Johannesevangeliet
I OVER 30 år havde Mattæus’, Markus’ og Lukas’ beretninger om Jesus cirkuleret blandt de kristne, der satte stor pris på disse tre evangelier og anerkendte at de var inspirerede af den hellige ånd. Nu da århundredet nærmede sig sin afslutning og antallet af dem der havde været med Jesus, svandt ind, kan der udmærket være opstået det spørgsmål: Var der endnu noget at fortælle? Fandtes der endnu øjenvidner der kunne bidrage med værdifulde detaljer om Jesu virksomhed? Ja, det gjorde der. Apostelen Johannes var blevet særlig velsignet dengang han var sammen med Jesus. Af Johannes Døbers disciple var han øjensynlig en af de første der blev henvist til Guds lam, og han var også en af de fire der som de første begyndte i heltidstjenesten på Jesu opfordring. (Joh. 1:35-39; Mark. 1:16-20) Han havde et nært forhold til Jesus under hele hans tjeneste; han var den discipel Jesus elskede og som lå på pladsen op mod hans bryst ved den sidste påskehøjtid. (Joh. 13:23; Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33) Det var ham som Jesus i den gribende scene omkring marterpælen betroede at drage omsorg for Maria, Jesu kødelige moder, og det var ham der løb foran Peter på vej ud til graven da de ville undersøge om det var sandt at Jesus var opstået. — Joh. 19:26, 27; 20:2-4.
Johannes var blevet modnet af næsten 70 års aktiv tjeneste, og de syner han havde set og de tanker han havde gjort sig under sit ensomme fangenskab på øen Patmos, havde han i frisk erindring. Derfor havde han gode forudsætninger for at nedskrive mangt og meget som han længe havde gemt i sit hjerte. Den hellige ånd virkede nu på hans sind så han kunne huske og nedskrive mange dyrebare udtalelser. Hvorfor nedskrev han sin beretning? „For at I [der læser den] kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ — 20:31.
De kristne der levede i begyndelsen af det andet århundrede anerkendte at denne beretning var skrevet af Johannes, og for dem var der ingen tvivl om at den hørte med til de inspirerede skrifters kanon. Clemens fra Alexandria, Irenæus, Tertullian og Origenes, der alle levede i den sidste del af det andet og den første del af det tredje århundrede, bevidner at evangeliet er skrevet af Johannes. Desuden indeholder selve bogen mange vidnesbyrd om at det er Johannes der har skrevet den. Det er tydeligt at skribenten var jøde og var godt kendt med jødernes skikke og med landets geografiske forhold. (2:6; 4:5; 5:2; 10:22, 23) Selve beretningens fortrolige karakter viser at han ikke blot var apostel men også en af den lille gruppe på tre — Peter, Jakob og Johannes — der ledsagede Jesus ved særlige lejligheder. (Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33) Af disse er Jakob (Zebedæus’ søn) udelukket som skribent, for han blev henrettet af Herodes Agrippa I omkring år 44, længe før dette evangelium blev skrevet. (Apg. 12:2) Det kan heller ikke være Peter der har skrevet det, for han nævnes sammen med skribenten i Johannes 21:20-24.
I disse afsluttende vers omtales skribenten som „den discipel som Jesus elskede“. Dette og lignende udtryk forekommer adskillige gange i beretningen, selv om apostelen Johannes’ navn aldrig nævnes. Jesus siger om ham: „Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad vedrører det så dig?“ (Joh. 21:20, 22) Dette tyder på at den omtalte discipel ville leve meget længere end Peter og de andre apostle. Der er således meget der tilkendegiver at apostelen Johannes selv har skrevet det evangelium som bærer hans navn. Det er værd at bemærke hvad Johannes skriver til sidst i sin bog om de profetiske syner han fik af Jesu komme: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åb. 22:20.
Selv om der ikke i Johannes’ skrifter står noget bestemt om det, er det den almindelige opfattelse at Johannes skrev sit evangelium efter at være vendt tilbage fra øen Patmos. (Åb. 1:9) Den romerske kejser Nerva (år 96-98) gav mange af dem der var blevet forvist ved slutningen af hans forgænger Domitians regeringstid, lov til at vende hjem. Man mener at Johannes skrev sit evangelium omkring år 98 og fik en fredelig død i Efesus i kejser Trajans tredje regeringsår, år 100.
