Integritet truet af datter?

Hej Allesammen.
Hvordan skal jeg forholde mig til, at min datter ønsker at gå ind i Forsvaret, når jeg nu lige fra mine helt unge dage har bekendt mig til antimilitarisme, fredsbevægelser og "make love not war"?
Jeg er meget i tvivl, om jeg skal klargøre for hende, at vores "interessefællesskab" herefter vil blive meget begrænset, og at det vil blive endog meget svært at tale sammen.
Min tanke her er ikke at diskutere, om man er for eller imod militæret, men hvordan man som mor forholder sig til en datter, der måske er i gang med at bryde med ens fundamentale værdier, som også på én eller anden uspecificeret måde har præget livet i familien. Med uspecificeret måde mener jeg, som den kommer til udtryk i ens dagligliv og samtaler ved spisebordet.
Nogle tanker: Min datter har naturligvis ret til at vælge den uddannelse, hun mener er den rette for hende. På den anden side ved jeg , at jeg ikke på nogen måde kan hjælpe hende, bakke hende op eller interessere mig for, hvad hun laver, hvis hun vælger en militær karriere. Jeg vil simpelthen stoppe med at interessere mig for hende. Måske er det, hvad hun ønsker? Hvem ved?
Ville du være i stand til at bryde med dit barn, hvis dine værdier blev udfordret eller tilsidesat?

Jeg ville lige meget hvad ALDRIG bryde med mit barn!!!!!
Min egen datter og jeg er forskellige som nat og dag, og det tager jeg som en force og læreprocess. Jeg syntes det er dejligt hun ikke bare makker ret og syntes det jeg syntes er godt, ikke nødvendigvis er godt i hendes øjne og omvendt.
Det lyder til du bør udvide dine hoisonter langt mere, vi er alle forskellige...
Og hvis du vælger at bryde med din eget barn, pga en skide uddannelse, ja så skulle der nok ikke det store til i forvejen. Men det er jo dit valg, og ikke mindst dit tab. Men du burde gøre noget ved det, da det er dit problem og ikke hendes!!!!

med min datter. Min datter er homoseksuel og har valgt en partner, hvor vore værdier bestemt heller ikke klinger godt sammen. Hun har brudt med mig på et tidspunkt og har nu taget de værdier, der hersker i dennes familie til sig. Det er smadder hårdt, at høre på, at alt det man har stået for og gjort bliver hånet og latterliggjort Jeg kommer selv fra arbejderkulturen, men har også brudt med mange af værdierne derfra og tilegnet mig nye værdier, så det er en del af udviklingen, så måske skulle du give din datter en lille pause og være åben overfor, hvad hun kan lære dig om forsvaret. Jeg havde det da også træls med, at min søn skulle aftjene værnepligt, men han fik faktisk en rigtig sjov og lærerig tid og lærte at rydde op, hvilket jeg ikke havde magtet at lære ham.
Jeg kan godt forstå, hvis du har det svært med, hvis din datter skal udstationeres, hvilket jo er en betingelse, når man melder sig frivilligt til forsvaret. Kryds fingre for, at det ikke bliver til Afghanistan.
Håber det lykkes for jer, at finde en eller anden form for fælles fodslaw🙂[f]

det din datters oprør efter mange års prægning af "make love not war".
Det er jo hørt før, at børn (i hvert tilfælde for en tid) går i den stik modsatte grøft, end det de er blevet præget med.
Nu er det jo ikke nødvendigvis sådan, at din datter, fordi hun nu vælger en uddannelse i forsvaret, for altid har valgt. Det kan nå at omgøres/udvikles mange gange.
Selv har jeg en uddannelse som tekniker inden for bygger;i for derefter at blive lærer; for derefter at arbejde med min kreativive sider (musik og kunsthåndværk mm)
Enhver rejse starter med det første skridt, og man véd nødvendigvis ikke, hvor den ender. Heller ikke din datter.
Eksempel: Da jeg gik på seminariet, læste jeg sammen med flere, som i hvert tilfælde IKKE skulle være lærer, da de valgte i første omgang. Hvorfor? Fordi far og/eller mor var lærer(e). Da der så var gået nogle år, fandt de så ud af, at det egentlig var/er en rimelig bred uddannelse, som kan føre mange steder hen.
Stik nu lige piben ind og se om ikke I finder noget at være sammen om under alle omstændigheder.

