Lang afstand... savner hende

Jeg har en kæreste der bor cirka 140 km væk. Jeg savner hende helt vildt og er bare lidt meget trist over at der er så lang afstand imellem os. Nogle gange savner jeg bare det at kunne besøge hende i hverdagen også... Jeg tænker og tænker og kan ikke undgå noglegange at tænke på hvor bange jeg er for at miste hende :(!
Der er så også lige det ved det at jeg går i skiftevagt nu og har derfor ikke fri ret meget og næsten ingen weekendfri...! Ville bare høre om der var nogle som havde været ude for det samme og hvad man evt. kan gøre? Er simpelthen så glad for hende og tror nu også vi skal klare denne periode på 2 måneder hvor vi ikke kan ses så tit... Men alligevel.. Det er hårdt! :(

Jeg kan godt forstå dig, at du savner din kæreste. Det første halve år jeg var sammen med min nuværende kæreste, rejste vi mellem Odense og Kbh hver weekend. Det var hårdt at sige farvel til hindanden hver søndag aften. Det var ikke sjovt at sidde 150 km væk fra hinanden når man er nyforelsket. Vi skrev en masse sms´er og lange breve til hinanden for at holde gnisten. Gnisten er blevet til mere, hun er flyttet over til mig, men flytter snart tilbage igen. Vi er IKKe gået fra hinanden tværtimod, vi skal giftes. Så det næste halve år skal vi igen være weekendkærester på grund af mit arbjde.
Det kan godt lade sig gøre, men det er meget frustrerende, når man gerne vil være sammen og få en hverdag til at fungere. På den anden er det måske ikke så dårligt igen, hverdagen kan også komme for hurtigt også har forelsker med at tage lidt af.
Alt i alt så kan det både være godt og skidt, i mit tilfælde har det været rigtig godt.
Held og lykke

Jeg bor selv et stykke fra min kæreste og vi kan kun ses i weekenderne. problemet er at jeg tit skal arbejde der også.. men vi ved så os at om 2 år kan vi flytte sammen for da er jeg færdig med den udd jeg er i gang med.. det vi gør for at holde det kørende er at sørge for at snakke sammen over mobilen eller msn flere gange dagligt og somme tider se hinanden over webcam .. det gør at man stadig er med i hvad hinanden laver og på en måde har en dagligdag sammen med stadig adskildt fra hinanden .. så tanken om at vi om 2 år skal bo sammen og at det er det værd gør at vi beholder geisten .. men ja det er hårdt men så længe man snakker sammen og nyder den tid man har sammen fuldt ud så kan man godt får det til at fungere..
Knus

Du er trængt ind på mit territorium min dreng, kan du få de 2 måneder overstået og det i en fart :-D Det er MIG der har rekorden i langdistance og den agter jeg at værne omkring ;-p
Jeg er vant til at have mine kærester i den anden ende af europa og det har godt kunne vare et års tid....se dét er anstrengende i længden. Man vil alligevel ikke opgive sit eget land hvor an har alle sine venner og familie, som er meget vigtig for mig og det har min partner heller ikke. Familen er jo nærmest den uklippede navlestreng nede sydpå, så overlevelsesmulighederne (for mændene især) vil være små. ALTSÅ langdistanceforholdet er født på ny. Du er heldig dit snart er overstået. Skriv en masse til hinanden, ring benyt enhver anden form for kontakt sålænge :-) Er I på msn? Det er også tit en hjælp.
Held og lykke med det og op med humøret :-D

der er ikke meget skub i denne debat....

føler med dig... har prøvet det engang... håber det går for jer...

hvorfor flytter i ikke sammen...?

det er ikke muligt for nogle af os at flytte hen til hinanden pga. vores arbejde (læreplads), begge 22 år! Men om cirka 1 års tid skulle der være mulighed for at vi kunne flytte sammen.