Jeg kan snart ikke mere....

Jeg spørger lige om et konkret og meget direkte spørgsmål!!
Er det muligt for 2 personer (mand og kvinde) at være sammen og være lykklige, hvis man er 2 store modsætninger på alle områder???
Lige en kort forklaring:
Min kæreste:
Meget meget egoistisk anlagt. Tænker kun på hans ønsker og lyster, kan/vil ikke vise følelser. Har ingen fremtidsplaner. Lever i nuet, med druk næsten hver weekend med kammerater eller hvem han nu kan slæbe med.
Mig: Meget omsorgsfuld og betænksom over for alle. Tænker meget på alles følelser og prøver at hjælpe hvor jeg kan. Gider ikke det druk, for det burde man være vokset fre i vores alder når man har børn. Ønsker bare at være lykkelig og have en og være det med!

Kunne du forestille dig, du nogensinde vil blive det, med det set-up du har fået lavet dig her? Hvem er det, du er betænksom og omsorgsfuld overfor? Dine børn?

Man kan, hvad man vil. Men er det nu også det værd?

Jeg har selv haft en rigtig fantastisk tid med min kæreste - og vi er virkelig meget modstninger i forhold til interesser og ting, men vi er stadig begge omsorgsfulde.
Hvis det er til nogen som helst hjælp..

Alt er muligt. Prøv at læse nogle af de indlæg, der er herinde. Det er de mest utrolige ting folk finder sig i.
Du må gøre op med dig selv, hvad du vil finde dig i? Det kan vi andre ikke afgøre for dig.
Du skriver om det er muligt for 2 modsætninger, at være lykkelige. Kommer det ikke an på om du er lykkelig.
Skal en hverdag være fuld af bekymringer for weekenden? Nej vel. Du skal spørge dig selv om du er lykkelig, og om det kan blive bedre? Det ved kun du.
For mig lyder det ikke som om du er lykkelig. Det lyder heller ikke på mig, som om du kan råbe ham op. Men igen, det ved kun du.
venlig hilsen
Grøn

Det kan det sagtens, men det kræver dog begge er LIGE interesseret i forholdet, og man kan gå på kompromis (Som det lader til du kan.)
Det er faktisk bedre at være forskellige end for ens.
Min kæreste og jeg var MINDST ligeså forskellige som i er da vi mødte hinanden for små 7 år siden, men idag har vi nærmet os hinanden en hel del.. JA gu er vi fortsat forskellige og tak skæbnen for det! 😉
Problemet vil straks være større hvis det kun er den ene part som vil kæmpe for forholdet, for lige meget om man er ens eller forskellige så er et forhold MEGET HÅRDT ARBEJDE ! for begge parter..

Nej jeg er ikke lykkelig og føler kun at det et mig der skal ofre mig og kæmpe for forholdet...
Han er den type der bare lader være med at ringe eller skrive fordi han er fornærmet over et eller andet. Jeg står og laver mad som han har bestilt og så bliver han bare væk, uden at give besked om det. Det føler jeg virkelig er at pisse på mig, når det er for hans skyl jeg gør det... Og så åbenbart af den latterlige årsag at jeg spurgte om han absolut behøvede agt tage i byen HVER weekend?
Jeg er ikke glad, for jeg ved ikke hvor jeg har ham. Han er den kolde person der bare er ligeglad og som ikke kan tage en diskussion. Hvis man får sagt noget i tlf. som han ikke lige gider at snakke om, smækker han bare på og så hører man ikke fra ham. Nogle gange i flere dage... Efter 3 år sammen må man da snart kunne tåle en diskussion.. Eller hvad??
Man tør næsten ikke at sige noget, for man ved ikke hvordan det bliver modtaget..
Tror bare det er spild af tid, for jeg får intet igen af ham. Han kan ikke vise eller fortælle at han elsker mig, medmindre jeg nærmest spørger ham.
Men er bange for at fortryde man går fra ham, og så er det jo for sent....

