kommunikationen i parforholdet

En af de bærende elementer i et parforhold er selve kommunikationen
Hvordan opfatter du antydninger❓mener du at der ligger en forventning om en handling eller bestemt adfærd, når du får en antydning eller
Er du god til at kommunikere med en partner eller går der fnidder i den pga. forskellige forventninger ect
Kom med dine bud...ordet er frit.. og lad os tale om det
hvorfor er det så svært eller behøver det at være så svært ?
dice, - som smågriner, - lidt over egne tidligere fejl.

...uanset om han er det eller ej 😃
Ej spøj tilside; der kommer bare såå mange forviklinger ud af det, hvis man tror, at man klarer sig igennem med antydninger. De bliver ofte mistolket eller slet ikke opfattet. Kalder man en skovl for en skovl - selv efter man har været sammen i 5-10 år, så går man ikke helt galt i byen - og forventninger står mål med budskabet. Både jeg og min bedre halvdel er blevet bedre til det. Men vi HAR skam været der, hvor man snakker fuldstændig forbi hinanden. Siger ikke, at det ikke sker af og til stadigvæk, men hvis man dog bare LADER VÆRE med de der små irriterende "antydninger", så kan det ikke gå helt galt. 😉
/A Man 72

et kunststykke i parforholdet.. :-)
Har en fornemmelse af, at det ofte er os kvinder, der mestre de budskaber der ligger i antydningernes kunst og kan fint fange hinanden men kommer det så til kommunikationen med det modsatte køn... hmm så er kommunikationen en smule anderledes...
Synes det er lidt fascinerende fordi, vi er alle mennesker men at fange budskaber i det ikke nævnte eller i antydningen, - selv om man nu vil mene, at have været ret så tydelig.. så hmmm.. men direkte tale "en skovl er en skovl" kan være svær, det kan være svært at få det sagt, så det nemmere med en antydning, så det da sagt uden egentlig at sige det :-)
Problemet med antydningen er jo så når den ikke bliver fanget og der så opstår en skuffelse fordi, der ikke bliver handlet på den hos modparten 🙂
Kommunikation er en kunst, - men det hjælper jo mere man kender hinanden❓måske :-)

Jeg har i hvert fald lært hvordan jeg vil have kommunikationen skal være og hvorfor, til næste gang.[l]
Snak om følelser over email er banlyst. Hvis man ikke kan være i samme rum, når der bliver talt følelser, hvad har man så fælles?
"sådan vil jeg have det." er også banlyst. Kan man ikke argumentere for sine meninger, så er de intet værd. Man behøver så ikke være enige, og her er det så vigtigt, hvordan man tackler den situation......
Jeg kan godt røbe, at sætningen: " så kan du bare flytte," heller ikke er god. Det råd lyttede jeg nemlig til, hvorefter hun fortrød, men det gjorde jeg ikke.😉
Antydninger er generelt noget dårligt noget. Da det man vil er usagt, så kan partneren ikke svare på det, hvis vedkommende er i mod. (og så går det galt senere)
venlig hilsen
Grøn

så burde man heller ikke være bange for at kalde en spade for en spade. Hvis antydninger brugers i tilstrækkelig stor grad i stedet for direkte henvendelser, vil jeg sige, det er et tegn på konfliktskyhed. Og det med kønnene, så har du fuldstændig ret - os mænd kommer til kort med antydninger - vi kan sagtens høre, der er en antydning, men helt præcist at definere, ligepræcist hvorhen den skal myntes er oftest et kæmpemysterie for os, derfor irriterer de os ofte grænseløst.
Nu kan jeg kun tale for mig og min bedre halvdel - men det er temmelig kendetegnende, at min kæreste har antydninger så meget inde under huden, at hun kan opdatte en alm. rømmen fra mig som en antydning, selvom det slet ikke er det. At jeg så et par gange har været hurtig og udnyttet dén situation er så en helt anden sag 😃

en mild latter :-)
jamen jamen... så det er altså fordi man ikke kan placere antydningen :-)..
Tja, - tjo måske er antydninger den måde kvinder især udvidser konfliktskyhed på imens klapper mænd i som en østers eller smutter for ubegrænset tid fra hjemmet❓😃
Jamen dog og nu har nu fundet ud af, at udnytte noget som kunne opfattes som en antydning hehe :-).. jaja, - minder om lidt en magt ... hmm :-))

sms, email, og telefon er heller ikke gangbar hos mig.. det er afprøvet med ringe effekt, - og ja, man skal passe på med at sige noget man reelt ikke mener. Dvs trusler om at forsvinde ud af den andens liv eller at de ingen værdi for én har ect.
Den er ikke gangbar og ødelægger vist mere end gavner...
Antydninger er noget rod fordi der som sagt ligger nogle for modtageren uigennemskuelige forventninger, så vigtigt at man er sig det bevidst i sin formidling af sine behov. Det jo muligt i den grad at sætte sig selv i en situation, hvor man bliver alvorligt skuffet :-)
dice

Man må jo klamre sig til den beskedne magt, der er tilbage 😃

ja du kan få al den magt du vil have i en bestemt ramme, resten bestemmer du ikke 😃
Ej.. tænker faktisk lidt over, at via nogle dog ikke alle antydninger, der kan ligge mere eller mindre "urimeligheder" gemt, dvs. måske er det grunden til at det kun antydes og ikke siges direkte❓blot en lille tanke..

Jeg tror det ligger i Flinkeskoleopdragelsen!
Vi kvinder har det af samme årsag med at være konfliktsky, derfor er det bedre at antyde end at sige tingene mere direkte. For tænk om man fremprovokerede et eller andet!
Løvemor

så er der håb.

