Jeg tror min mor er ked af det.

Hej.
Jeg er en 17 årig dreng som pt går på efterskole, derhjemme bor jeg sammen med mine to storebrødre samt min mor.
Min mor har aldrig været en person med helt vildt mange venner men nogle har hun da haft. Hendes bedste veninde som hun har kendt siden sin barndom døde på tragisk vis af en blodprop d. 15. December og det ser ud til at det har taget rigtig hårdt på hende - det kan man selvfølgelig ikke sige noget til men hun er overhovedet ikke sig selv.
Klokken er nu 14:07 Søndag eftermiddag og min mor ligger stadigvæk i sengen, jeg har været oppe og spørge flere gange om hun ikke skulle op hvor svaret har været "Jamen jeg ved ikke hvad jeg skal give mig til".
Min mor er 52 år og bruger den meste af hendes fritid på at spille online poker, hvilket jeg også synes er forkert når det er så meget som hende.
Hun kan finde på at sidde ved computeren og spille og drikke sig fuld og gå i seng klokken 3 om natten selvom hun skal op på arbejde klokken 6 næste morgen, er det ikke helt vildt?
Hun virker rigtig trist og jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre, for jeg er jo også kun hjemme i weekenderne og efter en hård uge på efterskolen har jeg brug for at slappe af og derfor har jeg ikke rigtig overskud til at lave en masse med hende - hvad skal jeg gøre? Er der evt. nogen der har en idé til hvordan hun kan finde sig nogle veninder - og vil hun overhovedet kunne det efter at have mistet hendes bedste veninde gennem over 40 år?
Please hjælp.

Please hjælp

Hvad gør dine brødre for jeres mor?
Det er umådeligt svært for dig at stå med det ansvar, så du skal tage fat i dine brødre og sige "vi må gøre noget".
Kontakt jeres familielæge og fremlæg problemet. I kan naturligvis ikke tvinge jeres mor til lægen eller anden behandling, men I kan få noget hjælp og vejledning i hvordan i 'håndterer' jeres mor. For hjælp skal I tydeligvis have.
Hvis din mor har en veninde, bekendt, nabo eller noget der kan hjælpe lidt til. Det handler jo om at din mor skal ud af huset og få nye interesser.
Måske kan det også være en mulighed at hun bliver frivillig i en eller anden forening. Så kommer vennerne gerne af sig selv.
Held og lykke med det hele. Jeg håber i ved fælles hjælp kan få din mor ud af sengen, og ud i luften. Måske det også bliver bedre når nu varmen er på vej. Sørg for at få hende ud og gå en tur. "Grønt er godt for øjnene" - især det grønne vi kan se i naturen når det hele er ved at springe ud. Det er SÅ livgivende, at man kun kan blive glad.

det lyder måske som at det kunne have en stor del af skylden for hendes problemer.
Nu flygter hun fra virkeligheden med druk og spil. Det holder jo ikke i længden. Det ved hun og de ved i.
Der må være hjælp at få fra kommunen. Dulkis plejer at være ret godt inde sagsbehandling og den slags. Lad os håbe hun kigger forbi.