Det ville jeg gøre. Intet af mit afkom skak uddannes til mordere. Det er imod menneskeheden

du skal da ikke fravælge din datter, fordi hun vælger et andet liv end dig.... Jeg har da aldrig hørt noget så koldt og egoistisk. Du er da i din ret til, på en respektfuld måde, at fortælle du er uenig, men det er hendes valg - og det er dit job at støtte dig barn... Ellers er der sgu godt nok ikke meget "love" i dig!

se dog at blive voksen og få den narresut ud af munden.
Hvordan i himlens navn kan du overhovedet spørge om du skal bryde med din datter ?? er du Jehova Vidne ??
Jeg har i årevis prædiket for de unge mennesker; I skal IKKE leve jeres forældres ambitioner og ideer ud, det kan forældrene selv gøre, de unge har et selvstændigt liv og de vælger selv.
Du er et hysterisk og forkælet menneske, som jeg nærmere vil kalde en forkælet møgunge, sådan tænker men ikke hvis der er blot lidt hjernefunktion, skam dig

Hvorfor skulle du dog holde op med at interessere dig for din datter? Vil du ikke bare straffe hende? Jeg tror ikke interessen for vore børn, har en tænd og sluk knap. Vi kan lade som om, når vi vil skubbe dem i bestemte retninger, men det bliver da aldrig andet end på skrømt.
Du er igang med at lave et issue til din store sorg, hvad det ikke fortjener. Tag udfordringen op. Giv hende råd, når hun beder om det, hold mund, når hun ikke beder om det. Nu bliver du givet en mulighed for at få indsigt i hvad det faktisk er, du har brugt et helt liv på at tage afstand fra. Det er da ikke så ringe.
Der er mange uddannelser man kan tage i militæret, som kan give skub i karrieren udenfor, hvor de måske er lidt mere svært tilgængelige.
Hun angriber ikke din integritet, hun udfordre din - forhåbentlige stærke overbevisning. Lad den da stå sin prøve.

Alle teenager skal på et eller andet tidspunkt gå på tværs af deres omklamrende forældre. Sådan var du sikkert også selv i den alder.
Dine rødstrømpetanker delte du formentlig heller ikke med dine forældre!?

Du er inde på noget her "din integritet"--- men hvad med din datters? Er du så egoistisk, at du ikke kan tolerere at andre--især dit barn har valgt andre veje end du har? Jeg var/er selv forkæmper for alt hvad fredsbevægelsen står for og jeg tager stor afstand fra alt hvad der er sket under den siddende regerings propagandafis med udstationering af "professionelle dræbere" i lande som aldrig har truet os. Men jeg husker også engang i min pure ungdom, at jeg selv følte mig so heroisk at jeg ville tage den fysiske uddannelse inden for militæret for at blive fysisk STÆRK ( jeg var en køn pige/alenemor på 19 som søgte eventyr) heldigvis fandt jeg vilde udfordringer som "fredelig kriger" i diverse folkebevægelser, men udgangspunket er det samme--jeg ville redde verden :). Mine 3 børn er gået i 3 vidt forskellige retninger som passer rigtig godt til dem, selvom jeg har været bekymret på deres vegne ret så tit-- men vores gensidige respekt og integritet er der aldrig blevet pillet ved- så respekter din datters valg og vær parat til at støtte og hjælpe hvor du kan-- det er dit lod som moder, hvis du ikke vil støde dit barn fra dig-- elsker du ikke din datter? Hvis du gør det så hold op med at tænke på at din interesse for hende stopper. Har du da slet ikke lært noget af dit liv? Kærlighed er større end ALT andet. Tilgivelse er også vigtig, for ingen kan gå gennem et helt liv uden at begå MANGE fejltagelser. Hvilke fejltagelser har du begået? Hvem elsker du? Hvem elsker dig? osv osv osv[l]

Det er vel det mest egoistiske og selvviske jeg nogensinde har set.
Barnet der nu er voksent er et selvstændigt individ og træffer de valg hun finder bedst.
Du er så egoistisk at ord ikke hjælpe.
Skam dig!

Til trådstarter
Jeg er enig med de fleste her i tråden....du lyder til at være usandsynlig meget forkælet. Jeg har en søn sidst i tyverne, som er udd. kleinsmed. Da han gik igang med den udd. skulle jeg så have brudt med ham, fordi jeg ikke anede en brik om stål, svejse-halløj og den slags......????? Og hvad så med de gange han har været udenlands og lave noget på nogle militær-skibe, som han ikke kunne fortælle om.....skulle jeg så stoppe med at interessere mig for ham, fordi vi ikke kunne snakkke om hans arbejde i dén priode....??????
Dét jeg spørger dig om her er, så vidt jeg kan se, ikke forskelligt fra det du spørger om......ser frem til at få et svar på det.....🙂
Mange hilsner
Sanne

Jeg er helt rystet over sådan en tankegang.
Dine værdier, !!!!!! jeg skal lige love for du viser det modsatte af det du kalder "dine værdier"
Du havde faktisk fortjent din datter viste dig ryggen. Min søn er konservativ, jeg selv det modsatte. Men vi kan da sagtens tale om tingene og drøfte det.
Gud fader bevare os for en
antimilitarisme, fredsbevægelser og "make love not war"? du udviser. 🙁
Jeg forstår godt din datter, du har selv "lært" hende, hvad der virker i denne verden.

