kender du følelsen

- af at sorgen overmander én på de mest ubelejlige tidspunkter og som et lyn fra en klar himmel??
Jeg har mister min mor det er 4 år siden nu men savner hende stadig.. Set i bakspejlet havde jeg nok for travlt med at kommer videre i mit liv end med et komme ordentligt igennem sorgen. Min stedfar som har været min far siden jeg var 4 døde i november månede. Han drak sig selv ihjel simpelthen pga. sorg over at have mistet min mor. Han kunne ikke fungere uden hende. Det gik godt i nogle perioder men så gik det ned af bakke igen, han var tæt på at miste livet flere gange men endelig fik han det han ønskede at komme herfra- måske fordi han håbede på et gensyn??
Det gør så ondt at stå på sidelinien og se at en dejlig mand ødelægger alt (og alle) pga af sorg og magtetløshed.. Har prøvet at hjælpe på alle tænkelige måder men spørgsmålet om jeg kunne have gjort noget anderledes nager stadig lidt selvom jeg ved at man ikke kan bruge det til noget nu, løbet er kørt og det er for sent..
Savner dem, savner at have mine forældre de lytter altid, er der altid, hjælper altid og tilgiver altid.. (så heldig var jeg) kender mange dejlige mennesker og har flere familier jeg kan komme hos og
føler mig tryg ved og jeg ved de holder utroligt meget af mig og vil hjælpe mig med alt.. Men det er bare ikke det samme, og selvfølgelig er det ikke det,føler ikke jeg kan være 100% mig selv og gøre præcis hvad jeg har lyst til og jeg tænker mig om en ekstra gang inden jeg taler. Så det er ikke altid det jeg ligger og roder med der bliver sagt måske en del af det og så får man jo sjældent det svar man søger..
Jeg er 24 år og lige nu føler jeg sorgen styrer mit liv og styrer mine beslutninger om fremtiden. Er nogle gange bange for at jeg går helt ned og ikke magter udfordringer og noget nyt. Det kan bare ikke være rigtigt og jeg vil være hovedpersonen i mit eget liv istedet for at være bange, indesluttet ked af det og negativ. Prøver at gøre noget ved det men det tager tid, og det kræver et overskud som ikke altid er der.. og det er også hårdt for min kæreste. hans glade pige, hvor er hun? Hun er der og kigger også frem og lever livet og elsker det. Der er bare længere og længere tid imellem vi ser hende;(

professionel hjælp - et par samtaler med en psykolog f.eks. - Du har efter min bedste mening brug for hjælp til at få bearbejdet din sorg - tal med din læge om det - gerne snart - for du går mere og mere "i stykker" hvis du ikke får hjælp.

Jeg kender godt følelsen alt for godt.
Jeg mistede desværre osse min mor, det var i 98 og jeg er nu 27 og er blevet mor selv og hold kæft hvor har jeg savnet hende xtra i denne situation.
Alle de spørgsmål man har når man er gravid og når man er blevet mor???
Pludselig fandt jeg ud af at jeg ikke anede hvordan min mor selv havde haft det dengang; erfaringer, tanker man kunne hive frem og bruge - ingenting og det eneste jeg følte kunne hjælpe var at kunne ringe eller komme forbi og spørge mor om hjælp og råd..... men hun var der ikke og hun kommer aldrig til at se sit barnebarn:-(
Men alligevel har jeg det godt og jeg lever et dejligt liv. Tænker tit på min mor, hun vil altid stå meget tydeligt i mine tanker. Dengang hjalp det mig at skrive et brev til min mor og fortælle hende hvordan jeg havde det nu og før hun døde. Alt skrev jeg ned og det hjalp rigtig meget. Det var lige før jeg følte lettelsen få minutter efter. Så det ville være mit råd til dig og så at du skal gi dig selv lov til at være glad for du er jo trods alt stadig i live ikk:-) Tillad dig at leve livet.
Stort kram til dig fra mig.