Din mor er ked af det! Hun er i sorg over at have mistet sin veninde. Jeg ved ikke hvad du kan gøre for, at hun bliver sig selv igen (hvordan var hendes adfærd før veninden dødede?). Det du kan gøre, er at være der for hende og ikke stille store krav til hende, for det har hun ganske enkelt ikke overskud til at takle. Dog sal hun ikke bare dævle hen og synke ned i sit savn til sin veninde - MEN hun må gerne bruge tid til at være ked af det. At komme igennem en sorg, kan tage tid. For nogen tager det fx 3 måneder at komme nogenlunde ovenpå - imens andre skal bruge et fx et år på ikke at have en grædefri dag. Fornemmer du, at hun ikke rokker sig et skridt, så er det skidt. Det er muligt, at det er 1 skridt frem og 2 tilbage - men det er trods alt bevægelse. Det er vigtigt. Selvom du intet overskud selv har, så er kan du godt puffe lidt til hende, og fx sige:" så er det op, nu skal vi ud og gå en tur" (vi går jo det gode vejr i møde - og du har nok også selv brug for lidt luft :-)).
Du er kun 17 år. Og når jeg skriver kun, så er det fordi, at dette her sal du ike stå alene med. Har din mor nogle søskende - eller anden familie. Jeg synes du skal snakke med en af dem, og så fortælle hvordan du oplever din mor. Måske er din mor blevet ramt af en depression, som ikke går hende istand til at komme videre og bearbejde sig selv ud ad sin sorg uden hjælp. Afhængig af din mors omgangskreds, så er det muligt, at hun har brug for at tale "voksen-til-voksen" og/eller med en en fagmand, der ved hvad hun går igennem.
Tør du - hvad tror der ville se, hvis du sagde til din mor: "Mor, er du ked af det? Hvad kan jeg gøre for dig? Skal jeg ikke ringe til lægen for dig, for jeg kan se, at du har det skidt og ikke selv har overskud? Kom lad os få gjort noget, så du kan få det bedre"?
Og husk så, at det ikke er din skyld, at hun er ked af det - og du ikke har løsningen og den nødvendige hjælp til hende. Men, når du bruge vendningen "os" overfor hende, så virker det måske lidt overskueligt for hende - da hun intet har i sig lige nu til at tage et initiativ. Jeg er faktsik sikker på, at hun gerne vil tages i hånden og følges derhen, hvro hun egentligt godt ved, at hun skal hjælpes.
Et knus og kram hjælper altid. Lidt! Det viser ihvert fald, at du holder af hende.
Håber for Jer :-)

Mange tak for alle de gode råd.
Ja, jeg føler mig meget alene med dette ansvar eftersom begge mine brødre - som er 20 og 23 år altså en del ældre end mig intet gør, udover at spille online poker, det er fra dem hun har det.
Den ældste går ikke engang i skole og han "lever" af at spille online poker, ham på 20 går godt nok i skole men tager det ikke seriøst og spiller online poker hele sin fritid igennem pånær når han er ude i byen i nogle weekender.
Så ja, jeg føler mig rigtig alene om ansvaret og jeg føler at det er mig der skal klare det hele for mine brødre. Jeg føler at jeg har et ansvar overfor mine forældre om at klare mig godt, eftersom mine storebrødre er som de er, jeg er den eneste af os der har planer for fremtiden, der tager skolen seriøst osv.
Vores familie er lidt mærkeligt anlagt, jeg snakker aldrig med min mors bror eller for den sags skyld de andre i familien medmindre vi er til familie fødselsdag og sådan noget, så der tror jeg ikke rigtig der er nogen hjælp at hente.
Jeg prøver selv at gøre så meget for hende som jeg kan, trods at jeg ikke rigtig har overskud til så meget efter en uge på efterskolen bla. for to weekender siden imens hun var på arbejde valgte jeg at stå tidligt op og gøre køkkenet rent for ligesom at hjælpe hende og vise hende at hun ikke står alene om tingene, og idag lavede jeg vafler og kaffe til hende og fik hende op af sengen på den måde, så altså det er ikke de helt vildt store ting men jeg forsøger at gøre for hende hvad jeg kan.
Jeg tror måske at jeg har skrevet så man misforstod det med at hun drikker, altså som sagt så har hun før drukket sig fuld foran computeren og spillet poker til kl 3 om natten hvorefter hun skulle op kl 6 om morgenen på arbejde, men det er ikke noget hun gør ofte - ihvertfald ikke hvad jeg oplever i de weekender jeg er hjemme, men selvfølgelig er det et problem.

Kære unge ven.
Jeg har læst dit indlæg flere gange nu og også svarene. Tænker, at du er alt for alene om dette, og at du påtager dig et voksent ansvar, som andre burde hjælpe dig med.
Er der en far i huset?
Jeg er dybt berørt, men ved ikke helt, hvad jeg skal råde dig til. Som andre skriver: Prøv jeres familielæge i første omgang. Du kan ringe mellem kl. 8 og 9 om morgenen på hverdage. Du kan også prøve Børns Vilkår, der har telefonrådgivning. Kan ikke lige huske nummeret, men det kan slås op på nettet. Mange kommuner har anonym psykologisk rådgivning for unge, der har det svært på en eller anden måde. Søg på nettet på din kommunes hjemmeside. Det er helt nødvendigt, at du ikke står alene med ansvaret.
Mange hilsner, Isa

