Jeg er en dårlig veninde
Jeg er altså virkelig en dårlig veninde på et punkt.
Jeg kan ikke altid oprigtigt glæde mig over min rigtig gode venindes lykke. Eller dvs det kan jeg godt, jeg ønsker hende jo absolut aldrig noget ondt, da hun er et dejligt menneske og en rigtig god veninde.
Men vores liv er bare meget forskellige fra hinanden. Hun er den perfekte der altid har medgang. Jeg er ikke lige så perfekt og har haft en del at slås med, som bl.a en del sygdom og dødsfald i tæt familie og omgangskreds. Bl.a.
Hver gang der sker et eller andet dårligt for mig, så kommer hun med et eller andet helt vildt fedt, der er sket for hende. Hun har lige fået en masse penge af en onkel, eller hendes forældre har lige givet hende og hendes søster en fed rejse, hun har lige fået lønforhøjelse, er blevet gravid, fundet det perfekte kæreste etc. Og det er altsammen vildt fedt for hende og jeg ved hun prøver at forstå mig også, men det er jo svært når man ikke selv rigtig har haft nogen modgang.
Hun opfører sig ikke forkælet, selvom hun får mange ting serveret, det synes jeg ikke.
Jeg synes mere det er mig der er en dårlig veninde, fordi jeg bare nogen gange har lidt svært ved, at mobilisere oprigtig glæde i alle de fede ting hun får serveret, elller kan eller gør, siger whatever, når man selv har en tendens til at blive ramt af ulykker, man ikke kan gøre for.
Er der nogen af jer der har det samme måde?
Jeg lader mig forhåbentlig ikke mærke med det overfor hende. Jeg sidder pænt og lytter og smiler og siger næææh, hvor fedt og neeej, hvor må det være dejligt osv😃 Jeg håber ikke hun lægger mærke til det, men inderst inde føler jeg mig som en idiot. Jeg vil jo ikke være falsk overfor hende, men jeg vil jo absolut ikke tage hendes glæder fra hende, ved at fortælle om mine uheld hele tiden🙂
Nå, jeg skulle lige ud med det🙂
Jeg kan ikke altid oprigtigt glæde mig over min rigtig gode venindes lykke. Eller dvs det kan jeg godt, jeg ønsker hende jo absolut aldrig noget ondt, da hun er et dejligt menneske og en rigtig god veninde.
Men vores liv er bare meget forskellige fra hinanden. Hun er den perfekte der altid har medgang. Jeg er ikke lige så perfekt og har haft en del at slås med, som bl.a en del sygdom og dødsfald i tæt familie og omgangskreds. Bl.a.
Hver gang der sker et eller andet dårligt for mig, så kommer hun med et eller andet helt vildt fedt, der er sket for hende. Hun har lige fået en masse penge af en onkel, eller hendes forældre har lige givet hende og hendes søster en fed rejse, hun har lige fået lønforhøjelse, er blevet gravid, fundet det perfekte kæreste etc. Og det er altsammen vildt fedt for hende og jeg ved hun prøver at forstå mig også, men det er jo svært når man ikke selv rigtig har haft nogen modgang.
Hun opfører sig ikke forkælet, selvom hun får mange ting serveret, det synes jeg ikke.
Jeg synes mere det er mig der er en dårlig veninde, fordi jeg bare nogen gange har lidt svært ved, at mobilisere oprigtig glæde i alle de fede ting hun får serveret, elller kan eller gør, siger whatever, når man selv har en tendens til at blive ramt af ulykker, man ikke kan gøre for.
Er der nogen af jer der har det samme måde?
Jeg lader mig forhåbentlig ikke mærke med det overfor hende. Jeg sidder pænt og lytter og smiler og siger næææh, hvor fedt og neeej, hvor må det være dejligt osv😃 Jeg håber ikke hun lægger mærke til det, men inderst inde føler jeg mig som en idiot. Jeg vil jo ikke være falsk overfor hende, men jeg vil jo absolut ikke tage hendes glæder fra hende, ved at fortælle om mine uheld hele tiden🙂
Nå, jeg skulle lige ud med det🙂