Som støtte for den opfattelse at evangeliet er skrevet i eller i nærheden af Efesus, kan anføres at Irenæus ifølge kirkehistorikeren Eusebios (ca. 260-342) skal have sagt følgende: „Dernæst offentliggjorde Johannes, Herrens Discipel, som laa ved hans Bryst, sit Evangelium, mens han opholdt sig i Efesus i Asien.“ At bogen blev skrevet uden for Palæstina støttes af at den mange steder omtaler Jesu modstandere som „jøderne“ i stedet for at sige „farisæerne“, „de øverste præster“ eller hvem det nu drejer sig om. (Joh. 1:19; 12:9) Galilæas Sø kaldes også ved sit romerske navn, Tiberiassøen. (6:1; 21:1) Som en hjælp for ikkejøder giver Johannes nyttige oplysninger om de jødiske højtider. (6:4; 7:2; 11:55) Øen Patmos som han havde været forvist til, lå nær ved Efesus, og hans kendskab til menigheden i Efesus og de andre menigheder i Lilleasien fremgår af Åbenbaringen, kapitlerne 2 og 3.
Johannesevangeliets ægthed bekræftes af vigtige håndskriftfund man har gjort i det 20. århundrede. Et af disse fund er et papyrusfragment af Johannesevangeliet, nu kendt som John Rylands Papyrus 457 (P52), der blev fundet i Ægypten og som indeholder Johannes 18:31-33, 37, 38, og opbevares i John Rylands-biblioteket i Manchester, England. Om dets betydning for den tradition der hævder at Johannes skrev sit evangelium i slutningen af det første århundrede, sagde afdøde Sir Frederic Kenyon i sin bog The Bible and Modern Scholarship, 1949, side 21: „Lille som det er, udgør det dog et tilstrækkeligt bevis for at en afskrift af dette evangelium var i cirkulation omkring år 130-150, formodentlig i det provinsielle Ægypten, hvor brudstykket blev fundet. Selv om værkets afskrivning og udbredelse antages at være foregået på den kortest mulige tid, kommer det beregnede tidspunkt for dets affattelse til at ligge så nær det tidspunkt traditionen angiver: det sidste tiår af det første århundrede, at der ikke længere er nogen grund til at betvivle traditionens ægthed.“
Johannesevangeliet har en usædvanlig indledning der forklarer at Ordet, som „i begyndelsen“ var hos Gud, er den gennem hvem alt er blevet til. (1:2) Efter at have fortalt om det dyrebare forhold der består mellem Faderen og Sønnen, begynder Johannes sin mesterlige skildring af Jesu gerninger og taler, idet han hovedsagelig ser begivenhederne under den synsvinkel at det er inderlig kærlighed der forener alt i Guds store ordning. Denne beretning om Jesu jordiske liv omfatter tiden fra år 29 til år 33, og Johannes nævner omhyggeligt de fire påskehøjtider som Jesus overværede under sin tjeneste; det er et af beviserne for at hans tjeneste varede tre og et halvt år. Tre af disse højtider omtales som påskehøjtider. (2:13; 6:4; 12:1; 13:1) Den fjerde omtales som „en af jødernes højtider“, men sammenhængen viser at den fandt sted kort efter at Jesus havde henvist til at der endnu var fire måneder til høsten, hvilket viser at det må være påsken der var tale om, idet denne faldt omkring den tid høsten begyndte. — 4:35; 5:1.
Den gode nyhed „ifølge Johannes“ er i det store og hele et supplement; 92 procent af stoffet i hans evangelium er nyt og findes ikke i de tre andre evangelier. Alligevel slutter Johannes med at sige: „Men der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.“ — 21:25.
Johannes var blevet modnet af næsten 70 års aktiv tjeneste, og de syner han havde set og de tanker han havde gjort sig under sit ensomme fangenskab på øen Patmos, havde han i frisk erindring. Derfor havde han gode forudsætninger for at nedskrive mangt og meget som han længe havde gemt i sit hjerte. Den hellige ånd virkede nu på hans sind så han kunne huske og nedskrive mange dyrebare udtalelser. Hvorfor nedskrev han sin beretning? „For at I [der læser den] kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ — 20:31.
De kristne der levede i begyndelsen af det andet århundrede anerkendte at denne beretning var skrevet af Johannes, og for dem var der ingen tvivl om at den hørte med til de inspirerede skrifters kanon. Clemens fra Alexandria, Irenæus, Tertullian og Origenes, der alle levede i den sidste del af det andet og den første del af det tredje århundrede, bevidner at evangeliet er skrevet af Johannes. Desuden indeholder selve bogen mange vidnesbyrd om at det er Johannes der har skrevet den. Det er tydeligt at skribenten var jøde og var godt kendt med jødernes skikke og med landets geografiske forhold. (2:6; 4:5; 5:2; 10:22, 23) Selve beretningens fortrolige karakter viser at han ikke blot var apostel men også en af den lille gruppe på tre — Peter, Jakob og Johannes — der ledsagede Jesus ved særlige lejligheder. (Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33) Af disse er Jakob (Zebedæus’ søn) udelukket som skribent, for han blev henrettet af Herodes Agrippa I omkring år 44, længe før dette evangelium blev skrevet. (Apg. 12:2) Det kan heller ikke være Peter der har skrevet det, for han nævnes sammen med skribenten i Johannes 21:20-24.
