Jalousi på studiet
Hej alle.
Jeg er havnet i en lidt kedelig situation, og kunne godt bruge nogle nye, fremmede øjne til at se lidt på sagen…………………… :)
Sagen er den, at jeg går på et meget lille studie, hvor vi pt. kun er 3-4 personer på min årgang, som stadig hænger ved. Vi er nået dertil, hvor vi har valgfag, dvs. vi ses kun fast, hvis vi tilfældigvis vælger de samme valgfag (eller ses i fritiden).
De to personer på min årgang, som jeg stadig taler med, er K (fyr) og M (pige). K og jeg har altid haft det godt sammen - M og jeg taler mest sammen i forbindelse med studiet, vi ses ikke i fritiden, men alle spiser frokost med hinanden så længe vi er på uni samtidig. Der har aldrig været noget mellem M og jeg, vi har bare ikke så meget til fælles, at vi har nogen grund til at sidde på lårene af hinanden……
Nå, men i dette semester, som netop er overstået, har M og jeg haft det samme valgfag. Vi har hele semestret samarbejdet og informeret hinanden om dit og dat, og der har aldrig været problemer eller noget som helst. Hun er dybest set meget sød, men hun er også meget usikker, hvilket desværre betyder, at hun ofte holder folk lidt på afstand og kan virke ret 'voldsom' i sine udtalelser og handlinger. Men jeg kan nu meget godt lide hende alligevel.
I november ser vi et opslag til et studiejob - drømmejobbet, og der er virkelig ikke mange indenfor mit fag. Både M, K og jeg søger det (og også en del andre på vores fag), og vi er enige fra starten om, at vi alle fortjener det, er dygtige til det vi laver, osv. - så uanset hvem som får jobbet, så skal det ikke komme imellem os.
Udfaldet bliver, at jeg får jobbet, hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for. K er super glad på mine vegne og lykønsker mig, men M er ganske stille.
Jeg tænker, at hvis det var mig, som ikke havde fået jobbet, så var jeg blevet MEGET skuffet - og havde sikkert haft brug for et par dage til lige at sunde mig.... Så derfor vælger jeg ikke at kontakte hende omkring det.
Vi får svar ca. samtidig som vi får læseferie - altså ser jeg hende ikke i hverdagen derefter.
Da jul og nytår kommer, sender jeg hilsner til hende ligesom jeg gør til de andre på mit studie, men får ikke svar. Vi plejer at gøre en del ud af fødselsdage på mit studie, men hun er den eneste, jeg ikke hører fra på min fødselsdag - men ok, hun kan have glemt det, og det er også helt fair. Det virker bare suspekt…
Da vi når til den sidste uge inden eksamen, får vi at vide, at vi skal op en mandag morgen, hun en time før mig. Og vi er de eneste to, som skal op den dag - resten af holdet skal op hele tre dage senere. Hvilket jo er ret stor forskel - tre dage mere at læse i!!
Nå, men ret skal være ret, så jeg forbereder mig bare på, at de sidste 500 siders pensum må sluges i en fart, for der er vel en praktisk årsag til, at eksamenerne er fordelt på den måde.
Jeg får så en sms fra M. Hun siger ikke noget om jobbet, jul, nytår eller fødselsdag - hun spørger bare, om jeg vil bytte eksamenstid med hende, da hun har det dårligt med eksamen og helst vil op så sent som muligt.
Det er også fair nok, men der er en time mellem os, så umiddelbart burde det ikke gøre den store forskel. Jeg har dog fuld forståelse for, at det gør en forskel i hendes hoved.
Problemet består i, at hvis jeg skulle tage hendes tid, så skulle jeg afsted hjemmefra ved 6-tiden den morgen, hvis jeg skulle være sikker på at nå frem med toget. Pga. sne, is osv. har der været enormt mange forsinkelser, så jeg har flere gange i læseferien ventet 1-1½ time på tog og busser osv.
Jeg sover selv skidt op til eksamen - gennemsnitligt 4 timer om natten den sidste måned - og har det ikke godt i dagene op til. Jeg bliver også meget nervøs og lever i en lille lukket boble.
M bor lige ved siden af uni, så transport for hende er ikke noget problem.
Jeg føler mig nødsaget til at beklage overfor hende, at jeg ikke kan hjælpe - men jeg vil gerne sikre mig, at jeg kan nå til eksamen i tide, og da gør den time en stor forskel for mig.
Gennem hele studietiden er hun blevet gjort tjenester af medstuderende og undervisere i forb. med eksamener, opgaveaflevering osv., men kurser i eksamensteknik, hjælp til eksamensangst osv. har hun sagt nej tak til. Så hun har egentlig aldrig selv gjort noget for at afhjælpe sit problem - hun regner bare med at kunne blive gjort tjenester.
