Min bedste ven skal dø

Min bedste ven, min soulmate og fortrolige.
Ham der hjalp mig igennem da min mand døde, ham der stillede op når jeg havde brug for det, ham der redte trådene ud og stillede mit liv op i små overskuelige kasser.
Ham jeg kan tale med om livet på godt og ondt.
Ham jeg kan diskuterer livets store spørgsmål med.
Ham der trækker mig ind i filosofiske diskussioner og diskussioner om kunst og litteratur.
Min faglige sparringspartnet og inspirationkilde.
Han har så meget at gi´ verden og verden bliver tom uden ham.
Hvor længe går der mon før kræften har ædt ham op. Og hvordan får jeg sagt ordentligt farvel.
Han virker så stærk og så afklaret, mens jeg har svært ved at holde tårerne tilbage når vi ses.
Han ser ikke syg ud og det er svært at forstå at der ikke er mere at gøre.
Han må ikke dø, han er alt for ung til at dø og jeg kan ikke undvære ham.

Ubæreligt at fatte at ens bedste ven skal herfra...Hvis jeg var dig kunne jeg sikkert heller se det i øjnene. En eller anden tåge ville lægge sig henover kendsgerningerne og få mig til at ønske jeg kunne fixe ham ~ reparere ham, for "De tager nok fejl. Der er nogen i udlandet der har prøvet det samme...kom min ven...lad os med det samme tage derhen..." Det naive håb ville jeg klamre mig til, "der er altid er håb om liv, sålænge der er liv" har jeg hørt nogen sige.
Min hjerne ville tænke, at det er min forbandende pligt at holde håbets lysegrønne flag på hel stang....men hvorfor? Men mit hjerte ville kunne se det tågen dækker...Jeg tror bare du skal være ved siden af, og dele tiden med ham. NYD livet. Det er det det er der for. LAd ham så de frø han skal, for at få det eftermæle han ønsker sig. Giv ham plads for hans sidste projekt.
Kommer til at tænke på Bjørn Eidsvåg's "Eg Ser"
Eg ser
(Bjørn Eidsvåg)
Eg ser at du er trøtt
Men eg kan ikkje gå alle skritta for deg
Du må gå de sjøl
Men eg ve gå de med deg
Eg ve gå de med deg
Eg ser du har det vondt
Men eg kan ikkje grina alle tårene for deg
Du må grina de sjøl
Men eg ve grina med deg
Eg ve grina med deg
Eg ser du vil gi opp
Men eg kan ikkje leva livet for deg
Du må leva det sjøl
Men eg ve leva med deg
eg ve leva med deg
Eg ser at du er redd
Men eg kan ikkje gå i døden for deg
Du må smake han sjøl
Men eg gjer død til liv for deg
Eg gjer død til liv for deg
Eg har gjort død til liv for deg

- Det er så længe siden og det gør mig i den grad så ondt, at det skulle være på denne måde, at vi skulle mødes i en debat igen...
Du som har været dit igennem... - jeg savner i den grad ord lige nu... - Nu at du skal være så stærk og finde poker fjæset frem... - og når man føler sig sårbar og svag indeni... - når den man holder af, er ramt af den forbandede sygdom...
- og de er dem der udviser styrke og glæde, finder uanede kræfter frem, smiler og er tabre, på trods af det der har ramt dem...
Så alt jeg lige pt. Gitte...
- er at sende dig mine kærligste varme tanker og et cyber knus...
Meget kærligst
/Eva

Uanset alder, så er den sygdom nok den værste der findes.
- Jeg sender dig derfor en trøstende tanke, hvilket jeg inderligt håber du vil tage imod.
Med venlig hilsen fra *FedeBritt*

Vi skal alle dø

Kære Gitte
Åhh det er en frygtelig sørgelig situation, du er kommet i. Jeg har selv mærket det på min egen krop, da min mor døde i 2001 af lungekræft og en stor hjernesvulst.Da jeg fik, at vide hun var meget alvorlig syg og dødende. Var jeg så meget sammen med hende på sygehuset, som jeg kunne. En aften jeg var på besøg sammen med min datter, sagde min mor. Når jeg kommer i himlen vil jeg passe på jer i paradis.
Det er så sørgeligt, at miste en man har kær Gitte!! Det eneste du kan gøre for din gode ven er, at være der for ham i den svære tid Gitte, og han ved jo også, ligesom min mor gjorde, at han skal dø. Jeg har dyb medfølelse med dig Gitte og lige nu er ord ret tomme.
Mange varme tanker herfra, som måske vil nå helt ind i det hjerte.
Der er lige et link du skal se Gitte http://home.worldonline.dk/isl45853/KrftbehndGodeRad.html

Underligt er det, men dog din egen sag.
*FB*

Ja, det er sgu hård at skulle af med sin mor, når man er en halvgammel kone. Man har jo haft et helt liv til at vænne sig til hende.
Mon ikke du har undladt at få kappet din navlestreng? Man sørger over sine forældres død, men det er da vist noget helt andet, end der her tales om.
Har du slet ingen situationsfornemmelse i livet?

