Jeg 16, min kæreste 26
Jeg er en pige på 16 år der her for nyligt lige er kommet i forhold med en fyr på 26.
Jeg er blevet utrolig glad for ham, vi har det simpelthen så dejligt sammen og kemien passer perfekt.
Vi har de samme interesser, vi kan snakke med hinanden om nærmest alt, vi forstår hinanden og er sammen næsten hver dag.
Han er bange for, at jeg ser vores forhold som en "teenagerdrøm" og at jeg muligvis vil vokse fra ham senere hen.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå ham, og jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige at det måske ikke vil gå sådan i fremtiden, men lige nu, er det bare en drøm sammen med ham.
Udfra min alder af bedømme, vil de fleste nok tænke "Det er en af de mange kærester hun vil få i hendes ungdomsår"
Men jeg kan sagten se mig selv sammen med ham om mange år, og håber virkelig på det.
Jeg har oplevet en masse grimme ting i mit liv såsom graviditet, voldtægt, tidligere kærester der kun har været sammen med mig pga. sex, da jeg hurtigt bliver meget hengiven og inferiør overfor min kæreste.
Jeg har næsten ikke oplevet andet i mit liv, end at nære personer til mig er gået fra mig af mærkelige og egoistiske grunde.
Jeg holder godt fast i personer der betyder meget for mig, og vil blive ved med det.
Jeg vil ikke miste det der står mig nært, og er villig til at "kæmpe" intenst for det.
Pt. går jeg til psykolog pga. aggressioner, hævntørst, usædvanlig meget svingende humør og at jeg er så asocial.
Jeg har alrig rigtig haft et rigtig nært knyttet bånd til min familie,
da min mor altid har været meget bestemt og til tider har slået mig voldsomt, hvis noget ikke gik efter hendes hoved. Engang ødelagde hun min dør.
Min far har siden jeg var 7 år drukket og været "løs på tråden", og ikke nok med det, så var hans tidligere kæreste og hans "nye store kærlighed" vist sig, at være en luder bag hans ryg, hvilket skuffede ham meget. Jeg har selv set pornografiske billeder af hende.
Jeg har været udsat for grov fysisk og psykisk vold på min tidligere skole, og alt i alt er meningen med at fortælle om min baggrund, at forklare, at jeg virkelig har tænkt meget over hvor vigtigt det er, at holde fast i mennesker man holder af/elsker.
Eksempelvis lægger jeg meget vægt på loyalitet og viljen til at "lægge sig selv til side for en nærtstående person", hvilket man absolut ikke ser tit i min alder (jeg har haft behov for en god veninde/ven MANGE gange efterhånden)
Min omgangskreds er også en del ældre end mig selv.
Min bedste ven er 23, min bedste veninde er 19 og de fleste i min omgangskreds er fra 18 og op til 28.
Jeg er virkelig instillet på mit forhold med min kæreste, og ønsker ham kun det allerbedste og en dejlig tid sammen med ham.
Han har sagt til mig, at han ikke kunne forestille sig et bedre forhold end han har nu.
Han siger, at han er glad for at jeg kan li' ham som han er, at jeg tager mig så godt af ham og at han altid har tænkt sig en pige som mig.
Jeg kan mærke på ham, at det ikke er noget han bare siger.
I dagligdagen når vi er sammen, føler jeg virkelig på hans væremåde og hans måde at se på mig på, at han er glad for mig og mener det han siger.
Mit spørgsmål er så:
Er der nogen der kan give mig nogen råd til hvad jeg evt. kunne gøre for forholdet?
Han er jo bange for, at det kun er en "teenagerdrøm".
Det er svært med en kæreste der er så meget ældre, det er jeg for længst godt blevet klar over, og jeg kan også mærke på ham at han har en del mere livserfaring end mig, men jeg er mere end villig til at gøre alt hvad der står i min magt, til at det her kunne vare rigtig længe.
