Jeg har alt, men e er stadig væk ulykkelig

Jeg er en pige på 20, der har alt: fantastisk kæreste, hvor der overhovedet ikke er nogen problemer i vores forhold (det er en vigtig detalje). Er i gang med en videregående uddannelse – noget, jeg godt kan lide og er god til. Stabil økonomi (igen, ikke en helt ligegyldig ting, da mange depressioner skydes bl.a. det), godt forhold til forældre, evnen til at kunne klare mig selv godt i livet… Altså jeg har alt, hvad jeg har brug for at være lykkelig… skulle man tro i hvert fald..
Problemet er, at til trods for alt, så er jeg til tider meget ulykkelig. Det kommer selvfølgelig i perioder: om vinteren og i stressede perioder dominerer de dårlige dage, på andre tidspunkter går det bedre. Selv efter mange års erfaringer med depression kan jeg ikke se sammenhæng mellem faktorer i mit liv, og hvordan disse påvirker mit humør. Der kører hele tiden en stemme i mit hoved, der fortæller mig, at jeg ikke er god nok, jeg er en dårlig datter, kæreste, ven, jeg er dårlig til at gennemføre mine planer, jeg er dovn, egoistisk, tyk, grim – you name it. Før har dette resulteret i, at jeg søgte at opfylde de sindssyge krav, som jeg stillede til mig selv. Opfyldelse af disse krav var en betingelse for min lykke. I dag er jeg nået så langt, at jeg kan se, at flere år med anoreksi og efterfølgende bulimi og dermed en måske ikke sund men slank og smuk krop ikke har gjort mig til et lykkeligere menneske. Jeg kan også se, at den kritik jeg retter imod mig selv er fuldstændig ubegrundet og urimelig, men jeg kan ikke komme videre.
Jeg lever et normalt liv og gør de ting, jeg skal: passer mit arbejde, går til familiemiddage, mødes med venner (dog kun bedste venner, det er det eneste jeg kan overskue), det med at gå i skole, er jeg ikke så god til, jeg tager det meget på selvstudie, og klarer mig temmelig godt studiemæssigt, men bestemt ikke socialt. Jeg sidder fast halvvejs mellem at være meget deprimeret og have spiseforstyrrelse og være helt rask og have det godt.
Og så har jeg endnu et problem (det er i hvert fald noget, der bekymrer mig). Hvis jeg er meget stresset eller træt, kommer hjem efter en lang arbejdsdag sent om aften, kan jeg ikke undvære et glas rødvin eller to (tre, fire…). Jeg vil ikke mene, at jeg fysisk er afhængig af alkohol, men psykisk er jeg helt sikkert. Jeg er afhængig af, at jeg har et par timer hver eneste aften inden jeg skal i seng, hvor jeg kan give slip på mine kritiserende tanker og bare for ganske kort tid være lidt ligeglad. Tanken om den usunde vinforbrug gør mig endnu mere stresset og ked af det, og så er jeg i en ond cirkel.
Og den sidste ting er, at jeg synes selv, jeg ikke kan være bekendt for at kalde mig selv på nogen måde være påvirket af depression, for jeg har jo alle forudsætninger for at få et godt liv. Der er så mange andre, der har været igennem meget værre ting, så jeg burde bestemt ikke brokke mig.
Er der nogen, der har været igennem noget lignende, der har nogle gode råd omkring, hvordan man kommer ud af denne fase.
Knus
El