Indrømmet - vi kender ikke hinanden du og jeg.
Jeg var lige inde og smugkigge på din profil.
Jeg fik her indtrykket af et hjertevarmt og åbent menneske, hvorfor dit indlæg berørte mig.
Det er en smuk og ærlig profil du har, og alene af den grund har jeg den dybeste respekt for dig.
Det ville være rart, om jeg kunne sige nogle magiske ord, der ville lindre dine smerter men det kan jeg desværre ikke.
Jeg håber, du har et godt netværk at støtte dig opad i en situation som denne, da det eneste, der er værre end sorg er at være alene i sorgen
Må solen lyse på din vej.
De varmeste hilsner fra Flat Eric

Og den kom helt nede fra maven, en dyb og sørgmodig følelse på dine vegne -
Hvor hårdt skal livet dog være for et enkelt menneske, tænkte jeg -
Satte mig bedre tilrette og læste dit indlæg 1 gang til -
Så nu vil jeg gerne forsøge at "sparrer" dig lidt : din dejlige ven, ser ikke syg ud skriver du, jeg forstår det sådan, at han ikke er tæret af sin sygdom pt. -
Selvfølgelig er din reaktion allerede igang med at tage afsked med din ven, med den nylige smerte du har med dig omkring din afdøde mand, men jeg beder dig om at stoppe op her et øjeblik -
Og nyd du er hans ven og han din, at i stadig har hinanden, og gør hvad du kan for at lægge afskeds tankerne ned i den skuffe de hører hjemme, indtil der bliver brug for dem, ellers spildes en masse dejlige stunder -
og ingen ved, hvor længe vi andre har af livet tilbage, både du og jeg kan blive kørt ned den dag i morgen, og så vil det være trist at bruge tiden på at være tynget af sorg "på forskud" -
Forstå mig ret, jeg mener der er nok at græde over i verden og vore livs smerter, men der er også ganske meget, at være taknemmelige for og glædes over, og her må vi gøre os umage med, at lægge det meste af vore energi -
Bekymringer mener jeg er en sygdom, vi er mange som lider af, de fleste af dem, sker kun i vore hoveder, men vi pines af dem alligevel -
Kram til dig fra
guller

Du finder sikkert en ny ven, når du dejlige ven går bort.
Men han skal vel lige kæmpe til det sidste, og måske
overlever han sygdommen.
Du er godt nok en kvik, intelligent og dejlig kvinde, og
den type kvinder kunne Bimmer godt bruge flere af! ;o)

skal du ikke sove nu! Du fatter det bare ikke...Cassiopaya reflekterer og tilkendegiver at hun genkender Faglærerens følelser. Det er en anerkendelse..."jeg forstår dig". Hvis du vil gøre dig BEDRE end Cassiopaya, så skal du sgu da ikke sprede hån i kølvandet på hendes empati! Så skulle du måske netop vise at du anerkender og forstår hende!

Ufatteligt er det at man kan være så dum, troede ellers jeg var den sidst idiot på jorden, men har nu mødt min overmand/kvinde.
*FB*

- Synd for ham, fordi han skal herfra, og synd for dig, fordi du skal have den sorg også. Savnet kan være så tungt.
- Jeg kan ikke sige dig noget, der lindre. Hvis jeg kendte de ord, ville du få dem og jeg ville sige dem for mig selv, så de hjalp mig, til at komme over min "søster", men kun tiden hjalp mig. Idag er hun mit kære minde, men vejen var lang og stenet. Idag ser jeg sådan på det, at jeg var heldig at have hende, den tid hun var her, og ville ikke bytte.
- Gid vi aldrig bliver så bange for sorgen, at vi ikke tør tage glæden.
- For hvad det er værd, så min dybeste medfølelse for Jer begge.
Dulkis.

Men du har da ret i at vi starter livet, med at dø langsomt.
- Vi skal alle derfor nyde livet så længe vi kan, for man ved aldrig hvornår det hele er forbi.
*FB*

- man tror jo ikke sine egne øjne. Det er da vist et ord du ikke har fattet betydningen af.

"Gid vi aldrig bliver så bange for sorgen, at vi ikke tør tage glæden."
Nemlig -
guller

Jeg har sådan lyst til at give dig dette smukke digt af kahlil Gibran :

Gibrans sang til kærligheden?

