Jeg kan se af dit indlæg at essensen er at "det som er årsag kalder vi Gud".
Foreløbigt er vi vel nået til at den første årsag vi kan beregne os tilbage til er Big Bang. Den skal vi altså kalde Gud efter din mening?
Som Diskussionstøsen engang sagde, så handler det jo om tro. Nu forstår jeg ikke tro som én eller anden vanvittig beslutning eller blot ”når vi alligevel ikke ved noget så”.
Jeg mener at troen skal ha` en vis fornuft for overhovedet at kunne tages alvorligt. At jeg vælger at sige, at Gud er en absolut også selv om ”absolutismen” er relativ, så er der ingen af os der kan pege på egentlig hvem eller hvad Gud er.
Det har jeg nu snart peget på i de indtil flere år jeg har skrevet mine tanker her på denne debat. Det drejer sig vel om en snart henved 4 år.
Når jeg så alligevel mener at kunne fastslå, at ja vi kan godt ”bevise” Guds eksistens er det som du selv kommentere det jeg siger og drager min konklusion frem, at Gud er ”den eller det der er årsagen” til Universet.
Nu bevæger vi os så over i filosofiens verden. Jeg mener, at jeg på den baggrund må sige, at ja der er en årsag. Det er korrekt som du peger på, at disse fænomener engang blev personificeret og Gudelig gjort, men det er så den version af deres Guds tro.
Jeg mener ikke at man ved, at personificere ”det som vitterlig sker”, at man derved har ramt den virkelighed jeg taler om, men jeg mener at man har Gude gjort virkningen af ”det årsagen har afstedkommet”, som værende identisk med Gud og det er jeg vildt uenig i og med om.
Jeg mener ikke man kan Gude gøre virkningen (heller ikke selv om det er det man har gjort), men jeg mener vi skal fastholde ”årsagen” (til det der er blevet vor virkelighed) som er hvad vi betegner Gud.
Men hvorfor vi har personlig gjort årsagen (ikke det skabte), men ”årsagen til det skabte” er, at når vi taler om Gud som værende god, omsorgsfuld, mægtig og kærlig (”….eksisterer som en evig, absolut og uforgængelig størrelse; den yderste begrundelse for alting. Selve ordet Gud kommer af det hebraiske El, der betyder ”magt og vælde” ” ) så har vi altså person gjort Gud (årsagen til Universet) fordi:
1) for 250.000 år siden før man overhovedet forholdt sig til det vi forholder os til og eller overhovedet i samme forståelse; relaterede disse Neandertalere sig til tilværelsen og deres verden med en spirituel orientering.
Det er interessant fordi ingen kan jo have overbevist dem om det. Ingen kan have manipuleret med dem og ingen anden version af en mulig Gud fandtes overhovedet. Der fandtes kun det de forestillede sig eller som vi tolker i deres ritualer.
Ritualerne taler om deres egen form for orientering og om den var fuldstændig konstruktiv eller blot instinktmæssig i forholder til naturen og deres oplevelse af livet, ja så har de altså gjort hvad de har gjort.
2) senere hen da man er blevet mere sofistikeret har man haft mere end anledning til, at finde en mere tilfredsstillende tilgang til livet og de betingelser der gjorde livet acceptabelt, komfortabelt eller ”fortvivlet”.
Jo mere der blev ”fyldt” på af oplevelser både gode og dårlige, jo mere behov for noget der kunne ha` skylden
eller ”takken” for disse oplevelser fik de.
3) Jo længere hen på historiens gang og tilværelsens hjul vi kommer, jo mere orienterede man sig om ”det vi ikke ved” som du selv er inde på.
Nu gjaldt det ikke kun ”det man ikke vidste”, men nu gjaldt det at man kunne overføre sine frustrationer til det ”skabte” eller i det mindste ”det som man kunne forstå betingede liv og død” altså naturfænomenerne.
Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det blev ”lyn og torden” eller ”oversvømmelser”, ”stormvejr” eller ”havet”. Som historien klart og tydeligt viser, blev det disse elementer der blev relaterede til Gud og altså Gud.
Der er altså forskel på at ”gøre årsagen til de vi betegner Gud” og at gøre ”virkningen af årsagen til Gud”. Det er korrekt, at Nordborene netop så Gud bag ved naturfænomenerne.
Det er også korrekt, at netop Nordboerne netop dannede deres Guder og personificerede disse, men når du skriver;
”Hvor bringer det os hen? Ligesom de gamle norboere, vil du også gøre alt det du ikke kan se til personligheder.
Tordenvejr var da ikke en personlighed - det var "bare" et naturfænomen.
