Livets meningsløshed
Hej
Hvis en standard-overskrift som den kan fange jeres opmærksomhed, keder I jer måske heller ikke for meget til at læse videre.
Jeg har efterhånden nogle gange været ude for, at jeg er nødt til at sætte mit liv på pause og overveje, hvad jeg egentlig laver.
- Hvorfor jagte en dejlig pige, en god karakter eller det gode job. Hvis I kender The Smiths: "I was looking for a job, and then I found a job. Heaven knows I'm miserable now". Sådan en følelse sidder jeg tit med, hvis jeg opnår mine mål: en kort glæde, efterfulgt af et "hvad så nu?"
I sådan en eksistentiel krise - et øjebliks klarhed - overvejer jeg min situation grundigt, og beslutter så, er der skal ske nogle ændringer. Det er spild af tid at se TV eller spille computer, nu skal den stå på socialt samvær og selvudvikling og selvrealisering.
Efter et par måneder hvor jeg har brugt min tid på venner og familie, ikke spildt min tid. Men den er stadig spildt, for jeg ender tilbage i min eksistentielle krise. Denne 2. gang er jeg så overbevist om, at det er noget helt tredje, der er i vejen. Så en ny "kur" står for døren, og denne gang er problemet et andet.
Enkelte gange lykkes det for mig at komme i en situation, hvori jeg indser, at jeg ikke længere har problemer; Økonomien er på ret køl, fik lavet et par gode eksamener, og nu er det ferie med vennerne, ingen udskudte opgaver eller andre bekymringer. Men så rammes jeg af et kæmpe luksusproblem, livets ulidelige lethed. Hvad fanden skal jeg så give mig til?
Uanset hvad der sker, eller hvad jeg gør, ender jeg efter min opfattelse i en personlig krise, hvor jeg med "friske øjne" overvejer min situation, ændrer noget men ændrer ingenting. Det resulterer bare ikke i andet end jeg glemmer, at tilværelsen er meningsløs i en periode, til eksistensen presser på igen og jeg rammes af meningsløsheden. Og jeg samler mig sammen, holder op med at have ondt af mig selv og finder en ny idé eller tilværelse, som jeg kan bruge til at holde tankerne væk.
Jeg er tit glad og tilfreds, men jeg kommer altså ikke ud over tankerne om tilværelsens meningsløshed en gang i mellem.
Jeg er nået frem til, at jeg enten må
1) Nyde de gode øjeblikke + tolke eksistensspørgsmål som kedsomhed/nedern på.
2) Finde en uendelig opgave, der for evigt kan aflede min opmærksomhed: Religion, ideologi eller videnskab.
3) Fortsætte som hidtil
De to første forslag virker bare ikke tiltagende, for 1) jeg kan ikke bare stilles tilfreds med, at livet bare hander om at sørge for, at man har det fint nok, sidde og nyde et glas vin, klappe sig selv lidt på ryggen og ellers bare stille mig selv tilfreds med det hele, glemme problemerne.(Jeg kan ikke stilles tilfreds med at stille mig tilfreds) Og 2) jeg tror ikke, jeg gider en uendelig opgave, og jeg tror ikke den virkelig får mig til at glemme livets store spørgsmål.
Jeg sitter fast. Er der nogen der kan kickstarte mig?
Hvis en standard-overskrift som den kan fange jeres opmærksomhed, keder I jer måske heller ikke for meget til at læse videre.
Jeg har efterhånden nogle gange været ude for, at jeg er nødt til at sætte mit liv på pause og overveje, hvad jeg egentlig laver.
- Hvorfor jagte en dejlig pige, en god karakter eller det gode job. Hvis I kender The Smiths: "I was looking for a job, and then I found a job. Heaven knows I'm miserable now". Sådan en følelse sidder jeg tit med, hvis jeg opnår mine mål: en kort glæde, efterfulgt af et "hvad så nu?"
I sådan en eksistentiel krise - et øjebliks klarhed - overvejer jeg min situation grundigt, og beslutter så, er der skal ske nogle ændringer. Det er spild af tid at se TV eller spille computer, nu skal den stå på socialt samvær og selvudvikling og selvrealisering.
Efter et par måneder hvor jeg har brugt min tid på venner og familie, ikke spildt min tid. Men den er stadig spildt, for jeg ender tilbage i min eksistentielle krise. Denne 2. gang er jeg så overbevist om, at det er noget helt tredje, der er i vejen. Så en ny "kur" står for døren, og denne gang er problemet et andet.
Enkelte gange lykkes det for mig at komme i en situation, hvori jeg indser, at jeg ikke længere har problemer; Økonomien er på ret køl, fik lavet et par gode eksamener, og nu er det ferie med vennerne, ingen udskudte opgaver eller andre bekymringer. Men så rammes jeg af et kæmpe luksusproblem, livets ulidelige lethed. Hvad fanden skal jeg så give mig til?
Uanset hvad der sker, eller hvad jeg gør, ender jeg efter min opfattelse i en personlig krise, hvor jeg med "friske øjne" overvejer min situation, ændrer noget men ændrer ingenting. Det resulterer bare ikke i andet end jeg glemmer, at tilværelsen er meningsløs i en periode, til eksistensen presser på igen og jeg rammes af meningsløsheden. Og jeg samler mig sammen, holder op med at have ondt af mig selv og finder en ny idé eller tilværelse, som jeg kan bruge til at holde tankerne væk.
Jeg er tit glad og tilfreds, men jeg kommer altså ikke ud over tankerne om tilværelsens meningsløshed en gang i mellem.
Jeg er nået frem til, at jeg enten må
1) Nyde de gode øjeblikke + tolke eksistensspørgsmål som kedsomhed/nedern på.
2) Finde en uendelig opgave, der for evigt kan aflede min opmærksomhed: Religion, ideologi eller videnskab.
3) Fortsætte som hidtil
De to første forslag virker bare ikke tiltagende, for 1) jeg kan ikke bare stilles tilfreds med, at livet bare hander om at sørge for, at man har det fint nok, sidde og nyde et glas vin, klappe sig selv lidt på ryggen og ellers bare stille mig selv tilfreds med det hele, glemme problemerne.(Jeg kan ikke stilles tilfreds med at stille mig tilfreds) Og 2) jeg tror ikke, jeg gider en uendelig opgave, og jeg tror ikke den virkelig får mig til at glemme livets store spørgsmål.
Jeg sitter fast. Er der nogen der kan kickstarte mig?