Fælleøkonomi Godt/skidt?

Jeg vil gerne være ærlig og sige jeg hader fælles økonomi, jeg syntes det er noget pjat og jeg vil ikke være en del af det, hverken idag eller imorgen. Jeg syntes naturligvis at man skal dele udgifterne med den man lever sammen med 50/50. Men hvad man selv har tilbage af "lommepenge" er min og hendes egen sag.
Jeg gider ikke og skulle spørger min kæreste hvad koster de lysestager eller hvorfor har du nu købt et tæppe? Jeg vil med glæde indrømme at jeg er meget nærig, men hvad hun bruger af sine egne penge vil jeg ikke blande mig i.
Jeg syntes sagtens man kan få det til og fungere uden fælleskonto, også når det kommer til gaver til børn og de små glæder.

Men her igår fik jeg og vide af flere kvinder at jeg var en egoist og at de ikke viille være gået ind i et forhold til mig pga min holdning, men er det fair? er det fair og sige de ikke ønsker og være sammen med en mand som gerne vil dele hvad han har med sin kvinde men som blot ønsker og have kontrol over sine egne penge? Er det egoistosk af mig og sige jeg med glæde betaler de faste udgifter og de andre ting udover, men at jeg også ønsker at det kun er mig som kan hæve resten og bruge resten?
Og nej det er ikke fordi jeg tjener en formue, jeg tjener ca 10000-12000kr om månenden efter skatter fagforening mm, og hvis jeg arbejder extra får jeg naturligvis lidt mere.
Ser frem til og høre jeres argumenter til hvorfor det ene eller andet er bedre.

Jeg havde engang en kæreste som også var pænt nærig.
Når vi handlede ind, gik vi med hver vores kurv og betalte for vores eget shit.
Han sagde også hvis jeg skyldte ham en 20´er, f.eks. Det var meget vigtig for ham...
Min mand og jeg ( self en helt anden fyr ) har idag fuldstændig fællesøkonomi,, og det fungerer vildt godt.
Vi spørger aldrig om man " må købe " noget, eller bliver sur over at den anden har brugt penge, - da vi STOLER på hinanden.
I øvrigt har vi aldrig overtræk eller lever over evne. - Og så gi´r det bare det bedste overblik over vores indtægter/ udgifter.
I behøver forresten ikke have fællesKONTO, bare fordi I har fællesøkonimi, Alex.

Selv diskussioner om småbeløb får folk op i det røde felt, sker det tit er der kun een løsning.
I går jo sammen i supermarkedet og køber basisvarerne, Du får øje på en boremaskine som er knaldbillig lige den dag, hun finder noget tøj som også er billigt, og for nemheds skyld smækker I det hele op på kassebåndet og betaler med den enes kort.
På vej hjem snakker man så om det fornuftige i indkøbene, og så kan det både gå godt eller dårligt.

Det du her har bragt på banen Alex,
kan nemt vise sig, at være en krudt tønde.
Jeg kan kun sige, at fruen og jeg har haft fælles økonomi,
fra før vi blev forlovede,
hun som 18 årig og jeg som 20årig.
Jeg var lærling med 31kr. om ugen,
og fruen på efterskole og uden indtægt.
Vi var naturligvis lige rige/fattige,
idet jeg delte overskuddet, med hende jeg elsker.
Jeg havde en MC der havde lidt udgifter,
men der blev da overskud hver uge, og det delte vi.
Det har vi gjort hele livet.
Vi har 1 konto og 2 visakort.
Der er aldrig nogen, der spørger om at hæve penge,
men vi taler da altid om,
at købe noget ud over basis varerne.
F.eks.: har vi råd til en ny boremaskine,
eller en ny frakke o.s.v.
Vi skal jo have det hele til at hænge sammen.
Var vi blevet enige om en ferie, da vi var yngre,
snakkede vi da om det.
Det har altid være vores penge og vores udgifter,
og så har det været fløjtende ligegyldigt med indtjenings evnen.
Vi har altid være to ligeværdige partere.
M.v.h.
Charlee

Jeg vil gerne være ærlig og sige jeg hader fælles økonomi, jeg syntes det er noget pjat og jeg vil ikke være en del af det, hverken idag eller imorgen. Jeg syntes naturligvis at man skal dele udgifterne med den man lever sammen med 50/50. Men hvad man selv har tilbage af "lommepenge" er min og hendes egen sag.
Jeg gider ikke og skulle spørger min kæreste hvad koster de lysestager eller hvorfor har du nu købt et tæppe? Jeg vil med glæde indrømme at jeg er meget nærig, men hvad hun bruger af sine egne penge vil jeg ikke blande mig i.
Jeg syntes sagtens man kan få det til og fungere uden fælleskonto, også når det kommer til gaver til børn og de små glæder.

Men her igår fik jeg og vide af flere kvinder at jeg var en egoist og at de ikke viille være gået ind i et forhold til mig pga min holdning, men er det fair? er det fair og sige de ikke ønsker og være sammen med en mand som gerne vil dele hvad han har med sin kvinde men som blot ønsker og have kontrol over sine egne penge? Er det egoistosk af mig og sige jeg med glæde betaler de faste udgifter og de andre ting udover, men at jeg også ønsker at det kun er mig som kan hæve resten og bruge resten?
Og nej det er ikke fordi jeg tjener en formue, jeg tjener ca 10000-12000kr om månenden efter skatter fagforening mm, og hvis jeg arbejder extra får jeg naturligvis lidt mere.
Ser frem til og høre jeres argumenter til hvorfor det ene eller andet er bedre.

Det du her har bragt på banen Alex,
kan nemt vise sig, at være en krudt tønde.
Jeg kan kun sige, at fruen og jeg har haft fælles økonomi,
fra før vi blev forlovede,
hun som 18 årig og jeg som 20årig.
Vi var 2 år yngre da vi traf hinanden.
Jeg er idag 68år.
Jeg var lærling med 31kr. om ugen,
og fruen på efterskole og uden indtægt.
Vi var naturligvis lige rige/fattige,
idet jeg delte overskuddet, med hende jeg elsker.
Jeg havde en MC, der havde lidt udgifter,
til at kunne besøge hende i nabobyen,
men der blev da overskud hver uge, og det delte vi.
Det har vi gjort hele livet.
Vi har 1 konto og 2 visakort.
Der er aldrig nogen, der spørger om at hæve penge,
men vi taler da altid om,
at købe noget ud over basis varerne.
F.eks.: har vi råd til en ny boremaskine,
eller en ny frakke o.s.v.
Vi skal jo have det hele til at hænge sammen.
Var vi blevet enige om en ferie, da vi var yngre,
snakkede vi da om det.
Det har altid være vores penge og vores udgifter,
og så har det været fløjtende ligegyldigt med indtjenings evnen.
Vi har altid være to ligeværdige partere.
M.v.h.
Charlee

Jeg vil gerne være ærlig og sige jeg hader fælles økonomi, jeg syntes det er noget pjat og jeg vil ikke være en del af det, hverken idag eller imorgen. Jeg syntes naturligvis at man skal dele udgifterne med den man lever sammen med 50/50. Men hvad man selv har tilbage af "lommepenge" er min og hendes egen sag.
Jeg gider ikke og skulle spørger min kæreste hvad koster de lysestager eller hvorfor har du nu købt et tæppe? Jeg vil med glæde indrømme at jeg er meget nærig, men hvad hun bruger af sine egne penge vil jeg ikke blande mig i.
Jeg syntes sagtens man kan få det til og fungere uden fælleskonto, også når det kommer til gaver til børn og de små glæder.

