Lillejuleaften....23
23. December
Jeg lader ikke denne flig
af tornen i mit øje,
blegne mit blik, sløre mit udsyn.
Jeg lader ikke drømmen om tanken
stå i tomhed tilbage,
om ikke det skete i de dage engang.
Der står stjerner på himmelen nu
som da, og lyset på månen er
solen, og jorden drejer sig stadig.
Alting drejer sig, som kys på en
sløjfe, som Engles drømme, som
vanviddets endelige krav på konkurs.
Jeg lader ingen psykopat bestemme
min skæbne, mit liv, min ensomhed,
om han kaldes Enbåren, Messias, Gud.
Jeg har kaldt med foldede hænder, og
bedt med knyttede næver, men alting er
døende fra fødsel, fra livets første åndedræt.
Det er ikke tanken om evigt liv, der
får mig til at leve; det er tanken om
døden, der fordrer at livet leves fuldt.
Det er ikke tanken om Guds tilgivelse,
der får mig til lukke sjælen op og give,
det er ideen om den fuldendte kærlighed.
Jeg tager historierne, for de historier
de er, og lukker mine øjne og mærker
tidens vingesus, årtusinders kys
mod mit hjerte, min sjæl, mine læber.
Jeg lader ikke denne flig
af tornen i mit øje,
blegne mit blik, sløre mit udsyn.
Jeg lader ikke drømmen om tanken
stå i tomhed tilbage,
om ikke det skete i de dage engang.
Der står stjerner på himmelen nu
som da, og lyset på månen er
solen, og jorden drejer sig stadig.
Alting drejer sig, som kys på en
sløjfe, som Engles drømme, som
vanviddets endelige krav på konkurs.
Jeg lader ingen psykopat bestemme
min skæbne, mit liv, min ensomhed,
om han kaldes Enbåren, Messias, Gud.
Jeg har kaldt med foldede hænder, og
bedt med knyttede næver, men alting er
døende fra fødsel, fra livets første åndedræt.
Det er ikke tanken om evigt liv, der
får mig til at leve; det er tanken om
døden, der fordrer at livet leves fuldt.
Det er ikke tanken om Guds tilgivelse,
der får mig til lukke sjælen op og give,
det er ideen om den fuldendte kærlighed.
Jeg tager historierne, for de historier
de er, og lukker mine øjne og mærker
tidens vingesus, årtusinders kys
mod mit hjerte, min sjæl, mine læber.