langdistanceforhold

Min kæreste studerer i udlandet. Det er en uge siden han tog afsted, men det føles som en evighed. Nu er der 11 måneder til han vender hjem. Jeg savner ham forfærdeligt. Hvordan skal jeg udholde det? Hvordan skal vi holde kærligheden ved lige?

Hej Ulykkelig?
Hvad er det du skal udholde mens han er væk? Prøv lige at sætte ord på hvad det egentlig er der er så forfærdentligt... Du spørg hvordan I skal holde kærligheden i live. Hvad skulle få den til at dø? At du møder en anden? At han gør? Tror du så nok på Jer?
Bare lidt spørgsmål til at reflektere over...
Knus fra Tulle

Det er da klart, at hun er ked af det og savner ham - hvordan ville du selv have det?!? Det kan selvfølgelig bunde i usikkerhed på deres forh., men reaktionen er da under alle omstændigheder normal!!!

Har du været i et langdistanceforhold???
Det der kan få kærligheden til at dø, er at man ikke er sammen. Man bliver nød til at være sammen, for at lære hinanden bedre at kende og for at lave ting sammen, der styrker kærligheden. Jeg har prøvet det, og det gik galt...
Så Tulle, bland dig kun i emner, hvor du har en viden.
TAK!

Jeg går ud fra, at I ikke har mulighed for at besøge hinanden (så meget?) - men det synes jeg sandelig, at I skal få arrangeret, mindst én gang i de kommende måneder.
Har selv engang i flere år haft et langdistanceforhold, og kan anbefaled noget så dejligt og gammeldags som: Breve! Et rigtigt brev! Breve man kan tage med sig, eller båndoptagelser til hinanden, hvor man fortæller lidt - eller meget, indspiller musik osv.
Endelig vil jeg sige, at du, når det første afskedschok har lagt sig, at du kan prøve at fokusere p åalt det du kan mens din kæreste er væk, og så få hverdagen til at fungere med så mange gode mennesker og ting som muligt du holder af. Bliv ikke siddende i dit savn. LAd det komme og gå, mens du husker også at leve nu. Let er det jo selvfølgelig ikke, men hold ud, hold fast - og hold øje med det, som stadig er godt!

Hej Anonym!
Først vil jeg sige dig tak for dit indlæg - men dernæst vil jeg lige slå fast, at jeg på INGEN måde respekterer en nedladende debat-tone!!!! Det er simpelthen for lavt. "Udtal dig kun om noget du ved noget om - ellers hold mund". Ergo udtaler jeg mig når jeg føler jeg har noget at tilføje - uanset om du kan tage det til dig eller ej... det er jo ikke min sag, men noget du må afgøre med dig selv!
Dernæst: Jeg har på ingen måde sagt at det ikke er forfærdentligt at savne en kæreste der er væk.. Jeg forsøgte blot at få uddybet HVAD det er personen savner - det gør det nogen gange nemmere at forholde sig til, når man kan sætte ord på så smertefuld en følelse som savn er!
Endelig ved jeg af erfaring, at hvis man først begynder at tvivle på om det holder - så er man på vej ud på et skråplan, for ens tankespind vil i perioder med usikkerhed og savn lede én væk fra fortroligheden parterne imellem... Derfor ville jeg blot sætter tanker i gang hos personen om at stå fast på sine følelser for kæresten, der ikke er i nærheden. Kærlighed er ikke et spørgsmål om at være tæt på fysisk, det er et spørgsmål om at være tæt på psykisk. Når du begynder at tvivle på om det holder, så bevæger du dig væk psykisk! Og så holder det ikke!!! Men selvfølgelig har man brug for at ses/være sammen/mærke hinanden.. Det kan bare gøres på så mange måder når man psykisk er tæt på hinanden!
Men uanset hvad, så er min ret som menneske at give udtryk for mine holdninger - uanset om de falder i god jord eller ej! Vi kan ikke alle være enige - men vi kan jo alle have noget på hjerte. Hav respekt for din næste - ellers respekterer du ikke dig selv!
MVH Tulle
PS. Hvorvidt jeg kender til savn eller ej.. det er jo kun mig der ved det! :-)

Hvor du dog bare (afgrunds)dyb og klog!!!

Er du der nu igen.. hvor dejligt! :-) Så må du jo hellere passe på at du ikke falder i den dybe afgrund... ;-) Men tak for komplimenten - du må jo virkelig mene det, siden du gider bruge energi på at meddele dig! :-)
Tulle-kys til dig

Hej!
Er selv flyttet til udlandet som en del af mit studium og efterlod min kæreste derhjemme. Vi boede sammen derhjemme så det har været svært at være mig selv pludselig - men man kan selv gøre rigtig meget for at holde liv i det.
Brug alle de muligheder teknologien giver; webcam, skype, messenger, mails osv.
Hold hinanden opdaterede om dagligdags ting, så føler man stadig at man er "med". Send billeder! Så ved i hvem i taler om, og så har man igen følelsen af at være lidt med i det hele.
Selvfølgelig virker det uoverskueligt i starten, men det går faktisk overraskende hurtigt over og så bliver det lettere og bedre med tiden.