Men her igår fik jeg og vide af flere kvinder at jeg var en egoist og at de ikke viille være gået ind i et forhold til mig pga min holdning, men er det fair? er det fair og sige de ikke ønsker og være sammen med en mand som gerne vil dele hvad han har med sin kvinde men som blot ønsker og have kontrol over sine egne penge? Er det egoistosk af mig og sige jeg med glæde betaler de faste udgifter og de andre ting udover, men at jeg også ønsker at det kun er mig som kan hæve resten og bruge resten?
Og nej det er ikke fordi jeg tjener en formue, jeg tjener ca 10000-12000kr om månenden efter skatter fagforening mm, og hvis jeg arbejder extra får jeg naturligvis lidt mere.
Ser frem til og høre jeres argumenter til hvorfor det ene eller andet er bedre.

Den kan jo godt være lidt svær.
Det kommer helt an på hvordan jeres holdning til penge er, sådan hver især.
Hvis den ene part er sparsommelig, og den anden part ikke frivilligt går ud af måneden med overskud på bankkontoen, så er det jo nok bedst at man kører sådan lidt hver for sig.
Jeg har haft kærester hvor vi havde adgang til hinandens konti, og det har gået fint (for det meste da...), og jeg har haft kærester hvor vi har oprettet en fælleskonto som vi hver især satte penge ind på hver måned til fællesudgifter.
På den måde havde vi hver især fuld rådighed over vores "lommepenge" som du kalder det.
Netop den sidste løsning synes jeg er optimal, I ved sådan nogenlunde hvad de månedlige fællesudgifter er, og er det jo bare at sætte sin halvdel ind hver måned, evt sætter mn lidt mere ind, efter aftale, så man stille og roligt får lidt opsparing til uforudsete udgifter.
Jeg synes ikke at du er egoist, jeg kender naturligvis ikke din kæreste, så jeg ved jo ikke hvordan hun har det med penge. Men over tid har jeg fået det indtryk af dig, at du er rimelig fornuftig, så jeg er sikker på at den ordning I har, er den bedste for netop Jeres forhold.

Det handler ikke om at vi ikke er ligeværdige eller jeg vi har hver vores indkøbskurv osv.
Vi deler alt fast 50/50. Også madpenge da vi har en kasse til en hel måned vi ligger i til.
Men jeg vil selv mene at jeg er sparsommelig, hun kan godt købe lidt af hvert på en måned og jeg køber kun det jeg skal bruge, og i den sidste måned blev det til 3bøger af 100kr og nogle samlekort til 40kr.
Men vi er meget forskelige og jeg tror vi føler at den ordning vi har er den bedste for vores forhold.

I sætter 50/50 af til elt som el vand, varme, osv.
Ellers går det galt, og tro mig det kan gå RIGTIGT galt...
så-50-50 og jeres individuelle udgifter må i tage selv.
Alt andet andet med garanti galt (taget fra dr Phil).

Bare lad være at støtte hende med 1000-vis af kroner her og der.
En 10-er er seføli ok. Men kend grænsen, og den er ikke længere end 100 kr.
Lad vær at grave dig selv længere ned end du kan bunde, please...

Jeg kan ikke rigtig forstå din holdning, men jeg kender folk der lever sådan, og har det fint med det.
Jeg forstår f.eks. ikke hvordan man kan spare op til fremtidige ting, såsom bil, hus eller ferier, hvis man ikke har en fælles økonomi.
Lige nu har jeg ingen indtjæning, og vi lever af kærestens penge - uden problemer.
Planen er, at når jeg finde noget, så kommer det overvejende til at gå til opsparing, mens det stadig er hans penge vi kommer til at leve af.
Det betyder dog ikke at der er nogen af os der holder ekseptionelt meget øje med hinanden. Jeg stiller spørgsmålstegn ved større investeringer, fordi jeg gerne vil have mulighed for en fremtid, men det er ikke sådan at han slet ikke køber noget.
Jeg forventer faktisk også at han stiller spørgsmålstegn ved mine ønsker om ting i den mere pebrede ende.
Nej, jeg kunne ikke forestille mig at leve sammen med at andet menneske, hvis indstillingen var, at det her er mit, og det her er dit.
Vi deles om alle tingene, også det der er hans og det der er mit.
Hvad gør i så når i skal på ferie, skal have en bil, har ønsker om et større sted at bo osv?
Jeg spørger fordi jeg ikke rigtig ved hvordan man så gør.
Kan man ikke ende i en situation, hvor man f.eks. bliver gift, men det kun er den ene part der køber et hus?
Det synes jeg jo lyder super underligt, men det kan sikkert fungerer 🙂

Men pas på.
Nogle kan hurtigt blive uenige om hvem som har brugt hårtørren mest og hvem der har set mest tv.
Så del ikke El-måler medmindre det er en du stoler 100% på - en du ville gifte dig med.
Jeg er før blevet taget i røven af en "roommate".... og det endte ikke fredeligt...

Nej du her fuldstændig ret i at det kan være svært at spare op. Faktisk både med en "roomie" og uden.
Jeg har affundet mig med 25 m2, for så er jeg ikke afhængig af en roomie, og så kan jeg spare mindst lige så meget op som jeg ville kunne hvis jeg var i en 70 m2 med en anden.
Ikke fordi jeg sparer op til bil, jeg betaler gæld af først.

Det er meget nemt, mht til ferie. Hvis hun kun kan ligge eks 200kr til siden om månenden og jeg kan ligge 2000. Så må vi jo snakke om hvilken slags ferie vi ønsker, hvis jeg VIL rejse ud i verden så må jeg jo betale for noget af hendes bilet hvis hun ikke selv kan. Der er ingen der siger at jeg tager på luksus ferie i thailand imens hun holder cykel ferie, hun skal da med. Men hvis jeg ønsker en dansk ferie så ser vi hvad det koster og hvis jeg skal betale 3/4 for et sommerhus jamen så gør jeg det fordi det er mit ønske og leje det sommerhus.
Mht bil, det er faktisk arktuelt nu da vores bil ikke har det så godt. Og hun kan ikke bidrage med noget, og jeg har så sagt at jeg vil have en anden bil da jeg ikke føler mig sikker i den gamle. Så hvis jeg selv køber bilen jamen så er det jo min og hvis vi går fra hinanden må hun købe den af mig eller også må jeg bare tage den med mig. Og vi har også fået tilbudt en større lejlighed så vi har mere plads til når den lille kommer. Jamen indskud kan hun måske ikke bidrage med noget som helst, så hvis jeg vil flytte og hun ikke kan bidrage må jeg betale i første omgang og lejen bliver måske mere end hun kan bidrage med så der må jeg igen bidrage med en smule så vi kan have den lejlighed sammen.
Hvis vi så beslutter og flytte fra hinanden af den ene eller anden grund må vi jo så se på hvad vi hver især har, hvis jeg eks betaler 1000kr mere i husleje end hun gjorde i 12månender jamen så må hun jo gradvis give det tilbage til mig. Eller også må hun sige forvel til sin del af et evt stort fjernsyn køleskab vaskemaskine mm. Vi har nemlig lavet en mappe med ting vi køber i fællesskab, og prisen. Så hvis vi gik fra hinanden måtte vi jo bare hive den frem og se hvad vi købte sammen og alene.
Hvis vi købte et hus til 1000000kr og hun sagde hun kun kan stå for 1/4 pga hendes økonomi og jeg ville have det hus jamen så måtte jeg jo stå for den sidste 3/4 og hvis vi gik fra hinanden og vi solgte huset. Jamen vi fik jeg 3/4 af overskudet igen.