Tordenvejr skulle jo ikke tilbedes - men nordboerne personliggjorde den store farlige magt som kunne brænde deres huse af. Derfor blev tordenvejr kaldt Tors vrede”.
Svar:
Det er fuldstændig korrekt, at ”tordenvejr var da ikke en personlighed”; nej, det mener jeg heller ikke det var eller er.
Det er også fuldstændig korrekt, at ”tordenvejret skulle jo ikke tilbedes, men ………………man personificerede altså ”det der var årsagen” til tordenvejret”, ja det gjorde man.
Så jeg er mere eller mindre enig med dig i din sammenligning med ”den oprindelige” Gude dannelse.
Jeg siger ikke, at man dermed har et bevis for Gud fordi de gjorde som de gjorde, men jeg siger, at åbenbart har alle haft den forestilling om, at det de var årsagen til ”det hele” var hvad man betegnede for Gud.
---------------------------------------------------------------------------------
Hvorfor så vores måde at anskue Gud på og vores måde at personificere ”det der er årsagen” og give det personlighed?
Jeg taler jo ikke om at Big Bang er Gud eller at atomerne og molekylerne er Gud. Jeg taler ikke engang om, at det vi ikke kan se, men kan se virkningen af ,er Gud.
Jeg taler om årsagen til disse ting. Jeg taler om årsagen til livet. Ikke livets beskafenhed og kompleksitet eller det fuldstændig ubegribelige at der er liv til.
Jeg taler om det vi ikke kan fatte eller erfare nemlig at årsagen til det må have været og er ”ufattelig”. Men åbenbart ligger der en dynamik i, at person identificere netop det som er årsagen.
Fjerner man ”det”, altså fjerner man Gud; fjerner man samtidig det der giver livet mening.
Du skriver.
”I dag har vi en anden farlig magt som vil opsluge hele jorden om 4,5 milliarder år - og den kalder man så Gud og siger at der er en dommedag ……………………………I virkeligheden er det bare solens livsforløb der går ind i slutfasen - og det er, ligesom tordenvejret, helt uafhængig af om det/den bliver kaldt Gud og bedt til og så videre. ”
Citat slut.
Svar:
Det er korrekt, at ”solen går imod sin ”dommedag” som derfor også for os vil ende hele solsystemet. Det er også rigtigt det du peger på, at det handler om ”solens livsforløb” og det er klart, at i min terminologi betyder det, at ”det eller den der er årsag til Universet” som vi altså har personificeret og givet ”menneskelignende” egenskaber altså relateret til som Gud, afslutter solsystemet dersom Videnskabens beregninger og meninger er korrekte.
Det vil jeg gerne medgive dig. Hvad der så skal ske om 4.5 milliader år kan jeg ikke videnskabeligt sige dig, men den eller det vi har personificeret med menneskelignende egenskaber og betegner Gud behøver ikke at stå til ansvar for det.
Som alle er enige om, så eksistere Gud ikke altså man kan ikke bevise det og man kan derfor heller ikke modbevise det.
Men det jeg siger er, at det er os der har personificeret ”den eller det” der er årsag til Universet og har givet ”den eller det” menneskelignende ophøjede egenskaber og hvorfor?
Åbenbart fordi ingen i hele menneskeslægtens historie siden 250.000 år siden har kunnet lade være. I dag kan videnskaben få mennesker til at ”lade være”, men som jeg skrev før mener jeg, at derved har man fjernet ”livets mening”.
I stedet for Gud har man altså sat Videnskaben ind som et parameter for had der er ”livets mening” og menneskeligt og som jeg ser det fjerner det eet eller andet ved selve livet som jeg mener er fatalt.
Måske forbereder Videnskaben som du siger menneskene på den totale intethed.
Jeg ser derfor en verden der i sin helhed er splittet op mellem nogle videnskabsmænd og nogle få hypoteser der er i direkte clash med 6 milliarder mennesker der bekender ”den eller det” (altså Gud), som er årsag til Universet og derfor livet.
Du skriver:
”Så helt ærligt, VaS, jeg aner faktisk ikke hvor du vil hen med alt det - For solen går sin gang - som Hemingway (næsten) skrev.”
Svar:
Du tænker sikkert på bogen; The Sun Also Rises (
http://www.youtube.com/watch?v=U2mj-2BaHaY). men jeg vil komme til at savne planeten Jorden
http://www.youtube.com/watch?v=iXIWpXkyMqs&feature=related
Muligvis har Bibelen forudsagt det i sin prosa; "Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå" (Matt 24,35).
1.Korinter brev kap. 15:
”Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden.
51 Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles
52 i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles.
53 Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed.”
Citat slut.
Kommentar:
I mellemtiden ………………………….
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.