jeg har altid

gjort alt for at hjælpe mine veninder, hjulpet dem med lektier(lavet dem alene), kommet hjem til dem når de havde brug for det, gået med dem steder andre ikke ville osv. Men de har altid svigtet mig, gang på gang på gang. Næsten hver gang jeg havde en aftale med en af dem ringede de i sidste øjeblik og meldte fra. Det er også altid mig der skal ringe eller skrive til dem, og hvis jeg ikke gør hører man aldrig fra dem. Jeg har slet ikke nogen at være sammen med mere, de gider kun når deres andre venner ikke kan, jeg er deres sidste udvej. Jeg har levet med det et par år nu (er 18år). Har klaret det godt nok indtil nu, synes jeg keder mig for meget, laver aldrig rigtig noget. Og så bliver det heller ikke bedre af at jeg er inde i en depression og går til psykiater. Jeg er røget ind i et sort hul og kan ikke komme ud foreløbig. Jeg er hele tiden ked af det og føler ikke jeg kan nogen ting mere, har snart opgivet alt håb om at være her mere. Er der nogen der har det lige som mig som har lyst til at skrive sammen på mailen eller måske mobilen??

Det er altid godt at få mails jo...
Det er vel på tide at skifte sin vennekreds ud hvis de ikke kan tage initiativ til at ringe eller skrive til dig, når du er primus motor i alt socialt med dem lader det ikke til de er særligt gode venner.

jeg er desværre ikke medlem, men jeg vil bare sige at jeg for et halvt år siden fik af vide at jeg havde en middelsvær dep. og det jeg ville fortælle dig er bare at der altså en fremtid derude, der bare venter på dig.
hvor svær er din dep.?

Hvis du har en depression og "sorte" tanker som du skriver skal du søge hjælp. Desværre kan det være svært at handle på nogen måde hvis man har det dårligt. MEN - snak med dine forældre, gå til lægen eller ring til en rådgivningslinie. HUSK: du fortjener ikke at have det dårligt og problemet kan løses - men du skal have nogen at tale med.
Kærlig hilsen Marie

hej du
hva med at tage på enungdomshøjskole? man får venner der,ligesom man får på en efterskole. min datter har fået mange gode venner der. Har du ingen interesser, hvor du kan møde nye folk, det er måske det der skal til...Du skal bare ud og få nogle nye friske impulser, og skabe nye gode venner og kontakter, vær åben og positiv så går det held og lykke. knus

Det hjælper ikke altid at være meget hjælpsom overfor andre, det er min erfaring.
Vær lidt tilbageholden selvom du måske har meget lyst til at hjælpe...feks træk lidt på det hvis du bliver spurgt, sig du lige skal kigge i kalenderen om der er fri den dag....lover du så at ville hjælpe, og de aflyser skal du ikke sige næste gang at det kan du godt, selvom du måske bare skal være alene hjemme med en god bog eller en film.
På den måde, viser du, at de ikke bare kan bruge dig/din tid, som de har lyst, for derefter bare at aflyse aftalen. ( De finder ret hurtig ud af at hvis de ønsker din hjælp så skal de holde en aftale.)
Vær lidt kostbar, og vis at den tid du giver, er en gave til dem.
Det kan være hårdt i starten men pludselig bliver der ikke sagt kom lige over og hjælp...men har du tid og lyst så kunne jeg bruge en hånd..til et eller andet....Lektier eller hvad det nu kan være.
Har du prøvet at bede dine venner om hjælp?
Uanset om det er en lille ting du måske godt selv havde kunnet klare?
Tja...når de afviser at hjælpe dig ,når du har været der for dem tidligere..vil jeg ikke, give dem mange chancer, for at hente hjælp hos dig mere...for så er det ikke venner.
Jeg kunne skrive meget mere, men noget ville blive en gentagelse, af hvad jeg allerede har skrevet.
Jeg kan dog sige, at jeg lærte at sige desværre jeg kan ikke den dag......
Meget hurtigt, begyndte mange af dem at få respekt for at jeg også er et menneske, og ikke bare en tjener man kunne forlange hvad som helst af.
Til gengæld, gør jeg alt for at holde en aftale når jeg laver en.
Mange hilsner og frem med humøret Du kan godt! Bare klø på.

