Jeres uforbeholdne mening...

Hej allesammen
Jeg er en ung mand fra Fyn, der igennem et år kom sammen med min kæreste fra Jylland. Vi havde det super godt og alt fungerede egentlig virkelig godt, kan uden tvivl sige at vi begge var meget forelskede og lykkelige i starten. Vi mødtes på en efterskole, og begyndte at komme sammen mens vi gik der. Men som man har hørt det så mange gange før er det ikke altid lige let at have et forhold kørende bagefter, når man bor så langt fra hinanden som vi gør. Selvom vi egentlig klarede det ret godt.
Jeg tror mere vores problem lå i at jeg (det var mig der slog op) var bange for at være for fastlåst, og gå glip af en masse på min uddannelse (handelsgymnasium), da jeg mens jeg kom sammen med pigen næsten ikke var med til nogen fester, fordi jeg besøgte hende eller omvendt hver weekend, og fordi vi ikke var særlig gode til at komme ud. Desuden sad jeg lidt med en frygt om at jeg aldrig nogensinde ville få mulighed for at opleve hvordan det var at komme sammen med en anden pige, og vide om jeg egentlig havde været "vundet i lotto" første gang, eller om jeg bare var overvældet fordi hun praktisk talt var min første rigtige kæreste.
-> men nok om det, jeg slog op, hvilket var det hårdeste jeg i mit liv har gjort. I starten var det meget svært, men man vænner sig gurtigt til det, også selvom jeg faktisk stadig savnede hende. Jeg var imidlertid sammen med mange søde piger, og havde en rigtig god tid, hvor jeg virkelig levede ungkarlelivet med alt hvad der hører til, og fik prøvet at være sammen med lidt flere forskellige piger, og set hvordan det var. I starten var det fedt, men på et tidspunkt ønsker man at finde sig noget mere fast igen, og det er så her mit egentlige problem ligger, for jeg kan ikke finde nogen jeg rigtig har lyst til at være sammen med. Den eneste jeg har haft rigtigt i hovedet, og som jeg stadigvæk savner er min ekskæreste. Hun er på mange måder rigtig for mig, men jeg synes måske stadig selv jeg mangler at have prøvet at have et længerevarende forhold til en anden pige, for at se hvordan det var. ikke desto mindre kan jeg ikke få min ekskæreste ud af hovedet (efter over et år) og vi snakker tit sammen og ses stadig jævnligt.
Jeg har skrevet nogle argumenter for og imod ned, i håb om at kunne hjælpe mig selv:
imod:
- Det kommer til at gå ud over mine venner og mit sociale liv, da det tager mig lang tid at rejse rundt hveranden weekend.
- Jeg får måske aldrig "fred" i sindet, før jeg kan sige at jeg har prøvet et andet forhold, og kan sige at dette er faktisk det bedste for mig
- Vi kan kun ses i weekenderne indtil ve begge er færdige med vores uddannelse (halvandet år)
- Jeg ville aldrig kunne holde ud at have taget fejl, og skulle knuse hende igen ved at slå op (hun tog det meget tungt første gang)
- Jeg er bange for at tage konfrontationen med hendes forældre og venner, da jeg ved de ikke alle synes godt om mig efter jeg slog op.
For:
- Jeg bliver stadig helt varm indeni nogengange når vi er sammen, men kan ikk finde ud af om det er minderne fra engang, eller om det er fordi jeg virkelig stadig elsker hende.
- Jeg savner hende super meget!
- Vi kommer godt overens, og skændes aldrig
- Vi har mange fælles interesser, men kan godt lave noget hver for sig når det er
- Vi har sandsynligvis lært af det der gik galt, og ved bedre hvordan vi skal tackle problemer som tid til venner osv i fremtiden.
- Hun er en fantastisk støtte når jeg har det svært, hvilket jeg mere eller mindre har haft lige siden vi slog op.
Der er mange flere, men det er nogle af de ting der ligger mig mest på hjertet. Er virkelig forvirret, og ville et eller andet sted ønske vi bare kunne være sammen igen, men er virkelig bange for at jeg skal blive skuffet, og at jeg ødelægger det vi har i dag, som jeg værdsætter virkelig meget.
Det er ikke meningen at i bare skal skrive: find sammen! eller glem hende! vil gerne høre jeres uforbeholdne mening om min situation, og om i har prøvet noget lign. Hvis i har nogen ideer eller gode råd er de selvfølgelig også meget velkomne, men helst noget konstruktivt med en begrundelse.
Nu har jeg i hvert fald fået talt ud om det, hvilket er dejligt da jeg ikke har fået gjort det i lang tid, fordi mine venner nok snart er trætte af at høre mig pive over en pige jeg slog op med for over et år siden.
Kan ikke komme på mere at skrive lige nu, men håber virkelig at høre fra nogen af jer, ville være en lettelse at få en mening udefra. Om ikke andet, så tak fordi i tog jer tid til at læse mit laaange indlæg :)
Mvh Jesper

