Isolation

Jeg fornemmer at en del alene-mødre forsøger at råbe op, når faderen svigter børnene, men at der intet er at gøre.
Jeg fornemmer at ligeså mange debattører er irriterede over at høre på det.
Jeg står lidt udenfor begge dele, men vil gerne prøve at forklare hvordan det ser ud herfra:
De alene-mødre der ikke har en samværsfar til børnene og som heller ikke har sine forældre til at tage børnene på weekend, ender som magtesløse isolerede mennesker, der mister netværk, for hvornår skulle de få tid til at komme lidt ud og hvornår skulle de blive holdt om? Helt ærligt jeg tror, at hvis man lever i isolation bliver man frustreret oven i hovedet og derfor forsøger man at råbe op et eller andet sted om hvordan man har det.
Jeg tror man kan sammenligne det med folk der sidder i fængsel. Man er låst fuldstændig fast -selvom der er nogle man holder af i nærheden (børn eller andre fangere). Men der er mange års udsigter til at møde en kæreste, da man jo ikke har noget tidspunkr at møde vedkommende på, ej heller at lære vedkommende at kende. Man ønsker det bedste for sine børn og vil da ikke slæbe dem med rundt på dates osv. Barnepiger er der ikke rigtig råd til.
Jeg tror at de alene-mødre der siger at det skal man bare klare og når de kan, så kan de andre også, er dem der har deres forældre til at tage børnene på weekend en gang imellem. Eller evt. børnenes farmor og farfar. Det er dem der ikke ved hvor stor forskellen er, på dem selv og dem der ikke har nogle muligheder.
Til jer der er trætte af at høre på det: Pris jer lykkelige over at det ikke er jer, der står i den isolerede situation og prøv at sammenlign de andre med nogle fængselsfanger, der håbløst forsøger at få en penneven.

efter at have læst dit indlæg,kan jeg kun give dig ret i alt det du skrev.Jeg har selv været alene mor,faderen og hans familie svigtede totalt plus egen familie havde travlt.Når jeg sådan tænker tilbage,kan jeg endnu fornemme isolationen og fuldstøndig laden i stikken.Samtidig havde jeg kun få penge og det ville sige,at barn fik altid før mor med alt,med det resultat at mor blev for tynd.Men så skete der det,at jeg mødte drømmefyren og er nu bosat i udlandet med barn,han fik en super uddannelse,ejer vores hus fuldt ud,kører sportsvogn og penge i banken.Tit tænker jeg på da jeg var fattig og ladt i stikken,intet bagland havde jeg.I dag er jeg glad for at det gik så godt som det gik,men jeg glemmer aldrig hvor jeg kom fra.Når jeg hører om unge piger som har små børn og er totalt ene om det hele,fordømmer jeg aldrig,for jeg ved at det er ikke det de har brug for,men hjælp.Lige en kort slut bemærkning.Jeg husker stadig,at jeg blev stoppet på gaden af en dame som sagde til mig: sikken en måde at blive voksen på!.Jeg mener,hvad man ikke blev udsat for,det er utroligt at tænke sig.Havde jeg været gift den gang,var jeg aldrig belet tiltalt på den måde og det viser blot ,at fordømmende folk skulle man også høre på samtidig med at være både fattig og alene.

Jeg fik også mange fordomsfulde bemærkninger som man sidst af alt har brug for i sådan en situation.
Jeg glemmer aldrig mine 2 år i isolation -den frygteligste tid i mit liv. Glæden ved barnet bliver nærmere til en sorg, når man ikke kan dele den med nogle. Men man elsker jo barnet og alligevel kan isolationen gøre en i tvivl ind imellem.
Jeg mødte også en velstående mand, der "samlede os op". Jeg var helt færdig for kræfter på det tidspunkt og så skulle jeg oveni købet finde mig i, at hans mor flere gange gjorde mig opmærksom på, at de ikke havde savnet børn i familien og hans bror og gravide svigerinde kunne slet ikke acceptere at blive overhælet indenom. Jeg glemmer aldrig at jeg skulle fordømmes som en der kom og troede at jeg var noget særligt fordi jeg havde et barn og derfor lige skulle ned med nakken. Men heldigvis har de accepteret os sidenhen.

hvornår har du sidst fået et kys❓:-)
Der er behov for at reglerne vedr. ansvar, rettigheder og pligter bliver lavet om, så jeg synes det er fint, at nogle bliver ved med at råbe op indtil de bliver hørt.

jeg ville gerne gå ud på gaden for den sag... fordi ens kommende pigebørn ..generationer frem kunne ende i den situation. ?

Man kunne lave den som en hjemmeside, hvor folk kan gå ind og underskrive, men jeg gik også gerne med ud og samlede underskrifter ind. Hvordan kan vi gribe det an?

jo, jeg føler mig også isoleret og det er virkelig hårdt at være 100% alene, nogen gange ville jeg ønske jeg bare kunne få lov at sove en time mere, eller bare gå i brugsen på egen hånd... Men det overskygger ikke de glæder der også er. I dag er der heldigvis hjælp at hente... Det er private organisationer, som bl.a. har kollegier, såkaldte førstehjælpsboliger etc. for enlige mødre og fædre. Netop for at komme ud af isolationen og komme alle de mange frustrationer til livs og fordi min søn har fortjent en glad mor, har jeg valgt at søge ind på et sådan kollegie. Jeg håber på den vej igennem, at kunne få skabt et netværk. Jeg kab virkelig godt følge, at nogen kan komme så langt ned, at de ikke kan magte at kontakte disse organisationer. *Synes dog goså det største problem er, at man skal bo i en større by, for at have gavn af disse foreninger. Jeg kan godt forstå mange enlige mødre ender på kontant hjælp uden uddannelse. Der er dog blevet bedre muligheder for os enlige. Vi bliver støttet bedre økonomisk. Jeg kunne godt tænke mig, at der blev lavet nogle bedre aflastnings muligheder, hvor det vil være mulighed for at få hjælp til pasning af barnet en gang i mellem, så man fik mulighed for, at komme lidt ud en gang i mellem. Jeg har ikke været alene i så meget som 5 min. siden jeg fik min søn, jeg nyder ham i fuldedrag, men det er hårdt! Jeg har et par veninder tilbage, de bor dog rigtig langt væk. Jeg er ung og må indrømme at jeg godt kunne have brug for at komme ud blandt andre en enkelt aften, være helt barnefri lidt! Jeg er glad for at møde forståelse her, da jeg ofte møder mennesker, som slet ikke kan forstå det er hårdt og som nærmest synes det ville være en sag for de sociale myndigheder, hvis man siger man godt kunne tænke sig at være barnefri et døgns tid og så bare gå i byen og være ung. Jeg er kun 21, er det virkelig så mærkeligt, at jeg tiltider også har lyst til at være mig selv og møde andre unge?