Det handler ikke om at vi ikke er lige men jeg syntes ikke selv at det er fair hvis man bidrager med mere og får mindre hvis man går fra hinanden, det er jo ikke fair at eks købe et hus til 1million kr og jeg giver 750000kr men kun får 500000kr hvis vi solgte det igen til den samme pris. Det syntes jeg er fuldstændig forkert, hvis man skal være ligeværdige som par må man også være ærlig som både man og kvinde og sige til sig selv, jeg bidrager med mindre så hvis vi går fra hinanden er det ikke fair jeg får 50/50 hvis jeg ikke bidrager 50/50. Og jeg ved godt der er nogle som syntes det er forkert, især kvinder. Men sådan har jeg det nu engang, og hvis min kæreste havde sagt hun ikke ville være sammen med mig pga det. Så ville jeg jo sige hun kun tog mig pga pengende og ikke fordi hun elskede mig.
Og lige en side bemærkning, det er ikke mig som har brug for bil. Jeg køre på arbejde med 2 andre og kan sagtens gå/cykle de 5min for og handle. Det er ikke mig som ønsker en have til hunden og barnet. Det er også hende, men de ting sørger jeg for hun har fordi jeg gerne vil have en glad kæreste. Jeg kunne sagtens sige til hende, hvis du ikke kan bidrage får du ingenting, men sådan er det jo ikke. Jeg vil bare have at mine penge bliver brugt på noget fornuftigt og ikke på et par extra sko bukser trøje eller hvad pokker hun har lyst til fordi jeg har et større økonomisk overskud. Og min sparsommelighed er desuden grunden til at vi kan alt det her.

Jeg kan ikke rigtig forstå din holdning, men jeg kender folk der lever sådan, og har det fint med det.
Jeg forstår f.eks. ikke hvordan man kan spare op til fremtidige ting, såsom bil, hus eller ferier, hvis man ikke har en fælles økonomi.
Lige nu har jeg ingen indtjæning, og vi lever af kærestens penge - uden problemer.
Planen er, at når jeg finde noget, så kommer det overvejende til at gå til opsparing, mens det stadig er hans penge vi kommer til at leve af.
Det betyder dog ikke at der er nogen af os der holder ekseptionelt meget øje med hinanden. Jeg stiller spørgsmålstegn ved større investeringer, fordi jeg gerne vil have mulighed for en fremtid, men det er ikke sådan at han slet ikke køber noget.
Jeg forventer faktisk også at han stiller spørgsmålstegn ved mine ønsker om ting i den mere pebrede ende.
Nej, jeg kunne ikke forestille mig at leve sammen med at andet menneske, hvis indstillingen var, at det her er mit, og det her er dit.
Vi deles om alle tingene, også det der er hans og det der er mit.
Hvad gør i så når i skal på ferie, skal have en bil, har ønsker om et større sted at bo osv?
Jeg spørger fordi jeg ikke rigtig ved hvordan man så gør.
Kan man ikke ende i en situation, hvor man f.eks. bliver gift, men det kun er den ene part der køber et hus?
Det synes jeg jo lyder super underligt, men det kan sikkert fungerer 🙂

Jeg er helt enig med dig.
Hvordan kan man have et samliv,
hvor man har hvert sit liv ved siden af.
Tænk den situation at man sidder på en feriedistitanion,
og den rige drikker en moderne drink,
og den anden drikke vand.
Hvordan vil det ende i sengen om aftenen,
når romantikken melder sig hos den rige?
Hvad bliver snakken om, når de kommer hjem?
Hvad er livet værd,
hvis man ikke har nogen at dele det med?
Jeg forstår overhovedet ikke denne kapitalistiske holdning,
i et ligeværdigt forhold,
hvor meningen netop er,
at dele live på både godt og ondt!
Som præsten osse siger: I modgang og medgang.........
Igennem livet ændres ens indtjenings evne sig,
og hvad så?
Skal kvinden i et forhold nærmest sulte,
i den periode hun føder dit barn?
Hvad med chinc, der er midlertidig arbejdsløs,
skal hun så sulte nu,
og når så manden i det forhold bliver fyret,
og chinc har job,
så er det hans tur til at være på skideren?
Jeg synes det er en meget meget underlig måde,
at dyrke kærligheden på.
Sådan ser jeg på det!
Jeg går kraftigt ind for fælles økonomi,
og gensidigt ansvar over for fællesskabet i familien.
Når man ikke kan udøve den socialistiske tanke,
inden for sin egen familie,
hvorledes kan man så overhovedet tro på det i samfunds sammenhæng!
Det gør jeg så heller ikke,
netop at de samme grunde,
fordi der altid vil være nogle,
der ikke vil deltage med det fælles slæb,
men vil inkasser de morsomme drikke på feriedistitanionen.
M.v.h.
Charlee

Jeg kan ikke rigtig forstå din holdning, men jeg kender folk der lever sådan, og har det fint med det.
Jeg forstår f.eks. ikke hvordan man kan spare op til fremtidige ting, såsom bil, hus eller ferier, hvis man ikke har en fælles økonomi.
Lige nu har jeg ingen indtjæning, og vi lever af kærestens penge - uden problemer.
Planen er, at når jeg finde noget, så kommer det overvejende til at gå til opsparing, mens det stadig er hans penge vi kommer til at leve af.
Det betyder dog ikke at der er nogen af os der holder ekseptionelt meget øje med hinanden. Jeg stiller spørgsmålstegn ved større investeringer, fordi jeg gerne vil have mulighed for en fremtid, men det er ikke sådan at han slet ikke køber noget.
Jeg forventer faktisk også at han stiller spørgsmålstegn ved mine ønsker om ting i den mere pebrede ende.
Nej, jeg kunne ikke forestille mig at leve sammen med at andet menneske, hvis indstillingen var, at det her er mit, og det her er dit.
Vi deles om alle tingene, også det der er hans og det der er mit.
Hvad gør i så når i skal på ferie, skal have en bil, har ønsker om et større sted at bo osv?
Jeg spørger fordi jeg ikke rigtig ved hvordan man så gør.
Kan man ikke ende i en situation, hvor man f.eks. bliver gift, men det kun er den ene part der køber et hus?
Det synes jeg jo lyder super underligt, men det kan sikkert fungerer 🙂

Flot tænkt fuerzzz!

