Skal jeg beholde barnet?

Hej...
Jeg er en ung kvinde på 21, der har en dejlig kæreste som jeg bor sammen med samt er i gang med en uddannelse.
For to uger siden fandt jeg ud af jeg var gravid, 4 uger henne, og det kom selvfølgelig som et chok da vi bruger prævention.
Fortalte det med det samme til min kæreste som også var noget overrasket.
Vi snakkede om det konstant i et par dage hvorefter han sagde at det var noget der i sidste ende var min beslutning, hvilket jo også er rigtigt.
Han virkede ikke specielt vild med at beholde barnet, men var samtidig heller ikke pressende overfor mig med hensyn til at få en abort.
Jeg har nu også talt med venner og veninder om det, undtaget min familie, da jeg ikke vil skabe en masse stohaj omkring det, men selvfølgelig skal jeg fortælle dem det når jeg har besluttet mig.
Vennerne siger lidt det samme som min kæreste "det er jo din beslutning".
Står og tænker på min uddannelse hvis jeg vælger at beholde det, og omvendt at jeg jo kan gøre den færdigt senere, men ved det virkeligt ikke. Jeg er nu 6-7 uger henne og skal derfor også have fundet ud af det snart.
Håber der sidder nogen derude der har nogen gode råd, måske selv har stået i situationen eller lign. Hvad gør man? Er totalt usikker også på min kærestes reaktion hvis jeg vælger at beholde det om vores forhold holder når han ikke virker opsat på at få et barn.

Kondomer er de sikreste mod uønsket graviditet, så
længe de ikke går i stykker.
Godt det ikke er min kæreste, hvis man kan kalde
det for en kæreste. En kæreste må vel være indstillet
på at du kan blive gravid, for ingen prævention er
100% sikker.
Du har to valg:
1. Behold barnet uanset om han forlader dig.
2. Få en abort, hvilket kan medføre at du forlader ham.

Er du det mindste i tvivl så behold dit barn, du skal nok klare det. Vær indstillet på at du kan blive enlig mor, din kæreste går ikke fra dig, hvis han virkelig er glad for dig, så det vil du jo finde ud af. Du sidder jo med guldet. Hej

Få en abort, blive sammen med kæresten (intet varer evigt, nødvendigvis) og få din uddannelse gjort færdig inden du skal til at påtage dig et forældreansvar.
Du er 21 år og kun lige begyndt på alt det du skal nå. Du bruger jo ikke abort som prævention, vel. Det her er virkelig en smutter og hvad vil du egentlig stille op? Er det plads til et barn i boligen? Hvor meget studiegæld vil du sidde med, når du er færdig. Den der dobbelte SU forslår som en skrædder i helved, når først det gælder.
Var du min datter lillesøster ville jeg sige jeg synes du godt kan forsvare en abort, men det ville være svært at forsvare at sætte et barn i verden nu, som situationen er.
Din kæreste er ikke nogen dårlig kæreste. Han forsøger bare at tænke sig om, inden han taler. Og det er da fordi han tager dig alvorligt.

Og hvem skal betale? Det skal et barn undfanget ved et uheld.
Selvfølgelig bliver hun glad for et barn. Det blev vi alle, men for helvede hvor ville vi tit have ønsket, at vi havde gjort det bedre.

Ingen ved hvad pakken indeholder, og børn
kan ikke planlægges! Det ene barn kan være
intelligent og kvikt, og de næste kan
være en katastrofe for forældrene.
Der har aldrig været så mange kunstige befrugtninger, og
afkommet vil aldrig kunne få børn af naturlig vej. Vi skal
være glade, hvis det sker ad naturlig vej. For det andet
har ikke en fremtid! Læger kan mange ting, men nogle
ting skal de ikke blande sig i. Fordi de simpelthen ikke
har den nødvendige indsigt.

Det er heller ikke fordi jeg bruger abort som prævention eller noget. Tager p-piller, men det kan jo smutte med at få taget den til tiden, så...
Jeg ønsker heller ikke en abort, men på den anden side vil et barn kræve så meget at jeg muligvis ikke får gjort uddannelsen færdig.
Mig og min kæreste har et super godt forhold, vi har været sammen siden jeg var 15 og han 19, og han arbejder og tjener ok, så rent økonomisk tror jeg ikke det ville være det største problem.
Det er mere af egoistiske grunde jeg ville vælge en abort da jeg ikke kan komme videre med det jeg gerne vil med et barn.
Nej tror heller ikke han er ligeglad, men han lægger det meget over på mig selvom vi jo er to der har været med til at gøre mig gravid.