Hun svarer slet ikke på min besked………………………
Da eksamensdagen så oprinder, kommer jeg hen på universitetet til et tomt, mørkt lokale. Der er ingen. Jeg går lidt forvirret rundt og støder så ind i eksamenslederen, som kan fortælle mig, at M har ringet og aflyst sin eksamen, og da der desværre ikke var andre muligheder, er hun blevet sat allerbagerst i køen og skal derfor op som den sidste på hele holdet - tre dage senere. Hun virker irriteret over det, og især over, at hun skal have mig op som den eneste den dag, fordi det er spild af tid. Men M har ringet og aflyst selvsamme morgen, så de har ikke kunnet nå at gøre mere ved det.
Jeg har ikke hørt et ord fra M om, at hun prøvede at få rykket sin eksamen. Jeg kan forstå på nogle medstuderende, som har bedre kontakt til hende, at hun havde planlagt det i nogle dage fordi hun var bagud og ville have mere tid at læse i, og hun vidste jo godt, at der var tre dages forskel.
Jeg undrer mig rigtig meget over M's asociale opførsel. Jeg er nået så langt som til at regne ud, at hun er blevet jaloux og ikke kan komme sig over den skuffelse det var, at hun ikke fik jobbet. Og selvfølgelig bliver jeg genstand for den vrede, hun nu føler. Det forstår jeg godt - men synes af gode grunde ikke, at det er fair.
Problemet opstår nu i og med, at jeg kan se på nettet, at hun har tilmeldt sig samme fag som mig næste semester. Egentlig havde hun valgt nogle helt andre fag, men hun har så valgt om inden for de sidste fjorten dage, og valgt de præcis samme fag som mig. Det er jo også helt i orden, men det undrer mig, da hun ellers gav udtryk for, at de fag ikke interesserede hende...
Som sagt forstår jeg hende godt, men pga. det, jeg kender til hendes personlighed osv., er jeg temmelig overbevist om, at hun IKKE har tænkt sig at række ud eller andet i den stil. Jeg har intet problem med at række ud til hende og få talt om det - der er jo tydeligvis en konflikt mellem os - men jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte og slutte. Hvad siger man til én, som er så usikker og jaloux, og som opfører sig barnligt og asocialt overfor én? Der er mange flere små-situationer end de beskrevne, hvor hun har været enormt infantil i sin væremåde og bestemt ikke har vist hverken modenhed eller fornuft.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til hende, så længe jeg er genstand for hendes vrede. Er det bedre bare at holde kæft og finde sig i det/at der kommer til at være dårlig stemning på holdet, når vi starter igen?
På forhånd tak
Jeg er havnet i en lidt kedelig situation, og kunne godt bruge nogle nye, fremmede øjne til at se lidt på sagen…………………… :)
Sagen er den, at jeg går på et meget lille studie, hvor vi pt. kun er 3-4 personer på min årgang, som stadig hænger ved. Vi er nået dertil, hvor vi har valgfag, dvs. vi ses kun fast, hvis vi tilfældigvis vælger de samme valgfag (eller ses i fritiden).
De to personer på min årgang, som jeg stadig taler med, er K (fyr) og M (pige). K og jeg har altid haft det godt sammen - M og jeg taler mest sammen i forbindelse med studiet, vi ses ikke i fritiden, men alle spiser frokost med hinanden så længe vi er på uni samtidig. Der har aldrig været noget mellem M og jeg, vi har bare ikke så meget til fælles, at vi har nogen grund til at sidde på lårene af hinanden……
Nå, men i dette semester, som netop er overstået, har M og jeg haft det samme valgfag. Vi har hele semestret samarbejdet og informeret hinanden om dit og dat, og der har aldrig været problemer eller noget som helst. Hun er dybest set meget sød, men hun er også meget usikker, hvilket desværre betyder, at hun ofte holder folk lidt på afstand og kan virke ret 'voldsom' i sine udtalelser og handlinger. Men jeg kan nu meget godt lide hende alligevel.
I november ser vi et opslag til et studiejob - drømmejobbet, og der er virkelig ikke mange indenfor mit fag. Både M, K og jeg søger det (og også en del andre på vores fag), og vi er enige fra starten om, at vi alle fortjener det, er dygtige til det vi laver, osv. - så uanset hvem som får jobbet, så skal det ikke komme imellem os.
Udfaldet bliver, at jeg får jobbet, hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for. K er super glad på mine vegne og lykønsker mig, men M er ganske stille.
Jeg tænker, at hvis det var mig, som ikke havde fået jobbet, så var jeg blevet MEGET skuffet - og havde sikkert haft brug for et par dage til lige at sunde mig.... Så derfor vælger jeg ikke at kontakte hende omkring det.
Vi får svar ca. samtidig som vi får læseferie - altså ser jeg hende ikke i hverdagen derefter.