Nej du her fuldstændig ret i at det kan være svært at spare op. Faktisk både med en "roomie" og uden.
Jeg har affundet mig med 25 m2, for så er jeg ikke afhængig af en roomie, og så kan jeg spare mindst lige så meget op som jeg ville kunne hvis jeg var i en 70 m2 med en anden.
Ikke fordi jeg sparer op til bil, jeg betaler gæld af først.

Hvis man går ind i et nyt forhold
med hus og barn med den indstilling,
at det kan gå rivende galt,
så kan du tro, det vil komme til det!

Men pas på.
Nogle kan hurtigt blive uenige om hvem som har brugt hårtørren mest og hvem der har set mest tv.
Så del ikke El-måler medmindre det er en du stoler 100% på - en du ville gifte dig med.
Jeg er før blevet taget i røven af en "roommate".... og det endte ikke fredeligt...

[quote="alexsmithnielsen" post=2562366]Jeg vil gerne være ærlig og sige jeg hader fælles økonomi, jeg syntes det er noget pjat og jeg vil ikke være en del af det, hverken idag eller imorgen. Jeg syntes naturligvis at man skal dele udgifterne med den man lever sammen med 50/50. Men hvad man selv har tilbage af "lommepenge" er min og hendes egen sag.
Jeg gider ikke og skulle spørger min kæreste hvad koster de lysestager eller hvorfor har du nu købt et tæppe? Jeg vil med glæde indrømme at jeg er meget nærig, men hvad hun bruger af sine egne penge vil jeg ikke blande mig i.
Jeg syntes sagtens man kan få det til og fungere uden fælleskonto, også når det kommer til gaver til børn og de små glæder.

Men her igår fik jeg og vide af flere kvinder at jeg var en egoist og at de ikke viille være gået ind i et forhold til mig pga min holdning, men er det fair? er det fair og sige de ikke ønsker og være sammen med en mand som gerne vil dele hvad han har med sin kvinde men som blot ønsker og have kontrol over sine egne penge? Er det egoistosk af mig og sige jeg med glæde betaler de faste udgifter og de andre ting udover, men at jeg også ønsker at det kun er mig som kan hæve resten og bruge resten?
Og nej det er ikke fordi jeg tjener en formue, jeg tjener ca 10000-12000kr om månenden efter skatter fagforening mm, og hvis jeg arbejder extra får jeg naturligvis lidt mere.
Ser frem til og høre jeres argumenter til hvorfor det ene eller andet er bedre.[/quot
Biggi skrev
Alle bør gå imod fælleskonto dem som lever sammen de skulle alle have hver sin konto i
bank og sparekasse de kan godt dele huslige udgifter uden om fælleskonto info alle det
det vil gøre livet meget lettere i betaler til det i har til fælles i parcelhus i dk

Antyder du at jeg ville tage hende på rasturant og bestille et festmåltid til mig selv og sige du får det du kan betale til min kæreste? Hvis du antyder dette så tager du grulig fejl.
Hvis jeg har lyst til og tage ud og spise jamen så giver jeg da, hvis jeg vil på jensens bøfhus som hun godt kan lide så siger jeg hver gang. Du kan bestille lige hvad du har lyst til, jeg giver. Jeg ved godt hun ikke kan bruge 400-500kr ligesom mig på det. Men engang imellem kan vi også gå forbi en tyrker madvogn i tyskland eller frugt vogn og så spørger hun mig hvad jeg kunne tænke mig.
Det handler ikke om at jeg er rig og hun er fattig, men jeg ønsker kontrol over de penge jeg har tilovers. Da jeg var på kontanthjælp inden jeg fik arbejde jamen der gav jeg også til det faste 50/50 og havde meget lidt til mig selv. Men det betyd ikke hun var rig og jeg fattig. Engang imellem gav hun en pizza på en lørdag, og jeg gav en pakke chokolade. Det er ikke beløbet men tanken som tæller, jeg kigger ikke på det i kr og øre. Hun skylder ikke mig noget og omvendt.
Og som jeg har sagt, hvis hun har meget lidt når hun kommer på kontanthjælp og barsel og ikke har noget til sig selv efter det faste. Jamen så bidrager jeg med mere så hun også kan nyde livet. Jeg vil blot gerne have kontrol over de penge jeg selv tjener.
Jeg kan sagtens forstå hvis det er svært og acceptere for nogle, og hvis der er nogle som syntes det er snyd. Men blot fordi jeg gerne vil have at vi deler om de ting vi kan dele om betyder ikke at jeg sidder på en skattekiste og ikke giver lidt så vi kan hygge os.

Jeg er helt enig med dig.
Hvordan kan man have et samliv,
hvor man har hvert sit liv ved siden af.
Tænk den situation at man sidder på en feriedistitanion,
og den rige drikker en moderne drink,
og den anden drikke vand.
Hvordan vil det ende i sengen om aftenen,
når romantikken melder sig hos den rige?
Hvad bliver snakken om, når de kommer hjem?
Hvad er livet værd,
hvis man ikke har nogen at dele det med?
Jeg forstår overhovedet ikke denne kapitalistiske holdning,
i et ligeværdigt forhold,
hvor meningen netop er,
at dele live på både godt og ondt!
Som præsten osse siger: I modgang og medgang.........
Igennem livet ændres ens indtjenings evne sig,
og hvad så?
Skal kvinden i et forhold nærmest sulte,
i den periode hun føder dit barn?
Hvad med chinc, der er midlertidig arbejdsløs,
skal hun så sulte nu,
og når så manden i det forhold bliver fyret,
og chinc har job,
så er det hans tur til at være på skideren?
Jeg synes det er en meget meget underlig måde,
at dyrke kærligheden på.
Sådan ser jeg på det!
Jeg går kraftigt ind for fælles økonomi,
og gensidigt ansvar over for fællesskabet i familien.
Når man ikke kan udøve den socialistiske tanke,
inden for sin egen familie,
hvorledes kan man så overhovedet tro på det i samfunds sammenhæng!
Det gør jeg så heller ikke,
netop at de samme grunde,
fordi der altid vil være nogle,
der ikke vil deltage med det fælles slæb,
men vil inkasser de morsomme drikke på feriedistitanionen.
M.v.h.
Charlee

[quote="chinc" post=2563125]Jeg kan ikke rigtig forstå din holdning, men jeg kender folk der lever sådan, og har det fint med det.
Jeg forstår f.eks. ikke hvordan man kan spare op til fremtidige ting, såsom bil, hus eller ferier, hvis man ikke har en fælles økonomi.
Lige nu har jeg ingen indtjæning, og vi lever af kærestens penge - uden problemer.
Planen er, at når jeg finde noget, så kommer det overvejende til at gå til opsparing, mens det stadig er hans penge vi kommer til at leve af.
Det betyder dog ikke at der er nogen af os der holder ekseptionelt meget øje med hinanden. Jeg stiller spørgsmålstegn ved større investeringer, fordi jeg gerne vil have mulighed for en fremtid, men det er ikke sådan at han slet ikke køber noget.
Jeg forventer faktisk også at han stiller spørgsmålstegn ved mine ønsker om ting i den mere pebrede ende.
Nej, jeg kunne ikke forestille mig at leve sammen med at andet menneske, hvis indstillingen var, at det her er mit, og det her er dit.
Vi deles om alle tingene, også det der er hans og det der er mit.
Hvad gør i så når i skal på ferie, skal have en bil, har ønsker om et større sted at bo osv?
Jeg spørger fordi jeg ikke rigtig ved hvordan man så gør.
Kan man ikke ende i en situation, hvor man f.eks. bliver gift, men det kun er den ene part der køber et hus?
Det synes jeg jo lyder super underligt, men det kan sikkert fungerer 🙂[/quote]

Du har fuldstændig ret, jeg ville heller ikke lev på nas hos min kæreste/kone !