Jeg har været igennem noget lignende - eller også så er jeg. Jeg er igang med en periode af mit liv, jeg ikke kan sætte min finger på. Jeg tror jeg er ked af det, eller også er jeg sur, eller også så er jeg bare forvirret i al min "lykkelighed".
Jeg har alt, jeg skal bruge. Jeg har min kæreste, min familie, et job, en lækker lejlighed, jeg er i gang med en uddannelse, jeg får min SU hver måned, har jeg ret til at være ulykkelig.
Min historie minder meget om din. Jeg var frygtelig perfektionistisk, jeg led i flere år af anoreksi. Hele min gymnasietid var præget af min krop, og det lede forhold jeg havde til den. Man havde altid et nyt mål, ikke sandt. Man stillede sig foran spejlet, strækte armene i vejret og sugede maveskindet ind - man kunne altid blive tyndere.
Jeg kom nogenlunde ud af det. Jeg fandt mig selv. Jeg vil ikke sige, at jeg har et sundt forhold til min krop, eller nogensinde vil få det, men det er blevet bedre.
Jeg havde et elendigt forhold til min far. Jeg hadede ham. Dage ønskede jeg, at han ville dø på vej til arbejde. Han har aldrig gjort mig noget, udover det han troede var for mit eget bedste, og alligevel hadede jeg ham. Forskelsbehandling kan gøre mange ting ved en teenagepige. Men heldigvis er det blevet bedre med tiden.
Men jeg mødte min kæreste, og alt blev ligesom rettet op det første år. Men derefter røg mit liv ned i et dybt hul. Jeg var stærkt deprimeret i lang tid, og intet hjalp. Dog vågnede jeg op ni måneder senere, og alt var fint. Jeg startede på min videregående uddannelse denne sommer. Jeg kan ikke passe mine timer, men jeg er god til at studere derhjemme, og jeg klarer mig godt. Dog er det ikke det jeg ønsker at lave resten af mit liv, og har fundet noget nyt, som jeg håber at starte på til næste sommer.
Jeg kan ikke finde ud af at være social. Jeg har nogle enkelte venner, men jeg har ikke brug for dem. Jeg kan ikke finde ud af at holde kontakt med folk. Jeg er typen der ikke snakker med fremmede folk. Hvorfor skulle jeg? Jeg bryder mig ikke om at gå i byen, men indimellem må man tvinge sig selv, til noget man ikke har lyst til. Men jeg har nogle veninder som holder ved, ligegyldigt hvad.
Og egentlig burde jeg have det godt. Min familie er der for mig, mine forældre forærede mig en lejlighed for seks måneder siden. Mine veninder er der. Min kæreste er der. Og alligevel - jeg tror, at jeg er ved at blive deprimeret igen. Jeg er ulykkelig uden at have noget at være ulykkelig over. Er mine depressioner sevforskyldt? Gør jeg det for at andre skal have ondt af mig?
Hvis depression er noget arveligt, er det forståligt. Min mormor var maniodepressiv, min fætter er maniodepressiv, og både min søster og bror er depressive. Men hvorfor kan vi ikke hive os selv op? Hvorfor kan vi ikke bare lade være med at lade os gå på af små ting? Vi får alt hvad vi peger på, hvorfor hjælper det os ikke?
Men min kæreste har de sidste fire år været mit holdepunkt. Han har trøstet mig, når jeg faldt ned i mine huller, når jeg har været kropumulig og urimelig.
Jeg ved ikke om du for noget ud af det her, men det var godt at komme af med. Jeg kan ikke hjælpe dig, for jeg er ligeså langt væk som du er.

Depression har ikke noget at gøre med, om du klarer har orden i økonomien, en dejlig kæreste og et godt job/studium. Jeg vil ikke komme med en længere redegørelse over, hvad jeg mener en depression er, for det er andre meget bedre til end jeg. Dog ved jeg - af egen erfaring - at der er masser af hjælp at hente.
Prøv at kigge på www.depressionsforeningen.dk - her kan du få alle de oplysninger, du har brug for til at komme videre. Meld dig f.eks. ind og mød op i en lokalgruppe, hvis der er en sådan i nærheden af, hvor du bor. Her kommer både unge og ældre, der selv har eller har pårørende, der er depressive. Et rigtig godt sted.
Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke - og husk: Du er ikke alene - 250.000 mennesker i Danmark lider af depression! Gør noget ved det, inden dit alkoholforbrug bliver til et problem.
Kærlig hilsen
Konen

Du kan finde oplysninger om lysterapi, hvis du søger på google.dk
Link: http://www.netdoktor.dk/sygdomme/Fakta/vinterdepression.htm

Jeg tænkte på om det ikke var en god ide at gå til lægen? Uden at vide alverden om det, lyder det umiddelbart til du har en depression, for du er ulykkelig/ked af det uden grund?
Bare en tanke.. Og held og lykke med det :0)
Knus

