planlagt med henblik på de konsekvenser, de har i
stjernernes indre.
Dengang blev han ikke taget alvorligt, men i dag nikker flere fysikere anerkendende til hans betragtninger. Og hvem ved, måske var Hoyle her på sporet af en indsigt i universets natur, som vi først nu er ved at forstå.
Universet eller i det mindste vores hjørne af det er et rart sted at være: Tyngdekraften er lige tilpas, der er ikke for meget stråling, ingen sorte huller truer med at opsluge os, og temperaturen er behagelig.
Det skyldes alt sammen en række naturkonstanter, der styrer selve opbygningen af universet. Var disse konstanter ikke, præcis som de er, ville livet aldrig være opstået. Var tiltrækningen i atomkerner for eksempel en anelse anderledes, ville der ikke være noget kulstof og uden kulstof intet liv.
At universet i den grad ser ud til at være finjusteret til liv, tillægger nogle forskere stor betydning. De mener, at der er en sammenhæng imellem den fysiske virkelighed og os mennesker, der iagt-tager den. Som eksempelvis den respekterede fysiker Freeman Dyson siger: Når vi betragter universet og identificerer de mange fysiske og astronomiske hændelser, der har arbejdet sammen til vores fordel, ser det næsten ud til, at universet i en eller anden forstand må have vidst, at vi kom. Denne måde at se tingene på kaldes
det antropiske princip.
Princippet var et fy-udtryk
Andre videnskabsmænd affærdiger det antropiske princip som sludder. De argumenterer med, at forholdene nødvendigvis må være sådan, at de tillader menneskelig eksistens, da vi ellers ikke ville være her til at iagttage dem. Ifølge dem er princippet blot en meget snørklet måde at sige: Hvis tingene var anderledes, var de anderledes. Det antropiske princip har da også i mange år været et fy-udtryk i fysikerkredse.
Ifølge den ansete russiskfødte kosmolog Andrei Linde blev der før i tiden grinet af de stakler, som vovede at tale om det famøse princip hvis der da ikke blev kastet æg efter dem. Ikke desto mindre er det antropiske princip i de senere år ved at blive stuerent. Flere og flere forskere, heriblandt Linde selv, mener, at der er noget om snakken.
Hvis man kigger på de naturkonstanter, som holder vores univers sammen, er finjusteringen da også så bemærkelsesværdig, at det næsten kræver en forklaring. Hvis de terninger, der bestemmer de fysiske love, kun har rullet én gang, er det et næsten ubeskriveligt held, at lovene blev præcis rigtige for at tillade liv. Nogle videnskabsmænd hævder da også, at vi har været usandsynligt heldige. Andre foretrækker derimod at forklare forholdene med
den såkaldte multivers-teori.
Et multivers er en samling af et måske uendeligt antal universer med forskellige love. I dette multivers er der kun ganske få universer, heriblandt vores eget, hvor alle konstanterne tilfældigvis passer til fremkomsten af liv. Blandt fortalerne for denne teori er netop Andrei Linde. Han mener, at forskellige universer dannes hele tiden som følge af kvantefluktuationer det vil sige partikler, der opstår spontant ud af
ingenting. I dette scenarie er de ekstremt usandsynlige tilfældigheder elimineret. Her kan man sagtens tænke sig universer, hvor liv er muligt, og andre, hvor det ikke er.
Det smager af religion
Multiversteorien er en af grundene til, at det antropiske princip er ved at blive taget til nåde. En anden er den kosmologiske konstant, der har ansvaret for, at galakserne bevæger sig væk fra hinanden med stadig større hastighed. Problemet er, at ud fra det, vi ved om partikelfysik, burde konstanten, der har rod i big bang, have en kraft, som svarer til en energitæthed på 10110 erg (energimål) pr. kubikcentimeter. En sådan kraft
ville imidlertid flå universet fra hinanden.
I virkeligheden er den kosmologiske konstant da også langt, langt svagere omkring 10-10 erg. Det ses som et tegn på, at der er grebet ind, for at universet kan være hjemsted for liv. Kritikerne stejler over for dette argument, da de mener, at det ligger betænkeligt tæt på religiøse forestillinger. Anerkender man et univers, der er designet med henblik på liv, er der ikke langt til at godtage ideen om en skaber. Og det er noget, de fleste videnskabsmænd helst undgår, fordi tro unddrager sig videnskabelig undersøgelse.
Træerne duftede sødere
På samme måde mener kritikerne, at det antropiske princip ikke kommer med forudsigelser, som kan testes ved forsøg, som det ellers kræves af videnskabelige teorier. Der findes imidlertid mindst ét eksempel på, at princippet er blevet brugt til at forudsige en fysisk kendsgerning. I 1953 var den berømte engelske astronom Fred Hoyle i gang med et banebrydende arbejde om, hvordan grundstoffer bliver dannet ved kernereaktioner i
stjerner.
Hoyles problem var, at han ikke kunne forklare, hvordan kulstof (som liv er baseret på) opstår. Han mente, at kulstof dannes ved, at en kerne af beryllium indfanger en heliumkerne. Men berylliumkernen er så ustabil, at den vil gå i stykker, længe før den kan nå at indfange heliumkernen. Der var dog en udvej: Hvis kulstofatomet havde en ukendt energitilstand, som fremskyndede processen, ville det blive muligt at danne det afgørende
kulstof.
Hoyle forelagde tanken for sin kollega William Fowler, der var skeptisk, fordi han mente, at alle kulstofatomets energitilstande var blevet kortlagt. Men han gik med til at gennemføre de nødvendige målinger. Efter 10 dage viste det sig, at der var et ekstra energiniveau i kulstof 12, præcis hvor Hoyle havde forudsagt. Som Fred Hoyle selv fortæller: Den dag jeg hørte resultatet, duftede appel-sin-træerne sødere end normalt. Oplevelsen gjorde et stort indtryk på Hoyle, der senere skrev: ... det er, som om
kernefysikkens love er planlagt med henblik på de konsekvenser, de har i
stjernernes indre.
Dengang blev han ikke taget alvorligt, men i dag nikker flere fysikere anerkendende til hans betragtninger. Og hvem ved, måske var Hoyle her på sporet af en indsigt i universets natur, som vi først nu er ved at forstå.