Du har fuldstændig ret, jeg ville heller ikke lev på nas hos min kæreste/kone !

Hvad mener du?

Og det er så det jeg synes der er så underligt.
"Jeg giver"... Det er noget jeg siger til en ven eller til en veninde, ikke til min kæreste. Vi kan godt spørge hvem der betaler, men det er mere et spørgsmål om hvem der tager kotet med eller hvem der lige har mest penge på kontoen.
Du nævner i det direkte svar til mig, at I også vil dele hvis I køber et hus sammen. Mem hvis I skal ud og tage et lån, så er det jo stadig jer begge der hænger på lånet, hvis I begge skriver under.
Her hjemme er det mig der har lånt penge og betalt for lejligheden, men vi har begge skrevet under, og det er kæresten der betaler husleje.
Vi driller hinanden med hvad der er "mit" og hvad der er "dit", men når det kommer til stykket, er det hele vores.
Vi har været på ferie, hvor han betalte for det hele... Sådan da, det var mig der havde lommepenge med, men planen er egentlig at de skal tilbage til mig, da mine penge overvejende går til opsparing, som nævnt tidligere.
Så siger du det med ferier, hvor du også betaler. Men hvad så hvis I går fra hinanden? Skylder hun dig så pludselig en masse penge for de ferier?
For det er vel heller ikke fair at du ikke får noget tilbage for dem, når de andre ting du nævner heller ikke er fair.
Hvis det virker for jer, så er det jo godt nok.
Men jeg kan stadig ikke forstå det, og din argumentation har ikke fået mig til at forstå det bedre :)

Jeg kan sagtens læse hvad du skriver,
men jeg forstår dig slet ikke.
Kan du huske Peter Belli´s sang om penge for kærlighed.
Du får mig på disse tanker.
Men fred være med dig og din indstilling,
der slet ikke ligger til mig!
M.v.h.
Charlee

Antyder du at jeg ville tage hende på rasturant og bestille et festmåltid til mig selv og sige du får det du kan betale til min kæreste? Hvis du antyder dette så tager du grulig fejl.
Hvis jeg har lyst til og tage ud og spise jamen så giver jeg da, hvis jeg vil på jensens bøfhus som hun godt kan lide så siger jeg hver gang. Du kan bestille lige hvad du har lyst til, jeg giver. Jeg ved godt hun ikke kan bruge 400-500kr ligesom mig på det. Men engang imellem kan vi også gå forbi en tyrker madvogn i tyskland eller frugt vogn og så spørger hun mig hvad jeg kunne tænke mig.
Det handler ikke om at jeg er rig og hun er fattig, men jeg ønsker kontrol over de penge jeg har tilovers. Da jeg var på kontanthjælp inden jeg fik arbejde jamen der gav jeg også til det faste 50/50 og havde meget lidt til mig selv. Men det betyd ikke hun var rig og jeg fattig. Engang imellem gav hun en pizza på en lørdag, og jeg gav en pakke chokolade. Det er ikke beløbet men tanken som tæller, jeg kigger ikke på det i kr og øre. Hun skylder ikke mig noget og omvendt.
Og som jeg har sagt, hvis hun har meget lidt når hun kommer på kontanthjælp og barsel og ikke har noget til sig selv efter det faste. Jamen så bidrager jeg med mere så hun også kan nyde livet. Jeg vil blot gerne have kontrol over de penge jeg selv tjener.
Jeg kan sagtens forstå hvis det er svært og acceptere for nogle, og hvis der er nogle som syntes det er snyd. Men blot fordi jeg gerne vil have at vi deler om de ting vi kan dele om betyder ikke at jeg sidder på en skattekiste og ikke giver lidt så vi kan hygge os.
[quote="charlee" post=2563205]Jeg er helt enig med dig.
Hvordan kan man have et samliv,
hvor man har hvert sit liv ved siden af.
Tænk den situation at man sidder på en feriedistitanion,
og den rige drikker en moderne drink,
og den anden drikke vand.
Hvordan vil det ende i sengen om aftenen,
når romantikken melder sig hos den rige?
Hvad bliver snakken om, når de kommer hjem?
Hvad er livet værd,
hvis man ikke har nogen at dele det med?
Jeg forstår overhovedet ikke denne kapitalistiske holdning,
i et ligeværdigt forhold,
hvor meningen netop er,
at dele live på både godt og ondt!
Som præsten osse siger: I modgang og medgang.........
Igennem livet ændres ens indtjenings evne sig,
og hvad så?
Skal kvinden i et forhold nærmest sulte,
i den periode hun føder dit barn?
Hvad med chinc, der er midlertidig arbejdsløs,
skal hun så sulte nu,
og når så manden i det forhold bliver fyret,
og chinc har job,
så er det hans tur til at være på skideren?
Jeg synes det er en meget meget underlig måde,
at dyrke kærligheden på.
Sådan ser jeg på det!
Jeg går kraftigt ind for fælles økonomi,
og gensidigt ansvar over for fællesskabet i familien.
Når man ikke kan udøve den socialistiske tanke,
inden for sin egen familie,
hvorledes kan man så overhovedet tro på det i samfunds sammenhæng!
Det gør jeg så heller ikke,
netop at de samme grunde,
fordi der altid vil være nogle,
der ikke vil deltage med det fælles slæb,
men vil inkasser de morsomme drikke på feriedistitanionen.
M.v.h.
Charlee

[quote="chinc" post=2563125]Jeg kan ikke rigtig forstå din holdning, men jeg kender folk der lever sådan, og har det fint med det.
Jeg forstår f.eks. ikke hvordan man kan spare op til fremtidige ting, såsom bil, hus eller ferier, hvis man ikke har en fælles økonomi.
Lige nu har jeg ingen indtjæning, og vi lever af kærestens penge - uden problemer.
Planen er, at når jeg finde noget, så kommer det overvejende til at gå til opsparing, mens det stadig er hans penge vi kommer til at leve af.
Det betyder dog ikke at der er nogen af os der holder ekseptionelt meget øje med hinanden. Jeg stiller spørgsmålstegn ved større investeringer, fordi jeg gerne vil have mulighed for en fremtid, men det er ikke sådan at han slet ikke køber noget.
Jeg forventer faktisk også at han stiller spørgsmålstegn ved mine ønsker om ting i den mere pebrede ende.
Nej, jeg kunne ikke forestille mig at leve sammen med at andet menneske, hvis indstillingen var, at det her er mit, og det her er dit.
Vi deles om alle tingene, også det der er hans og det der er mit.
Hvad gør i så når i skal på ferie, skal have en bil, har ønsker om et større sted at bo osv?
Jeg spørger fordi jeg ikke rigtig ved hvordan man så gør.
Kan man ikke ende i en situation, hvor man f.eks. bliver gift, men det kun er den ene part der køber et hus?
Det synes jeg jo lyder super underligt, men det kan sikkert fungerer 🙂[/quote][/quote]

