Kæreste med barn

Jeg har brug for et godt råd vedr. mit parforhold og hvordan jeg agerer bedst muligt:
Vi har kendt hinanden ca. 3/4 år er jævnaldrende - i 50érne og jeg holder utroligt meget af ham. Vi har det bare dejligt sammen - når vi er to.
Vi har selvfølgelig "børn" fra tidligere forhold - jeg har 2 voksne som jeg jo ikke mærker meget til i det daglige. Men han har en dreng på 13 år, som bor hos moderen. Han har samkvem hver onsdag aften/nat + hver anden weekend - fredag til mandag.
Drengens mor er egentlig helst fri for ham og hun mener at faderen tager sig for lidt af drengen........desuden er hun utroligt hjælpeløs og uselvstændig - burde faktisk aldrig have haft barn. D.v.s. at min kæreste bliver bedt om at tage sig af alle mulige praktiske ting vedr. drengen, o.s.v......
Men min kæreste er faktisk for gammel til alt det børne-tummel. Han har et hårdt fysisk arbejde og er udkørt til fyraften. På hverdage går han omkuld senest ved 21-tiden - vågner så kl. 04 - og er selvfølgelig færdig igen kl. 20-21. Og sådan kører det hele ugen.......
Men han sætter en ære i, at være service-organ for drengen og hans mor. Hvilket jeg jo ikke hverken kan eller vil ændre på.
(-det mærkelige er, at han aldrig har levet i et familie-forhold med dem. Har aldrig boet sammen med moderen.....)
Det piner mig utrolig meget at være vidne til, at han presser sig selv så hårdt og har SÅ meget bøvl i sin tilværelse. Jeg vil så gerne forkæle ham, hvis jeg kunne få lov. Når man er 54 år bør man kunne tillade sig at geare lidt ned og nyde livet en gang imellem.Men han tager åbenbart martyr-rollen særdeles alvorligt.
Hvordan agerer jeg bedst muligt - uden at komme til at blande mig❓
En anden ting er, at han vil gerne jeg er der, når drengen er der. men jeg er helst fri for at være pap-mor, for hans karakter ændrer sig når drengen er der. Han bliver pirrelig og stresset og taler til mig som til endnu et barn. Man mærker helt tydeligt, at samværet med drengen irriterer ham - det er en pligt og ikke en fornøjelse for ham.
Som sagt: Når vi er os to, har vi det dejligt og jeg er ikke i tvivl om, at han også holder af mig. Men forholdet til drengen er vigtigere for ham. Og samtidig en stor belastning for ham i forhold til, hvordan han egentlig gerne ville leve sit liv, hvis han var fri til det......
Normalt ville man - når drengen er så stor - kunne "se en ende" på dette børnetummel. Men han er meget speciel (ikke så underligt, med den opvækst) og har ikke mange kammerater. Så han vil sikkert fylde meget i mange år endnu.......
Men jeg er bekymret for, om min elskede kan blive ved med at holde til det........
Håber nogen derude har været ude for noget lignende og kan råde mig.

give dig bedre råd
end måske en afkastningsfamilie til barnet det kunne være rart det vil både aflaste mor og far men det er nu engang dem der har valgt at få ham og det skulle ikke gerne komme bag på nogen vi alle blir ældre
men derfor skal man jo ikke udnytter en god og rar sjæl måske skal du spørge din kæreste pænt om det kunne være en ide at drengen fik sig en social omgangs kreds gå til sport og så noget
jeg ved det ikke-bare et råd fra mig :-) held og lykke med det :-)

Han var garanteret ikke TRÆT da han hyggede sig med at skabe barnet...
Det er simpelthen en elendig undskyldning, at han er gammel og udkørt efter arbejdet.. Så kunne han f..... have trukket haveslangen til sig, inden det resulterede i et barn!!!!!!!!

jeg har mest ondt af i den her sammenhæng. Hvordan føles det mon, når både, mor, far og papmor egentlig helst er fri for én? Stakkels dreng!

Måske skulle din "elskede" have overvejet situationen, inden han var med til at skabe barnet.....bagefter er der jo ligesom ingen fortrydelsesret....og måske burde han stille mere op som far, og mindre på sit arbejde, og som kæreste!
Det er muligt at man normalt skal kunne geare ned, når man er 54, men det kan altså ikke lade sig gøre, når man har vagt at få børn som 40-årig....ligesom man heller ikke, hvis man får børn som 15-årig, kan amide barnet fra sig, når man vil nyde sin ungdom! Med børn følger der ansvar...det skal begge forældre vel påtage sig.
Det er sødt, at du bekymrer dig over din kæreste, det synes jeg virkelig....men prøv at støtte ham med sønnen istedet, og se om du ikke meget bedre kan hjælpe ham og aflaste ham der.

hvad han kunne og skulle have gjort engang i fortiden! Det handler om nu!!
At være gammelklog og bebrejdende afhjælper ikke den aktuelle situation.
Tilbage i tænkeboksen og kom med et konstruktivt forslag!
Hilsen
Pictura

for de mange gode svar. Om jeg kan bruge dem❓ Ja - måske det med en aflastningsfamilie, hvor også drengen kunne få et socialt netværk. Men det kan jeg jo ikke bestemme, allerhøjst påvirke min kæreste. Jeg ved, at der er en psykolog i skolen indblandet i drengens forhold - underligt at man ikke har forslået noget lignende.
Og ja - denne situation er frygtelig synd for drengen. Tænk at være vidne til, at ens forældre skændes om, hvis tur det er til at blive fri for at være sammen med ahm......
Og selvfølgelig skulle manden have trukket slangen til sig for 13 år siden. Men det kan vi jo ikke ændre på nu, hvor vi har problemet.