De der gennem livet har troet 100% på fred og kærlighed mellem folkeslagene har for nogens vedkommende aldrig åbnet øjnene for virkeligheden.
Hvis Du frygter for Din datters liv er det velbegrundet hvis hun udtrykker ønske om at blive udstationeret i Afghanistan hvor der også er piger i trøjen, men der altså meget andet uddannelse inden for forsvaret, f.eks kan nogle år som raderoperatør i en betonbunker føre direkte til et tilsvarende job i det civile liv.

Du kan ikke forbyde voksne børn noget som helst. Du må have "spist søm". Det skulle ikke undre mig om dine børn lige det modsatte af det du vil bare for at give dig modstand, når de tør. Du lyder som en diktator. 😕

og der er ikke knyttet en holdning eller en ideologi til denne eller til andre "almindelige" uddannelser, sådan som der er til militæret. Desuden taler jeg heller ikke om at bryde med nogen på grund af manglende viden - snarere tværtimod.
Derfor synes jeg, der er stor forskel på dit og mit spøgsmål.
- også smil til dig - hilsen
Anni7

Personligt har jeg det umådeligt svært med Nørrebros autonome - hvilket fik min datter til at bakke op om dem i nogle år. Men jeg kunne ikke drømme om at bryde med hende af den årsag. Og hun er heldigvis også kommet til fornuft, og mener nu, at de hærværksfolk skal bag tremmer, og det kan kun gå for langsomt.
At du overhovedet kan få den tanke, at bryde med din datter, blot fordi hun har en livsindstilling der er forskellig fra din, er usselt.
Hun er et produkt af dig, og er hvem hun, for en stor dels vedkommende, pga. dig.
Mennesker er mere, meget mere, end deres fag og uddannelse.
Du har åbenbart en meget snæver opfattelse af, hvad man kan få ud af en uddannelse i militæret. Sikke et held at din datter i det mindste er kommet så meget længere end dig.

Jeg tror heller ikke, der er meget "love" i mig mere. Det var mere, da jeg var ung. Nu er jeg mere ovre i en retning, hvor jeg ikke vil spilde min tid på at argumentere med folk, jeg ved, jeg er grundlæggende uenig med. Det er selvfølgelig både koldt og egoistisk, når nu det er min datter, det drejer sig om. Sådan kan jeg godt forstå, at det virker på mange.

et forsøg på at slippe ud af mine kløer - og det er helt sikkert, at det vil lykkes.
Mine rødstrømpetanker? Jo, dem delte jeg da vist nok med min mor.

Tak for dit indlæg, som jeg fornemmer er meget dybfølt, og det sætter jeg helt sikkert meget pris på. Tak for det.
For at svare på dit indlæg, om jeg elsker min datter: Det tror jeg faktisk ikke.

hvor er det godt.
Hav en god søndag

Mon ikke du skulle konsultere først en psykolog, og dernæst en livscoach? Du har da i den grad brug for hjælp til at dels at finde dig selv, og især til at respektere andre.

Der har aldrig været kærlighed i det menneske. Hun er krigsgal, det lyser ud af det hun skriver.
Hun kan takke sig selv for datterens opfattelse. Hun vælger så bare at kæmpe på en anden front. Jeg håber faktisk hun fravælger moderen, det mener jeg hun har fortjent.

Når du er i tvivl, om du elsker din datter, er problemet jo af en helt anden karakter end det, du lagde ud med at fortælle. Nu ved jeg ikke, om du først er kommet i tvivl om din kærlighed til hende, efter at hun har tilladt sig at blive et selvstændigt menneske med andre værdier end dine - det havde ellers været relevant information.
Under alle omstændigheder fremstår du her som et meget selvcentreret, bedrevidende menneske, som ikke tåler, at sandheden kan have flere farver.
Noget tyder på, at du måler din "succes" som mor ud fra, om dit barn bliver en nikkedukke, der gør, som mor har dikteret, eller finder sine egne værdier og træffer sine egne valg.
Jeg er selv militærmodstander, men aldrig i livet, om jeg ville bryde med mine børn på så tyndt et grundlag. Er det ikke netop igennem dialogen med dem, der har andre synspunkter og værdier end os selv, at vi kan gøre os håb om den bedre verden, du påstår at ønske dig?
Handler alt dette i virkeligheden om, at du er bange for, hvad "folk" vil sige om dig?

