Lidt kærligt drilleri til vælgerne af DF
Læs det selv venner, artiklen i Ekstra bladet fra lørdags *LOL*
Camre som vi kender ham
MOGENS Camre, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, demonstrerer endnu en gang sin alternative virkelighedsopfattelse.
Skønt han i årevis har tordnet mod EU-parlamentarikernes enorme rejsegodtgørelser, som det enkelte medlem med en smule opfindsomhed sagtens kan forvandle til en pæn personlig indkomst, stemmer Camre nej til et forslag, der for fremtiden gennemtvinger bilagsprincippet. Dvs. at parlamentets politikere kun kan få godtgjort de faktiske omkostninger ved at rejse frem og tilbage til Bruxelles og Strasbourg.
CAMRES vedholdende modstand mod forslaget forekommer umiddelbart mystisk på baggrund af hans kritik af griseriet med rejsepengene.
Mindre mystisk bliver det, hvis man ser på, hvad Camre selv får ud af de gældende ordninger. Det er ikke så lidt.
Manden tager til EU-samlinger ca. 100 gange om året. Hver tur giver mere end 9000 kr. i rejsegodtgørelse.
I dag er det ganske billigt at komme frem og tilbage til Bruxelles. Så medmindre den bilglade Camre lader sig befordre af en limousine ned gennem Europa, viser et forsigtigt skøn, at der på årsbasis vil være op mod 400.000 kr. tilovers på hans rejsekonto.
SELV NÆGTER han, at der er tale om så stort et beløb. Hvilket stiller os over for endnu et mysterium: Hvor bliver pengene så af?
Hvis nogen skulle mene, at han i denne forbindelse opfører sig som en hykler, har han modangrebet parat: Det kan hans kritikere selv være, mener han.
Forslaget, der skal indføre bilagsrejser, indebærer samtidig en enorm lønstigning til EU-parlamentarikerne som en kompensation for de tabte rejseindtægter. Det er uærligt spil, mener Camre, der opfatter forslaget som en gratis demonstrationspolitik, der ikke kommer til at koste tilhængerne en krone.
HER HAR HAN muligvis en pointe. Vi tror heller ikke, at EU-politikerne nogen sinde vil stemme for et forslag, der indebærer en risiko for, at de bliver stillet det mindste ringere økonomisk.
Men Camre selv er jo ikke et hak bedre, når han med forstilt beklagelse stemmer for at bevare de for ham indbringende ordninger, fordi han mener, alternativet bliver for dyrt.
MANDENS holdning er langtfra overraskende. Det er Camre, som vi kender ham.
Folk med korttidshukommelsen intakt vil erindre hans pinlige farvel til hjemlig politik, inden han meldte sig under Pia Kjærsgaards vinger.
I 1988 var han skattepolitisk ordfører for Socialdemokratiet. Her tordnede han fra Folketingets talerstol mod skattefiduser og de lede folk, der berigede sig på den almindelige, ærlige skatteborgers regning.
Men pludselig fandt han på at låne fem mio. kr. i banken, købe obligationer, som han solgte med en fed kursgevinst, hvorefter han kunne hæve 50.000 kr.
Det, syntes hans kreds i Valby, var et nummer for groft, og han blev ikke opstillet til næste valg.
Så Camres forhold til penge, specielt dem, han selv får glæde af, er sådan set ingen nyhed.
Men den kan ikke fortælles for ofte.
Camre som vi kender ham
MOGENS Camre, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, demonstrerer endnu en gang sin alternative virkelighedsopfattelse.
Skønt han i årevis har tordnet mod EU-parlamentarikernes enorme rejsegodtgørelser, som det enkelte medlem med en smule opfindsomhed sagtens kan forvandle til en pæn personlig indkomst, stemmer Camre nej til et forslag, der for fremtiden gennemtvinger bilagsprincippet. Dvs. at parlamentets politikere kun kan få godtgjort de faktiske omkostninger ved at rejse frem og tilbage til Bruxelles og Strasbourg.
CAMRES vedholdende modstand mod forslaget forekommer umiddelbart mystisk på baggrund af hans kritik af griseriet med rejsepengene.
Mindre mystisk bliver det, hvis man ser på, hvad Camre selv får ud af de gældende ordninger. Det er ikke så lidt.
Manden tager til EU-samlinger ca. 100 gange om året. Hver tur giver mere end 9000 kr. i rejsegodtgørelse.
I dag er det ganske billigt at komme frem og tilbage til Bruxelles. Så medmindre den bilglade Camre lader sig befordre af en limousine ned gennem Europa, viser et forsigtigt skøn, at der på årsbasis vil være op mod 400.000 kr. tilovers på hans rejsekonto.
SELV NÆGTER han, at der er tale om så stort et beløb. Hvilket stiller os over for endnu et mysterium: Hvor bliver pengene så af?
Hvis nogen skulle mene, at han i denne forbindelse opfører sig som en hykler, har han modangrebet parat: Det kan hans kritikere selv være, mener han.
Forslaget, der skal indføre bilagsrejser, indebærer samtidig en enorm lønstigning til EU-parlamentarikerne som en kompensation for de tabte rejseindtægter. Det er uærligt spil, mener Camre, der opfatter forslaget som en gratis demonstrationspolitik, der ikke kommer til at koste tilhængerne en krone.
HER HAR HAN muligvis en pointe. Vi tror heller ikke, at EU-politikerne nogen sinde vil stemme for et forslag, der indebærer en risiko for, at de bliver stillet det mindste ringere økonomisk.
Men Camre selv er jo ikke et hak bedre, når han med forstilt beklagelse stemmer for at bevare de for ham indbringende ordninger, fordi han mener, alternativet bliver for dyrt.
MANDENS holdning er langtfra overraskende. Det er Camre, som vi kender ham.
Folk med korttidshukommelsen intakt vil erindre hans pinlige farvel til hjemlig politik, inden han meldte sig under Pia Kjærsgaards vinger.
I 1988 var han skattepolitisk ordfører for Socialdemokratiet. Her tordnede han fra Folketingets talerstol mod skattefiduser og de lede folk, der berigede sig på den almindelige, ærlige skatteborgers regning.
Men pludselig fandt han på at låne fem mio. kr. i banken, købe obligationer, som han solgte med en fed kursgevinst, hvorefter han kunne hæve 50.000 kr.
Det, syntes hans kreds i Valby, var et nummer for groft, og han blev ikke opstillet til næste valg.
Så Camres forhold til penge, specielt dem, han selv får glæde af, er sådan set ingen nyhed.
Men den kan ikke fortælles for ofte.