jeg lærer aldrig

at acceptere, at jeg har psykiske lidelser, der gør det så svært for mig, at holde fast og begå mig på en arbejdsplads.
Jeg fik stillet nogle diagnoser for knap 2 år siden og lige siden, har jeg kæmpet en hård kamp mod at acceptere mine lidelser, men det kan jeg ikke. Jeg føler mit selvværd og selvtillid er helt i bund, for det er jo igennem ens arbejde, man føler sig stolt, noget værd osv.....
Er der mon en vej ud af mit tankehelvede❓og hvordan i så fald?

med at finde din identitet og dit selvværd, gennem dit erhverv... Jeg synes det er uhyggeligt at de fleste mennesker i dag giver udtryk for præcis de samme holdninger som dig! Arbejdet bør på ingen måde være alt, jeg mener at man skal være glad hvis man har et arbejde som man er tilfreds med, men at det skal være alt det andet man har af værdi i sit liv, som skal skabe identitet og selvtillid. Din personlighed er vel ikke dit arbejde...
Og i den forbindelse et lille spørgsmål: hvorfor er det altid stilling og erhverv vi præsenterer os med, lige efter navnet?

altid stilling og erhverv vi præsenterer os selv med.... det virker som om, at folk ikke føler sig noget værd, hvis man ikke lige har et job, sådan er det også i min omgangskreds, sådan er jeg vokset op....
Nej,livet handler ikke kun om arnejde, jeg har mange gode fritidsinteresser, så som at male me acryl, synge, gruppeleder i selvhjælpesgrupper, men der er bare lige den hage ved det, at der så svært, så svært, at finde andre, der har de samme interesser, så må jeg igen blive hjemme i min lille ensomme hule...
Det er bare så dybt frustrerende, at jeg render med panden mod muren de fleste steder...

skulle du prøvet at ringe til din socialrådgiver og prøvet at se om de ikke har nogle tilbud til dig. Det kunne eksempelvis være, væresteder, skånejob/fleksjob, forskellige aktiviteter hvor andre med sindslidelser også mødes. Tænkte det måske kunne hjælpe på ensomheden, at mødes med andre der har samme problemer som dig!
Du skal nok klare dig - alt mulig held og lykke til dig i fremtiden:)

og hun har snakket om dagpsy. Men der sidder vist kun psykologer og ingen andre, som står i samme situation som jeg - eller måske, er der selvhjælpsgrupper, det vil jeg da undersøge.
Der er et værested for sindslidende i min by, men min mor arbejder der, så det er ikke lige så heldigt..men måske i nabobyenkunne jeg tage kontakt til!

Jeg kender det alt for godt denne situation. Jeg er også psykisk syg og vil heller ikke acceptere det.
Men jeg er den jeg er og den jeg er nødt til at leve med og det må være godt nok. Husk det.
Jeg er så heldig at jeg er kommet i et flexjob og selvom vejen der til ikke var nem er det, det værd. Så se om du ikke kan komme til at komme i sådan et arbejde.
Ind til da, så er det vigtigt at du kommer ud blandt mennesker, så meld dig på aftenskole, HF eller noget andet, der gør at du skal noget.
Jeg ved ikke hvor slem din sygdom er, men drag fordel af, at folk ikke kan se det på dig. Så er det lidt nemmere at være sammen med "normale" folk.
Husk også det ikke altid er en ulempe at tænke anderledes.
Jeg kan ikke fortælle dig hvad normal er, fordi jeg ved ikke om jeg nogensinde har været det. Jeg leder stadig efter svar på min sygdom. Jeg håber du finder dine,

rigtigt nok og isaer ser man det alt for tit med maend som gaar paa pension.Maendene identificerer sig fuldt ud med deres job og naar de saa endelig holder op bliver de syge,sure og gale,hvorimod kvinder altid kan finde en udvej.....! Taenk over det.Man har bl a lavet en undersoegelse i Japan,hvor man har fundet ud af,af de fleste kvinder lader sig skille naar manden gaar paa pension.De kan simpelthen ikke holde manden ud!

ja, nogle gange er det lettere, da folk ikkekan se det på en, at man har psykiske lidelser, for så kan man føle sig mere "normal", for ja, hvad er normalt- det er vel et difinations spørgsmål fra menneske til menneske.........men andre gange er det også meget svært ved at omgåes folk, for jeg giver folk det indtryk af, at jeg kan klare alt - det er min måde at overleve på i verden, men det giver også bagslag nogle gange, for min sagsbehandler har så svært ved at forstå, at jeg bliver hurtigere frustreret end de fleste og opgivende osv.
jeg er godt klar over, hvorfor jeg er som jeg er, men skaderne er sket og det kan al terapi og piller ikke rette op på, men jeg må så lære at leve så godt som muligt og finde de veje i livet, som jeg magter...
Håber for dig, at du en dag finder tilfredsstillende svar på din sygdom- held og lykke😉