kunne i forlade børn?

kære læser
Hvis i vidste at jeres børn (16 og 19 år) ville blive boende hos deres far hvis du rejste, ville du så nogensinde kunne forlade dem?
Det skal lige nævnes, at deres far og jeg har levet som venner i over 5 år!!
Har overvejet at få en lejlighed tæt på deres far... men er jo bange for at jeg aldrig vil se dem!!!

Dine børn er ved at være så gamle, at det er et spørgsmål om få år, før de alligevel rejser fra reden. Tror du i den situation, at du aldrig vil komme til at se dem? Selvfølgelig vil du det! Hvis I har et godt forhold, vil du også komme til at se en del til dine børn. Du er stadig deres mor, og de vil stadigvæk have brug for dig :o)

Det er lige NU at du har din "farlige" periode, hvor børnene alle er over 15 og hvor din egen rolle som forælder er ved at gå over i et andet stadie - at du skal se at få styr på dit eget liv.
Du skal indse, at du SELV skal styre dit liv fra nu af og at du IKKE kan leve gennem dine børn længere.
Hvis du virkelig er en god mor, så indser du at børnenes eget ønske er det bedste for dem og du indretter dig derefter.
Hvis du ikke indser dette og får dit eget liv op at stå på et andet grundlag, så vil dine børn vende dig ryggen og du vil ende som en bitter mor, der ikke aner hvad hun skal stille op med sig selv.
Måske vil de så til nød komme og se til dig på din fødselsdag på plejehjemmet en dag.

Det hænger da ikke helt sammen det her.
De er 16 0g 19. Du og faderen er gode venner.
Du skal bo i nærheden.
Bange for ikke at se dem mere.
Forklar nærmere.

Og det gjorde jeg da min datter var 3 år gammel! Jeg havde efter at have haft meninghitis og encephallitis fået epilepsi. Jeg faldt om og besvimede helt uforvarende. En dag stod min nabo og gloede på mig mens jeg lå på gulvet og prøvede at komme i tanker om, hvad der var sket. Meget hurtigt blev jeg klar over, at min lille datter, havde måtte hente hjælp hos naboen efter at jeg var faldet om.
Det ansvar kunne jeg bare ikke lægge på hendes skuldre! Efter noget tid afsagde jeg forældreretten og flyttede ud af lejligheden, så hendes far og hans nye kone kunne flytte ind.
At blive boende sammen med min datter på det tidspunkt var mere at tage hensyn til mig end det var at tage hensyn til hende.
(Og verdens ende lå jo slet ikke der. Efter bare et år, havde jeg styr på mit handicap (som forsvant som dug for solen for 13 år siden), og min datter ønskede at flytte hjem til mig i min nye bolig. Og det kom hun så ;o))
Min pointe er, du skal ikke blive boende for børnenes skyld. Det er nemlig ikke for børnenes skyld...det er i sidste ende af hensyn til dig selv og din rolle som mor, du ikke vil miste.
Men du kan være 100% sikker på, at du ikke mister den! Tværtimod, kan det meget vel være, at den bliver styrket, fordi du træder i karakter, og dine børn kan se, hvor stærk og selvstændig en mor de har. Det gør dem trygge, og det giver dem et ekseptionelt forbillede at "blive ligesom". Du giver dem en identitet i deres voksne liv på den måde.
Hvis du og din mand "bare" er venner...så synes jeg også, at du forhindrer dit eget liv i at udfolde sig for dig. I hæmmer hinanden ved at blive boende sammen. I kan jo også være venner udenfor hjemmets 4 vægge. Det er straks sværere for mange at være ægtepar udenfor hjemmet. Men da I jo ikke er det, synes jeg det ville være en oplagt chance nu at I vender situationen så den bliver gunstig for alle parter.
jeg ønsker jer alle Held og Lykke

hej du
det bunder måske i at jeg er bange for at de vil syns at det er enormt synd for deres far, at jeg smutter fra ham...de vil måske ikke kunne forstå, at vi ikke bare kan blive sammen som venner!! og børn har det vel bedst men at tingene er som de plejer?
Jeg er nok sådan en person der altid har haft svært ved at tage de store beslutninger... derfor min usikkerhed :-(

ville jeg.

jeg skulle ta' (16 og 19), ikk'

Men så vil jeg kun sige dig dette. Dine børn er så store at de rent faktisk ville kunne forstå dette her, med den rette indragelse i den her beslutning. Og jeg siger dig et eller andet sted er jeg sikker på de vil forstå situationen. De er jo altså store nu. At du og manden har et godt venskab, skulle jo netop kunne styrke dette. Du er deres ophav som han og det vil de trods alt ikke glemme i det her. Hellere en glad mor end en der evt. lever sammen med en mand og ikke er lykkelig og af ren og skær skræk for, børnenes syn på det nye der så venter.
Med håb om en god fremtid fra mig til dig.

just let it go don't be afraid to

.........................

alle ved at jeg er DEN mand.