r ikke de vises sten men synes bare, at et så seriøst og godt indlæg fortjener en respons.
Allerførst vil jeg sige, at min erfaring er, at man ofte ikke kan rationalisere sig ud af en tvivl vedr. kærlighedsanliggender.
Det er jo en ringe trøst, må man sige ;o)
Jeg mener, at den gode gamle plus/minus-liste kan hurtigt komme til kort.
Et eksempel er, at du har jo vedtaget, at det ikke duer (en rationel beslutning, formoder jeg) og når du ser hende, bliver du helt blød i knæene osv......
Jeg vil sige, at hvis hun stadig tager dig med storm og det bare kører med jer, så tag hende.
Man kan bruge hele livet på at spekulere over, om man skulle gøre/have gjort noget andet.
Tag konfrontationen og stå ved dine holdninger - måske modificér dem lidt; svigermor ønsker måske ikke udpenslende beskrivelser af, hvordan du har administreret din ungkarletilværelse ;o)
Til sidst en lille opsummering - i følelsesmæssige anliggender er det følelsesmæssige ofte det rationelle/fornuftige overlegent......
man kan f eks godt vedtage, at advokatens datter er bedre end bumsens - men hvis det ikke stemmer overens med ens reelle oplevelse, kommer man til at leve på en løgn...
Det kan man også beskrive som forskellen på at leve og eksistere....
Kort sagt, afsted med dig og se, om det brister eller bærer - i værste fald er du en erfaring rigere. En kaptajn går også ned med sit skib, hvis du ved, hvad jeg mener....
Pøj pøj med det...
Venlig hilsen Seymour ButtsJeg ha

Jeg kan kende mig selv i hver eneste linie. Og dog gik det mig godt senere.
Sådan vil du ha' det mange gange hvis du ikke kan bestemme dig. man ka nu en gang ikke både blæse og ha' mel i munden.
Etvhert valg er også et fravalg. Det er der mange, der glemmer. Så kan du jo veje op, hvad der tæller mest, og komme til det resultat. at der ved enhver ting er et for og et imod. At gøre sådan et regnestykke færdigt kræver at du træffer en beslutning, - og står ved den.
Du beder om en uforbeholden mening, og det skal du så få.
Din begrundelse for at slå op var vel mere end det du skriver om fester og fremmede damer, for det er da for tyndt. Det lyder umodent og det er vel egentligt også det, du er. Derfor synes jeg, når du nu spørger, at du skal vente med planer for fremtiden til du er i stand til at lægge sådanne planer. At du ikke kan glemme, er noget sludder. Der er forskel på ikke at kunne glemme og at huske. Du husker.
Ikke at kunne glemme er meget værre, det kan slå en ihjel.
Så bliv du ved med´at huske, det skader ikke, og bliv voksen før du vil træffe voksne beslutninger.
Men jeg betvivler ikke, at du både har det skidt og er i vildrede, men det hører alderen til. Det ved du ikke nu, det kommer først senere.
Held og lykke med livet, det er jo ikke engang rigtigt begyndt, så du har meget at se frem til.
Men husk, at alt koster noget