Jeg vil aldrig aldrig have fællesøkonomi og jeg er kvinde. Vi har selvfølgelig fælles budgetkonto og vi deles om alt. Men stadig har vi hver i sær selv vores egen lønkonto. Og vi spørger aldrig hinanden hvor meget vi hver i sær har på vores konto.
Og det fungerer rigtig godt.
Hvad vi synes vi mangler til os selv køber vi selv hvad vi mangler fælles køber vi i fællesskab uden at dele det op i kroner og ører.
Ville virkelig hade hvis jeg havde fællesøkonomi med nogen.

Jeg mener at hun ikke skal betale for at være i et forhold med mig !! Det er da ulækkert.

Hvis vi går fra hinanden kan jeg jo ikke sige at hun skal lige betale de 5000kr jeg gav ud til rejsen til egypten. Som sagt, hvis jeg ønsker og rejse og det kun er mig som har råd til og få det til og ske. Jamen så må jeg betale det extra.
Hvis vi køber et hus og jeg betaler 3/4 af huset og hun 1/4 og vi går fra hinanden, jamen så må det også være rimeligt at jeg får 3/4 af de penge huset bliver solgt for. Mht jeg giver. Det kan man da sagtens gøre til sin kæreste?
Man går på strøjer, ser en cafe og siger. Er du sulten? jeg giver, det ser jeg da intet galt i.

Og det er så det jeg synes der er så underligt.
"Jeg giver"... Det er noget jeg siger til en ven eller til en veninde, ikke til min kæreste. Vi kan godt spørge hvem der betaler, men det er mere et spørgsmål om hvem der tager kotet med eller hvem der lige har mest penge på kontoen.
Du nævner i det direkte svar til mig, at I også vil dele hvis I køber et hus sammen. Mem hvis I skal ud og tage et lån, så er det jo stadig jer begge der hænger på lånet, hvis I begge skriver under.
Her hjemme er det mig der har lånt penge og betalt for lejligheden, men vi har begge skrevet under, og det er kæresten der betaler husleje.
Vi driller hinanden med hvad der er "mit" og hvad der er "dit", men når det kommer til stykket, er det hele vores.
Vi har været på ferie, hvor han betalte for det hele... Sådan da, det var mig der havde lommepenge med, men planen er egentlig at de skal tilbage til mig, da mine penge overvejende går til opsparing, som nævnt tidligere.
Så siger du det med ferier, hvor du også betaler. Men hvad så hvis I går fra hinanden? Skylder hun dig så pludselig en masse penge for de ferier?
For det er vel heller ikke fair at du ikke får noget tilbage for dem, når de andre ting du nævner heller ikke er fair.
Hvis det virker for jer, så er det jo godt nok.
Men jeg kan stadig ikke forstå det, og din argumentation har ikke fået mig til at forstå det bedre :)

Det er naturligvis helt fint.
Der hvor det bliver "farligt" er når i har en fælles konto, dvs fx alt hvad du eller hende køber på dankort bliver trukket på samme konto.
Nogle kvinder opfatter det som en "blankocheck" og går amok på shopping-tur, "jamen jeg SKULLE altså have nye støvler" (Selvom hun har 4 par i forvejen)
Og så er der lagt i kakkelovnen... Been there, done that, got the t-shirt ;)

Nej man kan ikke agere sådan i et kærlighedsforhold,
baseret på ligeværdighed og tillid.
I ægteskabsloven deler man alt ligeligt efter en skilsmisse,
dog kan man friholde de genstande man bragte ind i forholdet,
men det der er købt i fællesskabet er fælleseje.
Jeg ved godt I ikke er gift,
men der er en grund til, at man har lavet loven således.
Hvis man ikke vil dele,
fordi man går ind i et nyt forhold,
med et stor formue eller f.eks. en virksomhed,
så laver men særeje.
Det er det, du praktiserer papirløst forhold,
men glemmer at det i bygger op i fællesskab,
vil du dele på forhånd.
F.eks.et nyt hus.
Du arbejder og fruen går hjemme og passer hjem og børn.
Ved en skilsmisse, skal værdierne deles ligeligt,
selv om det er købt for dine penge.
Fruen har deltaget i fællesskabets interesse med sin evne,
og du med din.
Din prissætning er ikke sundt for et ligeværdigt parforhold.
Det er som om din indgangsvinkel til din partner,
er fyldt med mistillid lige fra starten af,
derfor tager du dine forholdsregler i tilfælde af..... o.s.v.
Måske er denne indgangsvinkel osse en medvirkende årsag,
til de mange skilsmisser.
Jeg ville smide dig på porten, at tage barnet med mig,
hvis jeg havde været din kvinde!
Beklager Alex.
M.v.h.
Charlee

Hvis vi går fra hinanden kan jeg jo ikke sige at hun skal lige betale de 5000kr jeg gav ud til rejsen til egypten. Som sagt, hvis jeg ønsker og rejse og det kun er mig som har råd til og få det til og ske. Jamen så må jeg betale det extra.
Hvis vi køber et hus og jeg betaler 3/4 af huset og hun 1/4 og vi går fra hinanden, jamen så må det også være rimeligt at jeg får 3/4 af de penge huset bliver solgt for. Mht jeg giver. Det kan man da sagtens gøre til sin kæreste?
Man går på strøjer, ser en cafe og siger. Er du sulten? jeg giver, det ser jeg da intet galt i.
[quote="chinc" post=2563695]Og det er så det jeg synes der er så underligt.
"Jeg giver"... Det er noget jeg siger til en ven eller til en veninde, ikke til min kæreste. Vi kan godt spørge hvem der betaler, men det er mere et spørgsmål om hvem der tager kotet med eller hvem der lige har mest penge på kontoen.
Du nævner i det direkte svar til mig, at I også vil dele hvis I køber et hus sammen. Mem hvis I skal ud og tage et lån, så er det jo stadig jer begge der hænger på lånet, hvis I begge skriver under.
Her hjemme er det mig der har lånt penge og betalt for lejligheden, men vi har begge skrevet under, og det er kæresten der betaler husleje.
Vi driller hinanden med hvad der er "mit" og hvad der er "dit", men når det kommer til stykket, er det hele vores.
Vi har været på ferie, hvor han betalte for det hele... Sådan da, det var mig der havde lommepenge med, men planen er egentlig at de skal tilbage til mig, da mine penge overvejende går til opsparing, som nævnt tidligere.
Så siger du det med ferier, hvor du også betaler. Men hvad så hvis I går fra hinanden? Skylder hun dig så pludselig en masse penge for de ferier?
For det er vel heller ikke fair at du ikke får noget tilbage for dem, når de andre ting du nævner heller ikke er fair.
Hvis det virker for jer, så er det jo godt nok.
Men jeg kan stadig ikke forstå det, og din argumentation har ikke fået mig til at forstå det bedre :)[/quote]