hejsa
jeg har læst dine indlæg og det gør stor indtryk på mig, når jeg læser hvor bekymret du er for din mor og alle de tanker du har,
Hvor er det dejligt at opleve en dreng, der er så omsorgfuld og ansvarsfuld overfor din mor.
Det er en mors opgave at være den voksne, som skal yde omsorg for sine børn, men
din mor har det svært for tiden og du påtager dig rollen som omsorgsgiver. Du er altså bare så moden af din alder. Du burde i en alder af 17 år bare tænke på piger og fester, men hvor er det bare flot at du bekymre dig om din mor og prøver at hjælpe hende (rengøring, bage vafler osv), for at opmuntre hende.
Jeg har selv en dreng på snart 12år. Jeg vil være stolt af ham, hvis han viste samme omsorg/bekymring/kærlighed overfor mig (hvis jeg selv havde det svært), som du gør for din mor.
Du har så mange gode personlige egenskaber og det er guld værd. Vær selv stolt af det.
jeg håber du kan bruge de gode råd som de andre har skrevet til dig.
jeg vil ønske dig og din mor held og lykke i fremtiden. Hun er en heldig, at have så god en søn som dig.
Stor knus til dig😉

Jeg snakker en del med min bedste veninde om det og ligesom dig (en mor) synes hun også det er helt vildt hvor fornuftig jeg er - det er ihvertfald de ord hun bruger.
Det er vel meget fornuftigt ja, men det er ikke noget jeg yderligere tænker over, det ligger bare til mig som person. Jeg hader at se min mor sådan her, så det mindste jeg kan gøre er at hjælpe hende alt det jeg kan.
Jeg er ikke som sådan gået videre med det endnu, altså jeg har ikke prøvet at få nogen form for hjælp til det men det er da helt sikkert noget jeg vil overveje.
Noget jeg synes er positivt er at jeg har snakket lidt med min mor om min fremtidige drømme, bla. vil jeg rigtig gerne til Afrika et år og hjælpe til dernede hvilket hun svarede at det har hun også længe tænkt på at gøre, så det kunne godt se ud som om at vi kommer til det sammen indenfor de næste par år :).
Der var en der spurgte om der er en far i huset, det er der ikke nej. Mine forældre er skilt og de har de været i omkring 9 år nu, dog er det heldigvis sådan at min far bor i samme by som os ca 1km fra os og mine forældre kommer rigtig godt ud af det med hinanden, stort set hver eneste weekend hvor jeg er hjemme kommer han herover til os og spiser aftensmad - Jeg invitere ham altid og det er der egentlig flere grunde til; Min far er førtids pensionist og har derfor ikke arbejde og ikke kollegaer og venner at bruge sin tid sammen med så han sidder hele tiden foran fjernsynet/computeren, derudover får han altid bare noget franskbrød til aftensmad fordi han ikke rigtig orker at lave noget ordenligt mad, så både fordi han ikke skal sidde alene og for at han skal få noget ordenligt mad inviterer jeg ham altid over.
Vi holder også jul og nytår sammen, at vi holder nytår sammen er så endnu engang pga. jeg tager ansvaret. Begge mine brødre er ude at feste hver eneste nytårsaften men det kan jeg ikke få mig selv til for så ved jeg at min mor sidder for sig selv foran computeren/fjernsynet og det samme gør min far, det kan jeg simpelthen ikke holde ud, så hver eneste nytårsaften har jeg været hjemme og inviteret min far over så vi er os 3 sammen, det er da rigtig hyggeligt men jeg kunne nu godt tænke mig at prøve at komme til fest nytårsaften ligesom mine venner gør det - men endnu engang får jeg ikke lov af skyldfølelsen, nogle vil måske sige at det ikke er mit arbejde at sørge for at de har nogen at være sammen med nytårsaften, og nej det kan godt være, men de er mine forældre og de har passet og plejet mig hele mit liv så jeg kan på ingen måde få mig selv til at lade være at tænke på dem.
For mange 17 årige tror jeg det bedste ved livet er vennerne, kæresten, festerne, druk osv. men for mig er det altså min familie, uden tvivl.
Råd mht. min mor modtages MEGET gerne - muligvis også nogle råd til hvordan jeg kan få min far til at være noget mere social og møde nogle venner.