du står i en for livet ret almindelig situation:
At lige meget hvad du vælger, er det ikke optimalt ;o) = velkommen til (voksen)livet :o)
Det korte af det lange:
Du skal træffe DIT valg. På godt og ondt.
Dernæst:
DU skal give dig selv fred med det valg du træffer, OGSÅ selv om der er noget i det valg, der ikke er "optimalt".
Dvs. dit liv skal du bruge med omhu, og være glad ved den hverdag (!) du skaber for dig selv, uanset det valget ikke giver dig.
Livet er for kort til at slæbe rundt på en smerte over det du ikke får ;o) (og det er et valg, i hvilken grad du vil lade det påvirke dig).
Endelig:
Om nogen fra hendes familie ikke kan lide dig!
Ej, ved du nu hvad! Det kan de mildest talt ikke være bekendt:
For det første har du intet ondt foretaget dig. Du har ikke gjort noget FOR at skade hende. Ja, jeg har forstået det gjorde ondt på hende at savne dig, men du har ikke gjort ondt for at gøre ondt! Det er en vigtig forskel.
Jeg finder det uanstændigt at de "dømmer" dig ud fra dit valg om at leve et alm. ungt liv, med hvad det indebærer af til/fravalg af kæreste.
Du lyder (ualmindeligt :o) sød og anstændig og omsorgsfuld, så der er vist ikke noget at lade dig sige herfor!
De kan max. tillade sig at sige, at de er kede af at du har valgt sådan, - men derfra og til at sige at de ikke kan lide dig pga. dit velovervejede valg - der er for langt!
Endelig - Min erfaring:
At en mand (også en ung) der vil have en kvinde, skal nok komme og sige "til"! UANSET hvad familie el. andre måtte mene! Det er dit/jeres liv, og ikke de andre familiemedlemmers ;o)
God vind, stå ved og vær glad ved det gode der er i dine valg, uanset hvilket.
(PS:og så er det jo et valg mellem 2 gode ting ;o), så uanset hvad du vælger har du gode muligheder - glæd dig over det.
kh, kvinde41

Jeg kan ikke vælge for dig, om du skal være sammen med pigen eller ej. Det kan kun du. Men derfor kan jeg jo godt give dig lidt (mere) at tænke over.
Jeg gætter på, at du er ca 18 år...
Uanset hvad du vælger her i livet, så vil du altid spekulere på om det var det rigtige - til det spørgsmål findes der intet facit. Du kan ikke gange livet med x og finde det endegyldige resultat. Du kan kun vælge udfra, hvad du føler er rigtigt lige nu og man må tilstadighed mærke efter om de valg man har truffet stadig føles rigtige.
Hvis du altid vælger at så tvivl om dine valg og forsøger at forebygge fejl, så lever du aldrig rigtig fuldt ud.
Der findes ingen regler for, hvor mange forhold man skal have været i før man kan have "det rigtige" forhold til en bestemt person. Du risikere jo bare, at hun har fundet den eneste ene, mens du forbereder dig...
Tag lidt flere chancer, det værste der kan ske er at det gør ondt og det gør det jo i forvejen, ikk?
...mee:-)

Jamen dog min dreng (udtalt med mormor stemme) Efter over et år, tænker du stadig på hende. Det lyder til du skulle give det en chance. Du kan ihvertfald være temmlig sikker på det ikke bare e fordi du savner det at have en kæreste. Jeg havde selv en kæreste engang som jeg slog op med, grundet fordi jeg var vild med hans ven. Jeg fandt så ud af, det var en stor fejl jeg havde slået op med ham. Og jeg elskede ham stadig (TROEDE JEG) For det jeg egentlig savnede var bare det at have en kæreste. 3 dage efter jeg havde slået op var vi sammen igen, men der gik en måned og så gik det op for mig at jeg jo egentlig ikke elskede ham, det var bare det at have en kæreste.
Min sidste kæreste slog jeg op med fordi vores forhold var kørt dødt i rutiner, og jeg trængte til at "leve livet". Det var utrolig hårdt for mig den første måned, jeg savnede ham og følte ikke jeg kunne leve uden ham. MEN da min sørge måned var ovre, var jeg også ovre ham. pointe, det var et godt valg og jeg kunne leve videre med ham ude af tankerne.
Så kommer vi så til dit tilfælde, og når jeg tænker tilbage på mine forhold og erfaringer,så synes jeg du skal gi' det en chance. Afstanden fra hinanden = skidt. Men sand kærlighed overvinder alt, og det har den formået før. Og den vigtigste pointe af alt: Det at du stadig tænker på hende efter SÅ lang tid = True love. Bar se på mine ex'er og jeg, jeg har kommet hurtigt over dem og fundet ud af, (med en første) at det bare var "kæreste tingen" jeg savnede. Du bliver nødt til at prøve dig frem. I ser jo stadig hinanden, hvad ville det gøre hvis i begyndte at komme sammen igen. Selvfølgelig er risikoen der for at du kommer til at såre hende, men den chance bliver du nødt til at tage. Det er jo sjældent man ikke bliver såret i et forhold før eller siden. Vil du ik' gi mig ret i det? Det er træls og man vil helst undgå det, men så ka man ligeså godt lukke sig inde og lade være med at have noget forhold til nogle. Og det ville jo ik være rart, så ender du som en sur ensom gammel mand.
Håber du ku' bruge det. Og så underet mig om, hva' du vælger :-)
- Tin

