Kan ikke knytte mig

Tror muligvis det her kommer til at lægge lidt udenfor dit felt, men nu prøver jeg alligevel lige at se om jeg kan få et godt input. 🙂
For at starte et sted kan jeg lige beskrive mig selv; 20 årig mand, selvværd i orden, er tilfreds med mig selv osv., og det er jo herligt. Jeg har heller ingen problemer i at se mig blind i en pige nu og da, eller at få gjort noget ved det.
Så langt så godt. Så kommer problemet; På trods af jeg kan holde af en kæreste, nok til jeg vil gå ud af mit skind for at hjælpe hende når det brænder på, og gøre alt for hende, så føler jeg aldrig nogen rigtig tilknytning. Skulle det være, kunne jeg fra den ene dag til den anden aldrig se hende igen, og jeg ville ikke have det specielt hårdt med det. Det ville være øv, men så går det nok også. Det samme gælder faktisk også for venner; Jeg vil gøre det meste for dem, og jeg har da ikke lyst til at skulle miste dem, men skulle det alligevel ske, så går det også. Det ville ødelægge min dag, men det skulle ikke tage mig lang tid at komme over det.
Hvis det bare var mig selv det handlede om kunne jeg egentlig sagtens leve med det - Men der hvor det gør ondt, er at fortælle en kæreste at jeg ikke føler mig knyttet til hende - at jeg (sat på spidsen) kunne gå ud af døren, og så var det det, selv efter et forhold på et halvt, et helt år.
Man kan ikke engang give en stakkels grædende pige en god forklaring på hvorfor det ikke vil fungere. Jeg har prøvet det et par gange, jeg holder ufattelig meget af hende, men er ikke knyttet til hende. Hvordan forklarer man det?
Jeg har lige fået kæreste på igen, super sød pige. Og jeg oplever allerede det samme ske igen. - Jeg har denne gang prøvet at fortælle hvordan jeg havde det med at knytte mig til folk, men tror ikke hun rigtigt forstod det, hvilket ikke hjælper mig.
Jeg ved ikke helt hvad mit spørgsmål til dig er, men enhver form for viden du har på emnet er jeg åben for. Skulle du endda have nogen gode råd med på vejen tager jeg også gerne imod dem. Jeg vil gerne kunne knytte mig, og det har ikke noget at gøre med at jeg ikke tør, eller får kolde fødder - Jeg kan simpelthen ikke. Og det er øv, for jeg søger egentlig et mere permanent forhold, hvilket er svært på den her måde.
På forhånd tak
Tree

Kære unge mand !Nu kommer jeg bare med nogle teorier om hvad jeg tror problemet er !
Allerførst tror jeg du skal tage udgangspunkt i dig selv,din selvtillid m.m er jo iorden,men derfor kan du godt være bange for at knytte dig og slet ikke være klar til at knytte dig før den rette dukker op !
Jeg tror at pigerne knytter sig for meget til dig fordi du er så sød og hjælpsom,og at du har svæt ved at sige nej til folk der beder dig om hjælp,men ved du hvad,det kan du godt tillade dig på en pæn måde,så lær at sige fra,og på den måde involvere du dig ikke mere end du kan overskue,lover ikke nogen noget,ligeså med dine venner,de ser jo nok op til dig,og du kommer troende løbene hver gang de ringer!Lad også være med det,men gå ind og find ud af hvad det er for behov du selv har,og når du har gjort det,er det også nemmere at løsrive sig ,og lær så også selv at tage imod,det er meget vigtigt at man også kan det og tillader sig selv at bede om hjælp !
Håber du kan bruge mit indlæg til noget,for jeg ønsker dig det bedste,og du har livet foran dine fødder...ræk ud efter det :-) Knus Nuser

Teorier er skam også værdsat - Det kunne jo være du har nogen jeg ikke selv havde tænkt over 🙂
Hvis vi tager udgangspunkt i mig selv er jeg altså ikke bange for at knytte mig - Der er egentlig ikke noget jeg hellere vil. Når jeg begynder at komme sammen med en, forgabt i personen som man nu lige er, tænker jeg nok som de fleste at det må være hende det skal være - Og uden der nødvendigvis går noget galt i forholdet, eller at man glemmer at pleje forholdet m.v. så står jeg alligevel altid en dag og tænker - hov! - Jeg har faktisk overhovedet ikke knyttet mig til den her person.
I dag kan jeg også tænke tilbage på et par stykker og tænke øv! - De var jo faktisk de dejligste mennesker man kan forestille sig, og de var der også når jeg havde brug for hjælp.
Jeg kan godt være enig i at de kærester jeg har haft, muligvis knytter sig meget til mig fordi jeg som regel er der for dem (Og det gør mig ikke noget, ud over det gør det sværere når det så viser sig ikke at være os det skal være), men det er nu ikke fordi jeg hjælper for meget eller giver for meget af mig selv. Det kan være det var et dårligt eksempel jeg brugte - Det var bare for at understrege at det ikke er fordi jeg bare stopper med at holde af pigen - Jeg ønsker stadig at være der for hende.
Det sidste du skriver ville jeg synes var genialt for et par måneder siden - At granske sig selv for hvad det egentlig er jeg leder efter. Og så fandt jeg sammen med en pige der studerer noget der relaterer til min egen uddannelse. Vi har fælles interesser, samme humor og samme syn på en del ting, jeg er tiltrukket af hende - Tænkte det ikke ville kunne gå galt, men endnu engang står jeg og føler det samme - dvs. ikke rigtigt noget, ud over at holde meget af pigen. Så endnu en gang er jeg lidt på bar bund mht. hvad jeg egentlig gør herfra.
Tusind tak for dine inputs!
Tree 🙂

