It´s always been you...

Et minde lever videre,
En tanke falder til ro,
Du viser mig ting,
Jeg har svært ved at tro.
A memory lives on forever,
A thought gets divided in two.
I try to recall who I am,
Try to recall what to do,
Lost in doubts of human nature,
But it´s always been you...
It´s not my fault I say,
But I know it´s not true.
It doesn´t calm me anymore,
Not like it used to,
Lost in what feels like forever,
But it´s always been you...
I try to hold that thought for one damn minute,
But somehow it slips through.
I speak out your name again,
And somehow it always seems new.
Don´t lose yourself, someone says,
But it´s always been you...
It´s always been you babe,
I look to the skies for what to do,
But I find no answer,
You only confirm what I already knew,
Lost in believing something else,
But it´s always been you...
I see you as I did when you entered my life,
Just like you said, my feelings grew.
It´s not always easy,
But I know you feel it too,
Just as it´s been for so long,
It´ll always be you...

Even if I tried I couldn´t find a way out,
Forever lost in what we do.
Forever lost in us,
Forever lost,
In you...

Sleepless poetry.
A.



Ret så inspireret af en smuk, smuk sang af Thomas Dybdahl; et norsk musikalsk geni:-)

NeoG you did it again! Tror jeg er blevet afhængig nu....
Jeg har læst dette digt rigtigt mange gange...Jeg tror og HÅBER at andre vil opdage, der sker noget særligt når man bliver bekendt med det. Det er ikke et almindeligt kærlighedsdigt...Hovedpersonen (som jo altså ikke BEHØVER at være dig som person, men en hvis identitet du tager på dig i det øjeblik du beskriver denne tilstand) bebrejder sig selv HÅRDT at han ikke kan vriste sig fri af en besættelse...
Nu antager vi at det er DIG...(men som sagt behøver det jo ikke at VÆRE dig. Jeg bruger ofte selv det med at antage andre identiteter end min egen for at blive i stand skildre forskellige følelsesmæssige scenarier...det hører med til den kunsteriske frihed indenfor lyrik.)
For det første træder din oprigtighed, og din ærlighed tydeligere i karakter, efterhånden som man bliver delatiggjort i dit dilemma.
Du skildrer det menneskelige i tvivlen på sig selv og meningen med livet, når man ved fuldt bevidsthed og i håbløs søvnløshed kan opretholde et så åbenlyst umenneskeligt selvpineri. Via stedsegrønne glansbilleder af fortidens skønhed og et guddommeligt mantra fastholdes du i fortabelsens jerngreb. Og du ved, det er dit eget ansvar!
En erkendelse man kun indser og kan beskrive så tæt til benet, når man har været der selv....
Og selvom man HAR været der...eller måske befinder sig der stadigvæk, så tror jeg sjældent det lykkes for andre, så godt som det gør for dig, at placere et så klart billede af dette dualistisk skildrede dilemma.
Man følger dig trin for trin i udviklingen...længere og længere ud mod afgrunden...med ord, som ellers beskriver ubeskrivelig uendelig kærlighed, indfanger du desperationen og fortabelsen.
"Sleepless poetry" far away from "Hopeless Poetry"!!!
******

It seems like
...it has become a customn to the darkness
to enter fears and fantasies.
People are fet up with boring reality.
I too grew into a forcefull countess.
It seems like
...you raised a mountain from the moore
by talking out your heart to me.
You're supposed to stay as the silence on the wall
but you slowly slid inside my glass and I swallowed the poison of you.
It seems like
...you've made a habbit of fooling me
but I still don't hear anybody's laughter.
It might even be that you were fooling yourself
by creating nightmares in my backyard.
It seems like
...your dancing, screeming, creeping nightmares
did inpenetrade my wall of deep dark roses
that are surrounded my honeydripping bed.
The moon has just kissed you goodbye.
It seems like
...everything that ever lived just died tonight.
Heavy storms have blown over the place.
Cool whispers swirl through the air
lonelyness forms my mouth to cry out your name.
...
Dette er skrevet (og lettere redigeret) for nogle år siden...handler nok i bund og grund om det samme, som dit...

handler om ham, der ikke vil ud af mit hjerte, men som er forsvundet bag horisonten....
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=19&conference=316&posting=427917#427917
meget forskelligt i stil og form i forhold til det du skriver.
Det, du kan vil jeg gerne lære af, men det er vist noget man tager ind intuitivt tror jeg...det føles ikke, som fast og formgivet stof....og jeg ved ikke om det er ren teknik?
Man kan jo arbejde med at forme sit stof på ny..vil jeg da tænke over....
(men puha...stadig syg...ikke rart! Jeg ved ikke hvor, skønt det er at rejse sydpå, som du beskrev du havde gjort, undet et af de andre digte. Kan godt være det ville hjælpe mod lungebetændelse, måske jeg kan få lægen til at udskrive en recept på 8 dages ferie i Irak ;o)... Det sydligste jeg har være var til Earth Shaker Festivallen sidste år i Sydtyskland et sted. Heavy-metal-festival ;o) Sol og varme siger ikke mig så meget, som det siger andre mennesker, men frisk og klar luft er altid rart ;o) Mit yndlingsrejsemål er Island. Noget med lyset, luften, farverne og den dramatiske natur, der drager og fortryller mig.)