Det der med kommunikation i parforhold... Ja, den er sjov - på den pudsige måde 😉
Kvinder er, som andre her i tråden har nævnt, mestre i antydningens kunst. Eller det tror de (vi) ihvertfald. Men skulle man ikke synes, at man først mestre en kunst, hvis den går rent ind hos modtageren. Mestre Dali ud i sin kunst, hvis man ikke forstår sig på ham? Så jeg vil nok starte med at sige, at kvinder IKKE er metre i antydningens kunst, siden dem de gerne antyder til er mændene, og de forstår ikke antydningerne - mestrene flopper! Ihvertfald i forholdene til mændene
Dernæst er det nok vigtigt at huske på, at kvinder og mænd kommunikerer inbyrdes MEGET forskelligt. Der er for eksempel en grund til, at mænd snakker i telefon for at give en besked - færdig slut (og tilgiv mig for min meget enkle generellisering - det gør det enklere at forstå for dem, der har behov for det... antydning??). Når kvinder snakker og sludre, så kan den ene godt komme med en konstatering - underforstået, at dette ikke nødvendigvis er den endegyldige sandhed - konstateringen kan godt diskuteres! Så dét gør kvinderne og deres veninder... derfor snakker de gerne i timevis over telefonen eller over den ene kop kaffe efter den anden. Der kommer konstant konstateringer, og de bliver diskuteret, omformuleret, tilpasset og så sagt igen, for igen at blive tilpasset tilrettet og så videre.
Når kvinden så møder manden, så glemmer hun nok ret ofte, at en konstatering sagt til en mand (oftere end for en kvinde) er endegyldig - diskutionen er slut. Så når hun FORESLÅR at man mødes klokken noget på et givent sted for at ordne noget, så opfatter han det (til tider) som, SÅDAN ER DET - Punktum slut.
Med disse tanker gik jeg ind i forhold til min mand. Og når jeg kan høre, at han synes, at jeg dikterer, så foreslår jeg, at mit udsagn meget gerne må diskuteres og meget gerne vil forbedres - om han vil hjælpe mig, så planen passer til begge vores hverdag.
Og når jeg kan høre, at han synes at jeg diskuterer noget, der måske er færdigdiskuteret, så stopper jeg lige op og vurderer, om resten egentlig bare er tøsesnak eller om det rent faktisk er min mand vedkommende...
Desuden tror vi på, hjemme hos os, at det er det vigtigste i hverdagens Verden, at sige til, hvis man har en dårlig dag... så slipper den anden for at komme med ironiske kommentarer dén dag, for dén dag falder i bare i RIGTIG dårlig jord. Den anden part har osse mulighed for faktisk at hjælpe dén, der er i dårligt humør. Humøret kan skyldes - bare den falske dag. Det kan osse være, at der er noget galt på job, noget den anden går og grubler over, noget den anden part har gjort eller sagt, eller måske vil man bare gerne ha en krammer.. Og måske en kop kaffe uden at skulle rejse sig.
Så dét at sige, at man har en dårlig dag er HELT klart en god måde at komme RIGTIG meget dårlig kommunikation i forekøbet 😉
Trådstarter spør' "Hvorfor er det så svært?" og lige bag efter "eller behøver det at være så svært?"
Jeg sys egentlig ikke det er så svært - så længe man husker på, at ens partner ikke er ens venner eller veninder, og at den anden kommunikerer på en anden måde end dem/jer - ganske enkelt fordi hjernerne fungerer forskelligt.
Det svære ligger nok i at huske på det - og blive ved med at huske på det. Din partner lærer nok ALDRIG din måde at tænke på, så imødekommenheden skal ske resten af livet!
Behøver det at være så svært... nøh.. men det er da en meget god måde at huske på, at man er 2 forskellige personer - selv efter 20 år sammen😉 Og forøvrigt, så er det jo én selv, der vælger at se på en situation som besværlig... Så hvis man går ind i partnerskabets kommunikationskunst, så KAN man vælge at se det som en spændende og interessant udfordring, som man sammen går ind til..

hvordan budskabet opfattes 😃

har nemlig en del af grunden til det.
Rigtigt sagt løvemor

Jeg vil gerne anbefale kvinder at de fra helt unge lærer sig at "tone rent flag".
Jeg har nu kendt min (formodentlig snart forhenværende)kone i mere end 22 år. Hun er et rigtig sødt og kærligt menneske, men det viser sig nu at vi åbenbart har arbejdet 2 forskellige veje i de senere år. Efter 3 måneders evaluering på hendes meddelelse om at hun vil skilles, må jeg konstatere at det er skammeligt når kæden er hoppet af p.g.a dårlig kommunikation. Jeg har valgt at høre det som hendes mund sagde (naivt) og tage det for pålydende. Jeg burde istedet have evnet at læse mellem linierne - og have fattet hvad hun mente, men det var jeg ikke dygtig nok til.
En bedre og åben og ærlig dialog gennem livet, kunne sikkert have været en god hjælp - så vi bedre kunne have håndteret en indtruffen 40-års krise hos konen. Men da vi endelig begyndte at kommunikere direkte - ja endog på en meget pæn og respektabel måde, viste det sig at hun ikke kunne finde direkte svar - selv på direkte spørgsmål (selvfølgelig også på grund af krisen)men sandsynligvis også fordi vi ikke har trænet den ægte kommunikation, som vi pludselig fik brug for. Krisen kører stadig - og jeg tror at min kone forlader mig nu, selvom hun ikke ved hvilket liv hun vil sætte istedet. Jeg har således ikke evnet at læse mellem linierne (ANTYDNINGERNE)- specielt fordi de nogle gange er sagt med et kropssprog og en mimik, som ikke passede til ordene. I min naivitet har jeg taget ordene for pålydende....
DET VAR IKKE KLOGT.[:*(]