Det er nok rigtigt.
Min datter har allerede truffet andre valg, som jeg har "slugt" - jeg er nok bare træt af hende.
Indlægget her skal ikke blive så personligt, at det kun handler om vores forhold. Jeg er interesseret i det TABU, der hedder, om en mor kan om ikke fornægte så i hvert fald tage høflig afstand fra sit barn og på hvilket grundlag.
Hvor meget skal man gå på kompromis med sin overbevisning og værdier? Barnet er voksent og må træffe sine egne valg. Det er helt rigtigt, men man kan vel heller ikke som voksen regne med, at man kan li' alle andre mennesker, eller at alle over én kam kan li' én selv. Dér vælger vi vore venner, og nogle vælger nære venner som deres familie, fordi de føler sig i bedre samklang med disse.
Jeg er ikke rigtig bange for, hvad andre mennesker vil sige om mig. Jeg siger om mig selv, at mine livsværdier ikke er gået i arv til mit barn.

hvis min datter fravælger mig. Måske kan jeg endda forstå det. Jeg tror heller ikke, jeg er hverken sjov eller nem at være sammen med. Måske har du ret i, at der ikke er meget kærlighed i mig. Jeg ønsker dog ikke at skade nogen!

faktisk.
Jeg kan godt bruge dit indlæg. Det er dejligt afbalanceret og kan derfor hjælpe mig videre - tak skal du ha'.

Jeg er meget forskellig fra hele min familie og vi har taget vores kampe, men det er holdt og vi har det fint sammen i dag. De synes oven i købet nu, at det er ret spændende det jeg laver.
Kampene var hårde nok i sig selv og har gået ud over min selvtilid, da der ikke var forståelse for det jeg lavede, uddannede mig som og interesserede mig for. Så at ens mor skulle slå hånden af én, fordi man laver noget andet end det hun bryder sig om, det må simpelthen være så hårdt og give mange ar på sjælen. Desuden ville jeg også se det som en kæmpe falliterklæring fra min mors side, hvis hun havde gjort sådan.
Jeg ville aldrig kunne genvinde respekten for hende.
Håber trådstarter er klar over, hvilke uoverskuelige konsekvenser det kan få....

Du kender da det gamle ord: Efter en samler kommer der en spreder. Efter en afholdsmand en alkoholiker osv osv.
Du kan så sige, at i visse tilfælde er det et "perioderegnskab" som ikke nødvendigvis ligner det endelige "regnskabsår". Der vil være svinkeæriender undervejs i mange tilfælde, hvor børnene (heldigvis) sætter spørgsmålstegn ved vore "meget færdigstøbte" holdninger.
Jeg var eksempelvis ved at få kvalme over min mors "krigsbarns skader". Hold da kæft, hvor var hendes verden sort og hvid. Underligt nok var min mormors meget mere nuanceret og hun var dog trods alt voksen under krigsårene. Vi diskuterede altid. Den fik aldrig for lidt, hverken på politik eller religion, men da jeg erklærede mig soldarisk med den palæstinestiske sag, var filmen godt nok ved at knække hos hende. Hendes udgangspunkt var jo at ingen jøde kunne have så meget som en rynke i røven, for at bruge min fars ord. Du kan tro jeg var billig til salg i en periode og måtte høre meget på, hvad hun i hvert fald ikke havde opdraget mig til at mene. Hun glemte måske i sin iver, at jeg var opdraget til selvstændig tankegang og hendes syn på verden, var jeg velbevandret i, det var jeg jo vokset op med, så ville jeg have udvidet min horisont, måtte jeg nødvendigvis opsøge hendes "opposition".
Hav tillid til, hun finder den rigtige vej, - som ikke nødvendigvis er identisk med din, men mon ikke den kommer til at hælde i den retning? Jeg ligner min mor mere end jeg vil være ved i daglig tale. I dag ville hun nok være vældig tilfreds - tror jeg.

Hun fik en ingeniøruddannelse hos ingeniørtropperne i Randers. Da den kasserne blev nedlagt søgte og fik hun job i det civile. De graver jo også grøfter. 😃
Min bror har en kammerat, som fik en lederuddannelse i mili og i dag er varehuschef i en Bilka. Der er mange veje.

Siden du - trods din meget dominerende side - har valgt love og peace parolen.
Hvad er det, hun vil uddanne sig til?

