Kærlighed er en svær størrelse
Tjah, nu er det så 7 år siden at jeg blev skilt fra min ungdomskæreste, efter knap 20 års forhold. Jeg er i mellemtiden blevet over 40 år og mine børn er blevet store. De første år efter skilsmissen syntes jeg egentligt at det var ret nemt, at finde mænd af interesse, men som jeg nu er blevet ældre og med et par forhold bag mig, finder jeg det sværere og sværere! Jeg har fyldt mit liv med en masse andet - træning, hobbyer, børn, familie, venner og arbejde. Af andre får jeg ofte at vide at jeg er en køn kvinde, der holder sig godt og er ungdommelig.
På den positive side kan man sige, at jeg har lært mig selv godt at kende, og efterhånden ved hvilken slags mand jeg interesserer mig for, men på den negative side har det også indsnævret feltet betragteligt!
Når jeg så endelig (og tro mig, der kan gå et år eller mere imellem at jeg ser nogen af interesse) møder en, der kan fange min interesse, så starter interessen op med at være gensidig, men kort derefter falmer den fra hans side - muligvis fordi jeg ikke længere gider spille alle de der spil og lade ham være jægeren.
I byen lukker jeg af - de fleste vil opfatte mig som arrogant, selvom jeg er præcis det modsatte - men jeg vil nok også gerne have en, der kan og tør trænge gennem facaden.
Ih, hvor ville jeg gerne og hvor er jeg parat til at finde ham der, som jeg ikke skal sidde lårene af - ham som jeg kan have et fornuftigt ligeværdigt voksent forhold til!
Men jeg er sq bange for at den slags mænd som jeg søger bare ikke findes længere ......og ja, jeg er muligvis for kræsen 😉
Jeg har tit hørt, at man ikke kan tillade sig at være så kræsen, når man er fyldt 40 ...men hvis det handler om resten af ens liv og end indre, der skal åbnes for overfor en anden person - har man så ikke lov at være kræsen?
Kh
En Kvinde
På den positive side kan man sige, at jeg har lært mig selv godt at kende, og efterhånden ved hvilken slags mand jeg interesserer mig for, men på den negative side har det også indsnævret feltet betragteligt!
Når jeg så endelig (og tro mig, der kan gå et år eller mere imellem at jeg ser nogen af interesse) møder en, der kan fange min interesse, så starter interessen op med at være gensidig, men kort derefter falmer den fra hans side - muligvis fordi jeg ikke længere gider spille alle de der spil og lade ham være jægeren.
I byen lukker jeg af - de fleste vil opfatte mig som arrogant, selvom jeg er præcis det modsatte - men jeg vil nok også gerne have en, der kan og tør trænge gennem facaden.
Ih, hvor ville jeg gerne og hvor er jeg parat til at finde ham der, som jeg ikke skal sidde lårene af - ham som jeg kan have et fornuftigt ligeværdigt voksent forhold til!
Men jeg er sq bange for at den slags mænd som jeg søger bare ikke findes længere ......og ja, jeg er muligvis for kræsen 😉
Jeg har tit hørt, at man ikke kan tillade sig at være så kræsen, når man er fyldt 40 ...men hvis det handler om resten af ens liv og end indre, der skal åbnes for overfor en anden person - har man så ikke lov at være kræsen?
Kh
En Kvinde