Lider af depression. Mine ord forklare alt

Fortrækker at leve i det skjulte, hvor ingen kan se mig, røre mig eller høre mig. Livet i skyggerne, er der hvor jeg fortrækker at være. Høre kun på andres ord og følelser, aldrig på min egne. Måske bliver jeg snart opslugt af mørket, hvor tåre, had, hævn og koldhed findes. Håber jeg en dag, ser lyset og bliver forvandlet til et menneske igen og kan mærke varme i mit hjerte igen.

Hvordan føles et kys, tænker på det hver dag. Lige meget hvor hårdt og frygteligt, jeg tænker, hvorfor kan jeg ikke huske det. Kærlighed findes det? Og er det virkeligt? Hvorfor kan ingen svare mig? lige meget hvor tit, jeg ber til dem, hvorfor kan de ikke svare. Hvorfor er vi mennesker så onde, grådige, ufølsome, hvorfor lader vi had vejlede os, hvorfor skal man dømmes efter sit tøj, hvorfor må man ikke have det tøj man vil, uden andre skal sige, ondt om en. det er bare det, man har lyst til at gå i. Hvorfor gør vi os selv, ondt eller påføre andre smerte. Kan ikke forstå det, lige meget hvor hårdt, jeg har lyst til at forstå det, kan jeg ikke. Gid jeg havde en sort kappe som gjorde mig usynlig, så ingen på min skole eller mennesker, kunne se mig. En drøm jeg tit drømmer.

Unknown

...kære du,
bliver nødt til at spørge dig om du har fået hjælp??
Det lyder for sort og stort til at du skal gå med det helt alene.
Kh
Naomi

Ja det har jeg. Men Jeg opførte mig, som om jeg var normal. Men ej. Men ingen ved hvordan jeg er. Deler ikke, min sorg med mennesker i mit liv. Har altid gået rundt med det alene................

Hey Ukendte...
Du ønsker dig ikke usynligheden. Ikke hele tiden. Sommetider ønsker du dig, at du tør stille dig midt på byens torv og skrige ud, hvem fanden du egentlig tror, at du er.
Sommetider sidder du i sofaen og tænker: Så kunne jeg have sagt sådan og sådan. Jeg kunne have gjort sådan og sådan. Hvis jeg turde.
Så tæver du dig selv oveni hovedet, fordi du er fjollet, eller fordi du skaber dig, eller fordi du jo nok ikke fortjener bedre.
Og SÅ er det verden der er "ond", andre mennesker er "onde", du sidder med alle dine ubesvarede spørgsmål, og tør ikke stille dem til nogen.
Så græder du måske lidt. Trækker resigneret på skuldrene og går opgivende i seng.
Men du? Husk, at det ikke er alt man skal forstå. Hvis man tror det, så bliver man for alvor sindssyg.
Og det er heller ikke alt, man skal kunne klare. Ikke alting er så nemt, som det ser ud til for alle andre.
Du er nødt til at kigge ind i dig selv; på den fede måde, altså - ikke som offer for livet. Men du må tage fat i dig selv, tage ansvar for dig selv og din udvikling. Tilgive dig selv, for at være så hård ved dig selv, for ikke at give dig selv alle de muligheder du fortjener og har ret til.
Ingen dømmer dig hårdere end du selv, og i det øjeblik du igen lukker verden ind i dig selv, vil du opdage, at du oftest vil blive mødt med åbenhed og venlighed!

Åh hvor jeg føler med dig.
Jeg har selv været hele turen igennem, og vil ikke påstå at jeg er kureret, men de fleste dage magter jeg dog at se lyst - eller lysere på tingene.
Mit problem var at jeg ikke følte at jeg kunne leve op til alles, og ikke mindst mine egne forventninger til mig. Jeg havde det perfekte liv, perfekt kæreste, perfekt studie- næsten færdig som kandidat, perfekte forældre, og det var bare ikke det jeg ville.
Jeg brugte en hel sommer på at græde og have ondt af mig selv, for jeg følte virkelig at jeg bare var den største taber og at verden nok var et bedre sted uden mig.
Hvad jeg gjorde for at komme videre var at jeg rejste væk - til Skotland og fandt arbejde derovre. Jeg havde brug for at flytte fokus væk fra mig selv, og over på hele mit nye liv jeg skulle have organiseret. Derudover mødte jeg en fyr, som selv havde været det hele igennem, og som jeg kunne tale med. Det hjalp meget at vide at jeg ikke var splitter ragende sindssyg.
Det er nu halvandet år siden, og jeg er lige kommet tilbage fra Skotland og starter snart nyt studie. Det er stadig hårdt, og ind i mellem har jeg bare lyst til at forsvinde, ind i mellem græder jeg den halve nat, og ind i mellem skriver jeg breve (som jeg godt nok aldrig får sendt, men det hjælper)
Jeg vil ikke give dig gode råd om, hvad du skal gøre for at få det bedre. Hvad ved jeg om, hvad der skal til i dit tilfælde? Men du skal vide at du er ikke den eneste, og mange andre før dig er kommet igennem det. Det kan være svært - ja umuligt- at se, men der ER lys for enden af tunnelen, så lige meget hvad du gør, så giv ikke op.
Og så et stort kram til dig fordi du nok trænger, og fordi du havde modet til at skrive dit indlæg. Det er en start.
Cx

Hey..
Jeg føler med dig, og kan godt følge dine tanker. Har det selv sådan, næsten hver dag.
Jeg vil ikke dele noget af mig selv med nogen. Men du skal vide, at du altid kan skrive til mig hvis du skulle trænge til det. Ved ikke hvor gammel du er? Men ihvertfald, er du altid velkommen til at skrive, hvis du vil spørge om noget, eller bare får lyst til at komme af med noget...
Du kan lige skrive et svar- så får du min email.. Hvis du skulle få lyst..

Efter og have læst dine ord, ville jeg bare skrive til dig, uden og vide hvad jeg skulle skrive.
Måske det er for og lade dig vide og se, at nu er der en der har hørt dig. En der håber det bedste for dig.
Har selv haft det sådan, og har det stadigt, men ikke så tit som for kun et år siden.
Det kunne have været mine egne ord, du har skrevet, skriver selv meget, og det hjælper mig og få mine tanker ned.
Jeg har digt efter digt, om hvor ondt livet kan gøre.
Men jeg er kommet dertil, hvor jeg håber jeg en dag kan skrive bare ét digt om, hvor dejligt livet er. :o)
Jeg håber det bedste for dig, og håber du også selv en dag, vil komme til og se det dejlige i livet.
Det bedste råd jeg kan give dig, er og snakke med en/nogen, om hvordan du har det, osv. For det hjælper, måske ikke i starten, men det er vejen frem, eller i det mindste en af vejne frem.
Der er et lys derude for dig, som for mig, og jeg er sikker på at du en dag, vil finde det.
Kærligst MC

jeg vil gerne have din mail i baghånden, hvis det er........