I disse afsluttende vers omtales skribenten som „den discipel som Jesus elskede“. Dette og lignende udtryk forekommer adskillige gange i beretningen, selv om apostelen Johannes’ navn aldrig nævnes. Jesus siger om ham: „Hvis det er min vilje at han skal blive indtil jeg kommer, hvad vedrører det så dig?“ (Joh. 21:20, 22) Dette tyder på at den omtalte discipel ville leve meget længere end Peter og de andre apostle. Der er således meget der tilkendegiver at apostelen Johannes selv har skrevet det evangelium som bærer hans navn. Det er værd at bemærke hvad Johannes skriver til sidst i sin bog om de profetiske syner han fik af Jesu komme: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åb. 22:20.
Selv om der ikke i Johannes’ skrifter står noget bestemt om det, er det den almindelige opfattelse at Johannes skrev sit evangelium efter at være vendt tilbage fra øen Patmos. (Åb. 1:9) Den romerske kejser Nerva (år 96-98) gav mange af dem der var blevet forvist ved slutningen af hans forgænger Domitians regeringstid, lov til at vende hjem. Man mener at Johannes skrev sit evangelium omkring år 98 og fik en fredelig død i Efesus i kejser Trajans tredje regeringsår, år 100.
Som støtte for den opfattelse at evangeliet er skrevet i eller i nærheden af Efesus, kan anføres at Irenæus ifølge kirkehistorikeren Eusebios (ca. 260-342) skal have sagt følgende: „Dernæst offentliggjorde Johannes, Herrens Discipel, som laa ved hans Bryst, sit Evangelium, mens han opholdt sig i Efesus i Asien.“ At bogen blev skrevet uden for Palæstina støttes af at den mange steder omtaler Jesu modstandere som „jøderne“ i stedet for at sige „farisæerne“, „de øverste præster“ eller hvem det nu drejer sig om. (Joh. 1:19; 12:9) Galilæas Sø kaldes også ved sit romerske navn, Tiberiassøen. (6:1; 21:1) Som en hjælp for ikkejøder giver Johannes nyttige oplysninger om de jødiske højtider. (6:4; 7:2; 11:55) Øen Patmos som han havde været forvist til, lå nær ved Efesus, og hans kendskab til menigheden i Efesus og de andre menigheder i Lilleasien fremgår af Åbenbaringen, kapitlerne 2 og 3.
Johannesevangeliets ægthed bekræftes af vigtige håndskriftfund man har gjort i det 20. århundrede. Et af disse fund er et papyrusfragment af Johannesevangeliet, nu kendt som John Rylands Papyrus 457 (P52), der blev fundet i Ægypten og som indeholder Johannes 18:31-33, 37, 38, og opbevares i John Rylands-biblioteket i Manchester, England. Om dets betydning for den tradition der hævder at Johannes skrev sit evangelium i slutningen af det første århundrede, sagde afdøde Sir Frederic Kenyon i sin bog The Bible and Modern Scholarship, 1949, side 21: „Lille som det er, udgør det dog et tilstrækkeligt bevis for at en afskrift af dette evangelium var i cirkulation omkring år 130-150, formodentlig i det provinsielle Ægypten, hvor brudstykket blev fundet. Selv om værkets afskrivning og udbredelse antages at være foregået på den kortest mulige tid, kommer det beregnede tidspunkt for dets affattelse til at ligge så nær det tidspunkt traditionen angiver: det sidste tiår af det første århundrede, at der ikke længere er nogen grund til at betvivle traditionens ægthed.“
Johannesevangeliet har en usædvanlig indledning der forklarer at Ordet, som „i begyndelsen“ var hos Gud, er den gennem hvem alt er blevet til. (1:2) Efter at have fortalt om det dyrebare forhold der består mellem Faderen og Sønnen, begynder Johannes sin mesterlige skildring af Jesu gerninger og taler, idet han hovedsagelig ser begivenhederne under den synsvinkel at det er inderlig kærlighed der forener alt i Guds store ordning. Denne beretning om Jesu jordiske liv omfatter tiden fra år 29 til år 33, og Johannes nævner omhyggeligt de fire påskehøjtider som Jesus overværede under sin tjeneste; det er et af beviserne for at hans tjeneste varede tre og et halvt år. Tre af disse højtider omtales som påskehøjtider. (2:13; 6:4; 12:1; 13:1) Den fjerde omtales som „en af jødernes højtider“, men sammenhængen viser at den fandt sted kort efter at Jesus havde henvist til at der endnu var fire måneder til høsten, hvilket viser at det må være påsken der var tale om, idet denne faldt omkring den tid høsten begyndte. — 4:35; 5:1.
Den gode nyhed „ifølge Johannes“ er i det store og hele et supplement; 92 procent af stoffet i hans evangelium er nyt og findes ikke i de tre andre evangelier. Alligevel slutter Johannes med at sige: „Men der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.“ — 21:25.