Tro mig. Har haft lidt den samme type mand og i dag fatter jeg ikke hvad fanden jeg lavede med den idiot.
Han fik sig en lærestreg da jeg skred og han fik sig så lige en lærestreg igen, da jeg fandt en virkelig sød fyr, som behandler mig rigtig godt og husker at minde mig om, hvor dejlig jeg er🙂

Sådan en fyr kommer du nok ikke til at møde sålænge du er sammen med ham idioten der, der kun tænker på sig selv.

Jeg læste din svar og tænke: GODT det heldigvis ikke er mange der har det SÅ slemt, så det må da være en nem beslutning, MEN så skriver du : Men er bange for at fortryde man går fra ham, og så er det jo for sent.... For sent for hvad ?? Du bliver jo misbrugt!
Prøv og hør her Miska.. Er ret sikker på dit selvværd og din selvtillid har fået et ALVORLIGT knæk, men du kan altså sagtens finde en mand som kan respektere dig og ELSKE dig for den du er.. og endda VISE dig det! Du går jo på kompromis på den HELT forkerte måde.. Du tilsidesætter jo dig selv fuldstændigt, og det er sgu ikke vejen frem.
Du må lære at sige FRA, og sige FUCK DIG KAMMERAT, den behandling finder jeg mig sgu ikke i, så kan du sgu finde en anden naiv tøs og koste rundt med, for den går sgu ikke længere med mig !!
Så burde du finde dig selv, og tage den tid der tager for at få samlet dig selv og dit selvværd op, og så find du dig en ordentlig mand, som behandler dig som DU vil behandles, det er sgu dig der har ansvaret for at være lykkelig!
[s]
SIKKE EN IDIOT!

han er en taber,og bare ligeglad med alt og alle,også dig.
Du spilder din tid på ham.

- det stadie er for længst passeret. Du er hans gulvmåtte. Det martyrium kan du ikke bruge til noget som helst. Har du børn skylder du dem (de er de eneste i denne verden du skylder noget som helst) at få lettet en vis del ud af det forhold. Er du da rigtig rund kone. Kan man virkelig forgøgle sig selv de egenskaber du opremse som årsag til den her suppedas?
- Se at komme afsted, det kan kun gå for langsomt. Hvad er der at fortryde? Kan du selv sætte ord på det?

Hvorfor fanden kan jeg ikke bare tage mig sammen??
Men Tror måske at det er fordi både mig og mine børn er SÅ glade for hans familie.. Og omvendt... Og selv om man bliver ved med at se dem, synes jeg bare at det er for hårdt, når man ikke er sammen med deres søn mere... Og så er det sidste jeg bare har lyst til at høre om hans nye bekendtskaber...
Mine dage for tiden går bare med at være ked af det og tvær, pga. jeg ikke aner hvad manden tænker på... Og jeg ikke ved hvad jeg skal stille op... Men det ender jo nok på et tidspunkt............

- eller er det dine særbørn?

Det er mine børn, men har været sammen siden den mindste var 6 mdr. gammel, så han har jo et forhold til dem...

- det kan da på ingen måde være noget han føler sig ansvarlig for. Men i bund og grund, er de børns trivsel DIT ansvar. Føler du dig ansvarlig? Den familie, der holder SÅ meget af jer, hvad siger de til tingenes tilstand?

partner er beviset for at modsætninger stortrives sammen.Du er omsorgsfuld,tænker på andres følelser og hjælper hvor du kan.Han er en total modsætning.Dvs,at du "leger" mor og beskytter overfor ham og han opfører sig som en forkælet teenager,halleluja! Se at komme ud af det forhold,det skylder du dine børn,eller elsker du ham så meget,at du til daglig er hans dørmåtte? Har du lænker på anklerne,eller trives du med tidsspilde? Der er s♪4 mange gode mænd ude i livet at jeg ej fatter hvad du vil med sådan en taber.Valget er dit!

Med det samme han er i gang med at nedbryde dit selvværd.
Og det kan ikke gå hurtigt nok. Det mener jeg virkelig.