Jeg ved ikke hvor jeg skal starte

Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte.. Der er så mange ting der kører op i mit hoved, ting jeg ikke har styr på længere. Men det er bare så svært. Så svært at skulle opleve en ting endnu engang, som medførte en form for hul i sit hjerte. Jeg er aldrig kommet over at være gravid første gang. Aldrig.. Men bare tanken om at jeg skal igennem samme smerte som forrige gang, dræber mig inden i. Det dræber mig!
Min første graviditet var total uforventet. Måden det skete på, var alt i alt bare en uheldighed i sig selv. Noget der slet ikke skulle have fundet sted, - men som alligevel formåede at nå frem på en absurd måde. Jeg kan huske at jeg græd hver evig eneste nat. Jeg skreg.. Jeg holdte mig omkring min mave og mit bryst; maven, for at have en smule fornemmelse af dét vi havde skabt skulle slås ihjel, og mit bryst for ligesom at prøve på at stoppe den smerte jeg havde i mit hjerte ved hjælp af slåen og skrigen. I flere måneder lå jeg sådan hver nat, uden at sige noget omkring det. Uden at vække opsigt. Jeg ville bare være for mig selv, selvom det for det meste altid var mine egne tanker der dræbte mig allermest. Men alligevel, når jeg var alene, gav det mig retten til at skrige og hyle al det jeg havde lyst til, uden på nogen form at sårer andre. At undgå at gøre mig bemærket, og lade folk se hvor ked af det jeg var. Selvfølgelig var det uundgåeligt at ikke at vise det i ny og næ. Men bare den smerte, at lade ham jeg elsker i denne verden se mig så tungt nede, sunket så dybt, var endnu atter en ting der dræbte mig inden i, for jeg kunne virkelig se den smerte der også befandt sig i ham. En smerte af at befinde sig i sådan en situation og i realiteten intet gøre. For hvad skulle han gøre? Jo, han kunne opmuntre mig, tage mig ud, og efterlade mine tanker i garagen. Men så snart de kom tilbage, hvad skulle han så? Hans følelse af at være så hjælpeløs, trængte ind i mig. Men ikke kun ham, også jeg. Hvad skulle jeg gøre? Jeg ved han ikke tog det lige så tungt som jeg, det tror jeg ikke nogen kan. Men han tog det særdeles også hårdt. Det var ikke nemt, hverken for ham eller jeg. Men ingen kommer rigtig til at forstå følelsen af hvordan det er at have sin egen ”hjemmelavede” skabning inden i sig. Sit helt eget barn, der uheldigvis befandt sig et sted det ikke skulle være. Bare alle de tanker om hvordan det kunne havde set ud, hvordan det grinte, smilte, hvilke øjne det havde fået sig. Alle de små detaljer kradsede i mit hoved. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en fornemmelse på at mit første ufødte barn havde været en dreng. Det var som om jeg bare kunne fornemme det, på en eller anden mystisk måde. Og nu er det som om jeg kan mærke det er en pige. Prøv at tænk, fars dreng og mors pige kunne havde eksisteret. Men dog er vi atter for unge, og for uansvarlige til at kunne tage sig af små skabninger lige nu. Men der er ingen, og vil aldrig nogen sinde være, en undskyldning for at skabe og derefter dræbe…
Det jeg spekulerer rigtig meget på lige nu, er at selv optil mit bryllup skal der ske dramatiske drejninger. Jeg er atter gravid for anden gang. Det fandt jeg ud af 2 dage før jeg skulle op og flyve. Men tanken om at der vil være en tredje skabning tilstede i min vielse, på den lykkeligste dag i mit liv, gør mig endnu mere sårbar, da jeg ved jeg kommer til at dræbe det efterfølgende, når al det sjove er slut. Jeg befinder mig i en periode hvor jeg skal være lykkelig; vær ikke i tvivl, jeg er overlykkelig. Jeg er så glad for at dette endelig sker for os, efter så megen kamp. Men jeg tror aldrig nogen sinde jeg kan være lykkelig på éen gang, uden at der vil befinde sig noget ulykkeligt på den anden side af vejen. Jeg tror bare det er en levestandard for mig at skulle leve med. Jo, det er hårdt at skulle leve på den måde. Jeg ved ikke hvor meget jeg kan magte i sidste ende, hvor meget der kommer til at sætte sig. Men jeg ved dog, at jeg ønsker at jeg aldrig havde haft denne skabning i mig atter engang, mere end noget andet lige nu..
Jeg ønsker ikke at dræbe. Jeg ønsker at skabe…

Skulle du da ikke overveje P R Æ V E N T I O N

Jeg har altså 2 børn, en er lavet selv om vi brugte kondom og den anden blev lavet på p.piller (og nej jeg glemte ingen)
Måske hun har beskyttet sig???

Tror du så ikke, det havde været nævnt i indledningen?

Tag en god uddanelse og tjen en masse penge
få succes . . så kommer det nok altsammen
For uden penge og succes står du totalt alene, i den situation er det et midre helvede at skulle være fattig eneforsørger og overladt til gale sagsbehandleres tvivlsomme nåde og barmhjertighed; og når jeg påstår at der er gale sagsbehandlere så er det faktisk sådan at de har meget svært ved at gøre en god forskal i de fem timer og tre kvarter de er på arbejde fire fem dage om ugen; mange af dem er minimalt uddannede og har mindre forståelse og empati end en skabet køter i sydens sol ! De har ikke vilje til social succes på andet end et strengt begrænset småborgerligt fordomsfuldt & lusket niveau

Så behold dog det barn, som allerede er der!
Du lyder jo dybt fortvivlet ved udsigten til at skulle slå det ihjel (du brugte selv ordet 'dræbe'). Og hvem kan ikke forstå det! Giv dig selv lov til at lade moderfølelserne komme barnet til gode - og giv dermed dig selv en langt bedre bryllupsdag, end hvis du fastholder, at det lille liv inden i dig skal slås ihjel efterfølgende. Så hård må du ikke være mod dig selv - og slet ikke mod dit barn!
Hvis I ikke er for unge til at gifte jer, så er I heller ikke for unge til at blive forældre. Og selvom det kom på tværs af jeres planer, så behøver det ikke ende skidt af den grund, tværimod. I har mange måneder til at forberede jer, både mentalt og praktisk. Og livet går altså videre, når man får børn. De er jo så livsbekræftende. Og så kræver de også noget, ja. Men er det negativt, at jeg pludselig ikke bare står til ansvar overfor mig selv, men også overfor et lille menneske. Nej, det kan i høj grad gøre livet rigere.
Med den svære abort du har i bagagen er det at spille hasard med dit liv og dine følelser, hvis du én gang til svigter det liv i dig, som allerede er skabt. Sig til dig selv: Èn gang og aldrig mer! Jeg er overbevist om, at du nok skal kunne klare det. Jeg ønsker dig en rigtig god bryllupsdag - med fred i sindet og en indre spirende glæde over den store og dejlige opgave, der venter forude!