Lukket dør

Kender du det
Kender du det med at nogen lader døren stå åben ud, mens de lige går ud med skraldespanden
”Jamen det tager jo ikke ret lang tid, jeg skal jo bare lige......”
Al varmen i huset forsvinder, mens døren står åben, for at de hurtigere kan komme ind i varmen igen.
Det giver en ubehagelig træk, og det bliver koldt, for dem der stadig er derinde.
Indtil én går hen, og lukker døren.
Det var det, der skete med vores ægteskab.
Du skulle lige ud i erhvervslivet og sidde med i nogle vigtige råd
Mens børnene var små og din kone havde en fødselsdepression
Du regnede med at du nogle år efter lige kunne tage tråden op, hvor du forlod den
Tænkte ikke på den manglende omsorg du dermed gjorde åbenbar
Jeg frøs
Og så gik jeg hen og lukkede døren
Den bliver svær at åbne igen.

At der skal luftes ud indimellem, alt med måde bevares.
"nogle år" er lang tid at gå og være utilfreds og fryse...du skulle have sagt fra tidligere.

😕Jeg kan ikke lade være at undre mig, hvorfor sagde du ikke fra? Altså noget før??
Hvad gjorde du for at han ikke opdagede hvor elendigt du havde det?
Hvorfor skal det lige være ham der er det helt sorte får? Pengene på kontoen han skaffede, de er vel nødvendige????
såeh....

Det er ikke mig der er trådstarter - men det kunne ligeså godt have været mig der havde skrevet indlægget.
Og hvis det var mig der skulle svare på dine spørgsmål....

Jeg sagde fra. Mange gange. Og man håber jo, at han på et eller andet tidspunkt forstår hvad det er man siger. At det går op for ham, at man ikke er enig med ham i den måde, ægteskabet og familien fungerer på. Man dropper jo ikke bare manden og splitter familien fordi man ikke er enig. Man håber og håber og håber....og lige pludselig er der gået adskillige år. Derfor blev det ikke "før"...
Jeg prøvede adskillige gange at forklare ham, at jeg havde det elendigt. At jeg ikke trivedes med den måde vores liv var tilrettelagt på. At jeg havde nogle andre værdier end penge. Jeg fik ham desværre aldrig til at forstå, at man ikke kan lægge sin kone og børn ned i en skuffe i 10 år - mens man tjener penge til at kunne trække sig tilbage som 40-årig - og så tage dem frem igen og fortsætte hvor man slap. Han har forstod det heller ikke den dag jeg gik. Det var jo bare mig der var svag, at jeg ikke kunne holde til mosten....
For mig handlede det ikke om at kunne - jeg ville ikke. Jeg har kun et liv, og det vil jeg ikke spilde på nogle værdier, jeg ikke tror på. Jeg synes prisen for et liv med økonomisk velstand var for høj.
Her bagefter kan jeg godt se, at det var en formålsløs kamp - at han faktisk godt forstod det jeg sagde. Men han var ikke enig med mig, og var ikke indstillet på at ændre noget. Det sagde han bare aldrig. Sandsynligvis fordi han godt vidste, at så var jeg gået for mange år siden. Så kan man jo diskutere hvem der er det sorte får. Hende der kæmper eller ham der lyver...
Jeg ved godt, at de penge manden knokler for ikke i alle familier er luksus, men er nødvendige. Men det er stadig min holdning, at hvis den ene part ikke trives - af den ene elelr anden grund - er det et fælles problem, og et fælles ansvar at finde en løsning, alle har det godt med.
Jeg har desværre hørt mange mænd udtale, at deres lange arbejdsdage er for familiens skyld. Det er noget vrøvl. I mange tilfælde handler det om, at de overbeviser sig selv om, at det er for at forsørge familien og kunne give dem et godt/bedre liv. Men har de husket at spørge konen om hun er enig? Det er for nemt at sige det er for konens skyld. efter min opfattelse er det et meget egoistisk valg hvis man kører noget nær døgnkarriere, mens konen står på sidelinien og har det elendigt.

Som sagt er jeg ikke trådstarter, men jeg håber du har fået lidt indblik i, hvordan tingene også kan anskues🙂

er jo et indlæg, hvor der er et "forløb"...
Men igen, hvad ville i have levet af, og jeg hører jo også om mange forhold, hvor det er sådan, at manden er tvunget til at jobbe i mange timer, for at hus og bil osv. kan "hænge sammen uden gaffatape";o).
Jeg er dog sikker på, at der er forfærdelig mange forhold, hvor at kommunikationen kikser fælt, og det er jo den sikre start til en familie på vej mod opløsning.
Jeg syntes det er urtoligt man ikke evner at lytte til hinanden.
INDLÆG 1:
Jeg håber ikke du følte dig fordømt, men jeg undrede mig blot, jeg var ikke ude og fordømme.
Ciao.

I mit tilfælde kunne vi leve fint med den indtægt min mand havde som ansat - altså sammen med min løn. Men det var ikke nok for ham. Han ønskede at trække sig tilbage som 50 årig, hvilket jo kræver en mindre formue. Derfor startede han som selvstændig...Så det var ikke fordi vi ikek havde det økonomisk ok, min ex ville bare have mere. Og da jeg har et andet værdiset fungerede det desværre ikke.
Den med at man bliver nødt til at arbejde r.... ud af bukserne for at få råd til hus, bil osv køber jeg ikke. Det er vel et valg man foretager sig. Det er ikke alle, det ved jeg, men mange har valget til at prioritere hvad de synes er vigtigst. Hvis man ikke føler, der er tid nok til familien og fritid iøvrigt, kan man jo overveje om man kan skifte bilen ud med en mindre, eller med en cykel - skifte huset ud med en lejlighed - og holde ferie i DK og ikke i udlandet.
Jeg er iøvrigt helt enig med dig - hvis mænd og kvinder kommunikerede bedre ville mange problemer være løst og mange skilsmisser undgået. Men jeg tror det i første omgang handler om at finde ud af hvad man selv vil, før man kommunikere det videre til ægtefællen. Og det har i mange år været in at stresse og stræbe efter materielle gode, så meget at vi glemme hvad livet egentlig handler om.
[l]