Uha, jeg kan sætte mig ind i de følelser du beskriver. Jeg mistede min far for lidt over 1 år siden og det er godt nok en sej periode, at komme igennem.
Man mangler pludselig den skulder at græde ud ved, det fortjente los i rø... og den ubetingede kærlighed, man får fra sine forældre.
Jeg har brugt, at skrive brev til min far, når der var noget, der gik mig på, jeg var ked af det, havde noget jeg ville fortælle ham og når jeg var glad.
Giv dig selv lov til at være ked af det, men se på ALLE de gode timer, I har haft sammen, når det er værst og lad være med at bebrejde dig selv.
Hvis du skal kunne bearbejde din sorg ordentlig, skal du have al din vrede væk først, det er ihvertfald min erfaring.
Pøj pøj

Tak for dit svar. Har haft 8 samtaler med en psykolog der ikke hjalp mig spor. Hun var efter min mening ikke god til sit job. Har fundet en ny og første gang er på mandag, det er en mand jeg har fået et godt indtryk af så jeg ser frem til det selmom man skal fortælle sin hitorie igen.. Men godt råd du kom med;) mvh.
frkp

Hej og tak for dit kram og trøstende ord. Har også tit tænkt på når jeg når dertil og skal have børn. Det må være en svær situation. Selvfølgelig vil man ønske at sine børn for mange gode stunder med bedsteforældrene, men de kan jo sagtens have et godt liv uden og andre at se op til.. Det lyder i hvert fald som om de har en glad mor der er kommet igennem sorgen, selvom savnet altid vil være der.. Tak for dit råd, har prøvet at skrive breve men det er så længe siden. tror faktisk jeg vil prøve at skrive igen det er noget lidt andet der kommet på papiret nu tror jeg. Blev faktisk overrasket over hvad jeg selv skrev dengang, det lyder vel lidt mærkeligt? ha det godt knus frkp

Du skriver du skal til en ny psykolog og at så skal du fortælle din historie igen.
Jeg mistede min far for to år siden, og jeg tror at en af de ting der hjalp mig i sorgen var at få lov til at fortælle min historie igen og igen. Til nye mennesker men også til gode venner, som bare var der for mig, og som havde lyst til at ligge øre til den samme historie om og om igen.
Jeg var også til psykolog, desværre kun en gang. Ham jeg var hos, synes jeg, er ekstremt dygtigt, og havde jeg råd ville jeg gerne have nogle flere samtaler med ham.
Jeg håber den psykolog du nu skal til, er en du kan få tillid til og som kan hjælpe dig.
Mange postive og kærlige tanker til dig...

Hej, jeg har læst din mail, dig hvis mor døde for 4 år siden... og din stedfar?!
Jeg står selv i en helt anden situation, men jeg kender det med at miste sine forældre. Begge mine forældre lever idag, men i hver deres ægteskab. Min far valgte at blive jehovas vidne da jeg blev født... hvilket desværre skilte vores veje. Og min mor...ja, min mor... hun orkede dybest set ikke at holde af nogen. Hun blev sammenbidt - har måske altid været det - hun blev kold og lukket og så afvisende at det endte med at vi holdt op med at ses. Meget kort og kluntet fortalt. Så jeg kender det med at miste sine forældre på den måde, at det er frygtelig hårdt at de ikke er der, at de ikke udtrykker nogen kærlighed eller interesse for mig. Jeg har fundet sammen med min venindes familie istedet for, som er min familie idag... altså dem der har støttet mig utrolig meget og givet mig enorme mængder kærlighed, så jeg idag, 28 år, føler lyst til livet og har masser af kærliged. Hvor har det været hårdt, hvor har der været meget sorg sorg sorg sorg. Dyb fortvivlelse, frustration. Hvor kommer kærligheden fra? Hvad er meningen med familie? Hvor skal jeg finde styrken... jeg har jo haft min gud... mine drømme, mit håb. Jeg har bedt meget. Gud har altid været der, selvom jeg også har haft mine konflikter med "ham". Dybest set tror jeg på at alle mennesker har adgang til alt. Har adgang til styrke og kærlighed, at den brænder indeni mig det sted hvor hjertet er, det sted hvor sjælen er, det sted hvor længslen er så rivende stor. Bare længsel efter kærlighed, bare længsel efter den dejlige salige glæde og lyst til livet. Genkendelse. Min lange svære depression og krise har været med til at lære mig om at åbne mig for muligheder, åbne mig overfor de mennesker jeg møder, se efter på uventede steder om der er noget jeg genkender, noget der kalder på mig. For det er vejen frem for mig... til noget er har med kærlighed at gøre. Jeg tror vi altid er elskede, at vi altid er beskyttede, at der er altid er en mening og en vej, selv gennem det værste helvede. Lige meget hvad der sker så er tilliden vel det vigtigste... at turde åbne mit hjerte. For min mor skal ikke gøre mig hård, hun skal ikke gøre mig afvisende og indestængt, selvom jeg er det og kender følelserne til hudløshed. Men jeg er også mig. Jeg er fyldt med liv og glæde og har den ro og kærlighed indeni et sted.. selv når jeg ikke kan mærke den, så ved jeg hvis jeg virkelig virkelig kræver et ærligt svar af mig selv... når jeg spørger min visioner og drømme... så tænker jeg på de forbilleder jeg har, mennesker jeg har set som jeg beundrer, så ved jeg at hvis jeg sætter mig for det, bare åbner mig for muligheden af at ting kan lykkes, så sker der noget... Jeg tror på at alt der rør mig, det rør mig fordi det er et aspekt af mig selv.
Der er så mange der er ensomme, der er så mange der kæmper og er fortvivlede, og det er så overvældende når man tænker hvor er det frygteligt de ting der sker. Men hvilke øjne ser... hvad nu hvis vi ser alt med åbenhed, med tillid, med kærlighed.
Jeg har måttet lære hvordan jeg ku rumme både at mærke det kæmpe skrigende nej indeni over at min mor ikke er der for mig, men jeg blir nødt til at lytte til det, for ellers kan jeg ikke trøste mig selv, eller blive trøstet af andre. Men, suk, svært alligevel. Jeg har sådan ønsket jeg ku ændre min mor. Men jeg er kommet til et punkt hvor jeg sir okay, hun er faktisk som hun er. Hun er ikke særlig klog, hun er ikke særlig kærlig, men hun er jo bare som hun er. Hun kender ikke engang sig selv, så hvordan skulle hun kunne række ud og lære mig at kende. Det er ikke af ond vilje. Hun har simpelthen bare aldrig kendt andet. Det er frygtelig sårende. Men, der er altså kærlighed nok til mig i denne verden... bare ikke lige der hvor jeg synes det skulle ha været. Men det er også okay... for jeg er mere end bare datteren af min mor. Jeg er mig. Og jeg har en masse at gi af. Ærlighed, sjov, dans, fornuft, vrede, pinlighed, tænke-tænke ... alt muligt i een cocktail. Jeg er bare lige præcis som jeg er.
Tusind tanker kom ud i denne mail.
Kh sus G

