kun du som er borte forevigt
et stille skrig bryder overfladens glatte renhed en tåre falder vådret kindens liljehvide hud tårene falder tungt som sten som de sten der skulle falde fra hjertet istedet blokere de følelsernes veje så jeg bliver som en belejret borg intet kan komme ud eller ind og tilsidst dør jeg indefra der efter må jeg gå som en tynd skal tynget af sorg i visheden om du aldrig kommer igen intet kan live mig op kun du som er borte forevigt