Da jul og nytår kommer, sender jeg hilsner til hende ligesom jeg gør til de andre på mit studie, men får ikke svar. Vi plejer at gøre en del ud af fødselsdage på mit studie, men hun er den eneste, jeg ikke hører fra på min fødselsdag - men ok, hun kan have glemt det, og det er også helt fair. Det virker bare suspekt…
Da vi når til den sidste uge inden eksamen, får vi at vide, at vi skal op en mandag morgen, hun en time før mig. Og vi er de eneste to, som skal op den dag - resten af holdet skal op hele tre dage senere. Hvilket jo er ret stor forskel - tre dage mere at læse i!!
Nå, men ret skal være ret, så jeg forbereder mig bare på, at de sidste 500 siders pensum må sluges i en fart, for der er vel en praktisk årsag til, at eksamenerne er fordelt på den måde.
Jeg får så en sms fra M. Hun siger ikke noget om jobbet, jul, nytår eller fødselsdag - hun spørger bare, om jeg vil bytte eksamenstid med hende, da hun har det dårligt med eksamen og helst vil op så sent som muligt.
Det er også fair nok, men der er en time mellem os, så umiddelbart burde det ikke gøre den store forskel. Jeg har dog fuld forståelse for, at det gør en forskel i hendes hoved.
Problemet består i, at hvis jeg skulle tage hendes tid, så skulle jeg afsted hjemmefra ved 6-tiden den morgen, hvis jeg skulle være sikker på at nå frem med toget. Pga. sne, is osv. har der været enormt mange forsinkelser, så jeg har flere gange i læseferien ventet 1-1½ time på tog og busser osv.
Jeg sover selv skidt op til eksamen - gennemsnitligt 4 timer om natten den sidste måned - og har det ikke godt i dagene op til. Jeg bliver også meget nervøs og lever i en lille lukket boble.
M bor lige ved siden af uni, så transport for hende er ikke noget problem.
Jeg føler mig nødsaget til at beklage overfor hende, at jeg ikke kan hjælpe - men jeg vil gerne sikre mig, at jeg kan nå til eksamen i tide, og da gør den time en stor forskel for mig.
Gennem hele studietiden er hun blevet gjort tjenester af medstuderende og undervisere i forb. med eksamener, opgaveaflevering osv., men kurser i eksamensteknik, hjælp til eksamensangst osv. har hun sagt nej tak til. Så hun har egentlig aldrig selv gjort noget for at afhjælpe sit problem - hun regner bare med at kunne blive gjort tjenester.
Hun svarer slet ikke på min besked………………………
Da eksamensdagen så oprinder, kommer jeg hen på universitetet til et tomt, mørkt lokale. Der er ingen. Jeg går lidt forvirret rundt og støder så ind i eksamenslederen, som kan fortælle mig, at M har ringet og aflyst sin eksamen, og da der desværre ikke var andre muligheder, er hun blevet sat allerbagerst i køen og skal derfor op som den sidste på hele holdet - tre dage senere. Hun virker irriteret over det, og især over, at hun skal have mig op som den eneste den dag, fordi det er spild af tid. Men M har ringet og aflyst selvsamme morgen, så de har ikke kunnet nå at gøre mere ved det.
Jeg har ikke hørt et ord fra M om, at hun prøvede at få rykket sin eksamen. Jeg kan forstå på nogle medstuderende, som har bedre kontakt til hende, at hun havde planlagt det i nogle dage fordi hun var bagud og ville have mere tid at læse i, og hun vidste jo godt, at der var tre dages forskel.
Jeg undrer mig rigtig meget over M's asociale opførsel. Jeg er nået så langt som til at regne ud, at hun er blevet jaloux og ikke kan komme sig over den skuffelse det var, at hun ikke fik jobbet. Og selvfølgelig bliver jeg genstand for den vrede, hun nu føler. Det forstår jeg godt - men synes af gode grunde ikke, at det er fair.
Problemet opstår nu i og med, at jeg kan se på nettet, at hun har tilmeldt sig samme fag som mig næste semester. Egentlig havde hun valgt nogle helt andre fag, men hun har så valgt om inden for de sidste fjorten dage, og valgt de præcis samme fag som mig. Det er jo også helt i orden, men det undrer mig, da hun ellers gav udtryk for, at de fag ikke interesserede hende...
Som sagt forstår jeg hende godt, men pga. det, jeg kender til hendes personlighed osv., er jeg temmelig overbevist om, at hun IKKE har tænkt sig at række ud eller andet i den stil. Jeg har intet problem med at række ud til hende og få talt om det - der er jo tydeligvis en konflikt mellem os - men jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal starte og slutte. Hvad siger man til én, som er så usikker og jaloux, og som opfører sig barnligt og asocialt overfor én? Der er mange flere små-situationer end de beskrevne, hvor hun har været enormt infantil i sin væremåde og bestemt ikke har vist hverken modenhed eller fornuft.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til hende, så længe jeg er genstand for hendes vrede. Er det bedre bare at holde kæft og finde sig i det/at der kommer til at være dårlig stemning på holdet, når vi starter igen?
På forhånd tak