Skolelæreres pligt til at beskytte misbrugte elever

Da jeg gik i 7. eller 8. klasse i folkeskolen, kom der en ny pige i min klasse.
Hun var meget reserveret, ligegyldigt hvad man prøvede, deltog hun ikke i det sociale liv i klassen - hvis man f.eks. spurgte, om hun ville være med til at lave et eller andet efter skoletid, fandt hun altid på undskyldninger for at sige nej, for eksempel at hun skulle fodre sin kat.
En anden mærkelig ting ved hende var, at hun altid blev vildt forskrækket og for op, hvis man kom til at røre hende eller prikkede hende på ryggen. Og til idræt havde hun ALTID langbenede bukser og lamgærmede bluser på - selv om sommeren.
Vi andre undrede os selvfølgelig over alt dette, men eftersom hun var så reserveret, spurgte vi ikke hende ligeud, hvad der var galt, men nogle stykker gik i stedet til vores klasselærer med vores bekymringer for pigen. Derefter skete der INTET! Er det ikke for dårligt?
Den dag idag er jeg stadig sikker på, at pigen blev enten slået eller seksuelt misbrugt - men det var lærerens ansvar at gøre noget ved det. Som de unge børn vi var, kunne vi ikke gøre andet end at spørge læreren om hjælp.
Jeg håber virkelig, at det her lidt over 10 år senere står bedre til med lærernes ansvarsfølelse overfor de udsatte elever.

den røde regering dengang ikke var gode, de brugte ikke nok penge på skolerne, de kunne ingengang få skolebøger eller toiletpapir

Du mener det sikkert pænt, men prøv lige at tænke efter:
1. Hvordan ved du, at der ikke blev gjort noget? Jeg tvivler på, at jeres lærer ville have gjort status i Klassens Time og fortalt jer, hvad og hvordan han/hun havde talt med socialen/pigen/forældrerne/inspektøren/gud og hvad der var sket efter det. I havde og har ingen som helst krav på at få noget at vide! Hvordan ville du selv have haft det, hvis du havde måttet sidde og høre hele dit liv krænget ud foran folk, du åbenlyst ikke stoler på eller har noget videre at gøre med?
2. Læreren skal indberette den slags til socialen, hvis ansvar det så er at tage kontakt til barnet og familien, og så afhænger det af tid og penge - og hvornår har der nogensinde været nok af det? Vil gerne citere en hjælpeløs kvinde fra en ti år siden: "Jeg er ked af, at vi ikke kan hjælpe dig, men der er så mange, der har det værre end dig, for deres far slår dem HELE tiden".
Så hvad var det lige din lærer skulle have gjort? Slået familien ihjel og adopteret pigen?
Du ved heller ikke, om hun ville have accepteret hjælp. Jeg ville ikke, og slet ikke fra jævnaldrende, der fra mit synspunkt tvang alt det onde ud og derefter følte sig tilfredse med at gøre det.
Ja, jeg tillægger dig en masse synspunkter, følelser og gerninger, som du sandsynligvis ikke har haft overhovedet, men tingene er ikke så sort/hvide, som du åbenbart håber. Og det bliver da ikke bedre af at bruge en enkeltstående, 10 år gammel sag til at generalisere over nutiden...

Du kan have ret i mange af de ting, du siger - ved godt, at det kan være en vanskelig situation for en lærer og for systemet i det hele taget. Men jeg bruger det nu ikke til at generalisere omkring nutiden - jeg skrev netop, at jeg håber, det er bedre idag.
Mht. om jeg ved, om læreren gjorde noget som helst: Jeg kan jo ikke vide det, men tror det ikke, da han med det samme affejede os. Og jeg ved, at pigen ikke blev fjernet fra hjemmet og ikke fik det bedre.
Det du skriver omkring, hvorvidt pigen selv skulle afvise hjælp: hvis hun ikke er myndig, kan hun vel ikke bestemme? Så ville langt de fleste misbrugte børn jo afvise hjælp af kærlighed til deres forældre, selv misbrugte børn elsker jo deres forældre og er loyale overfor dem.

Selv om læreren indberetter det til de rette myndigheder, så er det altså ikke læreren, der bestemmer, hvad kommunen vælger at gøre. Jeg kan fortælle dig, at jeg som lærer har mødt mange forfærdelige sager, hvor jeg uanset, hvad jeg gjorde - i sidste ende intet kunne gøre pga. nedskæringer indenfor bla. tvangfjernelse. Der er simpelthen intet, en lærer kan gøre, hvis kommunen ikke har sat el. kan sætte de fornødne midler af til dette. En sundhedsplejerske sagde for 2 år siden til mig, at hun havde arbejdet 25 år som sundhedsplejerske, og det havde aldrig stået så dårligt til med de børn, der har brug for speciel omsorg, som det gør idag. Sådan er vilkårene. Dette er også en af grundene til, at vi lærere søger væk fra erhvervet. Det er simpelthen for hårdt og opslidende at se hvor mange børn, der ikke får en reel chance ...

Det gør mig bare så ederspændtrasende at læse!
kender selv nogen der har haft det sådan og ved det - HVORFOR går det så langsomt med hjælpen?!!!!
Det kan da for pokker gælde liv og død?
er der ingen der ser det?
:'C
Jeg forstår det bare slet ikke, føler sådan en kæmpe AFMAGT.
Pludselig er man så lille ikk? - allle folk ser jo alligevel bare på.
En streng påstånd, og har ikke engang et forslag til hvad der skal stilles op.
Det er bare så typisk, ikk?
i det mindste ser jeg ikke min far mere, men hvad med alle andre?
Det er på et sådant tidspunkt jeg ønsker der var noget JEG kunne gøre - ikk?
men HVAD?!