en svær depression

kan hverken holde ud at gå i skole eller på arbejde, har fået en slags angst for mennesker

men det gjorde bare at jeg aldrig hørte fra dem igen

men lægerne skider på os der har det dårligt, de vil bare have penge i kassen og fylder os med piller så man sover den halve dag og er sløv resten af tiden.

udnytter de mig bare

hej triste og ensomme pige
Du skriver at du har udviklet en socialangst, ved ikke hvor du er fra i landet, men jeg har hørt meget godt om fobiskolen i Århus..
Du tænker sikkert der kan jeg ikke tage hen når jeg har socialangst, men de har det ligesom dig. tag din mor eller en anden i hånden de første gange. Du er alt for ung til at bare acceptere at være alene og isoleret fra omverdenen.
Der er SÅ mange unge der har det dårligt er depri og lægerne er intet værd i mine øjne, da de hellere vil udskrive en recept på lykkepiller end at tage hånd om det reelle problem.
Motion, motion og motion få pulsen op et par gange om dagen, det er god medicin mod triste sind... håber det bedste for dig og at humøret vender. Januar mdr er en dræber, men vi går lysere tider i møde, remember;)
Der er en sang med: danser med drenge "de dygtige drenge", der er en linie, hvor de synger : "der er ingen mennesker, der vil have dig nær så længe du selv tror du er mindre værd." det tror jeg der er meget rigtig..
Jeg ved ikke hvordan man finder selvværdet frem igen men det er vigtigt.. går du til psykolog?
pøj pøj med det hele
varme tanker fra frøken p

Hej.
Jeg kom tilfældig forbi denne her side, og stødte på det du har skrevet. Det er meget sørgeligt når man oplever at blive svigtet på den måde gang på gang. Jeg vil prøve om du kan se tingene på en anden måde. Jeg har selv interesseret mig for psykologiske processer i mange år. Og det som jeg ser hos dig er at du har en stor træng til at hjælpe andre mennesker. Du gør alt hvad du kan for at andre skal kunne lide dig, og du gør det altid ved at "ofre" dig for andre. Dybest ses skyldes det at du ikke kan acceptere dig selv, og derfor søger du andres accept. Det vil sige at du vil have andre til at sige. Vi elsker dig, og vi holder af dig, fordi du altid hjælper os. Men det er jo ikke sand accept. Accept er noget du må have inden i dig selv. Du må øve dig på at elske og acceptere dig selv som du er.
Hvordan har du det med dine forældre. I din situation skyldes det næsten altid at man ikke har fået kærlig omsorg hjemmefra, eller at forældrene simpelthen ikke har været der. Det også være at man har fået det der hedder "betinget kærlighed". Dvs. at en mor eller far fx. altid siger: Jeg elsker dig, hvis du gør sådan, eller : hvis du gør det igen eller det, så elsker jeg dig ikke.
Hvis du går til en Psykolog, vil han fortælle dig at du har det man kalder "pleaser" tendens. En trang til altid at stille andre tilfreds, for at få den kærlighed eller accept som du savner. Men som jeg tidligere skrev, så kan du kun finde den i dig selv. Hvis man ønsker at andre skal give sig accept, bliver man aldrig tilfreds. Men det kan tage noget tid at få det vendt, fordi vores sind er vant til at tænke i bestemte baner, og tit vil søge tilbage til gamle "ubrugelige" tankemønstre. Det er simpelhen et spørgsmål om at gå i gang med at "reprogrammere" sine tanker til at tænke mere positivt end negativt.
Hvis du har brug for nogle uddybende svar må du gerne skrive.
Jeg hedder Rune, og min email er:
rune_schulz@hotmail.com