Jeg synes du skal beholde det.
Når du kommer længere hen i din graviditet og kan mærke tegn på liv vil både du og din kæreste føle sig knyttet til det. Det er jo en skabning mellem jer. Og skulle din kæreste går hen og vise sig som en svin (hvilket jeg ikke tror efter at han har været så sø og ikke presse dig) Så finder du sagtens en anden der vil elske at være far for det. Ellers bliver dig og dit barn glade sammen, Og det lyder jo også til at du har dejlige familie og venner til at hjælpe dig.
Når du har født og du og din kæreste sidder og kigger på jeres dejlige mirakel, så kan i slet ikke forstå at i overhovedet har overvejet at få det fjernet.
Og til sidst vil jeg så sige... Pris dig lykkelig over at du kan få børn, og din frugtbarhed! Der sidder mange kvinder her ude hvis støreste ønske er et barn, men ingen kan få!
Gå ind på www.min-mave.dk og se...
Og tillykke med jeres mirakel barn!
(p.s husk hvis du vælger en abort er det en beslutning du skal leve med resten f dit liv. Kan du det?)

Jeg må nok sige at det, du har skrevet er værd at tænke over.

Hvis min kæreste blev gravid, selvom vi bruger prævention, så tror jeg, at jeg ville forlange en faderskabstest.

Har været trofast sammen med min kæreste i snart seks år, så nej! P-piller er 99,9% sikre hvis man tager dem rigtigt, men jeg må nok indrømme at jeg har glemt en dag i ny og næ så det er nok det!

Har også tænkt sådan, men det er jo ikke kun lutter lykke at få et barn. Dit indlæg vækker eftertanke hos mig og får mig til at se alt det positive ved at få det og så sammen med en jeg virkelig elsker og som elsker mig.
Vil tænke lidt over det du har skrevet for du har helt sikkert ret på mange punkter...

...problemet er jo nok mere din kæreste. Vil han være der for barnet, hvis du vælger at beholde det ?
Hvis han er hjælper med barnet er det intet problem med din uddannelse, hvis han vælger, ikke at vil se sit barn, så er det svært for dig, men kan lade sig gøre.
spørgsmålet er om du kan leve med en abort❓kan du leve med at få et barn som måske ikke får en far på andet end papir❓Du skal vide at mænd ikke har samværspligt.
Du må granske dig selv og find svar du kan leve med
... held og lykke
vh anonym

Du har brugt prævention, fordi du ikke ønsker barn lige nu. Så simpelt er svaret.
Jeg har selv stået i den samme situation, bortset fra at jeg var 15 år ældre, har en datte på 15 år, et ganske udmærket job, og udmærkede vilkår osv osv osv. Men jeg brugte altså prævention, fordi jeg ikke ønskede flere børn. Ergo var der tale om en uønsket graviditet, og endte med en abort, men selvfølgelig med samme overvejelser som du har. Og jeg har ikke fortrudt et sekund.
Uanset vi kvinder er bygget til at kunne få børn frem til midten af fyrrene, er det ikke ensbetydende med at vi skal få børn så længe. Dengang vi blev bygget, var der en meget større børnedødelighed end vi har idag. Derfor var det nødvendigt at få mange børn. Det er ikke nødvendigt i dag (selvom familieministeren opfordrer til 3 børn). I min situation ville jeg allerede fra første færd være enlig mor - og det er efter min overbevisning en utroligt dårlig start på livet for et barn. Det kan man simpelthen ikke tillade sig bevidst at påtvinge et menneske.
Børn skal være ønskebørn. Hvordan skal man ellers kunne give dem det de har behov for?

som du kan fornemme her på folks mening skal du blot slå klatten ihjel.
Det er ikke noget barn, men en klat slim (siger de kloge)
Enoch

Det er naturligt at være i tvivl omkring dette. Det gælder jo om at beslutte om man skal lave et liv eller ej. Hvor meget overskud synes du selv at du har i hver dagen lige pt.?
du har en sød kæreste, og jeg tror at du skulle snakke med ham om det hvis du valgte at beholde barnet.
Der er mange der kan klare både barn og uddannelse, og der er mange der gør det! Det har tit bare været efter en bytur og har ingen hjælp til barnet - det har du :)
Der kommer meget arbejde det må du også huske... Bleskift, barnegråd osv, men de gode stunder følger også med! Dets første skridt, første ord...
Mærker du godt efter i dit hjerte tror jeg at finder ud af hvad du vil...
Lykke på din vej
Tanker fra mig!

