min bedste vens far er død

hej alle sammen
ved ikke lige hvor jeg skal skrive det her.
men altså min bedste vens far er død det er meget trist men man kan jo ikke rigtig gøre noget ved livet.
problemet er nu at han lukker sig selv meget inde osv og kan ikke rigtig komme ind til ham da jeg bor ca 100 km fra ham og ser ham ikke mere en ca hver 2 måned så kan jeg jo ikke rigtig gøre så meget.
lyder måske mærkeligt at min bedste ven bor så langt væk men vi skrev og snakkede hver dag før nu savner jeg ham meget og kan ikke rigtig komme i kontakt med ham.
jeg aner ikke hvad jeg skal gøre så i må meget gerne komme med nogle gode råd tak
mvh Daniel

Hvis det er sket indenfor de sidste dage er der jo mange ting der skal gøres, også et stykke tid efter, det vil efterladte gerne have fred til, desuden er det ikke unormalt at mennesker trækker sig ind i sig selv når deres nærmeste dør, og heller ikke gider at høre på medlidenhed hele tiden, men det er de færreste der forbliver indelukket, så han skal nok blive god igen.

Hej Daniel.
Jeg har mistet min mor, så jeg kan måske relatere til hvordan din ven har det, så jeg fortæller hvordan det var for mig, så kan du jo tage det, du synes du kan bruge:
Jwg var enormt ked af det, og nærmest i chok. Havde på ingen måde lyst til at se eller tale med mine venner, for hvad skulle vi dog snakke om? Ligegyldige ting, ting der virkede som småproblemer for mig, kunne de blæse op til at være det helt store. INTET kan sammenlignes med at miste en forælder, og jeg havde brug for anerkendelse af dette. Kan huske jeg havde en veninde, der sammenlignede det med en gammel sportsskade hun havde: "sådan er det jo bare, og det har jeg altså lært at leve med". Men jeg følte virkelig ikke, at et dårligt knæ, der nu ikke kan tåle at gå i bjerge, kan sammelignes med et dødsfald 🙁
Du skriver "men altså min bedste vens far er død det er meget trist men man kan jo ikke rigtig gøre noget ved livet."
Lyder som om du måske tænker lidt det samme? Det er helt rigtigt, at vi ikke kan snakke de døde tilbage til os, men vi kan snakke om dem, og anerkende det store tab, det har været for os. Pas på ikke at neligere det. Selvom vi kan komme til at græde, når vi snakker om de, der er døde, så er det ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det er at få afløb for følelserne, og som ven kan du lytte, spørge og tage imod. (Og lade være med at sammenligne det med småting, ikk')
Da min mor døde havde jeg som sagt ikke lyst til at se eller snakke med nogen. Nogle af mine veninder ignorerede dog dette lidt, og blev ved med at ringe til mig og høre hvordan jeg havde det. Blev ved og ved med at kontakte mig, selvom jeg havde trukket mig helt ind i mig selv. Og det var det helt rigtige at gøre ved en person som mig. Jeg havde ikke overskudet til at ringe til dem, men jeg blev faktisk glad indeni over, at de tænkte på mig, og blev ved med at forsøge at holde mig fast. Jeg kunne ikke tage initiativerne, men deres omsorg glemmer jeg ikke. Om dem jeg ikke hørte noget til, har jeg faktisk mistet kontakte til idag. De kunne ikke rumme min sorg - så der var ligesom ikke så meget mere at snakke om.
Hvis du ikke ved hvad du skal sige til din ven (og DET kan altså være en svær én), så sig det som det er: "jeg tænker på dig, og er bekymret for hvordan du har det, men jeg ved ikke helt hvad der er det rigtige at sige til dig. Jeg savner dig, og håber snart du får det bedre. Er der noget jeg kan gøre for dig?"
Og så giv ham tid. Tid er også et nøgleord. Det tager LANG tid at få et "normalt" liv igen. Det jeg mener med "normalt" er, at for os, der har mistet, bliver det jo aldrig det samme mere. Så vi skal vænne os til en ny hversag og virkelighed, og det er svært. Man er rykket op med rode, og skal til at definere sit liv påny. Og den slags tager tid.
Og du skal nok også forvente, at han ændrer sig. Det gør store kriser ved én.
Mine råd er derfor: bliv ved med at kontakte ham. Ring og hør hvordan det går. Spørg ind til det. Vær ikke bange for at gøre ham ked af det med dine spørgsmål, det er bedre at få talt om det, end at gå med det alene. Accepter, at han i lang tid vil være ked af det, og vær klar over, at han nok ændrer sig.
Hold fast i din ven. Afstanden betyder ikke noget, for vi har jo telefoner!
Hilsen Pige xxx

Jeg har dog ikke mistet mine forældre, men begge mine forældre fik konstateret cancer med 4 mdrs mellemrum. Jeg var temmelig meget i chok og selv efter de var færdigbehandlede kunne jeg overskue meget, meget lidt. Mange af mine venner tog afstand fra mig, men der var enkelte som virkelig holdt fast og det er jeg dem meget taknemmelige for i dag. De hjalp mig til at komme ud på den anden side igen hurtigere end jeg selv havde formået.

hey alle
først tak for svarende.
men der er bare lige det problem jeg har prøvet alle de ting i har skrevet men hver gang jeg ringer eller skriver siger han bare har ikke tid eller gider ikke snakke.
i går skrev han rent faktisk til mig at han syndes at mig og ham skulle holde en pause med overhovedet at snakke med hinanden det gjorde sgu meget ondt inden i da jeg tager ham ligesom en bror :(
jeg står nu i den situation aner ikke om jeg skal kontakte ham igen eller jeg skal give ham lidt tid

Hvis han gerne vil have fred, og gør opmærksom på det på en så direkte måde, bør du føje hans ønske.
Men jeg synes du skulle tage og skrive til ham, hvor meget han betyder for dig, og at du er ked af at I ikke ses. Så han ikke er i tvivl overhovedet. Du kunne jo spørge, om der er noget du har sagt (uforvarende kan man jo komme til at sige ting, der sårer meget i sådan en situation, hvis ikke man har prøvet det) eller gjort? Og så derefter lade ham melde tilbage. Og hvis han holder fast i, at I ikke skal ses mere - så må du (desværre) nok lade ham gå [:*(]
Held og lykke med det, jeg håber du får din ven tilbage