Nej man kan ikke agere sådan i et kærlighedsforhold,
baseret på ligeværdighed og tillid.
I ægteskabsloven deler man alt ligeligt efter en skilsmisse,
dog kan man friholde de genstande man bragte ind i forholdet,
men det der er købt i fællesskabet er fælleseje.
Jeg ved godt I ikke er gift,
men der er en grund til, at man har lavet loven således.
Hvis man ikke vil dele,
fordi man går ind i et nyt forhold,
med et stor formue eller f.eks. en virksomhed,
så laver men særeje.
Det er det, du praktiserer papirløst forhold,
men glemmer at det i bygger op i fællesskab,
vil du dele på forhånd.
F.eks.et nyt hus.
Du arbejder og fruen går hjemme og passer hjem og børn.
Ved en skilsmisse, skal værdierne deles ligeligt,
selv om det er købt for dine penge.
Fruen har deltaget i fællesskabets interesse med sin evne,
og du med din.
Din prissætning er ikke sundt for et ligeværdigt parforhold.
Det er som om din indgangsvinkel til din partner,
er fyldt med mistillid lige fra starten af,
derfor tager du dine forholdsregler i tilfælde af..... o.s.v.
Måske er denne indgangsvinkel osse en medvirkende årsag,
til de mange skilsmisser.
Jeg ville smide dig på porten, at tage barnet med mig,
hvis jeg havde været din kvinde!
Beklager Alex, men du bad om en ærlig mening! 😉
M.v.h.
Charlee

Hvis vi går fra hinanden kan jeg jo ikke sige at hun skal lige betale de 5000kr jeg gav ud til rejsen til egypten. Som sagt, hvis jeg ønsker og rejse og det kun er mig som har råd til og få det til og ske. Jamen så må jeg betale det extra.
Hvis vi køber et hus og jeg betaler 3/4 af huset og hun 1/4 og vi går fra hinanden, jamen så må det også være rimeligt at jeg får 3/4 af de penge huset bliver solgt for. Mht jeg giver. Det kan man da sagtens gøre til sin kæreste?
Man går på strøjer, ser en cafe og siger. Er du sulten? jeg giver, det ser jeg da intet galt i.
[quote="chinc" post=2563695]Og det er så det jeg synes der er så underligt.
"Jeg giver"... Det er noget jeg siger til en ven eller til en veninde, ikke til min kæreste. Vi kan godt spørge hvem der betaler, men det er mere et spørgsmål om hvem der tager kotet med eller hvem der lige har mest penge på kontoen.
Du nævner i det direkte svar til mig, at I også vil dele hvis I køber et hus sammen. Mem hvis I skal ud og tage et lån, så er det jo stadig jer begge der hænger på lånet, hvis I begge skriver under.
Her hjemme er det mig der har lånt penge og betalt for lejligheden, men vi har begge skrevet under, og det er kæresten der betaler husleje.
Vi driller hinanden med hvad der er "mit" og hvad der er "dit", men når det kommer til stykket, er det hele vores.
Vi har været på ferie, hvor han betalte for det hele... Sådan da, det var mig der havde lommepenge med, men planen er egentlig at de skal tilbage til mig, da mine penge overvejende går til opsparing, som nævnt tidligere.
Så siger du det med ferier, hvor du også betaler. Men hvad så hvis I går fra hinanden? Skylder hun dig så pludselig en masse penge for de ferier?
For det er vel heller ikke fair at du ikke får noget tilbage for dem, når de andre ting du nævner heller ikke er fair.
Hvis det virker for jer, så er det jo godt nok.
Men jeg kan stadig ikke forstå det, og din argumentation har ikke fået mig til at forstå det bedre :)[/quote]

Nu er vi jo forskellige og det er fint nok om man har fælles økonomi eller ej, men har man børn tror jeg ikke rigtig på det fungere, vi har altid haft fælles økonomi og jeg har ikke altid tjent så meget fordi jeg har passet vores børn, vi har aldrig skæntes om hva vi bruger penge til, er det noget dyrt snakker vi om det men i det store hele drejer det sig om, at stole på hinnanden, som min mand siger han er ligeglad med, hvad jeg bruger penge til fordi han ved jeg aldrig ville sætte vores økonomi over styr og jeg har det på samme måde.

Ja hvis "hun" så bare kunne finde ud af det. Altså jeg var da ligeglad med om hun købte et par sko eller om hun købte økologisk mælk osv.
Men jeg fandt en dag jeg skulle lede efter min egen årsopgørelse... så fandt jeg lige pludseligt breve omkring gæld for 80-90.000 kr uden hun egenligt havde købt noget - rent forbrug.
Gæld som vi IKKE havde snakket om at optage, og på en måde alligevel blev tørt af på mig, fordi jeg måtte købe mad når hun var flad.
Det er 6-7 år siden nu, og hun kæmper stadig med den gæld, og den er IKKE blevet mindre.

Sådan skal det være.
Velkommen i klubben! 🙂

Nu er vi jo forskellige og det er fint nok om man har fælles økonomi eller ej, men har man børn tror jeg ikke rigtig på det fungere, vi har altid haft fælles økonomi og jeg har ikke altid tjent så meget fordi jeg har passet vores børn, vi har aldrig skæntes om hva vi bruger penge til, er det noget dyrt snakker vi om det men i det store hele drejer det sig om, at stole på hinnanden, som min mand siger han er ligeglad med, hvad jeg bruger penge til fordi han ved jeg aldrig ville sætte vores økonomi over styr og jeg har det på samme måde.

Det er jo ikke systemets skyld,
men snarere at du har snorksovet i timen.
Der kommer jo bankudtog hver måned,
og det madammen har købt,
kan hun vel ikke gemme i lommerne.

Ja hvis "hun" så bare kunne finde ud af det. Altså jeg var da ligeglad med om hun købte et par sko eller om hun købte økologisk mælk osv.
Men jeg fandt en dag jeg skulle lede efter min egen årsopgørelse... så fandt jeg lige pludseligt breve omkring gæld for 80-90.000 kr uden hun egenligt havde købt noget - rent forbrug.
Gæld som vi IKKE havde snakket om at optage, og på en måde alligevel blev tørt af på mig, fordi jeg måtte købe mad når hun var flad.
Det er 6-7 år siden nu, og hun kæmper stadig med den gæld, og den er IKKE blevet mindre.

Resten er lige gyldigt.

Jeg kunne forstå din holdning hvis hun gik hjemme og passede hus og børn. Problemet er jo så at vi er unge og vores generation deler huspligter, og jo jeg hjælper sku rigelig til med det. Både rengøring mad indkøb osv gør vi sammen, så det er ikke hende som står med det.
Vi er uenige om emnet så vil endelig ikke bruge mere tid på og forklarer mit synspunkt. Men det handler ikke om at jeg ikke stoler på min partner, men jeg kender mig selv godt nok til og vide hvad jeg fortrækker og det er at jeg har kontrol over de penge jeg tjener. eller så ville jeg nok være nervøs og efter hende hvergang hun handler og det gider jeg ikke da det kunne ødelægge et parforhold i mine øjne.