Jeg vil gerne lige starte med at skynde at tilføje at jeg er ung mor. 20. Jeg fik min den første, en dreng, 2 år gammel. Jeg kun var i en alder af 17. Tidligt. Og det synes jeg ærlig talt stadig den dag i dag at det var. Men når det er sagt vil jeg også lige skynde mig at tilføje at Jeg ikke kunne forstille mig andet/intet kunne få mig til at fortyde den beslutning jeg dengang tog. Jeg er gået fra faren og har nu bodet for mig selv i over et år. Hvilket jeg har været meget glad for og også klaret over alt forventning. Har fundet en anden kærlighed (manden i mit liv, håber jeg. Vi har været sammen i over 9mdr) som jeg for nolge månder siden blev gravid med, (ca 6mdr siden)nødaktigt som du beskriver det. Det var ikke planlagt og det kom som et chok, og så havde jeg bare en dårlig graviditet. (kastet op og var ked af det og uoplagt hele tiden) Jeg valgte af lidt samme grunde som dig at jeg ikke ville have barnet. Jeg synes ansvaret og risikoen var for stor. Var heller ikke 100 på min kæreste. Det var jo så nyt og usikkert. Jeg var næsten de 13 uger henne inden jeg fik aborten. Men så skete det. Nedturen bagefter. Jeg fik skylføgelse, og følte mig ikke fortjent som menneske. Fik heller ikke den støtte som jeg håbede på/gerne ville have fra min kæreste, men han var også såret og meget ked af det. Jeg vidste det bare ikke. Men det var som om det var gået op for ham hvad det var vi sammen havde mistet. Vi kunne ikke snakke sammen om det. Og det var som om det aldrig var sket, Og det kunne jeg ikke bære. Jeg valgte at gå fra ham. Presset var bare blevet for stort. Han ville arbejde sorgen væk og jeg havde ikke nogen at snakke med, og følte mig meget alene. (Havde jo også min søn som jeg skulle tage hensyn til) Vi var fra hinanden i 2 månder. De to væreste månder i mit liv. Jeg kunne ikke være nogen steder og måtte gå til bekendelse overfor min sorg, fortød noeget så enderligt at jeg havde valgt barnet fra, og mistede ham jeg elskede pga det. Vi fandt sammen igen og er det stadig, vi tager det stille og roligt og har også stadig håb for fremtiden men vi begge kan godt mærke forkellen og slidet der føljer med og ikke minst det store savn vi begge har til barnet vi aldrig fik...

Dette var ikke et råd eller en opfording. Men et håb om at min erfaring/fortælling, kan give dig lidt af et inblik i hvad som du synes er rigtigt og forkert. For som det så rigtig blev sagt, kan kun du, ved at lytte helt inde i dig selv, vide hvad der er rigtig for dig og forkert for dig.
Husk at der er igen skreven regl om vores liv og vores fremtid. Vi skriver den selv. Det gode ved den er, at uanset alder, er det viljen der finder vej. Husk altid det! Ikke kun et barn er et stort offer, det kan kærlighed, uddanelse eller andet også være. Børn fylder bare mere i vores tale, fordi de er så små og skøblige.
Lykke til!

jeg har fået 2 aborter i mit liv, og jeg har sådan fortrudt og har det så dårligt med at jeg har slået mine egne børn ihjel.
en dag bliver jeg nok straffet for det når jeg skal i himmeriget og stå ansvar for min gøren og laden på jorden.
idag er jeg rigtig voksen 30 år, og ønsker inderligt at få børn, det kan jeg bare ikke da mine æggestokke ikke duer længere!
du er 21 år, du er voksen!
det er meget meget svært at få en abort, tænk dig tigtig godt om :-)
De kærligste tanker til dig og dit barn...

Selvfølgelig skal du da have barnet, du har det allerede !
Det er ikke et spørgsmål om et valg mellem uddannelse og barn, det er et spørgsmål om hvornår arbejdsgiverne skal have glæde af din uddannelse. Og de må da bare vente lidt.
Man skal ikke gå på kompromis med sin samvitighed for at tækkes andre.
God vind !

din uddannelse kan vente.Du er ikke 15 men 21 held og lykke!

du skal ha et barn!!! Når du er så meget i tvivl, vil jeg uden at blinke anbefale dig at beholde barnet, selvfølgelig... Jeg er meget imod abort, men har dog prøvet det som 16 årig.. jeg var også i tvivl og gennemførte indgrebet hvilket jeg aldrig vil tilgive mig selv.. ønsker dig fred og indre ro til at tage den rigtige beslutning, venlig hilsen....

test

Jeg står i lidt den samme situation som dig. Jeg fandt ud af for ca. 3 uger siden at jeg var gravid (er nu i 7. uge), og da jeg fortalte min kæreste gennem 2 år det blev han ovenud lykkelig. Så vi jublede og var stolte og glade for den store nyhed, og besluttede ugen efter at vi måtte fortælle vores forældre om den nye store nyhed.
Hans mor reagerede lidt voldsomt, og opstillede en masse problemer ved at vi fik det barn. Det ændrede min kærestes syn fuldstændig, så han fra den ene dag til den ønskede at jeg skulle få lavet en abort.
Han ønsker ikke at være en del af det, hvis jeg vælger at beholde barnet - og vil ikke se barnet. Han flytter ud af byen hvis jeg vælger at beholde det, og jeg vil ødelægge hans liv for altid siger han.
Jeg er så meget i tvivl, intet i mig har lyst til at få foretaget en abort, havde allerede vænnet mig til tanken om at skulle være mor. Men kan jeg klare det alene, og kan jeg være bekendt at sætte et barn til verden uden faren gider kendes ved det?
Det er "rart" at læse at du står i lidt samme situation, så ved jeg at jeg ikke står alene med det.
Var nede for at få lavet en abort idag, men kunne ikke fuldføre den. Fik den udskudt i en uge, men kan mærke at jeg vil have det alt for svært ved at skulle få det gennemført?!
Hvis lykke skal jeg vælge? Min egen eller min kærestes?