Hej, jeg hedder Claus.
Her er mine reflektioner på dit indlæg. Tag hvad du kan bruge, og lad resten ligge.
Genkender alt for godt det du beskriver. Er dog uenig i en vigtig detalje: Nemlig at du mener du ikke burde være deprimeret.
Jeg er nødt til at skrive om mig selv i det følgende, da jeg jo ikke kender dig og ikke ønsker at overskride dine grænser.
Jeg har været depressiv de seneste år, på trods af at jeg har en dejlig kone, en dejlig søn, en lækker bil, gode venner, og et job som it-konsulent (fortid nu). Jeg forsøgte i flere år at gøre alle tilfredse, så jeg kunne få deres anerkendelse og accept (og KÆRLIGHED). Det var virkelig hårdt. Samtidig flygtede jeg ofte fra en stresset hverdag (og mig selv) ved at drikke rødvin om aftenen, øl i weekenderne og sjusser til festerne. Men alligevel kunne jeg ikke slippe af med mine følelser.
Efter at være røget ned med en hård depression for 1 år siden, er jeg begyndt at arbejde med mig selv og min følelser. Jeg går blandt andet i AA (Anonyme Alkoholikere, da jeg faktisk er afhængig af alkohol), i ACA (Voksne Børn af Alkoholikere, min far var alkoholiker) og SLAA (Sex- og kærlighedsafhængige, da jeg altid ville gøre alt for at få andres kærlighed).
I dag kan jeg leve mit liv 24 timer ad gangen, og være taknemmelig for det. Jeg har måttet indse at jeg ikke kan leve mit liv med at gøre andre tilfredse. Jeg må også have realistiske forventninger til min egen formåen, til andre mennesker og til livet i det hele taget. Jeg er stadig gift, har stadig min søn, vores hus og vores bil, men vigtigst af alt har jeg fundet ind til mig selv.
Hvis du får brug for det, er der blandt andet ACA møde i Ryesgade, Århus, hver torsdag kl. 19.30 (indgang gennem porten ved siden af Katolsk Kirke).
Knus og held og lykke
Claus

Her står det jo: "Jeg har alt, men e er stadig væk ulykkelig"
Det er da klart, det ikke kører, når du stadig er væk.
Er du stadigvæk væk, eller er du blevet fundet igen?
Og hvis, er de søde dem der fandt dig?
Scott

Det er helt klart at du har et problem som du ikke selv kan løse.. du skriver at du har haft spiseforstyrrelse i noget tid, og at du nu har stemmer i dit hovede der siger du er tyk.. du er sandsynligvis ikke kommet over din spiseforstyrrelse.. ved ikke om du har været indlagt for det?! Men ellers synes jeg det vil være en god idé.. Man kan sige at du har fået alle ting på en gang, men det lyder godt at du har en rigtig god og støttende kæreste og forældre.. de ved jo nok alle hvordan du har det?! Men jeg synes du skal opsøge en læge, da det meget hurtigt kan gå galt, hvis du har de stemmer i dit hovede.. at nyde et glas rødvin hver aften er jo faktisk sundt nok, men selvfølgelig ikke flere glas hver aften, det kunne tyde på at din krop har fundet ud af at hvis du bare for et par glas så slapper du af, og dagen efter har du det dårlig enten pga samvittigheden eller tømmermænd.. og hvis det sker hver dag så kan man ikke holde til det i længden.. Jeg synes du skal prøve at snakke med din læge, og evt få en henvisning til en psykolog.. de er der jo for at hjælpe.. jeg vil ønske dig alt held og lykke, og husk på at duhar en kæreste og familie der elsker dig, og nok meget gerne vil hjælpe dig...

Det lyder godt nok ikke særlig sjovt :-(
Har du tænkt på, at du måske trænger til at der sker noget nyt i dit liv?
Det behøves jo ikke at betyde, at der er noget galt med din kæreste eller andet (andre) i dit liv, eller hverdag. Men måske en forandring, eller andet, ville friske lidt op på det hele.
Jeg ved det ikke - men jeg håber da virkelig at du finder ud af det.
Knus Tia