Hvis du lægger det snæversyn for dagen over for din datter, så kan jeg da godt forstå, hvis der kan blive tale om et oprør.
Jeg kan sagtens følge dine argumenter om, at det er et holdningsvalg at gå i militæret. Så må du vel erkende, at din datter har en anden holdning end DIN - lige pt i hvert tilfælde.
At du er nået dertil, at du ikke gider diskussioner med folk af anden holdning (som du skriver højere oppe), er jo DIT valg. Og det kan da være, at dine og din datters grundholdninger ER langt fra hinanden. Så er det vel sådan.
Man vælger sine venner - man vælger ikke sin familie. Så det er da muligt, at du og din datter ikke har de store ting at være sammen om mere. Så må man ønske for jer begge, at I har gode venner.

og godt at læse jeres mange tilgange - tak til jer allesammen. Det har glædet mig meget, at så mange ville deltage.
Nu tænker jeg lidt mere over, hvad I har fortalt mig - både af egne oplevelser og holdninger - i hvert fald har jeg fået nuanceret "mit problem", hvilket jeg altså virkelig skønner på.
Det er ikke sikkert, jeg giver yderligere kommentarer. Så mange tak herfra.
Hilsen Anni

Hun skal vælge det liv HUN vil, ikke det du vil diktere for hende.
At du vil bryde med hende fordi hendes liv ikke passer med dit......det er hjernevask.
Hvorfor kommer jeg lige til at tænke på at det er meget sektlignende?

Synd at din datter har en mor som begrænser sig til sit eget jeg, og ikke til sin datters jeg. Det der gør hende lykkelig er ikke det samme som gør dig lykkelig, og det er vel helt ok. Hvis det ikke er, så synes jeg, hvis du på nogen måder ønsker at få en lige som dig, tænker som dig, ser ud som dig, og i det hele taget kun lever op til sin mors normer, regler og værdier til livet, så kunne du jo se om du kunne få lidt hjælp fra filmen Drengene fra Brasillinen, hvor der dyrkes ideen med kloninger.
Hvis jeg var dig ville jeg overveje nærmere om du ikke skulle til at blive lidt mere rummelig over for at andre som ikke vil det samme som dig, og ellers prøve at gøre din datter tilfreds med livet i stedet for dig selv. Hvorfor fik du barn?
Du må gøre hvad der er rigtigt for dig lige som din datter skal have lov til at gøre hvad hun vil, så længe det er inden for lovens rammer eller hvad 😉
Du skal give plads til datter, så hun kan udvikle sig i den retning i livet, som hun ønsker.

må du erkende

Du har en datter, der har sine egne holdninger til tingene, og som tør at stå inde for det hun tror på. Også selvom mor har en anden holdning. Du har gjort et rigtig godt stykke arbejde som forældre, og uanset om du er enig med hendes valg af job eller ej, så skal du være stolt af hende, og fortælle hende det.
Slå hånden af sin datter pga karrierevalg, er det mest uansvarlige og tåbelige jeg hørt. Det lyder somom du er fanatisk i dine egne valg, og så er har du virkelig et problem.

Hvis du elsker din datter, må du respektere hendes valg. Du må forstå at dine værdier ikke er din datters, hun er et selvstændigt menneske, med eget liv, og egne ideer. Nej Anni7, du er en dårlig mor hvis du bryder med din datter. Kærlighed og respekt kommer før politiske holdninger. Ellers laver du jo selv krig... 😖

"Rødstrømpetanker? Jo, dem delte jeg med min mor". Jeg er ked af at skulle sige det, men du har ikke fattet en skid af, hvad fanden kvindebevægelsen gik ud på. Du er jo selv en undertrykker! Du går jo ikke ind for frigørelse, i hvert fald ikke for din datter. 🙁

børn deres forældre og omvendt hvis de ikke var ateister. For dem som blev anmeldt gik det ikke så godt

Min største værdi er mine børn!!! Så nej...Jeg ville aldrig føle at mine værdier blev tilsidesat af mine børn. Når det så er sagt, ville jeg dog have bekymringer, hvis de valgte en militær karriere - ikke fordi jeg mener det er forkert, for jeg tror faktisk ikke på, at mennesker, der vælger militæret er mennesker, der ønsker vold og krig, men netop mennesker, der ikke ønsker vold og krig. Det er faktisk det de kæmper for - ironisk nok. Min bekymring ville gå på, hvad der kunne ske med dem rent fysisk og også hvordan de ville kunne blive påvirket psykisk, hvis de skulle udsendes til krigsramte områder. Jeg ville ikke holde det skjult for dem, at jeg havde bekymringer, men aldrig nogen sinde nægte dem den vej, de synes var rigtig. Og jeg ville støtte dem.