konen over grænsen

Min kone, som jeg har kendt i fire år, har stærkt brug for at flirte med og blive bekræftet af andre mænd. Jeg har ikke brug for det modsatte til kvinder i samme grad.
En gang er hun gået over grænsen med en kollega, uden at have haft direkte sex med ham. Det gjorde mig utryg. Og hun har siden lagt bånd på sig selv, når jeg er med i byen og til fester. Hun rejser iøvrigt meget til udlandet med jobbet.
Men nu siger hun, at hun ikke er sig selv i det mere. At hun ikke får sin glæde levet ud.
Jeg ved, vi har forskellige "kulturer" på det område. Når jeg en meget sjælden gang flirter er der altid et stort element af alvor i det, så er det fordi jeg på en måde er ramt i hjertet.
Hun er altid blevet hurtigt forelsket i andre. Hos mig skal der rigtig meget til, før klokken ringer. Når den gør det, bliver det farligt, ved jeg.
Men sagen er, at jeg efter den melding mærker utrygheden vende tilbage, som jeg havde dengang med kollegaen. På den ene side skal min kone ikke lægge bånd på sin naturlige glæde. På den anden side vil jeg ikke leve med utrygheden. Så jeg er nødt til at tage et valg. Og jeg tror faktisk ikke, jeg vil leve med det, men at jeg forlader hende. Er der andre, som har oplevet det samme dilemma og som har input til mig?

Skifter du hende ud, har du intet vundet, kun tabt, for nissen følger med til næste forhold og det er nok den type pige du selv falder for. Hvad siger du til det?
Kom over dine mindreværdskomplekser og sørg for, hun ikke har/kan få det bedre end sammen med dig. Så render hun ingen steder. Lad hende flirte, det er en del af den personlighed du faldt for - hvorfor skal hun så laves om? Det er underligt som mænd må lave om på deres koner, men selv ikke vil forandren eller udvikling overhovedet.

for at købe ind uden dig, bestemmer du jo ikke, hvad hun putter i vognen.

Hej bettina!
Tak for dit velmenende indlæg. Jeg kan godt følge det med at nissen flytter med. Men jeg faldt altså ikke for flirtepigen i hende. Det var helt andre ting.
Jeg har ingen mindreværdskomplekser. Jeg har en udstråling, så jeg næsten altid kan få dem, jeg vil have. Der er bare ikke så mange af slagsen. Og jeg har ikke behov for konstante bekræftelser.
Jeg vil ikke lave om på hende, der tager du fejl. Jeg respekterer alt hos hende. Også at hun har de behov. Men jeg er så nødt til at tage mine egne valg ud fra, hvad jeg har det godt eller skidt med. Jeg forsøger altså ikke lave om på hende, men jeg forlader hende, hvis hendes flirteri med andre fortsætter. Sådan er det.
Det kan være, mine grænser og valg ikke er som dine eller andres. Men de er mine og dem respekterer jeg også. Jeg ved ikke, hvor du har fået ind i hovedet, at vi mænd vil lave om på vore koner, men ikke selv vil udvikle os. Du må have gjort erfaringer, der i alt fald ikke er mine. Men tak for dit indlæg.
VH
trådstarter

Utroligt at flirteri med andre ligefrem kan blive et tema i et parforhold. Er det nutidens "voksne" mennesker, der konstant har brug for bekræftelse. Synes det lyder ualmindelig umodent. Måske skulle I bare droppe parforholdet. Så kan I hver især dyrke flirten med andre, som vel i virkeligheden er dyrkelsen af sig selv. Så kan I få al den bekræftelse I orker at jagte, uden at skulle bruge energi på at give det plads og grænser i jeres parforhold. Uanset om det handler om "glæde" eller "har elementer af alvor". Hvad vil I dog med hinanden? Voksne mennesker kan træffe et valg, og parforhold handler om andet end en selv og en eller anden "nu og her bekræftelse". Din kone lyder som en kælen baby, og Jeg forstår til fulde, hvis du forlader hende. Ikke kun fordi hun flirter hømningsløst, men fordi hun ser ud til at have problemer med voksenrollen, og den slags mennesker bliver man uvægerlig både skuffet over og træt af i længden.

Og kender udmærket følelsen af at blive krænket lidt for meget. I forhold til hvad jeg mener der er ret og rimeligt i et parforhold hvor gensidig respekt burde være et nøgleord. Min kone fliter hæmningsløst med andre mænd og har konstankt behov for at blive bekræftet.Hun sælger direkte ud af sig selv efter min opfattelse. Hun søger mænds opmærksom i en sådan grad. Jeg vil næsten betegne det som en form for en sygdom. Det er så åbenlyst. Hvis jeg konfrontere hende med det, påstår hun hårdnakket at jeg ser syner og alt det der ligner. Hun er 44 år (Panikalderen har virkelig ramt hende)Vi har kendt hinanden i 19 år. Når man har kendt hinanden i 19 år. Så kan man ikke narrer hinanden. Ikke på sigt i hvertifald. Her vil en radikal adfærds ændring blive bemærket temmelig hurtigt. Vi har før drøftet grænser for hvad der er ret og rimeligt mht.flirteri. Og vores grænser er faktisk ens. Jeg respektere hendes grænser. Men hun drøner bare derud af...vel vidne at hun absolut ikke vil have en mand, der bare filter vildt med at piger. Dobbelt moralsk så det basker og en bedragerisk adfærd i mine øjne. Jeg lader op til det helt stor træk ..og inden hun får set sig omme så er jeg væk. Hvis ikke hun tager sig sammen meget hurtig

Tak for dit indlæg!
Ja din situation minder om min. Bortset fra, at I har de samme grænser. Det har vi ikke. Jeg ved, jeg lægger mere alvor i det, en hun gør. Der er dilemmaet.
Jeg håber, I finder ud af en løsning, som I begge kan leve med. I har trods alt kendt hinanden i mange år og har måske børn sammen. Det er nok lettere for mig at tage skridtet, da vi kun har kendt hinanden i fire år.

Jeg som kvinde synes det er pinligt at se de kvinder, der flirter rundt med de mænd de kommer i nærheden af. De må virkelig have et mindreværdskompleks og behov for at blive bekræftet.
Man kan sagtens have en god samtale med andre mænd og være sød og smilende, uden at behøve at kaste rundt med håret.
Jeg ville ikke finde mig i det fra din side af. Hun gør dig jo til grin.
Sæt hende stolen for døren, så må hun finde ud af, om det er dig hun vil have, eller hun har behov for at lede vidre.