Jeg er ked af at høre, at du har det så dårligt og hvis du lider af rigtig depression, skal der naturligvis gøres noget ved det.
Men det kan jo også bare være, at du er en person, som indimellem ryger i sorte huller - og så er du altså sådan! Jeg begyndte selv i starten af 20'erne at få perioder med meget sorte tanker og jeg tænkte straks, at jeg måtte være depressiv osv. Men med tiden har jeg lært mig selv at kende (ofte er starten af 20'erne jo en meget identitetsskabende tid) og jeg ved, at jeg til tider bare går ned med flaget...men erfaringen siger mig også, at det hver gang går over igen og så kan jeg nyde en god periode. Jeg vil ikke karakterisere det som depression...men som LIV! Vi er blevet alt for forvente med, at livet kun skal være godt og vi vil ikke acceptere at have det dårligt - slet ikke uden påviselig grund.
Men igen er der et stort skel mellem at være ked af det i perioder som en del af ens personlighed og så at have en rigtig depression. Efter min mening er begrebet depression bare blevet alt for bredt og alment. Min far var deprimeret, kunne intet, var gennem 20 år aldrig glad og endte med at begå selvmord, da jeg var 15 år gammel. Han var deprimeret. Jeg er bare mig - nogle gange glad, nogle gange meget trist i lang tid uden at vide hvorfor. Og det er egentlig ok...jeg sætter i hvert fald pris på de gode stunder og synes, at jeg allerede som 26 årig ved en masse om livet, som jeg tror vil gavne mig senere hen.
Så vælg selv hvordan du vil bruge de dårlige perioder. Og hvem har egentlig sagt, at livet kun skal være godt...

Hej alle! Og TUSIND tak for jeres svar, gode råd og støtte.
Jeg håber, at det ikke gør noget, at jeg svarer alle på én gang. Jeres indlæg har nemlig fået mig på forskellige tanker, men det er nemmere at udtrykke det hele i en helhed.
Først og fremmest killingen, jeg har stor medfølelse i, hvad du går igennem. Må desværre sige det samme, som du sagde til mig: jeg er heller ikke i stand til at hjælpe andre, nu hvor jeg selv overhoved ikke har styr på det. Jeg kan kun sige: keep on going🙂
Der var også én der sagde, jeg har problem fordi jeg hører stemmer. Her vil jeg nok sige undskyld for at mislede jer, det er vel bare forkert brug af en kliche, når man siger, at der kører en stemme i ens hovedet. I mit indlæg mente jeg med ”en stemme” min selvopfattelse, den indre dialog, der kører i ens hoved. Der er ikke rigtig en stemme der snakker i sætninger, men den måde jeg ser mig selv på.
Men bliver virkelig nødt til at passe på, hvordan man udtrykker sig, når man skal sætte ord på noget, der er næsten umuligt at sætte ord på – nemlig følelser.
Ang. at søge hjælp ved en læge. Det er faktisk nemmere sagt en gjort. Jeg har prøvet at få hjælp i forbindelse med min spiseforstyrrelse, og det var jeg meget glad for. Jeg er dog kommet så langt, at min psykolog hjalp mig ud af et stort hul, og nu er det kun mindre nedture tilbage. Jeg har værktøjer, jeg skal bruge for at kunne håndtere det derfra. Nu gælder det om min indsats. Det er i hvert fald sådan, jeg har det. Jeg synes ikke, det er så galt, at jeg skal søge hjælp hos en læge. Jeg var hos en neurolog i forbindelse med en hjernerystelse efter at have været i en trafikuheld, han skulle bl.a. vide, hvilken medicin jeg tog. På daværende tidspunkt tog jeg antidepressiv medicin. Hans reaktion var, prøv at klare dig uden, kom videre, begynd at løbe, og hvis du stadig væk har hovedpinen eller er deprimeret, så ring til mig… Jeg føler selv, at jeg bare skal ændre min indstilling, være lidt mere optimistisk, og så er den hjemme. Men vær min gæst og slå mig hårdt i hovedet, for at banke lidt fornuft i den, hvis du synes, jeg lyver overfor mig selv. Derfor synes
Jeg synes, at Claus, dit indlæg, var meget oplysende og informativ for mig. Det er uden tvivl meget mere værd at høre det fra én, der har været det igennem. Det gælder også dig, killingen. Alkohol, selv i forbindelse med depression, er en hel anden historie. Det er skræmmende at se, hvor jeg er på vej hen, hvis ikke jeg holder op, men samtidig er det så svært at sætte in finger på den fine grænse der er mellem at nyde alkohol, at nyde den rigtig meget, at være psykisk afhængig, at være fysisk afhængig. Jeg må ærlig indrømme, at min forestilling om alkohol var meget forkert. I mine øjne er man alkoholiker, når man drikker ren sprut, når man drikker helt fra morgenstunden, når man drikker så meget, at man laver noget dumt (bliver voldelig, ikke kan huske noget, har tømmermænd dagen efter), man kan ikke længere passe sin hverdag. Når jeg sidder og drikker mellem en halv og en hel flaske vin over hele aften, bliver jeg lidt beruset, afslappet, giver slip på selvkontrol. Jeg sidder og hygger mig, et glas rødvin, ost vindruer. Det er jo sundt at drikke rødvin, ser meget fint og sofistikeret ud på en måde… Men sagen er, at det, der afgør, om man har et alkoholmisbrug eller ej, den måde, hvorpå man drikker, de årsager, der gør, at man drikker. Og om det er rødvin, en øl eller en sjus, det er sådan set ligegyldigt. Når man først når over den sunde grænse, er det antal genstande der tæller…
Det, du nævnte Claus, er selvhjælps grupper. Og jeg synes helt sikkert det er noget jeg vi overveje, eller rettere sagt få samlet mod til. Jeg vil snarere mene, at jeg vil søge mod depressions grupper end alkoholmisbrug. Jeg ved ikke, om jeg er blind, men jeg har troen på, at jeg bare kan lad være, hvis det er det, jeg sætter mig for. Det vil jeg prøve i første omgang. Jeg har fået øjnene op for den mulighed. Når man arbejder sammen med en psykolog, bliver mange ting serveret på et sølvfad. Her skal man selv yde en indsats for at komme videre. Det hele er alligevel op til mig i den sidste ende.
For dem, som synes at det er så langt ude, at jeg virkelig skal snart søge noget hjælp, vil jeg blot sige, at (og det er på ingen måde et modangreb, men blot en anskuelse fra en anden synsvinkel, I skal have virkelig stor tak for, at I kom med jeres holdning) vi skal alle sammen huske på, at vi er virkelig mange. En af jer skrev et tal - 250.000 mennesker, der lider af depression i Danmark, altså 5% af befolkningen. Nogen af os har usund alkohol forbrug, andre lide af spiseforstyrrelser, nogle er voldelig, nogle søger andres anerkendelse… der er så mange af os, der bare inderst inde virkelig er kede af det. Men møder du os i det daglige, så er vi ganske almindelige mennesker , der prøver at få hverdagen til at hænge sammen og få det bedste ud af det. Jeg siger det ikke for at forsvare hverken mig selv eller andre, men blot for at tegne et billede af, hvordan det er når ens depression er en del af ens hverdag. Det bliver så naturligt når det kommer til stykket, at man meget ofte virkelig tvivler om man overhovedet har det så skidt, som man tror man har. Ind imellem er jeg tilbøjelig til at tro, at jeg klynker for meget. Igen, det er det, der gø det så svært at søge hjælpen.
I skal igen alle sammen have mange tak for jeres indlæg. For dem, der kæmper imod depression o.l. rigtig held og lykke med det, dem der ikke gør det – håber aldrig I får lov til at opleve det på første hånd. Pas rigtig godt på jer selv🙂
Knus
Ell

