Læs lige her...
Journalistikken og samfundets udstødte
Det danske samfunds overflødige har ingen stemmer i samfundsdebatten.
Af Søren Schultz Jørgensen.
Hvordan har de det mon egentlig i underklassen? Hvad tænker de mon, alle de uuddannede indvandrere, bistandsklienterne, de tvangsaktiverede, posedamerne, mændene på herberget og beboerne i Mjølnerparken? Og hvordan mon det føles at være permanent parkeret på sidelinjen af et samfund, der kører i økonomisk overgear, slår den ene forbrugsrekord efter den anden og konstant fortæller sig selv, at det går ufattelig godt?
Vi ved det ikke, for det danske samfunds overflødige har ingen stemmer i samfundsdebatten. De har ingen politiske partier, der helhjertet kæmper deres sag. De har ingen interesseorganisation i ryggen, ingen tænketanke og ingen spindoktorer. Og de har ingen medier til at sætte dagsordenen for sig. Er man udstødt af samfundsøkonomien, er man nemlig også udstødt af journalistikken.
Grunden er ikke, at den danske journaliststand vender ryggen til samfundets svageste. Tværtimod. Journalisterne på de førende danske nyhedsmedier føler sig hver uge forpligtet til at levere adskillige spaltekilometer om samfundets rand- og bundområder. Men de gør det på en måde, som man kun kan gøre det, når man selv tilhører samfundets veluddannede, velbjærgede og friværdibegunstigede elite - og i øvrigt bor i sikker afstand af de boligghettoer, de faldefærdige skoler og de institutioner, som landets svageste borgere er spærret inde i.
Samfundets marginaliserede må derfor langt hen ad vejen finde sig i at blive behandlet med samme distancerede skrivebordsjournalistik som svineeksporten, aktiekurserne og finansloven. Det vil sige som statistiske kurver, indekstal og procentsatser, der går op eller ned. Det er magthavernes, embedsmændenes, eksperternes og de privilegeredes sprog. Og journalisternes.
Statistikker og eksperter kan sagtens være solidariske. Men de skaber sjælden store læseoplevelser eller dyb forståelse af menneskers hverdag. Nyhedsredaktionerne sender derfor med jævne mellemrum deres højt gagerede reportere ud i randområderne for ved selvsyn at studere forholdene, indsnuse stemningen og måske endda tale med nogle af de fortabte. De hedder som regel Lillian eller Mustafa. Sociale tabere har nemlig ikke efternavne i de socialjournalistiske rejsereportager. De er objekter, skildret med turistens flygtige indlevelse og hattedamens distingverede solidaritet.
Politikens forsidehistorie nytårsdag havde alle ingredienser: En seksspaltet overskrift med ordlyden 'Det går ufattelig godt, men ...', en alkoholiseret Lillian og lige så forsumpet Svend i kamp om en krykke på Nørreport Station - og en privilegeret journalist på gennemrejse. Den journalistiske intention fejlede absolut intet. Men den velmente reportage bibragte os ikke nogen dybere forståelse af de fortabte og deres vilkår. Den holdt dem snarere ud i strakt arm og stillede dem til skue: Se, en taber!
Hvad manglende forståelse af samfundets underprivilegerede grupper i sidste instans kan medføre, har de langvarige gadekampe i Frankrigs større byer netop givet et skræmmende eksempel på. Det centrale spørgsmål i den sammenhæng er ikke, hvorfor aggressionerne udviklede sig, som de gjorde, men snarere, hvorfor franskmændene blev så overraskede over det. Uligheden og vreden i de parisiske forstæder må jo have eksisteret i årtier. Hvorfor har de franske journalister ikke formået at synliggøre problemerne, før det gik galt?
En del af svaret kan måske findes hos en af den moderne journalistiks legender, den danske fotograf og reporter Jacob A. Riis, der i slutningen af 1800-tallet systematisk dokumenterede fornedrelsen, kriminaliteten og mistrøstigheden blandt de fattige i New Yorks slum. I sin bog 'How the Other Half Lives' skriver han: »Den ene halvdel af verden ved ikke, hvordan den anden halvdel lever. Den ved det ikke, fordi den ikke bekymrer sig om det«.
