Kristendommen og døden
Her i juletiden er det vel på sin plads at minde om, at hulen traditionelt kobles sammen med det kristne budskab, selvom statistikken viser, at de fleste efterhånden er ligeglade.
Men hvad siger kristendommen egentligt om livet og døden?
Livet er en gave! Gud har skabt verden og Gud skabte livet og mennesket. Vi mennesker har en speciel rolle- det er os der skal tage vare på verden. Historien viser, at det er en fornuftig konstruktion: Vi har efterhånden potentialet til at ødelægge verden, så lidt respekt overfor vores egen rolle på jorden må være på sin plads!
Som kristen bruger man mange tanker på, at prise livet. Ikke sådan, at vi ignorerer alt det onde, men et dårligt liv er trods alt bedre end intet liv- "Den, som hører til blandt de levende, har noget at sætte sin lid til, for hellere levende hund end død løve" Præd 9:4
Men der findes jo reel ondskab i livet. Kristendommen afviser, at man kan konkludere noget om, hvor "syndige" mennesker har været, ved at se på om de har et godt eller et dårligt liv: "for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige" Matt 5:45
Derimod lover kristendommen os fred midt i alle ulykkerne:
"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«" Matt 11:28-30
Og så lærer kristendommen os at mindske følgerne af al uretfærdigheden:
" Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«" Luk 10:25-28
Men hvad siger kristendommen om døden? Ja, her hersker der mere uenighed, og godt det samme- livet handler om livet, ikke om døden. Men der er dog steder, hvor vi fornemmer den fortrøstning hvormed kristne ser på døden- Gud elsker os, så Han ønsker naturligvis ikke at skade os i døden.
På et tidspunkt, da Paulus blev holdt til fange var livet naturligvis ikke så rart. Så han kom til at tænke på døden som en befrielse:
"Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen" Fil 1:21-25
På trods af den hårde situation Paulus befandt sig i, fandt han alligevel det kristne liv en vinding. Men døden var nu også en attraktiv mulighed- ved at dø troede han, at han kunne komme hjem til Kristus og være sammen med Ham indtil opstandelsen. Paulus havde en meget intens tro på dette Paradis før opstandelsen- engang havde han nemlig fået lov at besøge det, fortalte han:
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale" 2 Kor 12:2-4
En sådan 100% sikker overbevisning om Paradis har de færreste kristne. Men de fleste har dog den fred det giver at tro, at Gud skabte os for at gøre godt imod os, så Han vil også være med os i døden.
Men respekt for de kristne som med 100% overbevisning med Paulus er sikre på, at vi har et indre menneske- vores engel eller ånd- som overlever døden. Disse mennesker glæder sig til, at deres indre menneske overklædes med Guds udødelighed:
"Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.
Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej". 2 Kor 5:1-9
Men hvad siger kristendommen egentligt om livet og døden?
Livet er en gave! Gud har skabt verden og Gud skabte livet og mennesket. Vi mennesker har en speciel rolle- det er os der skal tage vare på verden. Historien viser, at det er en fornuftig konstruktion: Vi har efterhånden potentialet til at ødelægge verden, så lidt respekt overfor vores egen rolle på jorden må være på sin plads!
Som kristen bruger man mange tanker på, at prise livet. Ikke sådan, at vi ignorerer alt det onde, men et dårligt liv er trods alt bedre end intet liv- "Den, som hører til blandt de levende, har noget at sætte sin lid til, for hellere levende hund end død løve" Præd 9:4
Men der findes jo reel ondskab i livet. Kristendommen afviser, at man kan konkludere noget om, hvor "syndige" mennesker har været, ved at se på om de har et godt eller et dårligt liv: "for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige" Matt 5:45
Derimod lover kristendommen os fred midt i alle ulykkerne:
"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«" Matt 11:28-30
Og så lærer kristendommen os at mindske følgerne af al uretfærdigheden:
" Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«" Luk 10:25-28
Men hvad siger kristendommen om døden? Ja, her hersker der mere uenighed, og godt det samme- livet handler om livet, ikke om døden. Men der er dog steder, hvor vi fornemmer den fortrøstning hvormed kristne ser på døden- Gud elsker os, så Han ønsker naturligvis ikke at skade os i døden.
På et tidspunkt, da Paulus blev holdt til fange var livet naturligvis ikke så rart. Så han kom til at tænke på døden som en befrielse:
"Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen" Fil 1:21-25
På trods af den hårde situation Paulus befandt sig i, fandt han alligevel det kristne liv en vinding. Men døden var nu også en attraktiv mulighed- ved at dø troede han, at han kunne komme hjem til Kristus og være sammen med Ham indtil opstandelsen. Paulus havde en meget intens tro på dette Paradis før opstandelsen- engang havde han nemlig fået lov at besøge det, fortalte han:
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale" 2 Kor 12:2-4
En sådan 100% sikker overbevisning om Paradis har de færreste kristne. Men de fleste har dog den fred det giver at tro, at Gud skabte os for at gøre godt imod os, så Han vil også være med os i døden.
Men respekt for de kristne som med 100% overbevisning med Paulus er sikre på, at vi har et indre menneske- vores engel eller ånd- som overlever døden. Disse mennesker glæder sig til, at deres indre menneske overklædes med Guds udødelighed:
"Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.
Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej". 2 Kor 5:1-9