Jeg var vidst halvtræt da jeg læste din mail i eftermiddags, der var flere sætninger mine øjne slet ikke havde fanget, bla. at din stedfar døde i november...
Når jeg stiller mig selv et spørgsmål, så trækker jeg somregel et tarotkort, der så gir mig et bud på hvad det er der foregår og gir mig et godt råd til hvordan jeg ka forholde mig til situationen. Jeg har læst din mail for anden gang og tænkte... der er så meget jeg ønsker at sige noget om, samtidig med at jeg føler at der ikke rigtig er noget jeg kan sige... så trak jeg et tarotkort. Jeg spurgte hvilket svar har hun brug for at høre? Så trak jeg kortet der hedder "Dommen, det nye liv". Så kan du selv vurdere følgende om det gir nogen mening for dig:
Som englen Gabriel blæser du i trompeten, mens en mand, en kvinde og et barn rejser sig fra deres ligkister, der flyder på havet. De hæver armene og hilser den nye dag.
Situation: En stor omvæltning, den største, du kan forestille dig, er ved at indtræffe i dit liv. Du tilbydes muligheden for at lave dit liv fuldstændigt om. Slip alt, hvad du kender, for at kunne ta imod det, morgendagen bringer. Det er en ny fødsel.
Det gode råd: Der er ingen vej tilbage, og du aner ikke, hvor glad du vil blive, når du har taget imod invitationen til at lave dit liv om. Kast dig ud i det, tag udfordringen op og oplev, at alt igen bliver nyt og spændende, som på den første dag.
Dybdepsykologisk: springet.
Skyggeside: Du kan ikke, vil ikke, tør ikke. Du vælger det trygge og sikre.
Det var det. Kortet sir ihvertfald noget om at turde, om at vove springet... og også at det allerede er en process der er i fuld gang, så det er bare med at give dig hen til udviklingen.
Sorg og tab er svære størrelser, fordi vi opdager at vi ikke kan vælge alting selv, vores kontrol bliver udfordret, samtidig kan den gøre os til mere bevidste rummelige medfølende og ansvarlige mennesker.
Når sorgen overvælder dig, så ring til een der har lyst til at være sammen med dig, rul dig ind i en dyne og bare tud, fortæl eller bare vær tavs.
Eller har du prøvet at male eller tegne mens du føler sådan. Eller be... man kan godt be selv om man ikke tror på Gud, man kan snakke med sit hjerte. Søg hen hvor der er folk der kan lytte når du har det allersværest. Tro på at der er en masse der har det lissådan, og der er lisså mange der har lyst til at være der for dig.
Kh Sus G