Hej igen Ell.
Rart at høre du har læst svarene på dit indlæg.
Vil bare lige tilføje, at jeg ikke kan regne ud om og evt. hvornår jeg har brug for hjælp. Jeg ved idag, at ikke kan intellektualisere mig ud af mine problemer.
Er meget enig i, at det er meget svært at udtrykke følelser (specielt i skriftlig form). Jeg har lært, at jeg bliver nødt til at forholde mig til mine følelser og hvad jeg indeholder, på godt og ondt.
Vedr. din spiseforstyrrelse, har jeg en meget god veninde, som har prøvet samme tur. Hun er idag rask med hjælp fra OA, hvor mennesker med spiseforstyrrelser som anoreksi og bullimi mm. mødes med ligesindede for at blive raske. Måske det vil kunne hjælpe dig.
En sidste vigtig ting jeg har lært. Jeg er først parat til at tage mod til at bede om hjælp, når jeg er løbet tør for undskyldninger overfor mig selv. I det øjeblik, er jeg parat til at handle sundt overfor mig selv og række ud.
Hvis du får brug for uddybende information eller en snak, er du velkommen til at skrive på clausarberg@sol.dk.
Tjek evt. disse links - og husk, du er ikke alene!
http://www.anonyme-alkoholikere.dk/
http://aca-danmark.dk/
http://www.overeatersanonymous.org/
Helbredende tanker,
Claus