Jeg takker for hvert seriøst indlæg.
//Apaturia
Jeg er blevet utrolig glad for ham, vi har det simpelthen så dejligt sammen og kemien passer perfekt.
Vi har de samme interesser, vi kan snakke med hinanden om nærmest alt, vi forstår hinanden og er sammen næsten hver dag.
Han er bange for, at jeg ser vores forhold som en "teenagerdrøm" og at jeg muligvis vil vokse fra ham senere hen.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå ham, og jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige at det måske ikke vil gå sådan i fremtiden, men lige nu, er det bare en drøm sammen med ham.
Udfra min alder af bedømme, vil de fleste nok tænke "Det er en af de mange kærester hun vil få i hendes ungdomsår"
Men jeg kan sagten se mig selv sammen med ham om mange år, og håber virkelig på det.
Jeg har oplevet en masse grimme ting i mit liv såsom graviditet, voldtægt, tidligere kærester der kun har været sammen med mig pga. sex, da jeg hurtigt bliver meget hengiven og inferiør overfor min kæreste.
Jeg har næsten ikke oplevet andet i mit liv, end at nære personer til mig er gået fra mig af mærkelige og egoistiske grunde.
Jeg holder godt fast i personer der betyder meget for mig, og vil blive ved med det.
Jeg vil ikke miste det der står mig nært, og er villig til at "kæmpe" intenst for det.
Pt. går jeg til psykolog pga. aggressioner, hævntørst, usædvanlig meget svingende humør og at jeg er så asocial.
Jeg har alrig rigtig haft et rigtig nært knyttet bånd til min familie,
da min mor altid har været meget bestemt og til tider har slået mig voldsomt, hvis noget ikke gik efter hendes hoved. Engang ødelagde hun min dør.
Min far har siden jeg var 7 år drukket og været "løs på tråden", og ikke nok med det, så var hans tidligere kæreste og hans "nye store kærlighed" vist sig, at være en luder bag hans ryg, hvilket skuffede ham meget. Jeg har selv set pornografiske billeder af hende.
Jeg har været udsat for grov fysisk og psykisk vold på min tidligere skole, og alt i alt er meningen med at fortælle om min baggrund, at forklare, at jeg virkelig har tænkt meget over hvor vigtigt det er, at holde fast i mennesker man holder af/elsker.
Eksempelvis lægger jeg meget vægt på loyalitet og viljen til at "lægge sig selv til side for en nærtstående person", hvilket man absolut ikke ser tit i min alder (jeg har haft behov for en god veninde/ven MANGE gange efterhånden)
Min omgangskreds er også en del ældre end mig selv.
Min bedste ven er 23, min bedste veninde er 19 og de fleste i min omgangskreds er fra 18 og op til 28.
Jeg er virkelig instillet på mit forhold med min kæreste, og ønsker ham kun det allerbedste og en dejlig tid sammen med ham.
Han har sagt til mig, at han ikke kunne forestille sig et bedre forhold end han har nu.
Han siger, at han er glad for at jeg kan li' ham som han er, at jeg tager mig så godt af ham og at han altid har tænkt sig en pige som mig.
Jeg kan mærke på ham, at det ikke er noget han bare siger.
I dagligdagen når vi er sammen, føler jeg virkelig på hans væremåde og hans måde at se på mig på, at han er glad for mig og mener det han siger.
Mit spørgsmål er så:
Er der nogen der kan give mig nogen råd til hvad jeg evt. kunne gøre for forholdet?
Han er jo bange for, at det kun er en "teenagerdrøm".
Det er svært med en kæreste der er så meget ældre, det er jeg for længst godt blevet klar over, og jeg kan også mærke på ham at han har en del mere livserfaring end mig, men jeg er mere end villig til at gøre alt hvad der står i min magt, til at det her kunne vare rigtig længe.
Jeg takker for hvert seriøst indlæg.
//Apaturia