Kære Tree,
Der er mange årsager til at man er bange for at knytte sig til andre. Årsager kan være, at du har prøvet det i dit barndom og er blevet afvist. At blive afvist kan gøre meget ondt, og det kan være at du har lukker mange mennesker ude. Årsagen kan også være at din selvtillid(dvs hvad kan du præstere arbejdsmæssigt osv osv)er ikke særlig stærk. Når ens selvtillid er lav, undgår at knytte sig til andre mennesker da man er overfølsom for at blive afvist eller kritiseret.
Man er bange for at vedkommende kan komme for tæt på.
Mit råd er, du skal prøve at arbejde med nogle af dine gode sider. F.eks lav en liste med de ting du er god til, bed kæresten om at fortælle, hvad hun synes du er god til.
Beløn dig selv når du fanger dig selv tænke, ja jeg er da god til at ..... .
Husk at rose sig selv, så andres ros vil komme automatisk og din selvtillid vil stige og wupti så vil du begynde dig at knytte til andre mennesker.
held og lykke fra mig
K.h Lina Bale
parterapeuten
www.vonbale.dk

Nu skrev jeg jo at jeg ikke var bange for at knytte mig, eller at min selvtillid ikke fejlede noget - Og jeg har nu altså heller ikke nogen større frygt for at blive afvist, det er jo hvad der sker 🙂

Havde jeg bare fået det råd - med ikke at give for meget af mig selv og skabe respekt om mig selv - for 20-25 år siden, så var jeg kommet langt længere i livet, end jeg er nu. Men først for nyligt tog jeg mod til at leve efter det, og det føles stadig som at være i kravlegård....men samtidig også en helt ny og større verden, der har åbnet sig for mig - noget jeg mindst en gang om dagen bider underlæben af mig selv over ikke at være startet på for længe siden.
Nå, bare en kommentar fra min side....

kan jo netop hænge sammen med, at du måske er blevet afvist og har oplevet svigt af familie, venner, det modsatte køn i dine barndoms- og teenageår.
Forklaringen passer ihvertfald på en prik på mig, hvor jeg i barndommen og puberteten oplevede massive svigt, utallige afvisninger, svigt af nærmeste venner og famillie. Så ender man meget nemt som den gode godgører, der bare føjer sig hvis klassens smarte eller mest højtråbende dreng snupper ens kærestepotentiale, hvis ens højt elskede kæreste pludselig dropper en uden man kan finde en grund. Så ender man meget nemt som denfine og gode fyr, der er venlig og hjælpsom og pleaser alt og alle. Indeni har man et stort hjerte men alligevel en beskyttende skal udenom det 'hvis nu det hele skulle gå i stykker og forsvinde som dug for solen'. Sådan har mit eget liv formet sig indtil for nyligt, ja mange vil nok sige at jeg er gået glip af et normalt afbalanceret og ægte kærlighedsliv.
Jeg tror stadig din reaktion med at være ligeglad skyldes en beskyttelses-funktion, der bunder i, at du har oplevet svigt, som har sat sig i dig. Hvis det er tilfældet så kan jeg kun anbefale dig at bryde skallen og turde sætte dig selv i respekt over for andre mennesker, dvs. du skal turde kræve noget af andre. Så kommer din kæreste sandsynligvis også til at elske dit egentlige 'jeg' og ikke kun beskytteren i dig....
Al held og lykke

Okay, det dur heller ikke at afvise tingene uden at have givet dem et skud.
Jeg synes ikke helt forklaringen passer, jeg er aldrig rigtigt blevet dumpet af kærester, eller blevet trådt på så vidt jeg husker.
Men så fremt vi prøver den teori, kan du så uddybe hvad det er jeg skal prøve? Vil mene både venner og kæreste respekterer mig, og jeg bruger dem også den anden vej når jeg har brug for hjælp (fx opgaver på universitetet, et sted at overnatte).
Jeg er ikke helt med på hvad jeg mangler? 🙂