Politiken.
Det danske samfunds overflødige har ingen stemmer i samfundsdebatten.
Af Søren Schultz Jørgensen.
Hvordan har de det mon egentlig i underklassen? Hvad tænker de mon, alle de uuddannede indvandrere, bistandsklienterne, de tvangsaktiverede, posedamerne, mændene på herberget og beboerne i Mjølnerparken? Og hvordan mon det føles at være permanent parkeret på sidelinjen af et samfund, der kører i økonomisk overgear, slår den ene forbrugsrekord efter den anden og konstant fortæller sig selv, at det går ufattelig godt?
Vi ved det ikke, for det danske samfunds overflødige har ingen stemmer i samfundsdebatten. De har ingen politiske partier, der helhjertet kæmper deres sag. De har ingen interesseorganisation i ryggen, ingen tænketanke og ingen spindoktorer. Og de har ingen medier til at sætte dagsordenen for sig. Er man udstødt af samfundsøkonomien, er man nemlig også udstødt af journalistikken.
Grunden er ikke, at den danske journaliststand vender ryggen til samfundets svageste. Tværtimod. Journalisterne på de førende danske nyhedsmedier føler sig hver uge forpligtet til at levere adskillige spaltekilometer om samfundets rand- og bundområder. Men de gør det på en måde, som man kun kan gøre det, når man selv tilhører samfundets veluddannede, velbjærgede og friværdibegunstigede elite - og i øvrigt bor i sikker afstand af de boligghettoer, de faldefærdige skoler og de institutioner, som landets svageste borgere er spærret inde i.
Samfundets marginaliserede må derfor langt hen ad vejen finde sig i at blive behandlet med samme distancerede skrivebordsjournalistik som svineeksporten, aktiekurserne og finansloven. Det vil sige som statistiske kurver, indekstal og procentsatser, der går op eller ned. Det er magthavernes, embedsmændenes, eksperternes og de privilegeredes sprog. Og journalisternes.
Statistikker og eksperter kan sagtens være solidariske. Men de skaber sjælden store læseoplevelser eller dyb forståelse af menneskers hverdag. Nyhedsredaktionerne sender derfor med jævne mellemrum deres højt gagerede reportere ud i randområderne for ved selvsyn at studere forholdene, indsnuse stemningen og måske endda tale med nogle af de fortabte. De hedder som regel Lillian eller Mustafa. Sociale tabere har nemlig ikke efternavne i de socialjournalistiske rejsereportager. De er objekter, skildret med turistens flygtige indlevelse og hattedamens distingverede solidaritet.
Politikens forsidehistorie nytårsdag havde alle ingredienser: En seksspaltet overskrift med ordlyden 'Det går ufattelig godt, men ...', en alkoholiseret Lillian og lige så forsumpet Svend i kamp om en krykke på Nørreport Station - og en privilegeret journalist på gennemrejse. Den journalistiske intention fejlede absolut intet. Men den velmente reportage bibragte os ikke nogen dybere forståelse af de fortabte og deres vilkår. Den holdt dem snarere ud i strakt arm og stillede dem til skue: Se, en taber!
Hvad manglende forståelse af samfundets underprivilegerede grupper i sidste instans kan medføre, har de langvarige gadekampe i Frankrigs større byer netop givet et skræmmende eksempel på. Det centrale spørgsmål i den sammenhæng er ikke, hvorfor aggressionerne udviklede sig, som de gjorde, men snarere, hvorfor franskmændene blev så overraskede over det. Uligheden og vreden i de parisiske forstæder må jo have eksisteret i årtier. Hvorfor har de franske journalister ikke formået at synliggøre problemerne, før det gik galt?
En del af svaret kan måske findes hos en af den moderne journalistiks legender, den danske fotograf og reporter Jacob A. Riis, der i slutningen af 1800-tallet systematisk dokumenterede fornedrelsen, kriminaliteten og mistrøstigheden blandt de fattige i New Yorks slum. I sin bog 'How the Other Half Lives' skriver han: »Den ene halvdel af verden ved ikke, hvordan den anden halvdel lever. Den ved det ikke, fordi den ikke bekymrer sig om det«.
Politiken.