Ligheder mellem mennesker og aber
Enhver der har set en af de store menneskeaber (chimpanse, urangutang og gorilla) kan få øje på lighederne med et menneske. De udtryksfulde øjne, hænderne der ligner vores osv. Men efter kortlægningen af generne er begyndt at tage fart, har forskerne opdaget, at de genetiske ligheder om muligt er endnu større end de ligheder vi selv kan se med vores øjne.
Der er naturligvis også forskelle: aberne har 24 kromosonpar, hvor vi mennesker har 23 kromosonpar. Men lad os et øjeblik i stedet fokusere på nogle af lighederne:
Alle 4 arter har 1000 ikke heterokromatiske G-bånd. Og de er ens - dem vi har har hver enkelt af de 3 menneskeaber også. Dem de har, har vi også! Ser vi på de enkelte kromosoner er lighederne også slående: kromosomerne med nummrene 6, 13, 19, 21, 22 og X er genetisk identiske med dem de tre abearter har. Vores kromosomer med numrene 3, 11, 14, 15, 18, 20 og Y er genetisk identiske med de tilsvarende kromosomer hos chimpanse og gorilla. Kun kromosom 4 og 17 afviger fra hinanden hod de 4 arter.
Ser vi i stedet på, hvordan kromosomerne så afviger fra hinanden øges forbløffelsen yderligere: De fleste af de genetiske forskelle involverer inversion: lokaliter på kromosomerne er blevet vendt om. Det er vigtigt, fordi dette sker hos mange arter (det er også dokumenteret hos mennesker), og fordi inversionsændringer sjældent reducerer fertiliteten. Altså lige den type genetiske ændringer der gør evoloutionsteorien troværdig, fordi de uproblematisk kan og vil ske gradvist.
Eksempelvis afviger kromosom 5 mellem chimpanser og mennesker. Men forskellene skyldes inversion - det gør det plausibelt at tro, at vi har en fælles forfader.
Der findes også andre forskelle - translatoriske forskydninger (kromosomerne har byttet dele med hinanden) og tilstedeværelsen eller fraværet af nokleolare organisatorer. Igen forskelle man rutinemæssigt kender fra os mennesker, så igen er det forskelle der øger troværdigheden af evolutionsteorien.
Den største forskel er afgjort forskellen i antallet af kromosonpar (vi har kun 23, aberne har 24). Måden denne afvigelse forekommer på kan måske hjælpe os til at forstå, om den genetiske forskel mellem mennesker og aber tyder på en "designer", eller om det tyder på en fælles forfader?
Set med evolutionære briller findes der to gode kandidater til at forklare en sådan forskel mellem to arter med en fælles forfader: Enten delte et af kromosomerne hos forfaderen sig i to hos aberne så de fik 24 i stedet for 23 kromosompar, eller også sammensmeltedes to af kromosomerne hos forfaderen hos mennesket, så vi fik 23 kromosompar. Beviserne tyder på, at to af kromosomerne fusionerede, så vi kun fik 23 kromosompar.
Hvis man ser på menneskets kromosompar nummer 2 viser det sig nemlig at ligne to af abekromosomerne. Og ikke nok med det: Enderne af kromosomer kaldes telomerer og ser klart anderledes ud end resten af kromosomet. Da kromosompar nummer 2 hos mennesket viser tegn på telomerstruktur i midten tyder det i høj grad på, at menneskets kromosompar nummer 2 fremkom ved sammensmeltningen af to af vores fælles forfaders kromosomer.
Hvert kromosompar har også et centromer (den distinkt centrale del af kromosomet). Men menneskets kromosom nummer 2 har 2 centromerer - resterne af hver af centromererne fra de to kromosomer det blev dannet af!
Menneskets kromosom nummer 2 svarer fuldstændigt til chimapansers kromosomer 2p og 2q sat sammen. Teleomererne i midten af vores kromosom nummer 2 svarer fuldstændigt til teleomerene fra de 2 chimpanse kromosomer sat sammen - og på præcist det forventede sted. De to centromerer i vores kromosom nummer 2 svarer også til sammensmeltningen af 2p og 2q hos chimpanserne. Igen sidder de præcist som forventet!
Men hvis vores forfædres kromosontal pludseligt faldt fra 24 til 23, hvordan kunne de så få formeringsdygtigt afkom? Alle ved, at heste og æsler's afkom ikke kan formere sig (mulddyr - heste og æsler har forskelligt antal kromosomer).
Svaret er, at et forskelligt antal kromosomer ikke altid forhindrer levedygtigt afkom. Der findes mange eksempler på det modsatte - eksempelvis er tamheste og Przewalski's vildhest blevet avlet og frembriger formeringsdygtigt afkom, på trods af, at tamheste har 64 kromosomer, medens Przewalski's vildhest har 66 kromosomer.
Sammenligner man med gorilla og urangutang viser det sig i øvrigt, at mennesket og chimpansen har oplevet en fælles translatorisk kromosomforskydning, nemlig flytningen af ca. 10000 DNA par fra kromosom nummer 1 til Y kromosomet. Det tyder på, at chimpanser og mennesker havde en fælles forfader, efter at vi havde skilt os ud fra gorilla og urangutang.