Tusind tak for alle jeres indlæg, blevet meget glad da jeg så at så mange af jer havde taget jer tid til at svare, og endda nogle lange og gode svar.
Meget af det i siger er egentlig ting jeg godt ved, men det hjælper alligevel at høre det fra andre, og vide at jeg ikke er ene om dette dilemma.
En gammel mand, du fortæller mig at jeg er umoden og skal lade være med at forsøge at tage voksne beslutninger før jeg er voksen. Jeg er fuldstændig enig i at det var en umoden beslutning da jeg besluttede at slå op, men hvad kan man forvente af en knægt på sølle 17 år? Når man er i den (min) alder, og lige er startet på en ny uddannelse med tusind nye ting om hovedet, inkl. en masse nye venner man ville ønske man kunne se mere til, så er det sku svært.
Jeg er imidlertid ikke blevet meget ældre, men jeg har dog lært meget om mig selv siden dengang. Du skriver at jeg ikke skal forsøge at tage voksne beslutninger før jeg er voksen, men hvis jeg ikke forsøger at prøve kræfter med disse "voksne" beslutninger, hvordan skal jeg så nogensinde "lære" at blive rigtig voksen? Som så mange af jer andre skriver, så er det værste der kan ske at det går galt, og at jeg måske lærer lidt af det.
Jeg har dog endnu ikke besluttet mig for noget, selvom jeg lidt hælder til at gå tilbage til hende, hvis hun da overhovedet stadig vil have mig. Men jeg vil tænke min situation ordentligt igennem (1 år er åbenbart ikke nok ;)før jeg tager min beslutning. Jeg elsker hende højt, kæreste eller ej, og vil ikke risikere at udsætte hende for det samme en gang til, fordi jeg lige vil se om det nu skulle være det rigtige, og så finde ud af at det er det ikke.
Indtil jeg skal se hende igen, vil jeg bruge min tid på at tænke tingene igennem, og forsøge at finde en nem vej ud af mit dilemma, selvom det nok ikke er muligt.
I er velkomne til at skrive igen, håber også lidt i gør det, selvom i nok har sagt det meste allerede. :)

ja ja ja, jeg ER en gammel kone, men ikke desto mindre flyttede jeg hjemmefra som 14 årig (ikke gravid) og var ringforlovet første gang i 9.klasse, såee jeg havde lidt fart på dengang. Hvad med at være weekend kærester - HVER ANDEN WEEKEND som en fast aftale? det vil give jer bege tid til venner og veninder - og så er det jo også fedt endelig at mødes til weekenden, når man RIGTIG har savnet - ik?
;-)
pøj-pøj!

det er hvad der springer mig i øjnene , du vil både blæse og have mel i munden❓
du ved ikke om du skal tage hende eller lige prøve en anden i et længerevarende forhold inden❓og hvad så med alt det sociale du går glip af osv osv osv ....Hvem siger egenligt at hun vil have dig tilbage hvis du vælger den vej❓
Har du tænkt på hvad du er skyld i at HUN går glip af hvis hun kommer sammen med dig ?

Du vender det hele rundt og ser det fra en fuldstændig anden vinkel, det er noget jeg ikk selv har overvejet skal ejg indrømme. Hvad går hun glip af hvis hun er sammen med mig? Det er ikke noget jeg kan sige eller bestemme, det skal hun selv have lov til, og s fremt hun ville vælge at sige ja, så går jeg ud fra at hun har vurdeteret at det er det værd.
Jeg snakker meget med hende stadigvæk, og vi har haft flere samtaler om at det er svært, og at vi begge savner hinanden. Hun har i den anledning ogs sagt at hun ville ønske vi kunne finde sammen igen, derfor lyder jeg mske lidt egoistisk og selvoptaget når jeg "tager det for givet". Men det er altså bare fordi at det er hvad hun har fortalt mig.