Nej man kan ikke agere sådan i et kærlighedsforhold,
baseret på ligeværdighed og tillid.
I ægteskabsloven deler man alt ligeligt efter en skilsmisse,
dog kan man friholde de genstande man bragte ind i forholdet,
men det der er købt i fællesskabet er fælleseje.
Jeg ved godt I ikke er gift,
men der er en grund til, at man har lavet loven således.
Hvis man ikke vil dele,
fordi man går ind i et nyt forhold,
med et stor formue eller f.eks. en virksomhed,
så laver men særeje.
Det er det, du praktiserer papirløst forhold,
men glemmer at det i bygger op i fællesskab,
vil du dele på forhånd.
F.eks.et nyt hus.
Du arbejder og fruen går hjemme og passer hjem og børn.
Ved en skilsmisse, skal værdierne deles ligeligt,
selv om det er købt for dine penge.
Fruen har deltaget i fællesskabets interesse med sin evne,
og du med din.
Din prissætning er ikke sundt for et ligeværdigt parforhold.
Det er som om din indgangsvinkel til din partner,
er fyldt med mistillid lige fra starten af,
derfor tager du dine forholdsregler i tilfælde af..... o.s.v.
Måske er denne indgangsvinkel osse en medvirkende årsag,
til de mange skilsmisser.
Jeg ville smide dig på porten, at tage barnet med mig,
hvis jeg havde været din kvinde!
Beklager Alex, men du bad om en ærlig mening! 😉
M.v.h.
Charlee



[quote="alexsmithnielsen" post=2564511]Hvis vi går fra hinanden kan jeg jo ikke sige at hun skal lige betale de 5000kr jeg gav ud til rejsen til egypten. Som sagt, hvis jeg ønsker og rejse og det kun er mig som har råd til og få det til og ske. Jamen så må jeg betale det extra.
Hvis vi køber et hus og jeg betaler 3/4 af huset og hun 1/4 og vi går fra hinanden, jamen så må det også være rimeligt at jeg får 3/4 af de penge huset bliver solgt for. Mht jeg giver. Det kan man da sagtens gøre til sin kæreste?
Man går på strøjer, ser en cafe og siger. Er du sulten? jeg giver, det ser jeg da intet galt i.
[quote="chinc" post=2563695]Og det er så det jeg synes der er så underligt.
"Jeg giver"... Det er noget jeg siger til en ven eller til en veninde, ikke til min kæreste. Vi kan godt spørge hvem der betaler, men det er mere et spørgsmål om hvem der tager kotet med eller hvem der lige har mest penge på kontoen.
Du nævner i det direkte svar til mig, at I også vil dele hvis I køber et hus sammen. Mem hvis I skal ud og tage et lån, så er det jo stadig jer begge der hænger på lånet, hvis I begge skriver under.
Her hjemme er det mig der har lånt penge og betalt for lejligheden, men vi har begge skrevet under, og det er kæresten der betaler husleje.
Vi driller hinanden med hvad der er "mit" og hvad der er "dit", men når det kommer til stykket, er det hele vores.
Vi har været på ferie, hvor han betalte for det hele... Sådan da, det var mig der havde lommepenge med, men planen er egentlig at de skal tilbage til mig, da mine penge overvejende går til opsparing, som nævnt tidligere.
Så siger du det med ferier, hvor du også betaler. Men hvad så hvis I går fra hinanden? Skylder hun dig så pludselig en masse penge for de ferier?
For det er vel heller ikke fair at du ikke får noget tilbage for dem, når de andre ting du nævner heller ikke er fair.
Hvis det virker for jer, så er det jo godt nok.
Men jeg kan stadig ikke forstå det, og din argumentation har ikke fået mig til at forstå det bedre :)[/quote][/quote]

😉 Det er altid underholdende at skulle vejlede eller snakke om fælles konto eller ej.
Der kommer det virklig til overfladen, det med at føle sig forfordelt.

Men min mening er at hvis man ikke har noget videre fælles og børn. Fks bare to voksne der bor sammen og ikke nogen stor gæld samme.
Så kan man tagtens gå 50/50.
Det hvor jeg synes det kan være trickie, er når de stor udgifter kommer. Børn, hus og vovse(husk sygeforsrikiring på sådan et kræ).
Så bør man nok lige tage en snak om hvad økonomi er og hvad man forventer at skulle leve af.
Min kære hedengange mors moster sagde at vi altid skulle sørge for at have 2 måneders indkomst stående som buffer.
Og fylde dem op når der blev brugt af dem.
Meget fornuftigt.
Det er dyrt at købe på afbetaling når kæleskabet og fryseren står af sammen med vaskemaskinen.
Og at man ikke har en buffer, når man har store udgifter er direkte uforsvarligt.
Så hvis man flytter sammen med en spreder og du er samler.
Så er i nok nød til at have en samtale og ´bare nogenlunde fælles fodslag økonomisk set.
Det dur sku ikke den ene smider om sig med penge og den anden så skal samle op efter et nødstilfælde.
Se ekempel m køleskabet mv.
Hvis sprederen så insistere på at smide penge uden at kunne admistrere lidt opsparing til en fælles buffer.
Så har i en sjov situation når lortet ramler.
Bare se de programer Luksusfælden,¨Den ene af værterne blev cietret for at folk var forbavset over de skulle betale deres gæld....
DOH
Så hvis i gifter jer, så kan det godt være i lige skal tale sammen om hvad i har af forventinger og om i skal have fælles udgifter og en fælles buffer til nødsitiationer. Børn koster også og forårsager nogel udgiftsposter der er store(alt efter hvad forældre tillader).
Her er pc og andet elektronik en pæn post.
Skal det være dig der betaler alle dem? Eller skal i begge betale?
-Evn kan i lave en konto til fællesbuffer-opsparing, som i er fælles om at bruge. Det vil sige den ene låner ikke lige et par tusine. Men de bruges til eksempelvis børns elektronik, køleskab eller hvad ved jeg.
-En fælles konto til ferie, også kun bruges i fælles enighed.
Så når fællesudgifter er dækket har i hver jeres egen del.
Og hvis du vil beholde noget efter et ægteskabsbrud. SÅ får særeje på det.
Ekempelvis det med de 3/4 af huset.
Jeg ønsker jer held og lykke med det.

Det handler jo ikke om hvad man kan "gemme i lommerne". Igen har du misforstået emnet TOTALT.
Fuerzzz omtaler et forbrug som man ikke lige opdager. Nogle mennesker aftaler at det eks er kvinden, der står for kreditten. Jeg ved godt at det ikke passer i dit gammeldags livssyn Charlee, men sådan er virkeligheden nu en gang. Lær at leve med det.
Desuden kan man sagtens inden for 1 måneds regnskab, nå at forbruge det beløb som Furezzz omtaler. Velkommen til virkeligheden gamle mand.
MVH
Megaprofilos