Mennesket nedstammer ikke fra aberne. Men det er svært at komme udenom de massive beviser for, at mennesket, chimpansen, gorillaen og urangutangen har en fælles forfader. Læs eventuelt mere her http://www.gate.net/~rwms/EvoEvidence.html
Der er naturligvis også forskelle: aberne har 24 kromosonpar, hvor vi mennesker har 23 kromosonpar. Men lad os et øjeblik i stedet fokusere på nogle af lighederne:
Alle 4 arter har 1000 ikke heterokromatiske G-bånd. Og de er ens - dem vi har har hver enkelt af de 3 menneskeaber også. Dem de har, har vi også! Ser vi på de enkelte kromosoner er lighederne også slående: kromosomerne med nummrene 6, 13, 19, 21, 22 og X er genetisk identiske med dem de tre abearter har. Vores kromosomer med numrene 3, 11, 14, 15, 18, 20 og Y er genetisk identiske med de tilsvarende kromosomer hos chimpanse og gorilla. Kun kromosom 4 og 17 afviger fra hinanden hod de 4 arter.
Ser vi i stedet på, hvordan kromosomerne så afviger fra hinanden øges forbløffelsen yderligere: De fleste af de genetiske forskelle involverer inversion: lokaliter på kromosomerne er blevet vendt om. Det er vigtigt, fordi dette sker hos mange arter (det er også dokumenteret hos mennesker), og fordi inversionsændringer sjældent reducerer fertiliteten. Altså lige den type genetiske ændringer der gør evoloutionsteorien troværdig, fordi de uproblematisk kan og vil ske gradvist.
Eksempelvis afviger kromosom 5 mellem chimpanser og mennesker. Men forskellene skyldes inversion - det gør det plausibelt at tro, at vi har en fælles forfader.
Der findes også andre forskelle - translatoriske forskydninger (kromosomerne har byttet dele med hinanden) og tilstedeværelsen eller fraværet af nokleolare organisatorer. Igen forskelle man rutinemæssigt kender fra os mennesker, så igen er det forskelle der øger troværdigheden af evolutionsteorien.
Den største forskel er afgjort forskellen i antallet af kromosonpar (vi har kun 23, aberne har 24). Måden denne afvigelse forekommer på kan måske hjælpe os til at forstå, om den genetiske forskel mellem mennesker og aber tyder på en "designer", eller om det tyder på en fælles forfader?
Set med evolutionære briller findes der to gode kandidater til at forklare en sådan forskel mellem to arter med en fælles forfader: Enten delte et af kromosomerne hos forfaderen sig i to hos aberne så de fik 24 i stedet for 23 kromosompar, eller også sammensmeltedes to af kromosomerne hos forfaderen hos mennesket, så vi fik 23 kromosompar. Beviserne tyder på, at to af kromosomerne fusionerede, så vi kun fik 23 kromosompar.
Hvis man ser på menneskets kromosompar nummer 2 viser det sig nemlig at ligne to af abekromosomerne. Og ikke nok med det: Enderne af kromosomer kaldes telomerer og ser klart anderledes ud end resten af kromosomet. Da kromosompar nummer 2 hos mennesket viser tegn på telomerstruktur i midten tyder det i høj grad på, at menneskets kromosompar nummer 2 fremkom ved sammensmeltningen af to af vores fælles forfaders kromosomer.
Hvert kromosompar har også et centromer (den distinkt centrale del af kromosomet). Men menneskets kromosom nummer 2 har 2 centromerer - resterne af hver af centromererne fra de to kromosomer det blev dannet af!
Menneskets kromosom nummer 2 svarer fuldstændigt til chimapansers kromosomer 2p og 2q sat sammen. Teleomererne i midten af vores kromosom nummer 2 svarer fuldstændigt til teleomerene fra de 2 chimpanse kromosomer sat sammen - og på præcist det forventede sted. De to centromerer i vores kromosom nummer 2 svarer også til sammensmeltningen af 2p og 2q hos chimpanserne. Igen sidder de præcist som forventet!
Men hvis vores forfædres kromosontal pludseligt faldt fra 24 til 23, hvordan kunne de så få formeringsdygtigt afkom? Alle ved, at heste og æsler's afkom ikke kan formere sig (mulddyr - heste og æsler har forskelligt antal kromosomer).
Svaret er, at et forskelligt antal kromosomer ikke altid forhindrer levedygtigt afkom. Der findes mange eksempler på det modsatte - eksempelvis er tamheste og Przewalski's vildhest blevet avlet og frembriger formeringsdygtigt afkom, på trods af, at tamheste har 64 kromosomer, medens Przewalski's vildhest har 66 kromosomer.
Sammenligner man med gorilla og urangutang viser det sig i øvrigt, at mennesket og chimpansen har oplevet en fælles translatorisk kromosomforskydning, nemlig flytningen af ca. 10000 DNA par fra kromosom nummer 1 til Y kromosomet. Det tyder på, at chimpanser og mennesker havde en fælles forfader, efter at vi havde skilt os ud fra gorilla og urangutang.
Mennesket nedstammer ikke fra aberne. Men det er svært at komme udenom de massive beviser for, at mennesket, chimpansen, gorillaen og urangutangen har en fælles forfader. Læs eventuelt mere her http://www.gate.net/~rwms/EvoEvidence.html