"Når kærligheden kalder, så lyt
og følg den, selv om dens vej er stejl og stenet.
Favnes I af dens vinger, da giv jer hen til den
omend I vil såres af de dolke, der er skjult
i svingfjererne. Frygt ej for dens kalden,
da frygten er kærlighedens modpol.
Når kærligheden taler, så tro den.
Selv om dens røst kan sønderrive dine drømme,
som Nordvinden, der fejer hen over havens blomster.
Thi ligesom kærligheden kan krone jer,
kan den også korsfæste jer.
Og ligesom kærligheden evner at styrke
din menneskelige vækst, skal den også nok sørge
for din beskæring. Kærlighed kan hæve os til det højeste
og evner at nå ud til de spædeste og mest sårbare kviste,
der sitrende strækker sig op imod solen og blæsten.
Og den vil stige ned i dine rødder og ruske dig
i live - fra dybet af din sjæl, om du siger JA.
Men hvis I af frygt. dumhed
og ladhed kun søger kærlighedens fred
og kun vil kærlighedens glæder og undgå dens vildskab,
da er det bedre for jer, om I hastigt dækker jeres nøgenhed
og begiver jer bort fra kærlighedens ild. Gå da væk
til de andre halvdøde i udskiftelighedens verden,
hvor I kan le, men ikke gennemrystes af livet
og latteren - og græde, men ikke udgyde
alle jeres tårer over livets flygtighed
og vores menneskelige dårskab."
Varme smil
guller

- ophavskonen hedder Tove Ditlevsen. *S*

Sikker på Tove ville føle sig beæret over at vi er mange, der nikker med hele hjertet til dem -
;D
guller

Jeg glæder mig til de snart finder en helbredelsesform. Det gør mig utrolig ondt at høre og netop at det er en ven der er så tæt på dig. Jeg sidder her med min hjernerystelse og prøver at finde noget ordentligt/sammenhængende at skrive, men det er i det hele taget svært at finde på noget at skrive, da ord er så fattige i sådan en situation.
Min kusines forældre fik begge konstateret kræft sidste år med få måneders mellemrum. De er dog blevet raske igen, men det var en temmelig hård omgang og ikke mindst omvæltning. Den får dit inderste jeg frem i dig g vender op og ned på alting.

Jeg føler med dig og din ven og ønsker det bedste

altså situationsfornemmelse. Måske du kunne tage et kursus ???

Den måde du skriver på er uden sidestykke. (Beklager naturligvis mit sidespring i tråden, for jeg hader også kræft)
- Men "Jeg sidder her med min hjernerystelse" etc. Læser du egentlig selv hvad du skriver, for din formuleringer er bare herlige.
-o-o-o-
Nu tilbage til selve indlægget: - Kræft er den værste sygdom der findes, min mor døde af æggelederkræft efter sølle tre måneder, og svandt mere og mere ind. Nu synger en af mine veninder på sidste vers, og denne gang definitivt. Hun har kæmpet mod kræft i 12-15 år, først den ene type, og så helbredt, så den anden, også helbredt, - men nu har det spredt sig til knoglerne, og så er der desværre ingen vej tilbage. Hun har selv arrangeret sin begravelse, og lever allerhøjest et par måneder endnu. Derfor prøver hendes mand at få hende ind på Arresødal Hospice, og det ser lovende ud. Må så bare håbe hun når at opleve det. Hendes mand mistede sin gamle mor i fredags, så det er eddermanme en hård tid han han er inde i, og har derfor brug for al den støtte man evner at give ham.
*FB*

Kære alle
Tusind tak for jeres reaktion på mit indlæg. For jeres empati og de dejlige digte.
Jeg har forsømt debatten længe. Regnede ikke med at mit come back skulle starte med sådan et indlæg.
Hvor er det rart at der findes mennesker som jer. Mennesker, som uden at kende mig personligt, bruger tid på at trøste og opmuntre. selv om jeg har været væk herfra i lang tid. Jeg er utrolig taknemmelig.
Min mands død kom meget pludseligt. Der var ikke tid til at tage afsked eller at tænke på at han skulle væk fra os.
Min vens sygdom tager langsomt livet af ham. Man skulle tro det var en fordel at have tid til at vænne sig til tanken og få sagt ordentligt farvel, men det forlænger bare sorgen. Nu ved jeg med sikkerhed at det kun går en vej. Var det så ikke bedre at det skete nu. Nej, den tanke kan jeg heller ikke bære, vil også gerne beholde ham så længe som muligt.
Jeg vil forsøge at nyde den tid der er tilbage. Åbne alle sanser, og bygge gode minder op som jeg kan tage frem senere, når han ikke er her mere.
Tak

det sådan fordi du elsker ham. Han har været alle de ting for dig og det knuser
dig at vide at du skal miste din elskede ven.
Det er ikke noget på denne jord jeg kan sige for at trøste dig, men fortæl ham hvordan du har det og hvad han har betydet for dig. Det er nu det skal gøres.
Nyd tiden i har tilbage, støt ham så godt du kan, især når hans tilstand forværes.
Vigtigst af alt fortæl at du elsker ham, at hans støtte har betydet alt for dig.